Vier kommet til det vel nok mest mytiske ved spiritusproduktion overhovedet, nemlig modningen. Det er også en proces, som mange omtaler som “lagring”, hvilket i virkeligheden ikke er et fyldestgørende ord. Modning er en bedre term, da der under lagringen sker en modning af den spiritus der lagres, grundet de modningsbeholdere eller tønder man anvender. Man kunne jo ret beset lægge rom på lager i en stålbeholder i 10 år, uden dette ville påvirke produktet nævneværdigt. Egetræstønden tillader rommen at modne – noget som en lukket stålbeholder ikke formår.
Nogle steder i Caribien er det et lovkrav, at man skal modne det nydestillerede sukkerrørssprit, inden man må kalde det for rom. På Cuba er reglen minimum to års lagring, og i Den Dominikanske Republik er reglen minimum et år. Der findes dog mange steder, hvor man ikke behøver at modne rommen for at kalde det rom. Caribien er generelt et sted, hvor man drikker utrolig meget ikke-modnet rom. Jamaica, Martinique og Barbados er alle tre øer, hvor størstedelen af den solgte rom ikke er modnet. Store dele af den gamle og modne rom, som produceres her, bliver eksporteret til USA og Europa.
Hvorfor modner man spiritus på tønder? Det er der flere årsager til, men hovedformålet er naturligvis at skabe et drikbart, blødt, komplekst og frem for alt delikat produkt. Uanset hvilken spiritustype man er til, er der et eller andet over spiritus, som har modnet på egetræsfade i en årrække. Her skabes smage, som kun kan opstå over flere års modning og som ikke kan gengives eller fremtrylles på anden vis. Mange har forsøgt på få dage at fostre spiritus med de samme smagsforbindelser, som opstår over 15-20 års fadlagring, men uden held. Det kan ikke lade sig gøre – i hvert fald ikke endnu. Derfor er der noget særligt over rom med den smagsprofil, som kun kan opstå over lang tid. Der er ingen smutvej, intet quickfix – det
