Absolution: Syndsforladelse

By Mai Louise Falsig

Bogen starter med, at en kvinde en dag i december 2013 træder ind i skriftestolen i Sankt Annæ Kirke på Amager. Hun fortæller præsten, at hun agter at dræbe sin mand.

Præsten Antonio Bonelli når at få et glimt af kvinden, inden hun forsvinder ud af kirken. For første gang i sit virke som præst nager tvivlen ham. Skal han bryde sit tavshedsløfte eller holde det og dermed lade et mord ske?

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jan 9, 2015
• ISBN: 9788771454529

Mai Louise Falsig

Mai Louise Falsig, der er født i 1948, udkommer hermed med sin anden digtsamling. Den indeholder digte om livet på godt og ondt, og sætter ( på sigt) nogle tanker cirka i gang hos læserne.

Book preview

egne.]

Capitolo Uno

Fredag den 6. december 2013.

Sankt Annæ Kirke - Dronning Elisabeths Allé 3,

Klokken 13:17

Sneen havde væltet ned det meste af natten, og København var dækket af et tykt snetæppe, hvilket gjorde det vanskeligt at komme frem både for cyklister, biler og for de gående.

En kvinde halvvejs gik og halvvejs forsøgte at hoppe gennem sneen for at nå over vejen, inden lyssignalet skiftede til rødt. Hun havde været så fornuftig at tage langskaftede støvler på, og alligevel var snedækket faretruende nær støvlens kant lige under knæet.

Da hun nåede det andet fortov, så hun på vejskiltet ~ Dronning Elisabeths Allé messede hun nærmest. Kvinden så sig søgende omkring. Busrute 81N havde været næsten tyve minutter længere om at køre strækningen, end der stod i køreplanen, fra Nørreport station til stoppestedet på Amagerbrogade, hvor hun var stået af. Vejrpigen i Go’ Morgen Danmark havde meldt om en vindstyrke på 11m/s og med en temperatur på -5 grader Celsius. Det ville føles som -22 grader. Minkfrakken lunede godt og da den gik ned til 10cm under knæet, dækkede den støvlernes øverste kant, hvis hun da ikke forpustet moslede for at møve sig frem.

Hun nåede frem til sit bestemmelsessted. Den katolske Sankt Annæ kirkes to tårne strakte sig majestætisk op i himlen. Det var som om, de forsøgte at nå helt op til chefenfor gesjæften, tænkte hun og smilede.

~ o O o ~

Vel inde i kirkens imødekommende atmosfære stampede hun den værste sne af sine støvler og gik ind i kirkerummet. Hun skubbede sin pelshat længere op i panden for bedre at kunne orientere sig. Med målbevidste skridt stilede hun hen imod skriftestolen, hvor en mand sidst i fyrrene i det samme gik ud. Kvinden smuttede hurtigt ind, lukkede døren og satte sig.

Kvinden slog korsets tegn, mens hun svagt sagde: – I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.… Amen. Hendes stemme rystede lidt, da hun fortsatte. - Jeg har planlagt at dræbe et menneske fader… min mand. Han udsatte mig gennem vores 6 års lange ægteskab for både psykisk og fysisk vold. Kvinden trak vejret dybt - Dette er mine synder, jeg er ked af alt det, jeg har gjort forkert og agter at gøre forkert.

Den 37årige præst fader Antonio Bonelli rømmede sig og forsøgte at samle sine tanker efter kvindens barske bekendelse. – Jeg formoder, at du kender det femte bud?

- Du må ikke slå ihjel.… Jo, godt nok er jeg måske ikke den mest lærde katolik eller ivrige kirkegænger for den sags skyld; men jeg er udmærket klar over, at det nok ikke får hverken det offentliges eller Guds blå stempel.

Præsten flyttede sig lidt i sædet. – Jeg skal ikke dømme; men… har du børn?

- Nej! Også det fik jeg på puklen for, selv om det viste sig, at vores barnløshed skyldtes hans ringe sædkvalitet.

Antonio svedte, og han vidste snart ikke, hvad han skulle sige. – Kan jeg forstå det således, at du ikke har tænkt at opgive dit forehavende… eller opsøge et krisecenter for voldsramte kvinder… for måske på den måde at gøre dig fri af ham… at få fred i sjælen?

Kvinden lo en rå latter. – Det håbede jeg sgu… undskyld fader…

- Alt forladt.

- At jeg kunne få det med din hjælp… ved at skrifte. Hun lo igen.

- Jeg kan ikke sige andet, end at du har i sinde at gøre noget meget frygteligt og skal ved dommens dag stå til regnskab over for Gud og menneske.… Din synd er dig tilgivet. Jeg håber, at du ender med at angre af et oprigtigt hjerte og kan leve med den i resten af dit liv. Som bod skal du læse Det gamle testamente, femte Mosebog, kapitel 30. Antonio så gennem det tætte gitterværk af træ ind i skriftestolen; men der var tomt. Han havde ikke hørt hende gå, fordi hendes ugerning havde rystet ham i hans grundvold. Herregud, der skete jo så mange mord hver dag rundt i verden, tænkte han; men det var alligevel noget andet at have det så tæt på. Antonio så ned mod døren til våbenhuset, hvor han så en kvinde iført en hvid minkpels forsvinde ud af døren. Selv om han havde fuldført sin del med hensyn til hendes skriftemål, så var der en indre røst, der tvang ham i løb og ud foran kirken for om muligt at få fat i kvinden… og så alligevel ikke. Det var som om en indre kraft, der var stærkere end al hans katolske lærdom og kultur, tvang ham. Antonio så sig omkring. Måske gik hun i et med sneen takket være minkpelsen. Hun var i hvert fald ikke at se.

Fredag den 6. december 2013.

Klokken 15:29

Magalie parkerede sin 6 gears Saab 9–3 Cabriolet 2,0 T Linear ved siden af Holgers Mercedes. Der var 175HK under motorhjelmen, og hun havde elsket den bil, siden hendes mand… snart afdøde mand Holger, havde givet den som en forsoningsgave i 2009 efter en uges nærmest vold og voldtægt i deres sommerhus i Tisvildeleje. Hun så i bakspejlet for hundrede og syttende gang, siden hun kørte fra parkeringskælderen Q-Park Magasin ved Kongens Nytorv. Så vidt hun havde kunnet se, var hun ikke blevet skygget eller fulgt af den samme bil. Hun forsøgte et smil. A’ pro pro bakspejl. Set i bakspejlet så ville hun gerne have byttet de næste fem års helvede med sin frihed væk fra Holger, der er en populær børnebogsserie fra 1987. Så skide være med bilen. Hendes liv, siden hvedebrødsdagene var ovre den 22. august 2008, havde været en lang periode, hvor psykisk terror blev afløst af voldtægter. Hun huskede tydeligt episoden. Det var den første gang, hun fik tæv, fordi han ikke kunne finde sin favorit polo trøje, da de pakkede kufferten, inden de skulle flyve hjem fra en skøn honeymoon på Bali. Hun havde levet ud fra devisen: Undgå Holger ikke find.

~ o O o ~

Hun låste sig ind i bryggerset, hvor hun hængte minkpelsen på en bøjle, så den kunne tørre. Varmelegemer blev som så mange gange før, når støvlerne var pjaskvåde, stukket ned i støvleskafterne. Magalie åbnede døren ind til køkkenet.

- Er det dig mor? Celiné kom ned ad hallens trappe. Hun havde glemt at slukke for sit musikanlæg, så Nick og Jay drønede i hele huset.

Magalie holdt sig for ørene. – Ja, hvordan kan du holde den larm ud?

- Åh mor! Celiné tog en dadel fra pakken, som lå på køkkenbordet. – Du er så sart. Hun havde proppet endnu en dadel i munden, som gjorde det svært at høre, hvad hun sagde.

- Jeg har sagt det så mange gange før, ikke…

- Snakke med mad i munden, fortsatte Celiné. Den sidste lille gnalling af en dadel gled ned i spiserøret. – Far har ringet.… Det var noget med kunder.

- Skal jeg ringe ham op? Magalie ryddede op fra morgenmaden, og efter de sidste glas var røget i opvaskemaskinen, satte hun den i gang.

- Jauuhmm! Han er på pub med nogle forretningsforbindelser. Det var vist noget du skulle købe, inden butikkerne lukker. Celiné havde denne gang munden fyldt med dadler. Hun skyndte sig op ad trappen, inden hendes mor kunne give hende en røffel.

Fredag den 6. december 2013.

Klokken 16:13

Efter Magalie havde tjekket dagens post og ringet til sin franske familie, satte hun sig med et krus te. Holger kunne nok vente de par minutter. Den varme te gjorde hende døsig oven på traveturen i frostgrader og snemasser. Mærkelig nok havde skriftemålet gjort, at hun på en måde følte sig lettet fra en stor byrde. Hun lagde benene op i sofaen og satte sig bedre tilrette i hjørnet.

~~~ o ~~~

Langsomt havde den varme te den virkning, at hun døsede hen. I sin tilstand af let søvn så hun for sig, hvordan hun blandede hakkede blade fra planten Digitalis, eller nok mere kendt som Fingerbøl, med hakket grønkål. Hun ville servere Holgers yndlingsret stuvet grønlangkål med hamburgerryg og sukkerbrunede kartofler. Hendes mand Holger vidste udmærket, at hun ikke kunne lide stuver grønlangkål, så hun fik smørsovs. Magalie ville servere denne dødelige ret for ham fredag den 13. december. Dels fordi Celiné skulle på weekendtur med sin veninde Sanne til jule markedet i Lübeck i nordtyskland. Dels fordi Holger altid havde haft en frygt for Fredag den 13. Nu ville hun sørge for, at den levede op til den status, han havde givet den… ved at slå ham ihjel. Hun gav blot en hjælpende hånd.

Fredag den 6. december 2013.

Klokken 17:21

Telefonens afspilning af musikken til Star Wars bragte Magalie tilbage til nuet. Hun så på sit ur. Merde! Hun havde sovet i over en time.

- Mor! Telefonen! Celinés stemme lød fra reposen på første sal. Hun råbte igen – Mor!

- Ja, ja. Jeg er på vej. Hun løftede røret. – Det er Magalie, hvem, taler jeg med?

- Nå, du er i live?… Det er mig. Jeg ringer, fordi du…

- Du må virkelig undskylde, at jeg ikke har ringet tilbage, men der har været så meget.

- Alt forladt.… Landet ligger således, at…

Magalie hørte ikke resten. Tanken strejfede hende lige, at det var anden gang i dag, hun havde fået tilgivelse.… Præsten havde på et tidspunkt sagt de selv samme to ord: Alt forladt.

- Magalie! Hører du i det hele taget efter?

- Åh, undskyld… jeg dagdrømte lidt. Gider du ikke lige gentage det?

- Gider du lige koncentrere dig. På grund af dit smøl er det fandeme også for sent i dag.… Som jeg sagde, så bliver de tre topchefer fra Airbus i Toulouse i Danmark til søndag. De giver middag i morgen aften på Søllerød kro. De ser gerne, at du tager med. Jeg kan også drage nytte af dine franskkundskaber.

Magalie bed mærke i, at han intet sagde om, at han gerne ville have hende med, fordi hun var hans kone.… Nej hun var en god tolk takket være det faktum, at hun var født i Frankrig på Chateau Cotillard ved floden Gironde. Hun kom først til Danmark i 2008. – Hils og sig tak.… Det vil jeg da gerne.

- Den anden ting. Jeg skal ind i firmaet i morgen formiddag for at regne på de oplysninger, som franskmændene har givet os i dag. Det bliver også sent i aften. Så du må gerne købe nye knapper til min smoking skjorte. Det gamle sæt har jeg på en eller anden mystisk måde forlagt?

Magalie sagde ja, selv om hun var klar over, at hun talte for døve øren. Nu var det envejskommunikation. Han havde smækket på uden at runde af eller sige farvel. Tolk og indkøb… det kunne hun bruges til… ikke at forglemme voldtægter og boksebold. Det røvhul… ikke noget med, hvis du har tid eller tak. Alt, hvad han sagde til hende, var ordrer aldrig høflige forespørgsler. Hun gik hen til sofabordet. Teen var blevet kold. Hun måtte hellere brygge sig en ny. Hun satte elkedlen på de 80 grader og placerede den i holderen, og snart lød den velkendte snurrende lyd, som fortalte, at der skete noget.

- Koger du nok vand, så der kan blive et krus til mig? Celiné var kommet ud i køkkenet, uden at Magalie havde opdaget det.

- Pigebarn dog! Det gav et sæt i Magalie, og hendes hjerte slog nogle ekstra hurtige slag. – Hvordan er det du sniger dig ind på din gamle mor?

- Jeg sniger overhovedet ikke. Celiné satte sig på en køkkenstol. – Men du var så opslugt af dine egne tanker, at du ikke ville ha’ hørt et godstog komme buldrende forbi dig få meter bag din ryg.… Mor vandet er altså klar. Hun rejste sig og tog et krus i skabet. – Var far gal på dig?

Magalie tog om sin datter. – Nej, overhovedet ikke. Jeg skal bare købe nogle nye knapper til hans smokingskjorte i morgen. Hun kunne se lettelsen brede sig i datterens ansigt. Selv om Holger sjældent slog hende i hovedet, så kunne Celiné ikke undgå at vide, hvad der skete. Hun var for 3 måneder siden kommet løbende ind i deres soveværelse, fordi hun havde skreget højt af angst, smerte og afmagt. Da hun så sin fars voldtægt af hende skreg hun hysterisk, og sidenhen havde hun kun kulde og høflige fraser til overs for ham.

- Din te bliver altså for stærk mor.… Jorden kalder mor. Celiné flyttede teægget over i sit eget krus.

- Du har ret, den er lidt bitter. Magalie havde sat sig ved køkkenbordet. Hun tog låget af den lille kagedåse med hendes hjemmebagte brunkager.

Celiné satte sig overfor sin mor og tog en brunkage, som hun var på nippet til at stikke i munden. Da hun kom i tanke om mad i munden og tale. – Så får du altså ikke bank i nat?

Det gav et gib i Magalie. Hun havde aldrig hørt sin datter være så direkte om emnet før. – Nej, det gør jeg nok ikke.… Men din far kan jo se sig gal på mig i løbet af et split sekund uden nogen grund,… så man ved aldrig.

- Hvorfor flytter vi ikke?

- Hvor skulle vi flytte hen? Magalie sukkede og tog om sin datters hånd, der hvilede på bordet.

- Ned til mormor og morfar de har rigeligt med plads. Og jeg kan sagtens klare mig i fransk.

- Ja, du taler fransk som en indfødt.… Men så ville de bare blive terroriseret af din far.… Selv hvis vi flyttede til verdens ende, ville han finde os.

- Nogen må da kunne hjælpe os. Celiné rejste sig, tog kruset i den ene hånd og en stak brunkager i den anden. – Vi ville få et bedre liv, hvis han kørte galt med bilen og døde.

- Hvad er det dog du siger?

- Du er jo enig med mig mor.

Capitolo Due

Lørdag den 7. december 2013.

Kgl. Hof Juvelerer A. Dragsted i Store Kongensgade i København

Klokken 10:17

Magalie var nået frem til Kgl. Hof – Juvelerer A. Dragsted i Store Kongensgade i København. Hun beundrede et smukt sæt knapper til en smokingskjorte. – De er godt nok utrolig smukke. De løfter en smoking et niveau op.

- Det er ikke så tit, vi har et sæt i perlemor, som er sat i en fatning samt lukkemekanismen i 14 karat guld.

- Min mand har desværre forlagt sit tidligere sæt, som han også har købt herinde. Holger Hammer.… I har os i systemet, da vi er gode kunder og tit får rengjort eller ændret på vores sølvtøj. Hun så på prisen. – Jeg vil gerne ha’ dem pakket ind, det skal være en gave til min mand.

Lørdag den 7. december 2013.

Hjemme hos vicekriminalkommissær Alessio Bonelli

Klokken 11:03

Antonio Bonelli trykkede på dørklokken, og han kunne høre, den spillede strofer fra julesangen Bjældeklang. Antonio smilede. Det var garanteret et af Annelises påfund. Hun var på en vidunderlig måde stadig et stort legebarn. Døren blev åbnet, og Carabellas kønne ansigt viste sig i den 25cm store åbning. Han satte sig på hug. – Hej Carabella…er din far hjemme?

Hun åbnede døren helt, nikkede, vendte sig og råbte, alt imens hun løb ind i stuen, - Mor og far! Det er onkel Antonio!

Antonio lukkede yderdøren bag sig. Han stillede de snevåde sko på en dertil bestemt måtte og iførte sig et par sutter, som lå på en hylde over måtten. Al fodtøj bortset fra hjemmesko var bandlyst hos hans bror og svigerinde efter, de havde fået lagt nyt parketgulv i det meste af huset.

Annelises ansigt lyste op i et smil. – Skønt at se dig Antonio; men jeg troede ikke i havde tid til at sludre med familie her i lige op til jul.

- Det skal der være tid til. Han gengældte Annelises knus og hviskede: – Desuden plejer jeg jo at dukke op med… poserne står i skabet i entreen.

- Det er en skam, at du ikke kommer juleaften, nu hvor madre og padre kommer på besøg.

- Desværre jeg er i år primus motor for en julefest, som vi afholder for hjemløse og fattige i vores lokalområde. Endelig er der midnatsmessen i kirken, som starter klokken 24.00.

Carabella slukkede for fjernsynet. - Har du julegaver med onkel Toni?

Antonio lo. – Nej, du ved godt, at du får dem af Befana. [Befana hun uddeler julegaverne i Italien. Hun er en blanding af en fe og en heks, der ikke nåede at besøge Jesus i stalden, fordi hun havde for travlt. Så nu drøner hun verden rundt og giver barselsgaver alle steder, hvor der er børn - simpelthen for at være sikker på, at det lille Jesubarn får en].

Alessio rejste sig. – Kom, vi går ind på mit kontor, der kan vi bedre tale om det.

- Hvad skal du far? Carabella gjorde mine til at rejse sig.

- Far skal lige snakke lidt med Toni. Hans ansigt lyste op i et smil, da han så Annelise komme ind i stuen med en fireårig dreng i hver hånd. Det var deres tvillingedrenge Geovani og Geomar.

- Hvem er så hvem? Antonio satte sig på hug. – Det er jo dig. Han kildrede Geovani på maven med sin pegefinger. Geovani grinede. – Det er jo Geovani. Han vendte sig mod den anden gut..

- Har du ikke nogen slik med til os? Geomar slap sin mors hånd og løb hen til Antonio.

- Nej ved du nu hvad Geomar. Onkel Toni behøver ikke tage slik med til Jer, hver gang han kommer.

Antonio aede begge drenge på kinden. Han rejste sig, tog tre poser vingummi mix op af jakkelommen. Han gav hver af tvillingerne en pose og kastede den sidste hen til Carabella. – Her! I er sørme heldige med, at jeg lige havde tre poser i lommen. Han fulgte efter sin bror, som var på vej ud af stuen.

~ o O o ~

De bænkede sig i hver sin lænestol, og Alessio satte en øl og en cola, som han havde hentet i køleskabet på bordet. – Lad mig så høre Antonio. I telefonen sagde du noget om et mord.

- Det er ganske forfærdeligt. Antonio satte sit glas på det lille runde sofabord. – Jeg fik i går under et skriftemål…

- Jeg troede, at du har tavshedspligt min kære broder, afbrød Alessio.

- Det har jeg jo også. Han vred sine hænder og kørte en finger rundt i halsringen, som om han ikke kunne få luft. Men jeg måtte altså sige det til dig.

Alessio tændte en af sine evindelige cerutter ~ en Advokat. Han plejede altid halvt i spøg at sige, at det var de eneste advokater, som han kunne lide. Det var faktisk kun hans kære piber, som slog cerutterne af pinden. – Hvor meget ved du om hende?

- Ikke andet end hun havde en hvid minkfrakke eller kalder man den en kåbe? Antonio tog en mundfuld cola. Den var i hvert fald hvid.… Hun havde også en hvid minkhat.

- Var det alt? Alessio dannede en røgring, og tog endnu et sug i cerutten.

- Ja, det vil sige. Jeg tror, at hun er franskmand.… Hun talte i hvert fald med fransk accent.

- Så du hendes ansigt eller eventuelt, hvilken bil hun kørte i?

- Intet andet. Hun var væk, da jeg nåede ud foran kirken.… Åh, jo! Hun gik i knælange sorte støvler. Og så sagde hun, at hun havde været gift i 6 år, samt at mandens sædkvalitet var ringe.

Alessio tog cerutten ud af munden og drak resten af glassets indhold. – Fortæller folk da alle deres hemmeligheder under et skriftemål?

- Ofte kære Alessio… ofte.

- Bare mine anholdte var så åbenmundede, når jeg havde dem til afhøring. Han tørrede sig om munden. – Det vil sige, at vi har at gøre med en kvinde… hvor høj? Han så på sin bror.

- Hun er vel omkring 175cm.… Ja, det er noget i den retning. Jeg ved nemlig, hvor høj døren e…

- Godt en kvinde 175cm høj, Alessio stoppede sin brors talestrøm. – Hun taler med fransk accent og var iført en hvid minkkåbe, hvid minkhat og et par knælange sorte støvler. Han hældte resten af øllet op i sit glas.

Antonio nikkede. – Ja, det er korrekt.

Alessio sagde rimelig højt: - HVORDAN I HELVE… Undskyld bror.

- Tænk ikke på det. Jeg er jo så vant til, at du gerne understreger dine meninger med et bandeord.

- Foretrækker du måske Vorherre bevares

Det ville unægtelig være en forbedring. Antonio smilede.

- Gud fader bevares. Alessio så på sin bror, og det resulterede i, at de lo.

- Lad os håbe det, hr. vicekriminalkommissær.… Lad os håbe det.

- Hun bliver fan.… Alessio greb sig selv i at et så velkendt bandeord kom i spil. – Det bliver vanskelig Toni.… Men jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Han skoddede cerutten. – Bliver du og får en bid brød med?

- Nej tak du, ellers tak. Jeg har noget, der skal ordnes.

~ o O o ~

Efter