Hvad er Islam?: -teologi og rejseoplevelser

By Jakob Munck

Islam er et af de emner, som mange mennesker interesserer sig for. Men desværre er debatten præget af manglende viden om både islamisk teologi og kultur.

Denne bog indeholder en analyse af den sunni-muslimske Koran-teologi og en længere beretning fra forfatterens rejse til Iran. Desuden indeholder den en tekst om Hizb ut-Tahrir, en oplistning af årsagerne til at islam har fremgang og en aviskronik om den persiske gæstfrihed. Bogen afsluttes med en kronologi over den islam-vestlige konflikt.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 22, 2015
• ISBN: 9788771706468

Jakob Munck

Jakob Munck (b. 1948) is a Cultural Sociologist from Copenhagen. He has written 30 books, whose titles and content can be seen on his website (www.jamu.dk).

Book preview

LITTERATUR

1. INDLEDNING (2015)

Denne bog består af artikler, som jeg har skrevet til forskellige formål og på forskellige tidspunkter. Nogle af dem har været publiceret på nettet og andre har været omdelt privat. Men her er de så sat sammen i en bog, hvilket giver mening, da de har det samme emne. Det handler om islam og om konflikten og samspillet mellem islamisk prægede kulturer og den vestlige verden og dens sekulariserede kultur.

Flere af artiklerne bærer præg af den tid, hvor de blev skrevet, men jeg mener stadig, at de er aktuelle. For en sikkerheds skyld har jeg dog valgt at skrive årstallet for, hvornår de er skrevet, i titlen på hver af teksterne. Så kan læseren bedre vurdere dem og se bort fra det, som er svært at forstå, hvis man ikke husker den tid, hvor teksten blev skrevet.

Artiklerne har ikke til formål at polemisere hverken for eller imod den islamiske religion, men jeg er godt klar over, at der indgår information, som kan bruges i en sådan polemik. Men det er vilkårene, hvis man vil beskæftige sig med noget, som spiller en rolle i den moderne verden. Alt kan bruges og misbruges. Men jeg må understrege, at dette ikke er mit formål. Jeg har forsøgt at balancere nogle mere islam-kritiske momenter i bogen med andre, som er mere positive. Om islam er godt eller dårligt er ikke mit emne. Det må læseren selv afgøre. Jeg er kultursociolog, ikke præst. Så hvilken konklusion du kommer frem til, er helt din egen sag. Jeg håber dog, at verden i fremtiden vil være et sted, hvor der er plads til os alle, uanset hvilken religion vi tilhører. Frihed sætter jeg højt, og det er måske det moralske projekt, som jeg håber at bogen kan bidrage til.

Hermed ønskes du god læsning,

Jakob Munck

2. ISLAMDEBATTENS FIRE SKOLER (2005)

Der er i de senere år udkommet mange bøger om islam og om islams forhold til kristendommen, til vold, terrorisme, menneskeret og til den vestlige kultur. Groft sagt kan disse bøger og tilsvarende websites opdeles i 4 forskellige kategorier:

1. Islamisk propaganda

Til denne skole hører samtlige islamiske trossamfund, moskeer og foreninger i Danmark og i resten af verden. Disse organisationer udspreder løbende en strøm af propaganda for islam og de islamiske værdier. Der er mennesker som mener, at denne propaganda kan deles i den demokratiske og den fundamentalistiske propaganda, men denne skelnen er helt kunstig. De mennesker, som udfører diverse terrorhandlinger, og som retfærdiggør disse med islamisk propaganda, kan altid finde mange passende citater både i Koranen og i de forskelligte hadis-samlinger, som hævder at gengive Muhammeds egne holdninger til det ene og andet og hans adfærd i forskellige situationer. Sandheden får man ved at finde de relevante citater fra Koranen og at kombinere dem med tekster fra hadis. Er der modstrid mellem forskellige koran-citater, og det er der ofte, så må man spørge de lærde om hvilke citater, som er de relevante. Nyere citater er mere relevante end ældre citater og citater fra nogle kapitler er mere relevante end andre, fordi at disse kapitler er skrevet under betingelser, som minder om de aktuelt givne betingelser.

Kunsten at finde det rigtige islamiske svar på livets problemer kræver omfattende viden, og derfor har man i den islamiske verden en række universiteter og lærestole, som er beskæftiget med islamisk ret. Der findes fire skoler indenfor den sunni-islamiske jura og de troende kan selv vælge, hvilken af de fire skoler, som man vil tage udgangspunkt i. I princippet anerkender de islamiske læreanstalter alle disse fire skoler, også selv om der til tider kommer forskellige svar på de spørgsmål, som der stilles til de lærde, når svarene baseres på den ene eller anden af disse skoler.

Men på trods af forskellen mellem de fire sunni-muslimske retsskoler, så er dette ikke en afgørende skelnen inden for det islamiske område. Den mest afgørende kategoriske forskel i islam, er den, som gælder mellem sunni- og shia-islam. Sunni-islasm bygger kun på Koranen og hadis medens shia-islam anerkender traditionen og mener at de immamer, som har genetisk forbindelse tilbage til Muhammed selv, har den eneste legitime autoritet til at udtale sig om hvad der er rigtigt og hvad, som er forkert, set med islamiske øjne.

Den moderne diskussion om islams forbindelse til terror tager sjældent henbsyn til det faktum, at næsten al islamisk anti-USA terror i nyere tid er udøvet af tilhængere af sunni-islam. For disse mennesker er Koranen jo åben for individuelle fortolkninger, og i princippet er enhver muslim sin egen imam (leder af bønnen) og kan derfor med fuld ret hævde, at Gud har befalet ham at ….. gøre det ene eller andet, som han kan finde citat-belæg for i Koranen.

Det samme kan uikke ske i shia-islam, for her er det ovgerlads til de præster, som har direkte forbindelse til Muhammed at lave sådanne tolkninger. Det minder, teologisk set, en del af den katolske forståelse af apostolsk succession og i nogen grad om den måde, som de europæiske kongehuse sikrer deres eksistens. Det at være en autoriseret repræsentant for shia-islam kræver, at man er i direkte genetisk forbnindelse med islams stifter, og derved har man skabt en mulighed for at disse immamer kan præge den shia-islamiske teologi og politiske praksis i den moderne tid. Man er ikke afhængig af 1400 år gamle tekster, men har retten til løbende at producere nhye tekster.

Shia-islam er ikke mindre anti-amerikansk end sunni-islam, men man bygger sin strategi i højere grad på traditionel militær magt, som den findes i Iran og hos Hizbolla i Libanon. Man anbefaler ikke individuelle terrorhandlinger, men truer med gengældelse, hvis hovedfjenderne (USA og Israel) angriber.

Når det drejer isg om propaganda, er der også en forskel mellem shia- og sunni-islam. I sunni-islam må man iukke bruge billeder og det er forbudt af bilde Muhammed og enhver anbden profet, inklusive Jesus. Dette forbud eksisterer ikke i shia-islam, som hævder at sunni-muslimerne har oversat den oprindelige koran forkert til de moderne sprog (nutids-arabisk, engelsk etc.), som de fleste mennesker læser den på i dag. De oprndelige koran-tekster eksisterer simpelthen ikke mere og man er nødt til at bruge forskellige senere tryk af Koranen, for at producere nye udgavder af denne bog. Og der er ikke enighed om, hvordan de gamle tekster skal oversættes.

For shia-islam er dette ikke et stort problem, da man løbende kan få nye læreudtalelser fra det præstelige hierarki, så man er hele tiden i styand til at orientere sig i forhgold til nutidens problemer. Vi husker alle immam Khumaenis fatwa imod den engelske forfatter Salman Rusdie og hans bog De sataniske vers. Denne fatwa var lavet af immam Khumaeni selv, og ifølge shia-muslimsk tro havde den derfor global og evig gyldighed. Derfor vil Salman Rusdie sandsynligvis være i fare i resten af hans liv.

Shia-islam er altså mere organiseret og sunni-islam er mere anarkistisk og græsrods-styret. Men der er også den forskel, at islams hellige sted - Mekka og Medina - begge ligger i Saudi Arabien, og ag dette land er en af USA's tætteste allierede. Der er altså ved at blive dannet en front mellem den radikale sunni-islam, som støttes asf Saudi Arabien og verdens største militærmagt, det sekulariserede USA. Deres ideolgier er helt forskellige, men de har fælles fjender. De bryuder sig ikke om Iran, Rusland, Kina og flere andre stater, som hverken underordner sig Nato eller den islamiske ideologi. Ja, faktisk findes der ikke én eneste stat i verden, som disse mennesker kan acceptere, for den sunni-muslimske lære bliver ikke praktiseret rigtigt et eneste sted i verden, end ikke i Saudi-Arabien, som er styret af en kongefamilie.

Tingene forandrer sig altså hele tiden. Fronterne ændrer sig. Men islam er en magtfaktor, som man er nødt til at tage hensyn til. Islamisk propaganda i dens forskellige udgaver har helt bestemt succes.

2. Anti-islamisk propaganda

Der findes en række forfattere, som har specialiseret sig i denne form for anti-ideologi. De mest kendte er Robert Spencer og Daniel Pipes, men en søgning på internettet og YouTube vil huirtigt finde flere aktører på dette område.

Denne type tekster (og videoer) vender sig imod den islamiske religion som sådan. Man mener, at islam er aggressiv og ond, og at den søger at udrydde al anden religion, og at den anvender voldelige midler. Man er af den opfattelse, at der i Koranen og Sunna er belæg for alle former for umoralsk adfærd lige fra mord, diskrimination af kvinder, racisme, imperialisme og slaveri. Islam er, efter denne opfattelse, en religion, som er opfundet af en falsk profet, og som ikke dyrker Gud eller i hvert fald ikke den samme Gud, som man gør i kristendommen.

Man bygger sine argumenter på tekster fra Koranen og fra de kendte hadith'er (traditionsberetninger), og man giver hundredvis af autentiske citater, som viser, at islam er voldelig og umoralsk. Alle tekster, som måtte antyde, at der også er andre holdninger tilgængelige i islam, bruger man ikke, og man citerer naturligvis hverken kristne eller jødiske hellige skrifter, som kunne give det indtryk, at der også her findes et umoralsk indhold.

Tilhængerne af denne skole befinder sig sædvanligvis på den zionistiske højrefløj i USA, og derfor er målet med kritik af islam ikke kun at oplyse om sandheden og gøre livet lettere for de kristne, som lever under islams dominans, men også at retfærdiggøre Israels ekspansion og talrige overtrædelser af palæstinensernes menneskerettigheder og FN’s resolutioner. I takt med at Israel stadig mere højrøstet truer sine naboer med atomvåben, skal denne ideologi være med til at retfærdiggøre dette. Tanken er, at islam er ond, og med ondt skal ondt fordrives. For tilhængerne af den anti-islamiske skole helliger målet midlet på samme måde, som det gør for de islamiske fundamentalister. Moralsk set er der ikke den store forskel mellem den islamiske højrefløj og den antiislamiske. De er begge ensidige og fulde af had og travlt beskæftiget med at udsprede negativ propaganda om sin modpart. Derfor er de farlige.

3. Den kulturkritiske skole

Kendte aktører som repræsenterer denne tankeretning er Samuel Huntington og vores danske Ralf Pittelkow.

Denne skole interesserer sig ikke for teologi og hellige skrifter og tager derfor ikke stilling til spørgsmålet, om den ene religion er bedre og mere moralsk prisværdig end den anden. Alle religioner regnes som værende udtryk for kultur, og det, som er galt med islam, har ikke noget særligt at gøre med denne religions teologiske grundlag. Da religion er kultur, så er konflikter mellem religioner naturligvis også kulturkonflikter, og disse konflikter har først og fremmest at gøre med mødet mellem forskellige historisk begrundede normer og værdisystemer. Om Jesus eller Muhammed er den bedste profet, interesserer man sig ikke for, men man er til gengæld meget optaget af at vise forskellen i livsholdninger mellem borgerne i Vesten og de islamiske indvandrere.

Tilhængere af denne retning mener - i modsætning til anti-islamisterne - ikke, at der er grund til at bekæmpe islam som sådan, men at det alene er det kulturelle udtryk for denne religion, som giver problemer. Problemerne viser sig, når det drejer sig om integration af muslimske indvandrere i de vestlige lande, og det viser sig i vurderingen af internationale politiske spørgsmål. I forbindelse med den sidste form for konflikter, kan modsætningen mellem den islamiske og den vestlige kultur blive så skarp, at der er ansatser til en form for krig. Naturligvis ikke en traditionel krig mellem nationer, for en sådan ville være udsigtsløs, så længe USA er militært stærkere end alle verdens andre lande, men en krig mellem kulturer og netværk. Islam er et netværk, som sikrer høj informationsaktivitet og en identitetsmæssig overensstemmelse mellem muslimer i hele verden. Derved opstår der en global islamisk subkultur, som ikke kan bekæmpes med traditionelle militære midler, og som Vesten i øvrigt heller ikke er interesseret i at bekæmpe, da man - efter sin egen ideologi - går ind for religionsfrihed. Islam skal altså ikke bekæmpes, men de mennesker, der fortolker islam som en politisk ideologi, skal holdes nede. Problemet er ikke islam, men islamismen, siger tilhængerne af den kulturkritiske skole, og alle de tegn, som anti-islamisterne viser på, at der er en tæt sammenhæng mellem islam og islamisme, afvises. Man ønsker ikke at være i kamp mod alle, og derfor skelner man mellem almindelige muslimer og ekstremister. De almindelige muslimer hilses velkomne i de vestlige samfund, medens islamisterne må holdes nede.

4. Den oplysningsorienterede skole

Kendte forfattere af denne type er f.eks. John Exposito, Bernhard Lewis og Jørgen Bæk Simonsen.

Den oplysningsorienterede skole er helt upolitisk og ser meget nødig sig selv anvendt som ammunition for den ene eller anden part i en religiøs konflikt. Det er ikke nødvendigvis sådan, at dens tilhængere rent personligt er upolitiske, men de bøger de skriver forsøges holdt i en ikke-polemisk og saglig stil, således at de ikke kan anvendes som stridsskrifter af parterne i en debat for og imod islam. Formentlig har medlemmerne af denne skole - gennemsnitligt - mere viden om islam end de fleste andre. Dette skyldes både det forhold, at disse mennesker er ansat på anerkendte universiteter, og at de ofte selv har boet i islamiske lande i mange år. Dette får dog ikke islams sande tilhængere til at anerkende dem som værende noget særligt, og det er derfor almindeligt at høre tilhængerne af denne skole omtalt som occidentalister, hvilket - når det siges af muslimer - ikke skal forstås som en ros.

Den oplysningsorienterede skole er ikke noget, som er opstået i kølvandet på 9/11, og dens forfattere har ikke noget særligt med aktuelle politiske strømninger at gøre. Det afgørende for disse mennesker er nemlig ikke, om islam er sand eller falsk, god eller ond, men derimod at se på, hvordan den islamiske religion og kultur rent faktisk tolkes og udfolder sig i de lande, hvor den eksisterer. Man søger gerne tilbage til det tekstlige grundlag i Koranen og hadith for at finde begrundelsen for den ene og anden islamiske opfattelse, men man ved også, at lige så vel som at islam er et udtryk for Koranen, så er Koranen også et udtryk for de forestillinger, som trivedes i Mellemøsten i den antikke tid, hvor den blev skrevet. Skrift og tradition udgør altså en enhed, også i islam, og man forstår ikke det ene uden at forstå det andet. Den oplysningsorienterede skole har ikke til formål at agitere for eller imod islam og Koranen, men derimod at lave et seriøst og akademisk studie af den islamiske tradition. Det er måske lidt kedeligt, men til gengæld giver det godt overblik. Man lærer at forstå islam, som én religion blandt mange. Man er hverken for eller imod denne religion. Man studerer den bare.

5. Hvordan lærer man noget om islam?

Alle de fire skoler, som jeg har nævnt i det foregående, har deres egen eksistensberettigelse og man kan lære af dem alle. Uanset hvor agitatorisk en islam-forsker er, så kan han ikke undgå at bidrage til den samlede sum af viden om det fænomen, som han studerer. Og dermed gør han gavn. Men det er vigtigt at forstå, at religion kan være farligt, hvis man tager den ukritisk til sig og hvis man bilder sig ind, at alle mennesker i verden skal og bør bekende sig til netop denne religion. Det kommer nemlig aldrig til at ske, og hvis man forsøger at tvinge det ned over hovedet på mennesker, vil resultatet sandsynligvis blive had, vold og - i sidste ende - krig.

Man kan derfor lære om islam ved at studere hver af de nævnte skoler, men man må også passe på. For nogle af disse skoler har ikke til formål at oplyse, men at overbevise og at konvertere. De har til formål at skabe fjendskab mod andre religioner og derved at gøre samlivet mellem muslimer og ikke-muslimer endnu mere vanskeligt end det er i forvejen. Og det tror jeg ikke er til gavn for nogen.

Hvis du vil lære om islam, så læs endelig en masse bøger, men endnu bedre er det at rejse ud og besøge de islamiske lande. Det kan rent faktisk lade sig gøre, og i de fleste tilfælde vil man blive godt modtaget. Det gælder om at se tingene med sine egne øjne og at snakke med mennesker personligt. På den måde får man et virkeligt kendskab til islam, som den udfolder sig i praksis. For islam er meget andet de læresætninger, som står i Koranen. Det er også en tradition og et miljø. Det er en del af vores globale kulturarv, og som sådan skal vi være glade for at islam eksisterer. Denne religion har ikke perfekt. Den har visse svagheder. Men det har alle de andre religioner også.

3. HVAD ER KORANEN? (2007)

Islamisk set er det kætteri, hvis man påstår at Koranen er åbenbaret af Gud eller at den er identisk med Guds ord. Begge disse formuleringer udtrykker nemlig troen på, at Koranen er skabt af Gud, og at Koranen derfor er en del af Guds skaberværk. Og det er den ikke, hvis man skal følge den islamiske teologi. Alt hvad verden indeholder, bortset fra denne bog, er skabt af Gud. Men Koranen, den er ikke skabt, for den har altid eksisteret, også før at Gud skabte tiden selv og alt andet, hvad denne verden består af.

Derfor er det kætteri eller islamisk uvidenhed, hvis et menneske siger, at Koranen er Guds ord eller at den er skabt af Gud. Nej, den er ikke Guds ord og den er ikke skabt af Gud, for den har altid eksisteret. Dette indebærer så - rent logisk - at Koranen er uskabt og derfor må være identisk med det uskabte, altså med Gud. Den logiske konklusion er derfor, at Koranen ikke kun er en tekst og en bog, men at den er identisk med Gud selv. Koranen er Gud. Gud er en bog. En bog er Gud.

Om denne Guds-bog gælder følgende:

Ingen steder i verden eksisterer der en koran, som er fremstillet mindre end 200 år efter Muhammeds død. Muslimer hævder, at man altid kun har haft én Koran, og at denne er den ufejlbarlige gengivelse af det, som Muhammed modtog i åbenbaring fra ærkeenglen Gabriel. Men realiteten er, at man hverken har sikkerhed for, at disse åbenbaringer har fundet sted, eller sikkerhed for, at det eventuelle indhold i disse åbenbaringer, er identisk med det, som står i de koraner, som man læser i dag. Intet ville have forhindret Muhammed i selv at digte disse påstående åbenbaringer, og når man finder ud af den påfaldende sammenhæng, der er mellem Muhammeds personlige problemer og indholdet i de påståede åbenbaringer, så fristes man til at tro, at disse åbenbaringer snarere har haft til formål at hjælpe Muhammed selv, frem for at være henvendt til hele menneskeheden. Men det er netop det, som eftertidens muslimer har påstået. Eksempler:

- Da Muhammed stadig kunne nøjes med 4 koner, fik han åbenbaringer som fortalte, at muslimer må have op til 4 koner, men da hans succes gjorde det muligt for ham at få flere koner end dette, fik han åbenbaringer, som fortalte, at denne begrænsning ikke gjaldt for ham, men kun for alle andre muslimer.

- Da Muhammed og hans tilhængere var i mindretal i Mekka, fik han åbenbaringer som fortalte, at man ikke måtte tvinge andre til at påtage sig en bestemt religion. Da hans tilhængere var kommet i flertal, fik han åbenbaringer som fortalte, at man skulle forfølge og skære halsen over på det religiøse mindretal, som bestod af jøder og polyteister (kristne).

Som det så ofte sker, så er en religions stifter mere beskeden og realistisk omkring sin egen rolle, end hans tilhængere er efter hans død. Muhammed advarede selv:

glorificer mig ikke på den samme måde som de kristne har glorificeret Jesus, Marys søn, men sig: Han er Allahs slave og hans budbringer (Al-Mubarakpuri, s. 103).

Dette gav desværre ikke det resultat, som Muhammed formentlig havde ønsket, for i takt med at hans tilhængere - efter hans død - blev stadig mere uenige om, hvad indholdet var i hans lære, steg deres anstrengelser for at huske alt, hvad han havde sagt og gjort i den ene og anden situation. For Muhammed var jo Allahs profet, og det, som Muhammed havde gjort og sagt, måtte derfor være det rigtige.

Islam og den islamiske retslære kommer i praksis hovedsagelig fra den islamiske tradition og fra forestillingerne om, hvad Muhammed mente og gjorde i den ene og anden situation, end den kommer fra Koranen. For Koranen er mere en digtsamling, end det er et sæt klare retningslinjer, og Koranen er fuld af modsætninger. I praksis er der derfor næsten ingen spørgsmål, som kan afklares blot ved at læse Koranen. Skulle islam dyrkes alene ud fra Koranens ord, ville der ikke være regler for, hvordan man skulle bede, hvordan man skulle være klædt, hvad man skulle gøre ved de vantro, hvordan ægteskaber skulle indgås og meget andet. Islam uden traditionsberetningerne (Sunna/hadith) ville ikke være mulig, ligesom kristendommen heller ikke ville være mulig, hvis man ikke havde lagt sig fast på bestemte tolkninger af de hellige skrifter, allerede på koncilerne i den tidlige middelalder.

Den islamiske traditionsdyrkelse førte imidlertid til det uheldige resultat, at man kom til at overtræde Muhammeds egne bud. Hans advarsel om, at man ikke måtte glorificere ham, blev overhørt, og en sådan glorificeringskampagne gik snart i gang efter hans død. Det blev forbudt at vise billeder eller tegninger af profeten, selv om andre mennesker godt (under visse betingelser) måtte afbildes. Det blev også ulovligt at fortælle om fejl, han måtte have gjort eller om umoralske holdninger, han måtte have haft. Og så blev det ulovligt (blasfemisk) at fremstille ham som et almindeligt menneske medbegrænsninger som alle andre.

I moderne islamiske Muhammed-biografier kan man således læse at Muhammed

var i sin ungdom udstyret med de bedste sociale karaktertræk. En eksemplarisk mand med et alvorligt sind og en fuldendt ind sigt (Al-Mubarakpuri, s. 57).

Allahs renhed holdt ham uden tvivl fri for alle modbydelige og væmmelige udøvelser (Al-Mubarakpuri, s. 57)

og han var udstyret med

geni og uforlignelige og mageløse mod......

(Al-Mubarakpuri, s. 268).

Han udviste naturligvis de

højeste mål af tålmodighed (Al-Mubarakpuri s. 305)

med sine fjender, han var

den største mand i universet,

han var den

perfekte mand (Al-Mubarakpuri s. 518)

og

"vores hellige profet var den mest raske og kloge af