Men dansker bliver du aldrig

By Books on Demand

Bogen handler om fire unge flygtninge, der mere eller mindre tilfældigt havner i Danmark. Vi følger gennem et kvart århundrede hovedpersonernes forsøg på at tilpasse sig livet i eksil.

Historiens omdrejningspunkt er, hvordan deres identiteter udformes i samvirkning mellem de personlige og kulturelle baggrunde og de nyetablerede relationer i deres nye land.

Det er en beretning om afsavn, dårlig samvittighed, mistro, identitetstab, frygt, håb og kærlighed.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 28, 2013
• ISBN: 9788771450194

Book preview

Pedersen

Omid bemærkede, at disse to menneskesmuglere ikke var så meget for at meddele noget om det videre forløb, de var tavse som graven. Dette gav ham både ro og uro. Han blev rolig, når han tænkte på, at det var en kunst ikke at give for mange informationer uden grund. I tilfælde af et politiangreb var det altid godt, at det første smuglerled ikke kendte noget til det næste. Han blev urolig, når han tænkte på, at disse mænd måske ingen planer havde for det videre forløb. Der var måske slet ikke noget videre forløb.

Jo længere Omid ventede, jo mere urolig blev han. Uroen spredte sig i ham som en kræftsvulst. Først havde han haft uro i maven. Nu havde han også hjertebanken og kunne ikke sidde stille. Han var allerede gået så mange gange frem og tilbage, at han næsten kunne se sine fodaftryk på jorden. Han følte sig som en løve i et bur. Han kiggede hvert sekund på plantagens port i håbet om at se de næste menneskesmuglere komme. Han stod helt stille og lyttede efter alle biler. Måske kommer de nu, men igen forgæves.

Solen var næsten gået ned, og han ventede stadig på det næste hold. Det, der irriterede Omid mest, var de to mænds dødelige ro. De havde siddet i alle disse timer og snakket sammen og røget, ikke andet. De havde ikke mælet et eneste ord med Omid, bortset fra når han selv havde henvendt sig.

Endelig diskuterede mændene lidt sammen og rejste sig samtidig op. Den slankeste af de to gik mod bilen og tændte den, mens den anden nærmede sig Omid.

- Prøv at høre. Vi er nødt til at køre nu. Vores familier venter os, sagde han, mens han kiggede ned.

Omid havde udmærket forstået deres hensigter, at de ville lade ham vente her, men han spillede dum.

- Ok, lad os køre.

Manden kiggede ned i jorden og prøvede med foden at glatte et stykke jord ud.

- Du skal ikke med. Du skal vente her.

- Vente her på hvem? Jeg kender jo ikke nogen. Hvor længe skal jeg vente? Hvad var jeres aftale? spurgte Omid tydeligt gnavent.

- Vi ved ikke, hvornår de kommer, svarede manden roligt. De kommer måske først i morgen.

- Jeg kan ikke blive her alene. Jeg kan ikke engang tale det lokale sprog, hvis nogen spørger mig om noget.

- Der kommer ikke nogen andre her end vores mænd. Du kan roligt sove her, indtil de kommer.

- Nej, jeg kommer med jer, insisterede Omid.

- Prøv at høre. Byen er som et minefelt, der er så mange kontrolposter. Hvem skal vi sige, du er, hvis vi bliver stoppet? sagde manden nu irriteret.

Omid følte, at det var et valg mellem to lige dårlige muligheder. Han valgte at blive i plantagen og vente på næste hold.

- Ok. Hvis der kommer nogen, så vil jeg sige, at jeg er biavler og har lejet plantagen af ejeren. Hvad hedder ejeren? Hvem skal få mig videre herfra? spurgte Omid med en meget bestemt og myndig stemme.

- Hold øje med en lastbil. Og plantageejeren hedder Hagi Ali, mere behøver du ikke at vide, svarede den slanke mand.

- En ting til. Jeg er sulten og tørstig. Jeg vil gerne have, at I skaffer mig noget at spise og drikke.

Den slanke mand hentede et stykke tyndt brød, Lavash og lidt fetaost og gav det til Omid.

- Held og lykke, sagde mændene samtidigt.

- Tak for hjælpen.

Omid gemte sig mellem træerne og spiste maden med velbehag, som om det var kebab og ikke bare et stykke tørt brød med gammel ost. Han var for længst mæt, men spiste alligevel det hele, da han ikke kunne være sikker på at have tid til at spise, når det næste hold kom.

Noget tid senere, træt af ventetiden, krøb han ind i soveposen mellem bistaderne og kiggede på den stjernefyldte himmel. Det var, som om en kyndig maler havde malet lysegule prikker, fem- og sekskanter på et blåt lærred. Omids øjne var fortsat fæstnet på himlen, mens tankerne gik frem og tilbage, 1.000 kilometer væk og flere år tilbage og frem. Han tænkte på, hvor meget der var sket i de senere år; en revolution i 1979 væltede Mellemøstens mægtigste mand, shahen; det nye styre havde ikke alene skuffet alle, men også taget livet af nogle af hans venner, og nu var han selv på flugt. Hvor er jeg om nogen dage? Hvad laver jeg om nogen år?. Tankerne kom ikke frem til noget konkret, de strømmede bare frem og tilbage som en bordtennisbold uden at lande det samme sted. Både tankerne og øjnene gav efterhånden op og holdt op med at registrere noget eller reagere på noget. Han faldt i søvn.

Solen var ved at stå op, da stilheden blev brudt af et støjende køretøj. Støjen blev højere og højere. Til sidst holdt bilen op med at larme. Omid slog langsomt øjnene op og rejste sig forsigtigt på alle fire og kiggede på, hvad der rørte sig i den kæmpe store plantage. Han så en olietankbil.

- Hvad fanden laver en olietankbil her? spurgte Omid undrende sig selv.

Bilen holdt langt væk fra porten, nærmest på den anden side af plantagen. To mænd kom ud af bilen og så sig omkring. Da de ikke så nogen, gik de mod bistaderne. Den ene var en midaldrende mand med et langt overskæg, høj og muskuløs. Den anden var betydelig yngre og havde en spinkel krop. Omid var sikker på, at de ikke var fra en af styrets mange kontrolgrupper. Han rejste sig op og hilste. Den muskuløse mand hilste tilbage og kom nærmere og spurgte med en drenget stemme, der ikke passede til hans muskuløse krop.

- Er det dig fra Tehran?

- Ja. Hvem er I? spurgte Omid.

- Kom du ikke med en van i går? Omid fornemmede, at det sidste spørgsmål var stillet for at blive sikker på, at Omid var den rette mand.

- Jo, men hvem er I? spurgte Omid.

- Har du ikke fået at vide, at du skal ud og rejse med os?

- Jo, men jeg ventede på en lastbil.

- Nå, de to kålhoveder kender ikke forskellen mellem en lastbil og en olietankbil.

- Jeg troede, at jeg skulle gemme mig blandt varerne i en lastbil. Har I virkelig tænkt jer, at jeg skal sidde oppe i førerhuset sammen med jer?

Den muskuløse mand blev nu sikker på, at det var den rigtige mand, eller rettere sagt dreng, de talte med, så han kom tættere på.

- Det er altså ikke første gang, vi smugler folk ind i Tyrkiet. Det er vores levebrød. Den sidste sætning blev sagt uden ironi eller sarkasme.

- Ja, men hvordan? spurgte Omid.

- Kom, lad mig lige vise dig det.

På bilens venstre side, mellem de to midterste hjul, ca. 40 centimeter fra jorden sad der en værktøjskasse, som var lavet af stålplader. Den muskuløse mand kaldte på sin hjælpechauffør. De to mænd hev hver i et håndtag på værktøjskassen. Efter et par anstrengende hiv kom værktøjskassen ud, og de stillede den på jorden. Chaufføren pegede på hullet og sagde:

- Tæt på hullets dybe ende ligger der en plade af ca. 30 gange 40 centimeter på hullets top, bank på den et par gange, så den løsner sig. Derefter skub den til side og kravl op.

- Ok. Jeg skal lige prøve det. I skal ikke dække hullet endnu, sagde Omid bekymret.

- Rolig, sagde chaufføren smilende.

Omid tjekkede skjulestedet og var tilfreds med det, han så. Der var installeret lys og en hvid ringeklokke i hullet i tilfælde af livstruende situationer, samt en højttaler, som ville sende en hylende lyd, når de nærmerede sig kontrolposter, da skulle han være ekstra stille.

- Hvad synes du? spurgte chaufføren i en triumferende tone.

- Jo, det er gennemtænkt. Når værktøjskassen bliver sat i, kan ikke engang djævlen finde ud af, at der er et hul opad.

Solen var kommet helt op. Han lod kroppen slikke solskinnet. Det ville være den sidste sol, han så og mærkede på huden i sit land. Han strakte hænderne ud, spredte fingrene fra hinanden, så han kunne føle den blide morgenbrise på fingerspidserne. Han brugte hele sin koncentration til at fastholde øjeblikket for at kunne huske det fremover. Der var ingen, der vidste, hvornår han igen kunne opleve sol og vind i sit land. Det var også uvist, om han overhovedet kunne opleve sol og vind igen.

Han havde lyst til at græde, ikke over skæbnen, ikke over en uvis fremtid, ikke over alt det, der var hændt og alt det, der burde have været hændt, men ikke hændte. Nej, han ville græde over tabet af sit land. Men han kæmpede mod lysten, mod sindets og kroppens reaktion. Han kastede sig ikke i følelsernes vold, det var jo under en revolutionærs værdighed.

- Tænk på, hvad de to vil tænke, hvis jeg begynder at tude. De vil sige, at sådan nogle tøsedrenge troede, at de kunne redde landet, tænkte han.

Også her ofrede han sine følelser for politisk hensyn, holdt hovedet koldt.

- De to mænd skal opleve mig som en tapper mand, så håbet kan få lov til at gro, tænkte han.

Han ville ikke sige noget, fordi han vidste, at stemmen ville knække. Så han gav tegn til dem om, at han var klar. Han tog en flaske vand og to sovepiller med, som chaufføren gav ham. Derefter gik han med raske skridt mod hullet.

Et par minutter senere lå han på ryggen i hullet, han skubbede med foden det lille låg mod åbningen, men pressede det ikke helt tæt til. Han skulle nødigt dø af iltmangel. På låget var der monteret et skuffehåndtag, så han til enhver tid kunne stikke foden ind og løfte låget. De havde tænkt på det hele. Nu var han her, og ingen kendte dagen, før solen gik ned.

En halv time efter kunne han mærke sovepillens virkning. Det blev svært for ham at holde øjnene åbne. Øjenlågene blev tungere og tungere, og åndedrættet blev roligere og mere rytmisk. Stilheden kom, han faldt i søvn.

Det var om eftermiddagen, hedt og solen bagte, der var over 40 graders varme. Der fandtes ikke engang en lille busk, under hvis skygge man kunne gemme sig. Omid smeltede af varme og sveddråberne trillede ned ad panden og kinden. Det var ikke mere end en time siden, at han havde dukket sig i vandet med tøj og støvler på, men tøjet var allerede knastørt, og det var kun de hvide striber på tøjet, der bevidnede, at det for nylig havde været i kontakt med vandet. De sidste par uger havde været hektiske. Irakiske bombefly havde adskillige gange forsøgt at ramme basen, men det var kun en gang, hvor det lykkedes dem at bombe 400-500 meter væk fra basen, nærmere havde de ikke kunnet komme endnu. Alarmberedskabet var på sit højeste. Omid var på vagt sammen med en anden soldat. Soldaterkammeraten sang en klagende sang med en vemodig stemme. Sangen handlede om en soldat, der skulle i krig, men ikke vidste, hvad der ville ske med hans forlovede. Dette gjorde stemningen mere mut og trist. I starten når man var på vagt sammen med en anden, snakkede man meget; der udveksledes livshistorier, fantasier, håb, fortvivlelse, drømme om et liv udenfor basen. Efterhånden vidste man alt om hinanden og gad ikke høre på de samme historier som et gammelt ægtepar. Med tiden blev man sin egen bedste ven og samtalepartner, der var mange indre samtaler i gang, som om man slet ikke mentalt var til stede. Man følte sig langsomt fremmedgjort.

I horisonten nærmede der sig en jeep. Normalt var det en officer, der kørte rundt og tjekkede vagtposterne. Det kunne også være madbilen, det var snart madtid. De to soldater rettede refleksmæssigt på deres tøj og huer. Selv i krigstid kunne psykopatiske officerer finde på at brokke sig over soldaternes beklædning. Jeepen sænkede farten, holdt stille tæt på de to, en soldat sprang ud og gav dem madpakken.

Omid var i gang med at spise maden, siddende på den varme asfalt som lavede sorte striber på hans kaki bukser. Han nåede ikke at blive færdig, før alarmen for luftangreb var gået i gang med sin hylende tone.

Omid vågnede ved den hylende støj, der kom fra højttaleren i hans skjulested i tankbilen. Det måtte være fordi, de nærmede sig en eller anden form for kontrolpost. Han var musestille, turde ikke engang trække vejret. Udefra kunne der høres støj fra bilhorn, bilmotorer, og vagternes kommanderende råb til folk om alt muligt. Omid var hele tiden bange for at komme til at nyse. Selv om han vidste, at det ville være svært for folk udenfor at høre ham nyse, så ville han alligevel være forsigtig. Et lavmælt nys fra en lukket metalkasse, der bølgede ud til den larmende verden udenfor ville normalt være umulig at genkende. Men han vidste, at disse kontrolvagter var udvalgt for deres veludviklede og sygelige sans for detaljer og små afvigelser, som ikke hørte til situationen. Omid overlod ikke noget til tilfældighederne, tog ikke nogen chancer. Han var musestille.

Kontrollen varede mere end to timer, det måtte have været grænsekontrollen. Bilen var i fart igen, motorens monotone støj, samt manglende adspredelse, gjorde Omid søvnig, og et kvarter senere faldt han i søvn.

***

Omid kiggede tilbage over grænsen fra den tyrkiske side.

- Farvel mit smukke og forbandede land. Farvel høje bjerge og frodige marker. Farvel appelsintræer og rismarker. Farvel mine frihedssøgende og hårdtarbejdende landsmænd. Farvel mine venner i fængsel. Farvel til alle jer piger, som jeg har elsket i mit hjerte. Farvel min elskede familie.

Livet havde på det sidste ikke været en dans på roser for Omid. Der var ingen glæde, ingen begejstring og ingen fornøjelse; det var en sur pligt under uafbrudte trusler. Han havde ikke fokuseret på andet end overlevelsen. Han havde været på dødens tærskel, som en fange på dødsgangen.

Han havde hidtil været så optaget af at flygte, at han kun havde haft diffuse og usammenhængende forestillinger om, hvad der skulle ske bagefter. Flugten krævede fokus på selve flugten, alt andet skulle skubbes til side. For meget tankevirksomhed om fremtiden ville have svækket hans beslutsomhed og handlekraft. Det at redde livet kom først, det var kampen for overlevelse, der prioriteredes. Refleksion og bekymringer for fremtiden kommer først efter, at faren er drevet over. Spørgsmålene stod i kø i Omids tanker og meldte deres ubarmhjertige ankomst. Han havde allerede dårlig samvittighed overfor mange, for hvem det ikke var lykkedes at redde livet.

- Er det fejt at stikke af med halen mellem benene? Kunne jeg fortsætte kampen på en eller anden måde? Kunne jeg ikke have risikeret at blive anholdt ligesom mine venner, hvilken nytte ville det have været til? Kunne jeg have tilpasset mig, og til hvilken grad? Ville bødlerne så ikke kræve at eje min sjæl og reducere mig til en viljeløs kollaboratør? Kan jeg nogensinde se min familie igen? Hvornår kommer jeg tilbage?

Han følte sig overvældet af modstridende følelser; had til styret og kærlighed til sit land og sine landsmænd.

- Hvad ønsker jeg af det nye liv, når jeg nu er i sikkerhed? spurgte Omid sig selv.

Han ville gerne sove uden at være nervøs for et overraskende bagholdsangreb fra politiet. Han ville være fri for undertrykkelse, ikke være bange for at udtrykke sin politiske holdning. Han forventede ikke at få alt det, han havde mistet, men han forventede i det mindste at få det, han havde mistet alt for: Frihed. Frihed til at tænke og handle, uden at blive straffet eller kastet ind i et torturkammer.

- Kan jeg få lov til at blive i Tyrkiet? Hvad skal jeg leve af? Hvordan bliver jeg behandlet?

- Allerede for en time siden var jeg en iraner, vel og mærke en forfulgt iraner, men trods alt en iraner. Hvad er jeg nu? En flygtning?

***

Ali kom fra en velhavende familie. Familien havde et stort sommerhus med masser af frugtplantager og opdyrkelig jord i en lille landsby ikke mere end 100km fra Tehran. Disse frugtplantager og jord blev passet og dyrket af forskellige fattige familier i landsbyen. Alis far var en meget fair mand og delte høsten ligeligt mellem sig selv, landmændene og gartnerne. Derudover havde han en lille butik i Tehrans basar, som ligeledes blev passet af medarbejderne, når han hver sommer var på ferie i en tempereret landsby, væk fra Tehrans hede. Han var grossist, som importerede ris fra de nordlige provinser og eksporterede mel til de samme provinser. Det var en meget indbringende forretning. I landsbyen brugte han tiden på at slappe af, holde styr på økonomien, spille backgammon og deltage i forskellige religiøse ceremonier. Han var personlig ven med landsbyens præst og havde ham tit med hjem til aftensmad.

Nogle år før revolutionen i 1979 blev Ali som mange andre purunge mennesker tiltrukket af marxisme og foreslog tit sin far, at han skulle give det hele til bønderne. Far og søn skændtes ofte over denne ømtålelige problemstilling. Ali kaldte sin far en stor udbytter af menneskers arbejdskraft og skældte ham ofte ud for hans kapitalistiske syn på livet og ikke mindst den private ejendomsret. Faren kaldte ham til gengæld en stor idealist, der ikke vidste noget som helst om hverken arbejde eller de arbejdende, han sympatiserede med.

- Du vil dø af sult efter en uge, hvis jeg lukker kassen, sagde han ofte, når han blev sur på knægten.

Han talte til ham med store bogstaver om hans store forbrug, knægten havde cykel, gik til privatundervisning og havde masser af penge i lommen, selvom han gik i slidt tøj for at vise respekt for pøblen. Retfærdigvis skulle det siges, at Ali gav mange af sine penge væk til nødlidende klassekammerater eller anonymt til fattige bønder. Det pinte moren gevaldigt, at de to ikke kunne enes. Der var nogle gange, hvor faren blev så sur på drengen, at han smed ham ud af hjemmet til morens store ærgrelse. En dag kom de to op at skændes så heftigt, at de røg i totterne på hinanden. Ali smadrede alt, hvad der lugtede af luksus og som var et tegn på kapitalistisk velstand: deres marmorvask, deres dyre religiøse kunstværker, dyre ægte tæpper mm. Alis mor, den stakkels kvinde, var så desperat, at hun måtte tilkalde politiet. Ali måtte overnatte en hel nat i fængslet. Fra da af snakkede faren og sønnen slet ikke sammen. De var som hund og kat, som med omhu undgik hinanden. Moren besøgte landsbypræsten og fortalte ham om sin frustration og bad ham tale med ægtemanden. Men i stedet for fik hun at vide, at manden havde ret, og at det var lige så stor en synd at benægte ejendomsretten som at være vantro. Men han ville skam hjælpe den stakkels mor samtidig. Han skrev et par vers af koranen på et stykke papir, foldede det sammen, pustede på dem og sagde med en koncentreret mine, at hun skulle dyppe papiret i drengens te og bagefter putte det under hans hovedpude. Med Allahs hjælp vil han blive god igen, sagde han selvsikkert. Men det hjalp lige lidt. Alis oprørske sind trak ham mod alt det, der var forbudt. Han begyndte at ryge og drikke. De måneder, han var i landsbyen, gik han med kammeraterne flere kilometer væk fra landsbyen ved bjergets fod, hvor de sad og snakkede om revolution og arbejdernes magt i et slør af røg og i spruttens rus.

Han stjal fra faren og gav det væk til de trængende og til kammeraternes politiske kamp. Han fandt ud af, hvor faren gemte nøglen til pengeskabet. Selvom skabet stod i soveværelset, og faren beskyttede det som en drage, så lykkedes det hver gang sønnen at liste sig ind i soveværelset, lydløst som en kat, åbne skabet og tage en stak pengesedler ud. Der var så mange penge, at den gamle gnier aldrig fandt ud af, at han var blevet bestjålet af sin egen søn.

Ali fortsatte stilen, indtil revolutionen sejrede. Her overtalte han sin far, som ikke kunne overskue revolutionens konsekvenser for sin rigdom og liv, til at give jorden væk til bønderne. Det gjorde faren mod sin vilje, men for at sikre sig immunitet.

Men livet er fuldt af overraskelser; Allerede to år efter revolutionen fik faren sine jorde tilbage, og drengen måtte senere flygte ud af landet, da jagten på de forskellige venstreorienterede grupper for alvor gik i gang. Det var atter Alis mor, der ihærdigt mæglede mellem far og søn. Men denne gang forstod de begge to situationens alvor. På konens opfordring gik Alis far til landsbypræsten, der nu var blevet en stor kanon og sørgede for, at Ali kunne flygte ud af landet, mens lovens (præsternes) skarpe øjne for en lille stund blev lukket.

***

Ali ankom til Istanbul med bussen om eftermiddagen, uden at vide hvor længe han skulle blive der.

Bussen holdt ved vejen i Aksara, Istanbuls fattige bydel. Mennesker, både mænd og kvinder, gik ud for at hjælpe chaufføren med at finde deres bagage. Der var alt fra store dunke af forskellige syltede grøntsager og frugt samt store hvide nylonsække med alt muligt fra nødder og sukker, til ris og tørret frugt. De fleste kvinder var uden tørklæde bortset fra et par lidt ældre kvinder, som var dækket af tynde gennemsigtige tørklæder. Alle kiggede rundt, nogle målrettet og andre forvirrede. Mens de ventede, kom der allerede nogle pårørende til de heldige nyankomne passagerer. Det var tydeligt at se, at det var længe siden, de sidst havde været sammen, for gensynet gik ikke stille for sig. De omfavnede hinanden heftigt og kvinderne græd.

Der var allerede mange iranske fidusmagere, der ventede på de nyankomne passagerer fra Iran. Der kom en mand hen til Ali og spurgte, om han havde pistacienødder med. Ali havde selvfølgelig nogle kilo med, og dem havde han allerede solgt for at skaffe penge til hotelopholdet og andre ting. En anden spurgte ham, om han havde nogle cigaretter med. Det havde han også. Han havde købt to kartoner ved grænsen, fordi han vidste han kunne sælge dem dyrere her i byen. Manden gav ham næsten dobbelt pris for cigaretterne og han blev kisteglad for den indbringende handel. Inden han havde nået at fjerne sig fra området, kom cigaretkøberen tilbage og ville refundere cigaretterne med den undskyldning, at han troede, at de var af mærket Winston, og Alis cigaretter var Marlboro. Ali blev lidt ked af den mislykkede handel, men vidste at han kunne sælge dem, så snart han havde hvilet sig. Han havde også en flaske whisky, der skulle sælges. Han spurgte cigaretkøberen, om han kunne vise ham et billigt hotel, men han undskyldte sig med at være for sent til en aftale. Ali gik intuitivt mod en anden ung mand, der stod i et hjørne og kiggede på passagererne uden at købe noget. Den unge mand ville gerne vise Ali et billigt hotel, og han hjalp ham med at bære den ene af de to store medbragte tasker. Mens de ventede på en mulighed for at krydse vejen, spurgte den unge mand Ali, om der var noget nyt fra Iran.

- Ikke andet end at folk undertrykkes mere og mere for hver dag, svarede Ali.

Det var et svar, der fik den unge mand til at smile til Ali.

- Har du været her længe? spurgte Ali forsigtigt.

- Ja, et halvt år, min plan er at spare penge nok til at komme videre, svarede han, mens de krydsede vejen.

Ali ville have spurgt om, hvad manden mente med videre, men ville ikke trænge sig på. Den unge mand tog Ali med til et hotel med det mærkelige navn Uzy. Det var et ældgammelt hotel, som desuden var lidt dyrere end andre hoteller på samme niveau. Men de andre hoteller var fuldt optaget. Han så tre af sine medpassagerer, der også stod ved receptionen og ventede på at få anvist et værelse. Ali fik dem overbevist om, at de alle fire skulle dele et værelse, hvis det kunne lade sig gøre, for så kunne de spare penge. Der var ingen, der vidste hvor længe de skulle blive der, og hvordan de skulle skaffe penge, når deres medbragte penge var brugt op. De accepterede hans forslag, og den unge mand tolkede ordene, så hotelejeren og de fire unge mænd kunne blive enige om, at de havde en aftale. Ali ville betale den unge mand lidt penge for hjælpen, men han afslog.

- Pas godt på dine penge. Denne by er fuld af plattenslagere og fupmagere. Stol ikke på nogen. Hvis du har lyst, kan jeg besøge dig i morgen, sagde han forsigtigt.

- Ja, vi ses. Men undskyld, jeg har ikke engang introduceret mig selv. Jeg hedder Ali.

- Jeg hedder Omid, sagde han, mens han rakte hånden frem.

Det var et trist syn, der mødte Ali og hans medpassagerer, da de kom op på værelset. Der var to senge med tynde skummadrasser og to udslidte fjedermadrasser på gulvet. De lagde sig hver på en madras uden at diskutere, hvem der skulle sove hvorhenne.

Omid fortalte dagen efter Ali, at han skulle passe på, hvad han lavede på hotellet. Den tyrkiske militærefterretningstjeneste var i daglig kontakt med hotellerne, og de rapporterede alt, hvad der vedrørte iranske besøgende eller flygtninge. Ali forsøgte at give et anonymt billede af sig selv.

- Hvad kan de rapportere? Jeg er bare en turist på besøg, sagde han med et kunstigt smil på læberne.

- Du skal passe på alligevel, sagde Omid uden at gå ind i en yderligere diskussion.

Mens de gik på fortovet, blev de stoppet af en politibetjent. Han sagde noget på tyrkisk, som Ali ikke kunne forstå, men Omid sagde til ham, at han skulle vise sit pas. Ali fandt famlende sit pas i sin inderlomme og viste det frem. Betjenten nikkede skuffet og bad Omid om det samme.

- Jeg har fast ophold her, men mit pas ligger på den bulgarske ambassade, fordi jeg skal rejse til Sofia i næste uge, svarede Omid.

Betjenten var ikke tilfreds med svaret og ville have ham med på stationen. Omid viste et id-kort, der viste, at han arbejdede på en fabrik. Det fik betjenten til at slippe dem under protester og med reprimander om, at Omid næste gang skulle have sit pas på sig.

- Hvorfor var han så grov? spurgte Ali chokeret.

- Vi er andenrangs-mennesker her. Det kan du lige så godt vænne dig til.

- Men jeg er her jo lovligt og bruger mine penge, svarede Ali, som endnu ikke var kommet sig over mødet med betjenten.

- Her styres landet af militæret og med bestikkelse. Betjenten ville have penge, og han skal nok komme igen.

- Skal du til Sofia i næste uge? spurgte Ali lidt trist.

- Nej, jeg har jo ikke noget pas, jeg vil bare ikke betale ham, sagde Omid med en rolig stemme.

- Hvorfor slap du så?

- Fordi en af vores tyrkiske venner har skaffet mig et falsk beskæftigel-seskort til en fabrik.

Ali hørte ordet vores, men han turde ikke spørge, hvem de var. Han syntes, det ville være uhøfligt og også mistroisk at spørge til det. Men han gik ud fra, at Omid sandsynligvis var med i en politisk organisation.

Omid fortalte bagefter Ali om en iransk pige, som ikke havde penge til at betale bestikkelse. To politibetjente tog hende med på stationen og efter at have voldtaget hende, slog de hende gul og blå og smed hende ud på gaden igen.

De stod foran en købmand, fordi Ali ville sælge sine cigaretter. Omid førte samtalen og aftalte en god pris. Købmanden ville tjekke varernes kvalitet, så han åbnede kartonen og så kun sammenrullede tomme aviser i kartonen. Han skældte dem ud og skubbede dem ud af forretningen, og bagefter sagde han noget på tyrkisk, som i Alis ører lød som bandeord.

- Hvad sagde han? spurgte Ali, som endnu ikke var kommet sig over overraskelsen.

- Han sagde, om vi troede vi kunne snyde ham, vi dumme iranere.

- Jeg sværger, at jeg købte dem ved grænsen. Jeg snyder ikke folk, sagde Ali forklarende i håbet om, at Omid ville tro ham.

- Rolig. Jeg ved det. Det er en bande, der køber cigaretkartonerne fra folk, tager cigaretterne, fylder de tomme kartoner med avispapir og returnerer dem. Det er deres værk. Du er ikke den eneste, der blev snøret af dem. Jeg er død træt af dem.

Gennem disse samtaler og deres fælles gåture fandt Ali ud af, at han forsigtigt kunne begynde at stole på Omid. Han kunne ligesom en skildpadde stikke hovedet ud af skjoldet, og hvis der var fare på færde, kunne han trække hovedet ind igen. Det var Alis plan. Han var nødt til at stole på nogen for at få hjælp, og det viste sig, at Omid var pålidelig.

- Omid, jeg vender ikke tilbage til Iran, og jeg vil også væk herfra, betroede Ali ham under en af de sædvanlige gåture.

- Jeg kan hjælpe dig, men det kan tage lang tid. Hvor mange penge har du?

-   Jeg har 500 dollars, svarede Ali usikkert.

- Det er ingenting. Du bliver nødt til at finde et arbejde.

***

I Istanbul var der hundredevis af spisesteder og gadehandlere med masser af forskellige spændende varer. Om aftnen var himlen fyldt med stjerner og lys fra moskeernes minareter. Der var store kontraster i byen; på den ene side Taksim, den europæiske del, og på den anden side Topkapi, den asiatiske del af byen. Når man kiggede ud fra byens udkigsposter, kunne man se både høje og lave huse, som gjorde byens udsigt spændende. Man kunne gennem Kennedy Caddesi gå en tur ved havet.

I basaren hang tøj på begge sider, og der var så mange mennesker, at det var svært at komme igennem. Islamisk påklædte kvinder havde et fast greb i børnenes hænder, så de ikke skulle smutte i mængden af mennesker. Mange kvinder havde også plastik- eller stofposer fyldt med dagens indkøb i den frie hånd og bar dem med besvær. Sporadisk kunne man se letpåklædte kvinder med cowboybukser på. Nogen spærrede vejen, fordi de stod og pruttede med sælgeren om prisen på, hvad det nu kunne være.

4-5 småbørn på 5-6 år stod ved siden af en gammel parkeret bil og legede med et rustent cykelhjul, mens de en gang imellem med deres beskidte hænder hev et stykke brød op af lommerne og puttede det i munden.

En gadehandler kom med sin trækvogn. Han var ikke særlig stor og havde en tyk moustache. Han råbte og annoncerede de varer, han havde på vognen. Pludselig åbnedes vinduerne fra de øverste etager på begge sider af gadens huse. Kvinderne sendte en kurv ned med snor fra tredje etage og råbte deres indkøb. Bagefter trak gadehandleren i snoren som et tegn på, at hendes indkøb var på plads. Kvinden råbte tilbage og spurgte, hvor meget hun skulle betale, mens hun trak sin kurv op ad væggen til sit vindue. Sådan betjente gadehandleren alle kvinderne i løbet af en halv time og forsynede dem med brød, frugt, æg og grøntsager.

Et sted stod der et par iranske mænd sammen med en kvinde og forsøgte at komme frem til en gunstig pris for deres tæppe hos en tæppehandler. Omid sagde til Ali, at alle iranere blev snydt ved disse handler, fordi de ikke kendte andre steder i denne by, som kunne give dem meget mere for deres tæpper. Men folk valgte fortsat de tæppehandlere, der lå tættest på deres hoteller. De skide tæppehandlere vidste det godt, og derfor udnyttede de dovenskaben og det manglende bykendskab på det groveste.

En lille dreng sad ved busstoppet og foreslog forbigående at pudse deres sko. Han sad selv på en skammel og havde en lille bambusstol til kunderne. En kunde satte sig på stolen og lagde den skobeklædte fod på et lille træbord. Drengen tørrede skoen med en lille hvid klud med store mørke pletter. Derefter smurte han skoen med lidt skosværte. Bagefter spredte han sværten med en lille rund børste. Efterfølgende tog han en anden rektangulær børste og kørte med en imponerende fart børstehårene frem og tilbage på skoen. Til sidst tog han en anden klud og kørte på tværs af skoen med stor snilde. Skoen var helt skinnende bagefter. Manden gav ham lidt småpenge og gik sin vej. Drengen stak pengene i lommen med et tilfreds smil og tog en håndfuld druer fra en klud og spiste dem en efter en.

Omid og Ali gik til billetlugen for at købe en billet til bussen. Manden sagde, at der ikke var flere billetter tilbage. De besluttede sig for at gå i stedet for, men efter 8-10 skridt blev de tilbudt busbilletter af en dreng i laset tøj, ikke mere end 10-11 år gammel. Omid stak hånden i lommen og gav ham en håndfuld mønter og fik to billetter til bussen.

- Hvordan kan det være, at han har så mange billetter, mens ham i lugen ikke har nogen? spurgte Ali overrasket.

- De arbejder nok sammen.