Ad mørke stier: Skrøner fra Ulvevinter

By Samantha D. Crawford, Beatrix M. G. Nielsen, Peter Buch Mortensen and Andreas Markert

"Ad Mørke Stier"

- Tre røvere prøver at overleve længe nok til, at de kan nyde frugterne af deres kup.
- En menneskesøn farer vild i Feskoven – og i sit eget sind.
- Købmandsspiren Egil falder i kløerne på de tre haves skræk, Oldingepiraten.
- Kortel jager Vinterdronningens sendebud, den hvide hjort.
- Knold må gå alene ud på isen for at sone sin storebrors død.
- Bondepigen Svala må ofres – hun er udvalgt til at blive skovmandens brud.
- En gruppe soldater bærer deres kejser til hans sidste hvilested.
- Spildata på personer, genstande og sagnvæsner fra novellerne, til brug i rollespillet.

Syv grusomme, sørgmodige og sjove fortællinger, der foregår i bordrollespillet Ulvevinters univers, men kan læses af alle. Novellerne er udgivet i samarbejde mellem Rollespilsforlaget og foreningen Håbefulde Unge Forfattere.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Mar 13, 2013
• ISBN: 9788771149500

Samantha D. Crawford

Samantha Danielle Crawford er født på Long Island, New York og opvokset hos sin mor i Danmark. Sam fik sin folkeskoleeksamen i '06 og har efter lidt rejsen rundt sat sig for en HF i København. Hun er netop flyttet til Lyngby, hvor hun dyrker et utal af hobbyer. Som nyt medlem af HUF indebærer det skrivning, men også kunst (ifølge hende selv) i forskellige former, rollespil, musik, violin og læsning af fantasy er en del af hendes liv. Når hun har tid, laver hun lektier. Dette er hendes første udgivelse.

Book preview

Peter Buch Mortensen

Tre røvere

H VAD?

Altså, så galt er det jo heller i…

Så galt? Du har glemt vognen!

Rolig nu, vi har jo stadig stenene!

Har vi? Har vi? Hvor ligger de?

De ligger da i kisten!

Og hvor er kisten?

Den er lige… Nej, så tog Martin d… Nej, vent, den… Der var en kort pause.

Ja?

Okay, måske ligger kisten i vognen. Skal vi tage tilbage og hente den?

Tilbage? God ide! Måske kan vi hjælpe dem med at slukke ilden, når vi nu alligevel er der! Gad vide, om møllerfamilien lader os sove igen? Nej, vent… Det var deres sten!

Så lad da være med at råbe ad mig; jeg er ikke ti!

Er du sikker?

Skrigeriet fortsatte. Martin sukkede og satte sig ned. Han kunne lige så godt tage en pause. Ismaril ville hellere dø af grin end give sig over for Vollsmarks raseri. Ismaril var ellers den laveste i gruppen; en halvlang, der selv af disses standard blev betragtet som pjevset. Han gik ikke Martin til livet, end ikke hvis han stod på tæer. Men han var troldmand, og heromkring var den slags sjældne. Desuden kunne han, hvis det passede ham, forsvinde næsten for det blotte øje, og hvad han kunne finde ud af, når han først blev nysgerrig, var uhyggeligt. Martin havde for længe siden besluttet sig for aldrig at komme på den lille mands skidte side.

Den eneste, han hellere ønskede at have som sin ven, var Vollsmark. Han var en halvjætte og Ismarils perfekte modstykke. Han var monstrøst stor, næsten to en halv meter høj, bygget som et bjerg af muskler og knogler og kæmpede med et tohåndssværd på længde med de fleste lanser. Han havde ikke en hest, men løb ved siden af de andre. I modsætning til så mange andre halvjætter, var han dog ikke dum. Bag hans stikkende øjne var der masser af intelligens og en brændende viljestyrke.

Når han og Ismaril skændtes, og de skændtes ofte, ville Vollsmark brøle, så jorden skælvede, og Ismarils skingre stemme ville skære igennem den dundrende mur af lyd som en kniv. Det kunne være meget fascinerende at høre på, hvis man ikke blev døv længe forinden. Martin burde stoppe dem, men han vidste bedre. De havde begge frygtelige temperamenter, og sidst Martin havde prøvet at standse deres skænderi, havde Vollsmark klappet ham sådan en, at han var gået ud som et lys. Arret lå stadig over hans højre kind.

Landbyfolkene kunne stadig finde dem, især med den lyd de lavede. Det var ikke så slemt med Vollsmark; hans stemme buldrede så dybt, at man kunne tro, der var jordskælv, men Ismaril var umulig ikke at høre. Martin gav dem fem minutter.

Så kastede han en sten efter Vollsmark.

Han mærkede det næppe. Martin undrede sig ofte over, om noget mindre end en katapult ville kunne skade ham reelt. Men han så det og stoppede skænderiet for at kigge på Martin og afventede en forklaring.

Alle kan høre jer, sagde han. At selv skyerne ikke holder sig for ørerne, er mig et mysterium. Hvis der er så meget som en af landsbyboerne, der er nået op i bakkerne her, har de hørt jer begge to.

Vollsmark trak vejret dybt, lukkede det ud igen og slappede af.

Vi bliver nødt til at få vognen tilbage, sagde han. I nat bliver vi simpelthen nødt til at tage tilbage igen og hente den. Ismaril, tag af sted og find ud af, hvor den er, og om den er blevet splittet ad. Vi mødes ved egen to timer inden solnedgang. Han kiggede ikke på den halvlange, mens han talte. Ismaril så ud, som om han havde lyst til at få det sidste ord, men klappede i. De kunne sagtens arbejde sammen, når det var. Martin var dog overbevist om, at den eneste grund til, at de ikke havde slået hinanden ihjel endnu, var Vollsmarks sunde respekt for Ismarils evner og det faktum, at Ismaril aldrig ville kunne nå højt nok til at stikke Vollsmark i hjertet.

En time inden solnedgang ventede Martin og Vollsmark ved egen. Vollsmark gik frem og tilbage med lange, rolige skridt. Kun hans knyttede næver afslørede, at hans temperament var ved at vågne igen. Ismaril var mere end en time forsinket, og det var ikke ligefrem, fordi de svømmede i tid.

Mind mig om, hvorfor vi har ham med, sagde Vollsmark i et kommanderende tonefald.

Han kan trolddom, svarede Martin hurtigt. Og det var ham, der fandt stenene til at starte med.

Og ham, der mistede dem igen, sammen med vognen, brummede Vollsmark.

Uden ham var vi aldrig undsluppet riserne.

Uden ham var vi aldrig blevet fanget.

Men det gav os risehøvdingens scepter alt i alt, gjorde det ikke?

Vollsmark stoppede et øjeblik. Så brummede han et enkelt bandeord. Han havde altid nægtet at forklare dets betydning for Martin, men forsikrede ham om, at det var både omfattende og stygt. Tavsheden fortsatte i et par sekunder. Så begyndte Vollsmark at trave frem og tilbage igen.

En time senere var solen gået ned, og Ismaril var stadig ikke dukket op. Selv Vollsmarks vrede var ved at vige for bekymring. Han bekymrede sig ikke meget for Ismaril, men hvad han kunne ende med at fortælle.

En time efter solen var gået ned, kom der nogen. Vollsmark og Martin skyndte sig at gemme sig. Det var en høj, tynd mand i en rejsekappe, der kørte en vogn stille og roligt fremad. Han kunne godt være en fra landsbyen, men her i mørket kunne han være hvem som helst. De to sad helt stille, indtil vognen passerede lige forbi dem.

Så stoppede den.

Undskyld forsinkelsen, sagde Ismarils skingre stemme. Med et triumferende grin, som om han havde slået Sommerdronningen i skak, trak han kappen ned og sparkede det menneskeagtige skelet af grene, som indtil da havde været dækket og fået ham til at se så høj ud, til side. Vollsmarks mund var på vid gab. De var dog så godt gemt, at Ismaril fik lov at kigge rundt i et par sekunder, inden Martin brød sammen af grin.

Vognen manglede et par ting, men den vigtigste af tingene, kisten, var der stadig. Der var også et par røgede skinker, som Ismaril bare grinte ad, da han blev spurgt om dem. De skyndte sig at åbne kisten, bare for at være sikre.

Der var de.

Ti ædelstene. To så store som Martins knyttede næver; andre så små som Ismarils. Men de var rigtig mange penge værd. Rigtig mange. Som de andre gange, de havde set på dem, gik Ismaril helt i stå, og Vollsmark fik et fjernt blik i øjnene. De stod der et øjeblik, indtil Ismaril tog sig sammen.

Skulle vi ikke komme af sted med dem? Var det ikke det, der var meningen? Han grinte lidt, da Vollsmark øjeblikkeligt mandede sig op og gav dem et par ordrer. Snart efter var de på vej.

Ardal lå en uge væk, og i den tid havde de intet andet selskab end dem selv. Martin var sikker på, at de to ville drive ham til vanvid i løbet af de første tre dage. De fungerede kun sammen, når der var noget at lave. På de lange rejser begyndte deres altid noget flossede talent for samarbejde at bryde fuldstændig sammen. Martin havde talrige planer i hovedet for at få dem til at holde sig fra at slå hinanden ihjel. Ismaril kendte ham, der skulle købe stenene. De kunne ikke undvære ham. Men uden Vollsmark ville den halvlange blive alt for svær at styre, og Martin ville blive efterladt, fattig.

Det kom aldrig så langt.

To dage inde i rejsen, da temperamenterne allerede var ved at koge over, havde Vollsmark annonceret, at han gik på jagt. En voldsom storm havde forsinket dem flere timer dagen forinden og hjalp ikke ligefrem på tålmodigheden. Ismaril havde mumlet noget om, at vilde svin nok også var bedre selskab for ham. Heldigvis havde Martin ’tabt’ deres bestik og tallerkner på omkring samme tid, og Vollsmark havde intet hørt. De fortsatte ned ad vejen i et roligt tempo, så han kunne hale ind på dem. Det var da, de mødte den første vagt.

Ismaril havde en vane med at gemme sig, når der kom fremmede. Han var ikke elsket i store dele af verden, sagde han altid. Så Martin var den eneste, der tog imod soldaten.

Vel mødt! råbte han. Soldaten så ham mistænksomt an, men rejste hånden i hilsen.

Hvad har du der? spurgte han kort.

Lidt af hvert, svarede Martin svævende. Mine ejendele, forsyninger, mad til min familie i Ardal, den slags.

Hvem er din familie?

Min tante Karen, min far Niels og mine småbrødre Kval og Kvist. De er tvillinger.

Hvad med deres mor?

Pest.

Soldaten nikkede kort.

Hold øje her på vejen, sagde han så og så Martin lige i øjnene. Der er en røverbande her i området; en halvlang, en jætte og et menneske. De har røvet kongens ejendom fra hans tro tjenere øst for. Nogle ædelstene i en k… Han standsede et øjeblik, da han ved et tilfælde så ned i vognen, lige på kisten. Et sekund efter