Den kroniske krig: Et forsvar for Israel

By Poul Højlund

"Den kroniske krig" er et stærkt forsvar for Israel. Den går i rette med Vestens naive omgang med den palæstinensiske propaganda. Fakta og overblik er kombineret med en bidende kritik af mediernes vinkling på Israel.

Bogens første halvdel følger Israel og landets konflikter siden 1948. Bogens anden halvdel er en række skarpe kommentarer til udviklingen siden 2000. De har tidligere været bragt i JyllandsPosten.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 29, 2016
• ISBN: 9788771709766

Poul Højlund

Poul Højlund er debattør og foredragsholder. Han har i årevis fulgt debatten om Israel og ofte skældt ud på presse og politikere for ukritisk at lytte til den palæstinensiske propaganda. Han skriver et flydende og let læst dansk, og han er ikke bange for at sige det, andre nøjes med at tænke. Poul Højlund er cand. mag. med historie som hovedfag. Han har en lang karriere i det private erhvervsliv bag sig.

Book preview

illustrationer

Readme

Kære læser: Denne bog er til forsvar for Israel. Så er du advaret.

Israel har i årevis været i centrum i dansk og international debat.

Over en tredjedel af europæerne ser Israel som en stat, der begår folkemord på palæstinenserne.

Israel er den største trussel mod verdensfreden, større end Iran og Nordkorea, siger seks af hver ti europæere.

I femten år har jeg blandet mig i debatten, først og fremmest i JyllandsPosten. I de samme år har Israel været boykottet, udskældt, udhængt, forbandet og ydmyget som aldrig før.

Israel er lige dele land og symbol. Det er på vores holdninger til Israel, man skal kende os.

Mine holdninger er gammeldags. Jeg fastholder, at der er forskel på op og ned. Se på Israels fjender. Jeg er ikke relativist. Israel er værd at kæmpe for.

Den kroniske krig er nogle af mine indlæg i debatten om Israel. Jeg indleder med et rids af Israels tilblivelse, en oversigt over Israels krige og militære operationer og en status for de palæstinensiske områder, herunder bosættelserne.

Derefter følger mine indlæg i debatten i kronologisk orden.

I denne 2. udgave fra april 2016 er enkelte korrekturrettelser gennemført.

Duelundgård, oktober 2015 og april 2016.

Poul Højlund

Bad standing

If Israel goes down, we all go down.

Sådan skrev den tidligere spanske regeringschef José Maria Aznar i The Times den 17. juni 2010.

Det var de dage, hvor alverden fordømte Israel for den blodige opbringning af det tyrkiske skib Mavi Marmara, og hvor vi få, der er trofaste støtter af landet, igen måtte ransage vores hjerter: Var Israel i sin evige kamp for overlevelse blevet til den grumme slyngelstat, som efterhånden alle journalister beskrev det?

Efterhånden som sandheden overtog propagandaens plads, stod det klart, at Mavi Marmara var en mesterligt planlagt selvmordsaktion og ikke det godhjertede nødhjælpsskib, som alle journalister forsøgte at bilde os ind. Men da var journalisternes interesse et andet sted, og da FN udsendte Palmer-rapporten, hvor Israel blev renset, reagerede journalisterne næppe.

Israel fylder ganske lidt i den virkelige verden, 27.000km², hvoraf mere end halvdelen er ørken. Jylland alene udgør 29.000km². Men i den politiske bevidsthed og i national og international presse fyldet landet om ikke alt, så dog næsten. Israel er på forsiderne dagligt, og fordømmelserne hagler regelmæssigt ned over landet.

Israel er i bad standing, især i de lande, der skylder mest på den historiske konto, de europæiske. Man kan måske ikke fortænke de muslimske masser i at lytte til deres lederes hadpropaganda, men at også europæerne lytter er direkte chokerende.

Mere end en tredjedel af europæerne betragter Israel som en stat, der udfører et folkemord på palæstinenserne. Undersøgelsen fra 2011 er fra universitetet i Bielefeld på vegne af Friederich Ebert Foundation.

Israel er den største trussel mod verdensfreden, større end Iran og Nordkorea, siger seks af hver ti europæere i en undersøgelse fra 2003 gennemført af EU-kommissionen.

Hvordan danner menigmand sig en mening om den forvirrede verden, vi lever i? Menigmand studerer ikke tykke bøger eller forholder sig kildekritisk til artikler og nyhedsreportager. Den gennemsnitlige læser og seer stoler i udstrakt grad på de informationer og de vinkler, som pressen serverer. Og pressen vinkler negativt på Israel, positivt på palæstinenserne. Det er dokumenteret i et hav af tilfælde, og midlerne er subtile.

Reuters overskrifter er et godt eksempel. Et site, der hedder Honest Reporting har gennemført et systematisk studie af Reuteroverskrifter. Reuters telegrammer gengives i alle danske aviser.

Når israelerne udøver vold, nævnes Israel i 100 procent af tilfældene forrest som det aktive og handlende subjekt: Israel Kills Two Palestinians. Når palæstinenserne udøver vold, nævnes palæstinensere kun i hver tredje overskrift som subjekt, og de israelere, der dræbes, kun i hver tiende overskrift.

Og mest grotesk: Når Israel udøver volden, er verberne i aktiv, når palæstinenserne udøver volden, er subjektet forsvundet, og verbet sat i passiv: Bus Blows Up In Central Jerusalem.

I Israel springer busser i luften af sig selv og uden ofre — til gengæld dræber israelerne vilkårligt palæstinensere hele tiden.

Måske er de nævnte meningsmålinger alligevel ikke helt uforståelige. Journalisterne deltager med deres uvidenhed aktivt i propagandaen mod Israel, og propaganda virker. Jo mere subtilt, jo bedre. Journalisterne er næppe selv klar over deres rolle. Deres uvidenhed sætter sig tydelige spor i synet på Israel.

Journalisterne er ikke født med antiisraelske sympatier, og ikke mange har studeret emnet særligt dybt. De er lige så modtagelige for påvirkninger som alle andre, og for mange låner gladelig øre til de mest sensationelle påstande.

Venstredrejningen fra 1968 og frem spiller en enorm rolle. Den europæiske venstrefløj bliver antiimperialistisk og antikapitalistisk, og det passer som fod i hose med den arabiske nationalisme, der også er både antiimperialistisk og antikapitalistisk — og dertil voldsomt antisemitisk.

Journalister i de vestlige lande er bevisligt langt ude til venstre i forhold til befolkningerne som helhed. Det ser desværre ud til, at de i stor udstrækning deler den arabiske nationalismes syn på Israel og på jøderne. Den resulterende antisemitisme vil de formentlig benægte hårdnakket — men det er vanskeligt at forklare misinformationen om Israel uden at medtænke den som en ubevidst faktor.

Det er synd for alle parter. Journalisterne, befolkningen, palæstinenserne og ikke mindst israelerne har fortjent bedre.

Europas jøder

Kan man skylde på langs ad historien? Hvis man kan, skylder Europas lande i mange generationer bagud. Europa begyndte at forfølge sine jøder samtidigt med de første korstog i 1096.

I århundrederne før korstogene var de ca. 1½ million jøder i Europa i mange tilfælde respekterede og beskyttede, fordi jøderne var kongernes og herskernes intellektuelle i en uuddannet tidsalder.

Fordi de var jøder, stod de uden for samfundets orden: De var ikke underlagt feudalherrerne, de kunne ikke være soldater, og de var forment adgang til de fleste erhverv. I stedet opstod små selvstyrende jødiske samfund i byerne over hele Europa.

Den jødiske kultur holdt sammen på både familie, samfund og de mange samfund tværs over kontinentet. Men den gjorde også jøderne synlige. Med korstogene fulgte talløse massakrer på jøderne i Europa — opmuntret af den katolske kirkes propaganda mod jøderne som dem, der myrdede Jesus.

I 1290 forviser England alle jøder, i 1349 brænder borgerne i Strasbourg 300 jøder levende som ansvarlige for den sorte død. I 1396 forviser Frankrig alle jøder, under den sorte død udviser Østrig, Ungarn og Tyskland deres jøder. I 1492 udviser Spanien sine jøder og de resterende muslimer. Kun Polen bød jøderne velkommen og gav dem uhørte borgerrettigheder allerede i 1264.

Bortset fra Polen var Europas jøder jaget vildt i århundreder. Med mellemrum accepteret og endda højt skattet, fordi intet land i længden kunne klare sig uden — men altid ude på kanten af samfundet uanset anseelse, rigdom og dygtighed. Historien er uendelig og uendeligt tragisk.

Hvis man kan skylde på langs ad historien, bærer Europa på uendelige mængder af skyld. Den største skyld stammer fra naziårene fra 1933 til 1945. Ingen af Europas lande – tyskbesatte eller ikke — kan sige sig helt fri.

Heller ikke Danmark, selvom vi med rette er berømmet for at bringe vores jødiske landsmænd i sikkerhed i Sverige; Danmark afviste tyske jøder ved grænsen før besættelsen, da de flygtede fra Hitler. Bulgarien frelste dog også sin jødiske befolkning, hvilket forblev stort set ukendt indtil efter kommunismens fald i 1989.

De besatte landes politi udfoldede over hele Europa—med de nævnte undtagelser — store anstrengelser for at indfange deres jødiske landsmænd. I det østlige Europa