Martin Luther - Første Mosebog Bind 4: Første Mosebog 1535-45 Bind 4

By Books on Demand

Fra juni 1535 til november 1545 forelæste Luther over Første Mosebog på universitetet i Wittenberg. Med længere og kortere ophold var han således beskæftiget med »Den kære Genesis« de ti sidste år af sit liv.

Forelæsningerne blev nedskrevet af hans tro stenografer Dr. Caspar Cruciger og Georg Rörer. Veit Dietrich og Hieronymus Besold stod for redigeringen. Det første bind udkom i 1544 med Luthers forord, hvor han roser alle for deres flid og arbejde med udgivelsen. De sidste tre bind udkom først efter Luthers død i årene 1552-54. Bind 3 med et forord af Melanchthon.

Forelæsningerne fylder tre tykke bind i Weimar-udgaven (WA 42-44), så på grund af omfanget bibeholdes opdelingen i de oprindelige fire bind:

1. Bind, 1544: kap. 1-11,26
2. Bind, 1550: kap. 11,27-25,10
3. Bind, 1552: kap. 25,11-36
4. Bind, 1554: kap. 37-50

Alle ord og emner kan søges på lutherdansk.dk

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 20, 2018
• ISBN: 9788743005438

Book preview

Indholdsfortegnelse

Syvogtredivte kapitel

Otteogtredivte kapitel

Niogtredivte kapitel

Fyrretyvende kapitel

Enogfyrretyvende kapitel

Toogfyrrende kapitel

Treogfyrrende kapitel

Fireogfyrrende kapitel

Femogfyrrende kapitel

Seksogfyrrende kapitel

Syvogfyrrende kapitel

Otteogfyrrende kapitel

Niogfyrrende kapitel

Halvtredsende kapitel

Syvogtredivte kapitel

Forord

Fra juni 1535 til november 1545 forelæste Luther over Genesis, Første Mosebog, på universitetet i Wittenberg. Med længere og kortere ophold var han således beskæftiget med Den kære Genesis de ti sidste år af sit liv.

Forelæsningerne blev nedskrevet af hans tro stenografer Dr. Caspar Cruciger og Georg Rörer, diakon ved bykirken Wittenberg. Veit Dietrich, der var præst i Nürnberg, stod for redigeringen. Alle tre bliver rost for deres flid og arbejde af Luther i hans forord til det første bind i 1544.

De sidste tre bind udkom efter Luthers død i årene 1552-54. Bind 3 med forord af Melanchthon og med Hieronymus Besold som redaktør. Han var pensionær (bordfælle) i Luthers hus fra 1542.

Bind, 1544: kap. 1-11,26

Bind, 1550: kap. 11,27-25,10

Bind, 1552: kap. 25,11-36

Bind, 1554: kap. 37-50

Forelæsningerne fylder tre store bind i Weimarudgaven (WA 42-44), så på grund af omfanget bibeholdes opdelingen i de oprindelige fire bind.

Oversættelsen bygger i høj grad på den dansknorske oversættelse fra 1863, som er digitaliseret på den norske hjemmeside Sjeleskatt.

Teksten er nu lettere moderniseret og jævnført med Luthers latinske originaltekst.

Alle ord og emner kan søges på lutherdansk.dk

Cand.theol.

Finn B, Andersen

(lutherdansk.dk)

v1. Jakob blev boende i Kana'an, hvor hans far havde boet som fremmed.

Dette er nu den sidste fortælling, om den sidste patriark Josef, hvormed Moses slutter denne bog om skabelsen som med en såre skøn og glædelig udgang på alle Jakobs hændelser og især på hele hans liv og alle hans trængsler. For hele hans hus og familie var ganske ødelagt og ganske fuldt af stor møje, angst og sorger, hvormed den hellige patriark, som vi har hørt, måtte kæmpe, ikke alene på grund af hans broder Esaus fjendskab og hans svigerfar Labans urimelighed, som han tålte og overvandt med en stor ånd, uden at fortvivle, med fast, uovervindelig tro, dertil også med stor, underfuld tålmodighed, men også ved trængslerne og sorgerne i hans eget hus, såsom at hans datter Dina krænkes, at Debora, Rebekkas amme, døde for ham, dertil også hans kære hustru, Rakel, og endelig ved, at hans søn Ruben begik den store, usigelige blodskam, idet han rørte og besmittede sin faders ægteseng. I disse store og dybe sorger havde han nu i sin høje alderdom dette eneste håb og denne eneste trøst tilbage, sin kære søn Josef, der var den førstefødte af hans afdøde hustru Rakel og med sin gudfrygtige vandel og sit kristne levned trøstede og oprejste sin gamle faders hjerte, som bestandig havde været besværet og bekymret. Men pludselig og uventet berøves han også denne, så den stakkels gamle fader, efter først at have mistet sin kære hustru, nu også taber denne sin elskede søn.

For Josef blev solgt og bortført til Egypten, så han sådan kom sin fader af syne. Og dette skete ikke ved fremmede eller sådanne, som kunne være fjender; men ved hans egne brødres forbitrelse, had og ondskab. Og da disse lumskelig skjulte denne sin store synd og viste den gamle fader den blodige kjortel, som om Josef skulle være opædt af et vildt dyr, kunne han, den gamle fader, ikke mene eller tro andet, end at det var sådan, og at hans søn Josef var omkommet på en så ynkelig måde. Derfor blev han så bedrøvet og bekymret i sit hjerte over denne ulykke, at han ikke ville lade sig trøste hverken af sine sønner eller døtre.

Sådan kastes den gamle bedagede Jakob ned i denne angst og bekymring, ja i Helvede selv, og det ved sine egne børns ondskab og synd; deraf blev hans tro uden tvivl så hårdt og tungt anfægtet og angrebet, at han ikke uden svær kamp kunne holde fast ved den forjættelse, som Gud havde givet ham. For hans hjerte bekymredes og anfægtedes ikke alene ved hans faderlige kærlighed til sin søn, men også med tvivl og vantro, nemlig om Gud da også ville holde sin forjættelse, eller om han ganske havde forkastet ham for nogen særlig synds skyld, siden han skulle berøves sin søn, som han håbede skulle være den rette arving til den velsignelse, som var forjættet ham af Gud, og til alt hans gods.

Sådan er nu denne historie, den hellige Jakobs sidste ulykke, den allertungeste, såre forfærdelig, og indeholder straks i begyndelsen en såre tung og heftig kamp. For den er fuld af tung og ynkelig lidelse og klage, hvorved den hellige patriark, der i forvejen var ganske udmattet ved så megen bekymring, lidelse og trængsel, næsten ganske gik til grunde. Og foruden alt dette hændte nu også hans søn Judas store synd, der begik blodskam med Tamar, sin svigerdatter eller sønnekone, hvilket også såre forøgede den gamle faders bekymring og smerte.

Men trods alt dette beholdt han dog alligevel med underfuld bestandighed et godt håb og en fast tillid; han opretholdt og trøstede sig selv med så mange eksempler på den mangfoldige og åbenlyse hjælp og redning, som han havde oplevet og erfaret hele sit liv igennem, så længe indtil endelig nyt lys og ny trøst viste sig for ham.

For der fulgte dog alligevel en såre underfuld og liflig udgang derpå, så hans store elendighed og smerte, som så uventet havde mødt ham, vendte sig til stor glæde mod al hans forventning. For Josef, hvis død den gamle fader så kummerlig havde begrædt, føres atter frem fra mørket til lyset, fra døden til livet. Han var af Gud blevet underfuldt frelst, dertil af kongen af Egypten blevet ophøjet og indsat til stor ære og herlighed, efter at også Jakob selv var blevet udfriet fra mange store besværligheder.

Dette er nu slutningen på denne Første Mosebog og den sjette og sidste afdeling deri, efter vor inddeling af den ovenfor. Men ligesom der i hele Skriften intet skønnere er end denne skabelsens bog, sådan er blandt alle patriarkernes historier denne sidste særlig at mærke; ja den er af den beskaffenhed, at jeg hverken med ord eller tanke tilstrækkelig kan fatte eller forstå den. Derfor ville jeg ønske, at det var forbeholdt andre at udlægge og forklare den, som er langt lærdere og mere veltalende, end jeg er.

Men fordi alligevel den påbegyndte forklarings orden kræver og fører med sig, at vi i al fald siger noget, vil vi kort gennemgå denne historie, som sandelig er såre underfuld og høj, eftersom vi ingenlunde kan behandle og forklare den, som den fortjener. Og allerførst må nu tidsfølgen i disse begivenheder gentages efter det, som ovenfor blev sagt. For ved enden af kap. 35 fortalte Moses, hvordan patriarken Isak, da han nu var blevet gammel og mæt af dage, døde og samledes til sit folk, og hvordan hans to sønner, Esau og Jakob, begravede ham i Kana’ans land. På det sted begyndte han derpå at opregne Esaus slægt og tager anledning dertil deraf, at Esau var ved sin faders begravelse og med ham uden tvivl alle hans sønner og svogre, som dengang blev forligt med Jakob, da de to brødre forsonede sig med hinanden. Hvad der nu følger indtil kap. 40, skete alt sammen endnu mens patriarken Isak levede. Derfor ytrede vi også, at disse begivenheder, efter den rette tidsfølge, skulle indlemmes i kap. 35, nemlig kort før det sidste stykke deraf, idet der i v. 28 siges: Isak blev hundrede og firs år gammel.

Denne påmindelse er såre nødvendig, for at læseren så meget bedre kan finde sig tilrette i denne beskrivelse, som er noget utydelig, og forstå den. For alle andre udlæggere af denne bog, især Lyra og Augustin, har plaget sig meget på dette sted, så Augustin, idet han så ynkelig har pint og plaget sig dermed, endog har taget anledning deraf til næsten at tvivle noget på Den Hellige Skrift og dens troværdighed.

Sådan plejer det også at gå antilogisterne, der give sig af med at sammenstille de sprog i Den Hellige Skrift, der synes at modsige hinanden, og sådan prøver på med flid at svække og omstyrte Den Hellige Skrifts pålidelighed; når de kommer til sådanne steder, bliver de hængende derved, er så forvirrede, at de hverken kan komme frem eller tilbage, og skriger da heftig, at prædikenerne og beretningerne i Den Hellige Skrift ikke hænger godt sammen, men alt er forvirret og upålideligt. Og dette er også grunden til, at sådanne antilogister aldrig kan komme til det rette, sande lys i guddommelige ting og den rette forstand derpå.

Det er også en regel hos de såkaldte kabbalister: Intet i loven er beskrevet efter den rette tidsfølge. Men denne regel er ikke sand sådan i almindelighed og allevegne, og skal og må ingenlunde anvendes på det, som her fortælles og beskrives. For Isak levede sikkert nok dengang, da Josef blev solgt til Egypten, og endnu tolv år derefter, da han atter blev udfriet af fængslet og ophøjet til en herre over hele Egypten.

Ligeledes må også den følgende historie om Tamar henføres til denne tid. For Juda begik denne synd, endnu mens hans bedstefar Isak var i live. Dog vil vi herefter også fremstille beregningen af tiden og personerne efter orden. For hvis man vil udregne årstallet fra Jakobs giftermål indtil hans rejse til Egypten, vil man finde, at der i disse seksogfyrre år skete mange store, underfulde ting. Og skønt historien synes de ulærde og dem, som giver sig alt for nøje af med at udplukke de modsigende steder i Skriften, at være ganske forvirret, så vil dog kristne læsere, som besinder sig på denne orden, let finde sig til rette deri og også forstå den rette orden.

Men nu går Moses videre i patriarken Jakobs historie og skriver, at han boede i det samme land, hvori hans fader havde været fremmed. For han var kommet til Isak, mens denne boede i Hebron i Kana’ans land, og der nedsatte også han sig med sin familie og sine husfolk. Men landet kaldes fremmed, fordi Abraham, Isak og Jakob, skønt landet var dem forjættet, dog endnu ikke havde nogen egen ejendom deri, undtagen den begravelsesplads, som Abraham købte, som vi hørte ovenfor (kap. 23, 17.). Derfor drog også Jakob, ligesom sine fædre, om som fremmed fra det ene sted til det andet, ligesom hyrderne plejer at flakke omkring efter sit kvægs tarv og græsgangenes beskaffenhed. Men Jakob forlod dog ikke sin gamle fader Isak i denne pilgrimsstand, men bragte til ham sin skændede datter Dina og sin kæreste søn Josef, hvem Isak endnu i sin alderdom uden al tvivl så og omfavnede med hjertelig glæde.

v2. Dette er Jakobs slægtshistorie. Josef var sytten år, og han vogtede får sammen med sine brødre. Han tjente hos de sønner, hans far havde med sine koner Bilha og Zilpa. Og Josef fortalte deres far det onde, han hørte om dem.

Den Hellige Skrift har denne vis, at dm plejer at kalde det ens slægter, selv når den kun fortæller om en eneste af hans sønner. Sådan nævnes på dette sted Josef alene, og de andre Jakobs sønner udelades, som om ikke også de hørte med til tallet, og som om denne Josef alene var Jakobs søn, siden deri fortælles om ham fremfor om de andre i denne beretning. Og denne Josef er jo også den, som rimelig og med al ret må foretrækkes for alle de andre. For han er jo født af Jakobs fornemste hustru, og forældrene længtes såre længe efter ham; desuden tilkommer også hele førstefødslens ære og værdighed ham på grund af ægteskabet mellem hans fader og moder, skønt han aldrig kom i besiddelse deraf, som vi skal hører.

Hvilke er da nu Jakobs slægter? Han har en søn ved navn Josef. Men hvordan var det med denne, hvad for lykke havde han? Hør, hvad Moses siger derom: Josef var sytten år gammel, da han vogtede kvæg med sine brødre. Sådan var det med Josef, da han var en yngling på sytten år, i den alder, at han kunne være gift, som hans andre brødre også var. For Juda, Ruben og de andre havde dengang allerede hustru og børn. Men Josef levede endnu alene i sin ungdom, uden hustru og uden eget hus; han alene var kær for den gamle fader, så han havde lyst og glæde af ham, fordi han var født af hans elskede, afdøde hustru; og hans hele levned, ja alt, hvad han tog sig til, alle hans opgaver, som var rene og uskyldige, gjorde ham underfuldt kær og tækkelig for faderen.

Men til hvem holdt nu denne Josef sig? Han havde ikke omgang med de fornemste sønner, som hans fader havde avlet med Lea, nemlig Juda, Simeon, Ruben og Levi; for disse foragtede i sin hovmodighed dybt Josef, Rakels søn; desuden ser også den gode, fromme yngling, at tjenestepigernes børn var helt foragtede og bespottede, og at de af Leas fire sønner blev anset som de ringeste, livegne trælle. Derfor holdt han sig især til dem. For de andre var såre stolte og hovmodige, skønt Ruben var blevet noget ydmyget på grund af sin blodskamssynd, at han havde besmittet sin faders seng; ligeledes tror jeg også, at Juda var noget ydmygere end de andre. Men Levi og Simeon var såre stolte krigsmænd og manddræbere, de som med sværdet havde dræbt Sikem og Hamor, hans fader, tilligemed alle, som var i deres by. De var såre rå, hovmodige, stolte bondeknægte og tølpere.

Det er sandelig forunderligt, at de så længe hørte de fromme fædre, Isak og Jakob, også Rebekka og Debora, hendes amme, og dog ikke blev frommere derved og ikke bedrede sig. For sådan har Moses her beskrevet og afmalet dem, at deres synd og skam næsten må lignes med hedningernes skændigste gerninger og eksempler.

Derfor må vi ikke forundre os, når vi ser, at der i denne sidste, onde tid desværre er så mange, som falder fra den rette gudsfrygt, hvilke uden nogen nytte og bedring hører så mange skønne og herlige prædikener, men må lade os nøje med, at der dog findes nogle få, som endnu med lyst holder sig til ordet og noget forbedres derved. For vi ser, at det gik den hellige patriark Jakob på samme måde, i hvis hus og slægt de fornemste iblandt hans sønner gjorde sin gamle fader den allerstørste kummer, trængsel og sorg.

Men hos ynglingen Josef viste der sig en særlig tugtighed og fromhed, så han så tålmodig kunne finde sig i hin urimelige, rå foragt og hovmodighed både mod ham selv og de andre brødre, som var født af tjenestepigerne, da det dog mere havde tilkommet ham, som den førstefødte søn, end Simeon og Levi at være lidt stolt og hovmode sig.

Derfor vil vi behandle denne historie sådan, at vi gør denne stolthed og hovmodighed hos disse Jakobs to sønner ret stor og styg, så Guds nåde og barmhjertighed så meget desto mere kan ses og erkendes deraf, at Gud kan gøre det bedste endog ud af den allerstørste ondskab. Men vi vil ingenlunde tildække deres skændsel og misgerning, men gøre den så stor, som vi blot kan; for det er jo dog såre urimeligt og ynkeligt, at den gode, fromme patriark sådan skulle behandles og bespottes og bedrøves af sine egne sønner. Den fromme Jakob, sin egen fader, voldte de hjertelig, dyb sorg og spillede sådan med den gamle mand, at det er en ynk.

Og denne samme grund havde også Josef til ikke at slutte sig til dem; men han omgikkes især med de andre foragtede, tjenestepigernes sønner, og holdt dem i ære, skønt han selv var født af en ædlere moder. Han lader morderne fra Sikem være. Heri viser sig tydelig ynglingens gode natur og særdeles forstand; dette har også Moses især villet rose hos ham. For det var i sandhed en god natur hos ham og en fin, sagtmodig, ydmyg ånd; dertil kom fremdeles også dette, at han var gudfrygtig og tugtig, havde et ærbart og stilfærdigt væsen, så han ikke alene indtog sin gamle faders, men også naboernes hjerte, så de var ham særdeles bevågne. Derfor er det intet under, at hans fader hjertelig elskede ham, ikke alene fordi han var hans søn, men også for den gode natur og de skønne dyder, hvormed han var begavet.

Sådan er nu Josef ligesom en skøn, klar stjerne, ja ligesom morgenstjernen i Jakobs hus; med ham kunne de andre rå bondeknægte ingenlunde sammenlignes. Derfor lader han dem også være og holder sig til de foragtede brødre, vogter kvæget med dem efter faderens vilje og ønske, uagtet han var den fornemste søn og skulle blive konge over hele Egypten. Egyptens store konge må i sin ungdom vogte får.

Fremdeles roses også Josef for, at han bragte det for sin fader og fortalte ham det, når hans brødre havde gjort noget, som ikke var ret, og derfor kom i slet rygte. For han elskede retfærdighed og ærbarhed, var fuld af kærlighed og lydighed mod sin fader, så han ikke kunne fortie det for ham, når hans brødre havde gjort noget, hvorved andre var blevet krænkede, eller hvorved hans faders slægt kunne komme i vanry eller spot. Når han derfor hørte, at der blev sagt noget ondt eller skændigt om hans brødre, som de skulle have begået, bragte han det straks for Jakob, sin fader, som for en dommer, hvem det tilkom altid at forebygge og forhindre dette, for at det hus og den menighed, der var prydet og benådet med så store og herlige forjættelser, ikke skulle skæmmes eller besmittes med sådanne onde eksempler eller gerninger, og for at ikke fremmede eller vantro skulle bespotte Guds navn og derved tillige forhåne den gudsdyrkelse, som Jakob og hans husfæller udøvede og roste sig af. Denne den rette gudsdyrkelses bekendelse og navn ville Josef skulle forblive ukrænket og ubesmittet af nogen forargelse.

Uden tvivl voldte det ham såre megen sorg at se sine brødres egenrådighed og ondskab, idet de nemlig alle sammen tillige med Jakobs hele hus derfor måtte såre meget bespottes hos hedningerne. Derfor klagede han også flere gange for faderen over sine brødres ulydighed og urimelige gerninger, hvormed de bedrøvede og krænkede hinanden indbyrdes eller sine naboer; han har vel sagt: Se, Ruben, Simeon og Levi, mine brødre, er såre voldsomme mennesker, uforligelige og ufordragelige; de får ofte i stand spektakel, fortræd og kiv; dermed forarge de jo de folk, som bor nærmest omkring os, hvilke såre flittig og nøje lurer på vort levned og vore skikke. Nu burde jo dog rimelig denne forargelse bortskaffes fra vort hus og vor menighed, så vi ikke på grund deraf bespottes af dem, som ikke er af vor tro.

Sådan er også vi nu til dags omgivet af papister, som har såre skarpe øjne, tager os nøje i øjesyn og har såre fine næser. De lurer på os som onde bitre fjender, om de kunne lugte eller komme efter noget dadelværdigt hos os, ja, om de kunne spotte eller dadle vore ord og gerninger, selv om de er hæderlige og gode i sig selv. Derfor formaner også den hellige Paulus så flittig i Ef 5, 15: Se til, hvordan I skal omgås varligt, ikke som ukloge, men som vise; ligeledes i Kol 4, 5: Omgås viseligt med dem, som er udenfor. For vore modstandere tragter ivrig efter at få fat endog kun på et lille, ubetydeligt rygte, som kunne komme ud om os. Men hvad godt der er hos os, det ser de ikke, agter det heller ikke, ja, foragter det ganske, og har kun lyst til det alene, som i sig selv ikke er godt, og om de blot kunne hører et ondt rygte om os.

Derfor måtte patriarken Jakob, som menighedens biskop og lærer, især give agt på, at hans hele slægt beholdt sit gode navn og rygte. For det sømmer sig ingenlunde, at en præst eller sjælehyrde fører et uhæderligt levned og skændig og ilde regerer sit hus og sine tjenere. Og det er langt bedre at bære og tåle modstandernes foragt og bitre had, end at falde i virkelig skændsel og Djævelens garn, som Paulus siger i 2 Tim 2, 26.

Den samme omsorg havde også denne unge Josef, og samme flid anvendte også han, nemlig at han kunne hjælpe til at fjerne og forebygge alle slags forargelse, hvorved Jakobs hus, menigheden og Guds forjættelse kunne foragtes eller bespottes. Og det er ingen tvivl om, at han derfor blev såre forhadt hos sine brødre, fordi de ikke kunne tåle faderens formaning og revselse, men blev ganske utålmodige derover. Derfor fortørnedes de da også heftig, når de erfarede, at Josef havde åbenbaret deres misgerninger, og sagde vel: Gid den forræder må få al landsens ulykke, som straks bringer for vor fader alt, hvad han hører os sige eller gøre! For de fordristede sig til at øve al slags ondskab og drive alle slags slette streger uden sin faders vilje, og udlagde vel på samme måde enhver kristen og from formaning af de andre fromme folk i sin slægt og anså det for forræderi; ja, de blev vel af bittert had mod disse også bestandig værre, ophobede daglig sin ondskab og synd og bekymrede sig slet ikke om, enten de derved erhvervede sig et godt eller et slet rygte hos hedningerne omkring.

Lyra og Burgensis har på dette sted omhyggelig og nøje efterforsket, hvad dog især den store synd og misgerning kan have været, for hvis skyld Josef anklagede sine brødre for faderen. For sådan står der i den gamle oversættelse. Men det er et unødigt spørgsmål; for af den hebraiske tekst kan man udfinde, hvad der er den rette, enfoldige mening. Det hebraiske ord dibbath betyder et rygte, som er kommet ud blandt folk. Da sådan i 4 Mos 13, 33 Moses sendte spejdere til Kana’ans land og disse kom tilbage igen, bragte de landet i et slet rygte, idet de sagde: Det er et land, som fortærer sine indbyggere. Det samme ord har Moses også brugt på dette sted, idet han siger, at Josef førte deres onde rygte for deres fader.

Men han holdt sig til tjenestepigernes fire sønner, nemlig Gad, Naftali, Asher og Dan, fordi disse var fredsommeligere end de andre, der over al måde hovmodede sig over førstefødslen, fordi de var Leas børn, og sådan bragte sig selv i ondt rygte, både for sit liv og sine onde skikke, heller ikke undså sig for sin fader, men mente, at det stod dem frit for at gøre alt, som det lystede dem efter sit eget hoved, eftersom de var en navnkundig og højt berømt patriarks børn og havde så herlige, store forjættelser.

Men Josef, som elskede tugtighed, fred og ærbarhed, var bedrøvet over disse sine brødres ondskab og bragte det ofte for faderen, når de havde handlet ilde og syndet; formanede ham og bønfaldt ham om, at han dog ville føre et alvorligt tilsyn med huset og hele menigheden, for at tugtighed og ærbarhed kunne overholdes, som det sig burde.

Dette var den eneste årsag, hvorfor han blev så heftig hadet af dem, nemlig at han stedse lagde så nøje mærke til, om det gik ret til i sin faders hus, og at han ønskede, at fremfor alt læren måtte beholde sit gode navn ukrænket hos enhver. Han var selv from og befordrede derfor også gerne fromhed og hvad dermed hænger sammen; forargelser derimod ønskede han at fjerne og afskaffe. Derfor gik det da ham, som det plejer at gå de fromme: Han pådrog sig derved sine brødres had og måtte lide forfølgelse af dem. Men nu sættes der i teksten endnu en anden grund.

v3. Israel elskede Josef mest af alle sine sønner, for han havde fået ham i sin alderdom. Han lod en lang ærmekjortel lave til ham.

Dette syntes de store, stolte herrer først ret at være tungt og utåleligt; de kan ikke vel tåle, at Jakob elskede Josef mere end de andre børn, eftersom han jo endnu næsten kun var en gut og den yngste af dem. De har sagt: Vi er jo dog de rette herrer, født af Lea, som var vor faders første hustru, før Josef blev undfanget. Jeg Ruben er født straks i det første år efter brylluppet, Simeon i det andet, Levi i det tredje år og så fremdeles; Josef derimod er født allersidst. Derfor er det os, på hvem hele dette huses beståen, dets fornemste magt og herlighed beror. Rakel derimod og hendes børn er ligesom et tillæg eller noget tilfældigt. Derfor tilkommer det os at hædres, elskes og yndes af vor fader og hele dette hus og denne familie.

Af disse grunde begyndte hos dem og optændtes som en ild det bitre, grumme og forfærdelige had til deres broder Josef; nu er de næsten ikke ved sine sanser længere, men fulde af ondskab og ganske besat af Djævelen.

Vistnok tilsiger fornuften selv og alle menneskers sunde forstand, at Josef med rette og ganske naturlig elskedes fremfor de andre af sin fader Jakob, fordi Rakel var Jakobs fornemste hustru, og Josef var blevet født af hende i sin faders alderdom, efter at forældrene med længsel havde håbet og ventet på ham i hele syv år, desuden fordi han var af så god natur og prydet med alle slags dyder. En sådan søn ville også jeg elske mere end andre, som viste sig from, tugtig og lydig i alle ting, selv om han ikke var den førstefødte.

Derfor, siger jeg, var denne Jakobs kærlighed også af naturen ganske rigtig og rimelig; men Josefs brødre, som var ganske optændt af ondt, bittert had, kunne ingenlunde tåle den; for de var sådan til sinds, at de selv ville tilbedes og hædres af Josef, ville høre af ham, at han tiltalte og hilste dem sådan: I er herrer, de fornemste junkere og regenter i faders hus; alt, hvad jer lyster og tækkes, skal også lyste og tækkes mig.

Denne fromhed og ydmyghed søgte og forlangte de hos Josef. Men da denne altid undså sig for faderen og viste ham den tilbørlige ære, dernæst også havde nøje tilsyn med, at alt gik tugtig og gudelig til i faderens hus, så var dette grunden til, at de så ynkelig pinte og plagede sin gamle fader og på bedragerisk og voldelig vis stødte den fromme Josef ud af huset i elendighed. For de kunne ikke finde sig i, at man talte dem til rette, holdt dem i tømme og ikke lod dem følge sit eget hoved; ja, de ville mere roses end revses for sin ondskab.

Just sådan ondskab og forvendt væsen går også nu til dags med magt i svang gennem alle stænder og forøves både i kirken, i det borgerlige og huslige liv. For enhver larmer og raser mod den, som taler ham tilrette og minder ham om hans pligt. Man vredes heftig på dem, der revser endog almindelige og grove synder og laster. Man skal ikke tale nogen til rette, men lade enhver gøre, hvad han blot selv vil; og for at besmykke sin ondskab og trods, tør de bruge herlige påskud, den ene sin stand, den anden sin rigdom, atter en anden sit fædreland eller sine forældre, for at man for disse særlige årsagers skyld skal se gennem fingre med dem og ingenlunde revse eller straffe dem. Jeg, siger de, hører jo til øvrigheden, derfor skulle man dog rimelig skåne min stand og ikke sådan håne den. Jeg er bosat borger i Wittenberg, Nürnberg, derfor må jeg dog have lov til at tiltage mig mere ret og frihed end en fremmed. De derimod, som er ærbare og beskedne og holder sig inden for sit embedes og lovens grænser, de hades næsten af enhver, som det også gik den fromme Josef i hans slægt.

Dernæst blev dette brødrenes had til Josef endnu større derved, at faderen elskede ham fremfor de andre. For skønt Jakob også elskede de andre som sine sønner, så var dog af ganske naturlige grunde hans faderlige kærlighed til Josef varmere; og siden de ikke kunne tåle dette, blev de med rette forhadte derfor.

Jeg undrer mig over, at de så længe blev tålt i Jakobs hellige menighed. Jeg havde sandelig ombragt dem alle sammen eller stødt dem ud af huset. For, du kære Gud, hvad er dog det for en stor afsindighed og ondskab at vredes på en sådan fader, fordi han elsker sin søn, der er from og gudfrygtig, dertil også født af hans kæreste hustru? Derfor har vi også sagt, at man må gøre denne ondskab stor og svær, så meget det blot er muligt; for de gør det dog alt for galt.

Forresten opstår her en strid mellem de sprogkyndige, nemlig om betydningen af den grund, som Moses angiver for Jakobs kærlighed til Josef, nemlig at han var blevet avlet og født i Jakobs alderdom. For man kan med mange beviser godtgøre det modsatte, og historien vidner også noget andet. Burgensis beretter, at der i den kaldæiske tekst skal stå, at Jakob elskede Josef, fordi han var så vis og klog, at han vel kunne overgå enhver alder i visdom; og her kunne man da anføre det sted i Es 65, 20: Den dreng, der ikke når de hundrede, er forbandet, det er: De skal alle blive vise over sin alder; drengene skulle være så vise, som om de var hundrede år gamle.

Lyra strider herimod og vil, at Josef af den grund skal kaldes hans alderdoms søn, fordi hans fader havde avlet ham i sin alderdom. Men jeg kan ikke forstå, hvordan denne mening kan forliges med, hvad der sidenhen siges om Benjamin, som dog fødtes næsten tretten år efter Josef, og han kaldes da også af sin broder Juda en alderdommens søn fremfor Josef.

Skønt jeg nu plejer at overlade sådanne kivsmål til de sprogkyndige, så synes dog Lyras forklaring at være dårlig, al den stund jo Benjamin er tretten år yngre; Josef derimod er den syvende søn, efter Dan og Naftali; Gad og Asher er født enten efter Josef eller samtidig med ham. Til sidst fødtes Gad, Asher, Issakar, Zebulon og Dina; alle disse er yngre end Josef. Hvordan skal da nu teksten forstås, at Josef skal være født i sin faders alderdom? Historiens rækkefølge viser jo meget mere, at dette ligeså godt kan siges om alle Jakobs sønner, al den stund Jakob jo først fik børn, da han var 74 år gammel. Derfor vil jeg overlade de sprogkyndige at løse dette spørgsmål; for jeg véd, at det hebraiske sprog har mange måder at udtrykke sig på, som nu næsten er os ubekendt, og hvis betydning vi næppe vil kunne få fat på og atter gøre forståelig.

Den mening, som Burgensis anfører, har en hemmelig betydning og er såre skøn, at nemlig Josef var en alderdommens søn, det er, han var vis og forstandig. Dog ville jeg gerne sige, og den hele beretning synes også at gå ud derpå, at dette skulle være den mening, at patriarken Jakob kun betragter disse to, Josef og Benjamin, som sine egne sønner, dem, som var født af Rakel, som han sidenhen selv siger i kap. 42, 36: I berøver mig mine børn: Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin vil I tage væk; det går alt sammen over mig. For sådan må man læse, overveje og betragte tekstens ord, at de henføres til hans faderlige følelser, så den gamle fader Jakob tænkte sådan: Rakel var forjættet og givet mig af Gud; derfor er hun også den rette moder, og disse to sønner, som hun har født, vil jeg også altid anse for mine rette og kæreste børn; men nu har hun i min alderdom født Josef og Benjamin, derfor elsker jeg også disse fremfor de andre. Dette er egentlig Jakobs mening, at hvis man ville give ham valget, hvem han helst kunne eller ville undvære af Rakels og Leas børn, ville han uden tvivl have foretrukket disse sin alderdoms to sønner for alle de andre.

På denne måde har jeg udlagt denne tekst, nemlig om det faderlige hjertes tilbøjelighed og kærlighed, at nemlig Jakob efter så megen og mange slags angst, kors og modgang alene holdt sig til denne søn, som var født af den rette og fornemste moder, som også var omkommet under store smerter under fødslen. Derfor havde han al sin trøst, lyst og glæde af denne søn. For han alene kunne trøste den gamle fader i så megen angst og kummer, mens de andre sønner bekymrede og plagede ham, ja vel daglig voldte ham ny bekymring, og ligesom ophobede den.

Men faderens yndest, ømhed og kærlighed blev også altid større derved, at han hos Josef så en særlig gudsfrygt og alle slags dyder. For Josef var også i sandhed vis, tugtig, from, gudfrygtig, dertil prydet og begavet med høje og fortræffelige forstandens gaver. Derfor er han også sin faders øjesten, lyst og glæde. For sådan plejer forældre at bære sig ad: Om en end havde tyve børn og blandt dem alle kun én, som var from og lydig, ville faderen ikke være anderledes til sinds mod dette fromme barn, end om han ikke havde haft flere; de ugudelige og ulydige ville han gøre arveløse eller dog i al fald skaffe sig af med dem, ikke sørge for dem og ganske opgive dem.

Men nu er der endnu en vanskelighed på dette sted i sproglig henseende, nemlig angående kjortlen af adskillige farver. Hvad dette har været for et klædningsstykke, bekender jeg lige ud, at jeg ikke kan vide. Vi har i vor oversættelse gengivet det ved: En kjortel af mange farver, som det da også ellers almindelig er blevet udlagt. Lyra siger, at det skal have været en silkeklædning. Burgensis går stiltiende forbi dette sted, siger intet derom. Men andre mener, at det har været et klædningsstykke af mere end én slags tråd og på den måde broget, idet rendingen har været rød, og indslaget himmelblåt, sådan at de to farver for øjet blander sig sammen og blive brogede. Men denne mening synes mig ikke at være sandsynlig; dog kan jeg heller ikke sige noget bestemt derimod.

Det hebraiske ord hedder passim; det betyder en linned kjortel, syet af lærred. I den græske tekst oversættes det ved polymiton, det betyder lavet af flere slags indslag. Men om det har været et broget eller mangefarvet klædningsstykke, kan ikke med vished fås ud af teksten; for dette ord står ikke på noget andet sted i Skriften end i 2 Sam 13 i fortællingen om Tamar, som krænkedes af sin broder Ammon. For sådan står der i teksten på dette sted v. 18 at hun tog aske på sit hoved og sønderrev kjortlen af adskillige farver, som hun havde på sig; der står på hebraisk det samme ord passim, og teksten siger der også, at sådan plejede kongens døtre at klæde sig med kjortler (på hebraisk mejloth), når de var jomfruer. Jeg ville gerne oversætte det med en skøn hvid kjortel, et hvidt klædebon, sådant som man brugte i Østerland; for på de kanter var sådanne hvide klæder af lærred eller hvid silke den skønneste og fornemste dragt, ligesom de folk, der bor mod vest, især yndede purpurklæder.

Derfor holder man mig det til gode, at jeg her i denne sag prøver på at gætte mig frem og udlægger det sådan, at Jakob gjorde sin kæreste søn Josef, som den kommende arving og præst i sit hus, en sådan kjortel, for derved at pynte ham fremfor hans brødre og sådan adskille ham fra dem. For det var en præstelig dragt, ligesom Hanna også bragte Samuel en sådan dragt i 1 Sam 2, 19, en simpel overkjortel, (på hebraisk mejl), som lignede den, Tamar havde på sig.

En sådan mejl, som det hedder på hebraisk, ville jeg gerne sige, at også Josefs klædning var. For sådan plejer man også at afmale englenes dragt, nemlig snehvid, gjort eller vævet af hvid tråd, og jeg vil gerne tro, at også vor herre Kristi kjortel var sådan, om hvilken evangelisterne siger, at den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst, Joh 19, 23, hvilken hans moder Maria vel havde vævet; en vævet eller strikket kjortel. Og i den hele Hellige Skrift er mejl et ganske almindeligt ord om englenes åbenbarelse, ligeledes også ved Kristi forklarelse, hvor der står i Matt 17, 2: Hans ansigt skinnede som solen, men hans klæder blev hvide som lyset. Sådan også den engels dragt, som åbenbarede sig ved Kristi grav, om hvilket også evangelisten siger i Matt 28, 3, at den var hvid som sne. Salomo siger også i sin prædiker i kap. 9, 8: Lad dine klæder altid være hvide. Moses har på hebraisk kaldt øvrighedspersonerne horim, det er, de hvidklædte, fordi de nemlig bar hvide klæder. Sådan kunne man på latin også kalde de adelige nobilitas torquata, fordi de bare guldkæder om halsen til smykke.

Sådan lader det også til, at Jakob prydede Josef med en særlig dragt, som var hvid og præstelig, for derved at vise, at han bar særlig kærlighed til sønnen, og for derved også at antyde den kommende herlighed, som Josef skulle få ved præstedømmet. Men den, der nu hellere vil beholde den anden udtydning, at det skal have været et broget klædningsstykke, med ham vil jeg heller ikke strides derom.

Dog synes Tamars dragt at have været hvid. For i hendes historie alene står dette hebraiske ord passim; hun bar vel en skøn, hvid kjortel. Desuden ledes jeg også til at antage dette ved beskrivelsen af den præstelige dragt i 2 Mos 28, 39, hvor der tales om underklæder og desuden en linnedskjorte, på hebraisk kedoneth, på vort sprog en kjortel. Denne linnedkjortel var temmelig trang, en underdragt, der dækkede alle lemmer på hele legemet lige ned til anklerne; den havde ikke vide, men stramme ærmer, uden folder, så præsterne kunne være så meget desto raskere til at ofre og slagte kvæget, ligesom vore slagtere.

Hertil føjer Moses for det tredje overkjortlen, den ypperstepræstelige dragt. Derfor havde også ypperstepræsten et sådant klædningsstykke, som på hebraisk hedder mejl, af gul silke, en skøn gul silkekjortel. Ypperstepræstens overkjortel alene var gul eller guldfarvet; ligedan var også Samuels kjortel, som Hanna, hans moder, bragte ham, dog havde den en anden farve; den var ligesom en ringe messeskjorte. For det klædningsstykke, som på hebraisk hed mejl, var hvidt eller sølvfarvet, og det kunne også de, som ikke var præster, bruge; men med den gule eller guldgule silkekjortel prydedes alene ypperstepræsterne.

Hvor der sådan står om Job, at han sønderrev sine klæder, Job 1, 20, eller om David, at han skar et stykke af Sauls kjortel i hulen, 1 Sam 24, 5, der står på hebraisk det samme ord mejl, hvoraf vi kan slutte, at det har været et klædningsstykke for kongelige og høje herrer. For i Østerland bærer kongerne og de store herrer ikke guldkæder eller purpur, men hvide silkeklæder. Jøderne bar heller ikke silkeklæder, men kitler, idet de fulgte Adams og Evas eksempel. Sådan klæder også vi nu til dags først børnene med kitler; derefter plejer også de voksne at bruger dem. Men den slags klædningsstykker, som nu nylig er kommet i brug, der så skammelig klippes op og udskæres, fortjener ikke at kaldes klæder, men er lutter forunderlige, unaturlige, forfærdelige vanskabninger af denne sidste, usalige, onde tid.

Endelig hører herhen også, at Moses forbød folket at gå med klæder af flere slags garn eller af uld og lin, ligesom han heller ikke vil, at man skal lade forskellige dyrearter parre sig med hinanden. Sådan er nu dette min tanke og enfoldige mening, at det var en kjole af én slags garn, dertil hvid og uden sammensyning, vævet eller strikket.

Så meget om Josefs kjortel, hvormed Jakob ville vise sin kærlighed til denne sin søn, hvem han opdrog i det håb, at han skulle blive præst i hans hus. Derfor adskilte han ham også ved en særlig prydelse fra sine andre brødres hob, for at de derved kunne vide, at denne Josef skulle blive den øverste hersker og arving i hans hus.

Deraf opstod nu det store, gruelige had i deres hjerter, idet Djævelen selv drev og opæggede dem til uden al grund at nære sådan forfærdelig misundelse og grum vrede mod deres kødelige broder, uden at bryde sig om, at de oftere blev formanede og påmindede om at afstå derfra både af sin fader og af andre gudfrygtige folk, som også hørte med til Jakobs menighed. Ja, de så slet ikke hen til de mangfoldige velgerninger, hvormed deres gode fader daglig overøste dem som sine børn, at de hos ham havde sin underholdning både med hustru og børn og alle sine tjenere i stort antal; for disse velgerninger agter de at betale og takke sin fader med at støde sin broder Josef ud af huset eller dræbe både ham og den gamle fader.

Men dette eksempel foreholdes os til vor trøst, så vi ikke skal opgive modet eller fortvivle, om vi end må erfare noget lignende, men at enhver af os flittig skal udrette sin gerning, enhver efter sit kald, med at lære, straffe, true, både i kirken og i det borgerlige og huslige liv. Vort arbejde skal ikke være forgæves i Herren. Men hvis nogle vægrer sig ved at følge og adlyde vor kristne formaning, da skal disse til sidst lære at blive kloge af egen fare og skade.

v4. Da hans brødre så, at deres far elskede ham mest af alle brødrene, kom de til at hade ham og kunne ikke tale venligt til ham.

Ej, hvilken skøn broderlig kærlighed er dog ikke dette, som mærkedes i den kirke, som Jakob havde i sit hus, uagtet dog uden tvivl patriarkerne holdt sådan skøn tugt og orden, og foruden Jakob endnu også den ældre patriark Isak var i live! For så bittert hadede Josefs brødre ham, der dog var ganske uskyldig, at de ikke kunne tale venlig til ham; de hakkede altid på ham, forstod at dadle alle hans ord og gerninger; og ligesom han var den kæreste for faderen, sådan holdt hans brødre ingen for mere foragtelig end ham. De hadede ham såre heftig, og det af lutter ondskab; men især Simeon og Levi. For jeg formoder alligevel, at de ikke alle sammen fra først af var ligedan til sinds. For Ruben var noget ydmyget, fordi han vidste sig skyldig i den begåede synd, og de andre, tænker jeg, var også forsonligere og ikke så rå. Derfor må dette Josefs brødres had forstås på samme måde som apostlenes knurren, da de blev uvillige over, at Maria Magdalena salvede Herren i Matt 26, 8; for de andre apostle var også blevet overtalt og forlokket dertil af Judas. Og – for også i forbigående at tilføje dette – Hieronymus mener, at Judas Iskariot var af Simeons stamme.

Men vi vil hermed ikke gøre denne synd ringe eller undskylde nogen af disse brødre; vi har jo sagt, at deres ondskab på alle måder må gøres stor, ikke alene af afsky til denne synd og Djævelen, men også os selv til trøst, al den stund Gud i de helligste patriarkers menighed og slægt har kunnet tåle sådanne giftige, onde mennesker, som han dog sidenhen nådig har tilgivet deres synder. For skønt de til slut endnu gjorde bod, så skal det dog ingenlunde forties, at de på denne tid endnu var ligesom optændt af sådan ondskab og sådant bittert had til det uskyldigste menneske.

Men nu lader Gud det alligevel ske og ser ligesom gennem fingrene med dette urimelige, onde had; ja, han giver dem god anledning til at misunde sin broder, dog til deres egen undergang. For de gør ligesom jøderne, der også af stort had forfulgte Kristus, vor frelser; de søgte stedse anledning til at bespotte ham og tale ilde om ham i alle hans ord og gerninger, uagtet han dog uden ophør overøste og ligesom overvældede hele folket med stor godhed og venlighed, ja med mange slags undere og velgerninger; alligevel skal alt være galt. For de lod intet deraf være sig til behag, indtil Gud til sidst tillader dem at udøse dette sit bitre had efter sin hjertens lyst og køle sit mod, idet han giver sin enbårne søn i deres hænder, så de naglede ham til korset og sådan fyldte sin urimelige grumhed og sit bitre had mod den herre Kristus og sådan mættede sig.

Men o, hvilke usalige og elendige mennesker er ikke det, hvem Gud sådan overgiver til sig selv og ikke forhindrer deres raseri og onde lyster! Vistnok er vi alle af naturen sådan til sinds, at vi ikke vel kunne finde os i at holdes i tømme; men ve dem, som vor herre Gud sådan ser gennem fingre med, at de få lov til at synde efter hjertens lyst! For til slut plejer det dog at gå, som man siger i ordsproget: Den, der siger alt, som han har lyst til, skal hører, hvad han ikke har lyst til. Sådan også: Den, der gør alt, som lyster ham, han må til slut derfor lide, hvad han helst havde sluppet for. For vi vil ikke gerne holde os selv i tømme, vil heller ikke beherske vor lyst og onde begærlighed, sådan som andre foreskriver, forbyder og råder os.

Hvis derpå også Gud overser os og tilskikker os noget, henfalder vi derover i sådan dårskab, jammer og elendighed, at vi, ligesom jøderne, sådan omgives med gruelige laster og skrækkelige straffe, at vi ikke let kan komme ud deraf igen og endelig til sidst alt for sent fatter mishag til os selv og må skamme os over os selv. Sådan gik det også med sodomitterne: Dem kunne man ikke på nogen måde holde i tømme eller forhindre fra efter hjertens lyst at rase mod den fromme og hellige Lot; men det varede ikke længe, før de blev gruelig straffede, og i et øjeblik ombragtes og dræbtes. Det måtte gå, som de ville; om morgenen kom Helvedes ild fra himlen, og gjorde hvad de ikke ville.

Sådan også for syndfloden: Ingen ville høre på Noa, men de tog til ægte, hvem de ville; derfor kom syndfloden og gjorde, hvad de ikke gerne ville. Sådan vil man have det. Og visselig skal også vore landsmænd føle og erfare det samme, siden de jo ganske og aldeles vil ophæve al tugt og ærbarhed og slet ikke ville lade sig tale til rette.

Så er da nu dette visselig et helligt, velsignet og det allersikreste liv, når Gud ikke ser gennem fingre med, at vi synder og har det for os, som ikke sømmer sig, men straks straffer og tugter os med sit ris, med trængsel og alle slags andet kors, eller gør det ved mennesker, som ved flittig formaning atter bringe os på den rette vej, for at vore onde lyster sådan må betvinges, at vi ikke mere følger dem.

Derimod er det et såre slet tegn, når alt går godt og forønsket for en ond skælm, der stedse har ondt i sinde. For sådan siger også Jeremias om de falske profeter i kap. 12, 2: De fik rødder, de gik frem, de bar også frugt, det er: Alt, som de foretager sig, hvad de lærer og gør, prises sådan af enhver, antages med sådan begærlighed, som om det var sådan bestemt af Gud selv. Du tugter dem ikke, siger profeten; alt urimeligt og ugudeligt, som de foretager sig efter sine onde lyster, det forhindrer du ikke; du holder dem ikke i tømme. Men hvordan går det til sidst? Det følger hos profeten i v. 3: Bortryd dem som får til at slagtes, og bered dem til mordets dag.

Sådan rasede også Jakobs sønner, fulgte stedse sit had og sin misundelse; men til slut måtte de også erfare, hvad de ikke gerne ville.

Derfor, siger jeg, kan intet være Gud så tækkeligt og kært og velbehageligt, som at man bærer det med tålmodighed, når man faderlig tugtes og straffes af Herren; men hvis vi ikke vil tåle at holdes i tømme, vil vi til slut falde i langt grueligere straf, hvori vi da også må blive siddende. For det hedder: Undgår du mig, så undgår du dog ikke bøddelen eller Djævelen. Vistnok kommer nogle undertiden atter på den rette vej og omvender sig; men det sker ikke uden stor, gruelig straf, hvorved de rykkes tilbage, så de til slut endnu gør bod.

Sådan synes nu Simeon (der var Judas Iskariots stamfader) og Levi at have været anførerne og hovedmændene for denne svære synd, og at de tillige fik de andre, tjenestepigernes sønner med sig, hvilke ellers aldrig havde turdet understå sig dertil. Og dette onde råd og forehavende blev heller ikke på nogen måde forhindret for dem, men det gik lykkelig og vel dermed, aldeles som de selv begærede, fordi Gud tillod dem at fange og sælge sin broder. Ja, Josef selv hjalp også til at puste til denne ild og tilføjer nu endnu den tredje årsag for brødrene til at hade ham.

v5-7. Engang havde Josef en drøm, som han fortalte sine brødre, og de kom til at hade ham endnu mere. Han sagde til dem: »Nu skal I høre, hvad jeg har drømt! Vi var ved at binde neg ude på marken; mit neg rejste sig og blev stående, mens jeres neg slog kreds om mit neg og bøjede sig for det.«

Dette var nu den rette hovedgrund til fjendskabet, og det lader til, at Josef med velberåd hu sådan fortalte og åbenbarede sine brødre denne sag, for at sætte den imod deres stolthed og misundelse. For Simeon og Levi anmassede sig fremfor de andre regimentet og herredømmet, fordi de dengang endnu var uskyldige, da Ruben allerede var blevet ydmyget; derfor tænkte også enhver af dem: Jeg er herre over mine brødre; derfor vil jeg også tiltage mig førstefødslens ret og herlighed; mine brødre skal bukke for mig og min moders sønner bøje sig for mig, som vi hørte ovenfor i velsignelsen over Jakob (kap. 27, 29.), og sidenhen (kap. 49, 8.) siges der også om Juda: Juda, dig skal dine brødre love, din hånd skal være på dine fjenders nakke; for dig skal din faders sønner falde ned.

Sådant herredømme tiltog Simeon sig og nærede en fast tillid og et godt håb om, at han også visselig skulle få det. Derfor satte Josef denne drøm imod denne Simeons gale formastelighed og stolthed. Som om han ville sige: Jeg kan ikke tåle, at I længere sådan går og bærer på dette uvisse og tomme håb om den kommende herlighed, som om den skulle komme til jer; jeg, som er ganske foragtet og forstødt af jer, jeg skal til slut blive jeres herre, ikke som om jeg selv ville tillægge mig og anmasse mig sådan højhed over jer, men jeg vil fortælle jer en drøm, som jeg har haft. Så venlig taler han med sine brødre, som om han var halvvejs en dåre eller ligesom et barn: Kære, hør denne drøm; se vi bandt neg på marken osv. En sådan underlig drøm, som ingen havde kunnet formode, fortæller ynglingen, og det ganske barnlig, ikke af misundelse eller ond lyst, men af lutter enfold og uskyldighed. Men Gud forhærdede deres hjerter og forøgede anledningen til had for dem, så de optændtes og forbitredes alt mere og mere; men til sin egen store skade. Nu optændes da ilden rigtig.

v8. Da sagde brødrene til ham: »Skal du måske være konge og hersker over os?« Og de hadede ham endnu mere på grund af de drømme, han fortalte dem.

Da Josef sådan fortæller sin drøm, blive disse store herrer såre fortrydelige derover. Han skulle have tiet stille dermed og hyklet og smigret for sine brødre og sagt: Simeon og Levi, de skal være herrer og have herredømmet, så han dermed havde bekræftet deres gode og hellige begærligheder. Men det er vor herre Guds vældige hånd, som lægger lokkemaden ud for Simeon og Levi. For da de sådan hemmelig efterstræber den uskyldige Josef, bliver Gud igen vred på dem og styrer det sådan, at de støder hårdt an, hvortil de drives af sin egen vilje, ja sådan, at de til sidst besmitter sig med afskyeligt mord, idet de blev sin egen broders mordere.

v9. Så havde han igen en drøm, som han fortalte sine brødre; han sagde: »Nu har jeg igen haft en drøm: Jeg så solen, månen og elleve stjerner bøje sig for mig.«

At bøje sig for en er en ydre betegnelse for tilbedelse eller ærbødighed, idet man knæler ned eller bøjer knæ for en anden, og derved til kendegiver sin ærefrygt for ham. Vi bruger også at bøje knæ, både for fyrster og for Gud.

Men på dette sted må vi nu også tale noget i almindelighed om drømme, og da jeg såre vel véd, at denne genstand er meget indholdsrig og vidtløftig, vil jeg fatte mig i korthed derom. For jeg duer ikke til at have drømme eller tyde drømme, begærer heller ikke denne duelighed eller kunst, og har sluttet den pagt med Gud, min herre, at han kun ikke vil sende mig syner eller drømme eller engle. For jeg er vel fornøjet med denne gave og lader mig gerne nøje dermed, at jeg har Den Hellige Skrift, som rigelig lærer og underviser mig om alt, som er fornødent at vide, både for dette og også for det kommende liv. Denne Hellige Skrift tror jeg på og er fornøjet med den, er også vis på, at jeg ikke kan bedrages derved; dog vil jeg dermed ikke frakende andre nogen af deres gaver, idet Gud måske kunne åbenbare en noget uden for Skriften, ved drømme, syner eller også ved englene. Jeg indrømmer, at dette er gaver; men jeg agter eller begærer dem ikke, og det af den grund, at der har været så utallig meget af spøgelser, løgn, øjenforblindelse og andet bedrageri, hvorved verden på en forfærdelig måde er blevet forført af Djævelen i en lang tid under pavedømmet. Desuden har jeg også denne grund, at Den Hellige Skrift alene er tilstrækkelig; tror jeg ikke den, så ville jeg sandelig heller ikke let tro hverken engle eller syner eller drømme. Men som sagt, dette angår kun mig selv; jeg vil ikke foreskrive andre mål eller grænse, heller ikke berøve andre noget derved. For jeg har åbenbaring mere end nok, idet jeg véd, hvad jeg skal tro, håbe eller råde andre, også hvordan man skal indrette sig for at tilbringe dette liv kristen og ærbart; og det vil jeg efter min ringe evne hjertelig gerne meddele også andre, så også de kan vide dette for sig selv og lære at forstå De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor.

Dog vil vi alligevel også sige, hvad Den Hellige Skrifts mening og lære er om drømme; for på nogle steder priser den drømme, på andre steder derimod dadler og forkaster den dem. Sirak siger i kap. 34, 7: Drømme har ført mange vild, og de, der har sat deres lid til dem, er blevet skuffet. Ligeledes siger Salomo i sin prædiker kap. 5, 6: Drømme i mængde er tomhed, det gælder også ord i mængde. Nej, frygt Gud!

På den anden side vidner også fortællingerne i Den Hellige Skrift, at flere patriarker og profeter har haft drømme, såsom Jakob, Josef, Daniel, ligeledes også Farao og andre ugudelige, hvilke dog også har fået dem af Gud. I 4 Mos 12, 6-7, siger Gud til Aron: Hvis nogen er jeres profet, vil jeg Herren give mig til kende for ham i et syn, i en drøm vil jeg tale med ham. Sådan er ikke min tjener Moses; han er trofast i mit ganske hus; jeg vil tale mundtligt med ham og synligt. Her bekræfter Gud drømme og syner, og det er et skønt, herligt sted, som vel tiltrængte en omhyggelig og vidtløftigere udlægning. Moses, siger Gud, har set noget større, har endnu andre og større åbenbarelser end dem, som I har hørt af ham, I som er hans disciple og selv har syner og drømme; jeg ved vel, hvad Moses og jeg plejer at forhandle med hinanden, og hvorom vi taler. Moses så endog Kristi lidelse.

Fremdeles er de almindelige måder at tale på i profeterne om drømme og syner kommet fra dette sted. Sådan har Joel forudforkyndt Helligåndens sendelse i Joel 3, 1: Jeres ældste skal drømme drømme, og jeres unge se syner. Derfor kan vi ikke nægte, at Gud fra begyndelsen af har brugt sådanne åbenbarelser i de gamle fædres og profeters kirke. Og den første åbenbarelsesmåde er den højeste og fornemste, nemlig profetien eller Guds umiddelbare indskydelse, sådan som den var hos David og profeterne, der ved Helligåndens oplysning med tydelige og klare ord har fremstillet læren og de guddommelige forjættelser. Derefter kommer da synerne eller de ydre billeder, for det tredje drømmene. Sådan er også i Det Nye Testamente læren eller prædikenen det første. Dertil kommer da de hellige sakramenter, som ydre ceremonier, hvilke vel også kunne kaldes syner, såsom vor dåb, Herrens nadver, absolutionen; disse er, siger jeg, også på en vis måde syner; for de er ydre ceremonier.

Men da nu Den Hellige Skrift snart roser, snart forkaster denne tredobbelte åbenbarelsesmåde, synes det mig, at man også må følge samme regel og dom, når man taler om drømme, som vi plejer at rette os efter i henseende til syner og spådomme, nemlig at man ser hen til, om de først og fremmest stemmer med vor tro.

For det forholder sig på samme måde med synerne og spådommene som med drømmene, nemlig at de undertiden er sande, undertiden også falske og løgnagtige. For heller ikke de kommer altid eller alene fra Gud, men også fra Djævelen, der ligesom er vor herre Guds abekat, og ligesom han også plejer at opvække profeter, sådan bevirker og giver han også syner og drømme, når Gud efter sit underfulde råd tillader ham det. Dog har Djævelen noget andet for øje og i sinde, end Gud, selv om han taler sandheden i drømmene. For Gud giver sit ord og tegnene derhos til menneskers frelse og salighed; Djævelen derimod tragter visselig ikke efter andet end sjælenes skade og fordærvelse, dertil også efter at fordunkle den guddommelige sandhed; derfor lyver han også da, når han taler sandhed. Deraf kommer det, at der også i den hedenske historie fortælles om drømme, sådan Brutus’, Cæsars, Sullas og Hannibals drømme.

Livius fortæller, at Hannibal i drømme skal have set en yngling af guddommeligt udseende, der sagde, at han var udsendt fra Jupiter i Italien til Hannibal for at være hans hærfører; ham skulle han følge lige efter og aldrig tabe ham af syne; og da Hannibal vendte sig om, skal han bag sig have set en underlig, stor slange, der rørte sig og drog afsted, idet den med magt sønderbrød og fældede træer og buske. Dette var visselig en forudsigende drøm, der også gjorde indtryk på ham. For Djævelen vidste meget vel, hvordan det dengang stod til i hele verden, og det var let af de foregående begivenheder at slutte sig til, hvordan det sidenhen skulle gå, og at åbenbare Hannibal dette i drømme. På samme måde var det også med Lichtenbergers og Anoldus de villa dei's spådomme, hvilke havde profetiens ånd eller en sandsiger-ånd, og undertiden træffer det nøje til, som de har forudsagt, undertiden også ikke; træffer det til, så træffer det til, slår det fejl, så slår det fejl.

Hvad fremdeles angår Hannibals drøm, så mener Livius selv og alle italienere, at slangen skal have betegnet Hannibal, der skulle hærge Italien. Men denne udtydning er sandsynligere, at Djævelen, eller Gud ved Djævelen, derved, at Hannibal foran sig havde en skøn yngling, ville betegne, at han skulle have lykken med sig. Som om han sagde: Hannibal, hidtil har du vel været lykkelig og udrettet store ting; men denne lykke varer ikke bestandig. For til slut følger der efter dig et skrækkeligt dyr, nemlig det romerske rige, som skal slynge sig omkring hele jorden og hærge den. Sådan forudforkyndte denne drøm, skønt den kom fra den løgner Satan, alligevel sandheden; men han forstod den ikke, og italienerne, som er såre ærgerrige, hører ikke gerne, at