Når fjenden forsvinder. Det danske flyvevåbens udvikling 1989-1999

By Søren Nørby

Den 30. maj 1999 er en central dato for det danske flyvevåben. For første gang i værnets historie kastede danske F-16-fly denne dag bomber mod et fjendtligt mål. Målet befandt sig imidlertid i Serbien, der ligger 1500 kilometer fra Danmark, og som Danmark juridisk ikke var i krig med. I stedet var det, som Flyvevåbnet deltog i, en ”humanitær intervention”, der skulle stoppe et potentielt serbisk folkemord i den serbiske provins Kosovo.
Hvordan blev det en opgave for det danske forsvar at deltage i sådanne aktioner så langt fra Danmark og mod fjender, der ikke udgjorde nogen direkte militær trussel mod Danmark?
Denne bog beskriver det danske forsvar og flyvevåbens udvikling fra Berlinmurens fald den 9. november 1989 og frem til luftkampagnen over Serbien ti år senere. Det var en periode fuld at markante ændringer af forsvaret og flyvevåbnets udseende, materiel, personel, og samtidig med at værnet er blevet mindre, er brugen af dets kapaciteter steget betragteligt. Bogen beskriver både de interne diskussioner i Forsvaret samt det politiske pres, der var med til at bestemme, hvilken vej Flyvevåbnet skulle gå i omstillingen efter den kolde krig afslutning. En omstilling, der lagde grunden til det ”expeditionary air force”, som Danmark råder over i dag, og som kan varetage danske interesser stort set hvor som helst på kloden fly kan lande og lette.
Bogen er illustreret med over 85 kort og fotografier, hvoraf hovedparten ikke før har været offentliggjort.

• Language: Dansk
• Publisher: Søren Nørby
• Release date: Jul 4, 2019
• ISBN: 9788793560147

Søren Nørby

Marinehistoriker med en forkærlighed for fotografier.

Book preview

De store geopolitiske begivenheder i slutningen af 1980'erne gør perioden fra 1989 til 1999 enormt interessant for Danmark og Flyvevåbnet. Denne bog beskriver på fornem vis, hvordan begivenhederne har haft betydning for Flyvevåbnets forandring fra territorialforsvar til Expeditionary Air Force. Med hele spændet fra politisk-strategiske til overvejelser som er både militære og taktiske beskrevet, sidder man som læser tilbage med en god forståelse for Flyvevåbnets udvikling frem mod 1999. Derudover får man et indblik i de særlige dynamikker, som følger med, når mennesker er involveret i organisatoriske og doktrinære forandringer. Bogen er derfor i høj grad også et studie i ledelse og ikke kun et studie i militære forandringsprocesser.

Jeg tiltrådte som pilot i Eskadrille 730 i oktober 1997, og min direkte involvering i Flyvevåbnets udvikling i den beskrevne periode begrænser sig til nogle måneders udsendelse til CAOC 5 i Vicenza i Italien som forbindelsesofficer. Alligevel kan jeg genkende bogens beskrivelse af forandringerne særligt for F-16: Deltagelsen i Operation Determined Falcon i 1998, indfasning af AMRAAM-missilerne, overgangen til de opdaterede F-16 til luftforsvarsmissioner - og til sidst også bombemissioner over Kosovo.

Der er ingen tvivl om, at det arbejde, som Flyvevåbnets medarbejdere udførte i 1990'erne, udgjorde fundamentet for den ændring, som Operation Allied Force blev det synlige bevis på. En ændring, som har været med til at professionalisere forsvarets luftmilitære indsatser, så deltagelsen i efterfølgende operationer som Operation Enduring Freedom, Operation Odessey Dawn, Operation Unified Protector og Operation Inherent Resolve over hhv. Afghanistan, Libyen og Irak/Syrien kunne gennemføres succesfuldt af Flyvevåbnet.

Bogen beskriver en forandringsproces med alle dens omveje, sejre, gode og dårlige beslutninger, samt hvordan kulturen langsomt men sikkert ændrede sig i Flyvevåbnet. En god forberedelse til nye forandringer er at sætte sig ind i tidligere forandringer og se, hvordan de påvirkede organisationen og menneskene i den.

Jeg er sikker på, at denne bog vil være god mentaltræning til forandring. Både i og uden for Flyvevåbnet.

Til trods for de besværligheder og bump, der har været undervejs til nye opgaver, en mere professionel indstilling og et langt højere operativt niveau, så står det tilbage, at gode mennesker i Flyvevåbnet er lykkedes med rigtigt meget over en relativt kort periode. Det kan de godt være stolte af. Det nuværende Flyvevåbens formative år er veldokumenterede i denne bog.

God fornøjelse.

Generalmajor Anders ERA Rex.

Chef for Flyverkommandoen.

***

Indledning

I foråret og sommeren 1999 deltog først seks og siden otte F-16-fly fra det danske flyvevåben i en 78 dage lang luftkampagne rettet mod Folkerepublikken Jugoslavien og dets præsident Slobodan Milosevic. Det foregik i luften over Serbien, et land, der ligger ca. 1500 kilometer fra Danmark, og som ikke umiddelbart udgjorde nogen militær trussel mod Danmark. Luftkampagnen foregik imidlertid i regi af den nordatlantiske forsvarsalliance NATO, og da den kaldte, stillede den danske regering hurtigt styrker til rådighed.

At deltage i denne operation, der fik navnet Operation Allied Force, blev en skelsættende begivenhed for det danske flyvevåben. Luftkampagnen var det danske forsvars første erfaring med det, som daværende NATO Supreme Commander Allied Forces Europe (SACEUR) general Wesley Clark kaldte en moderne krig. En krig, der foregik, mens der var fred hjemme i Danmark, og hvor den centrale slagmark mere lå på de bonede gulve i NATOs hovedkvarter i Bruxelles samt ikke mindst i verdenspressen end i luften over Serbien. Og en krig, hvor det var vigtigere at undgå egne tab end at tilføje fjenden militære nederlag.

Deltagelsen i luftkampagnen kom på et tidspunkt, hvor det danske forsvar var i færd med en meget omfattende omstilling. Under den kolde krig 1945-1989 havde en overvældende militær trussel fra øst bundet de danske styrker til det danske nærområde. Denne trussel bortfaldt imidlertid i de første år af 1990'erne. Forsvaret skulle så finde sine ben og sin eksistensberettigelse i en ny verden, hvor en ny tids krige og konflikter betød, at forsvarets indsatsområde kom til at ligge langt fra Danmark. Det var en omstilling fuld af udfordringer, og erfaringerne fra Operation Allied Force over Kosovo viste, at Flyvevåbnet i sommeren 1999 stadig havde lang vej at gå, før alle disse var løst tilfredsstillende.

Aktionen mod Serbien fik således stor betydning for Flyvevåbnets videre omstilling hen imod det flyvevåben med næsten global rækkevidde, som Danmark råder over i dag. Det er således naturligt at slutte historien med deltagelsen i Operation Allied Force i 1999. Det er målet med denne bog at give en overordnet redegørelse for det danske forsvars udvikling i perioden fra 1989 til 1999. Fokus er på Flyvevåbnets vej fra defensivt territorialforsvar til indsats i luften over Jugoslavien. Det er bogens tese, at det danske forsvars involvering i forsøgene på at skabe fred mellem de stridende parter i borgerkrigen i Jugoslavien i perioden fra 1992 og frem var et centralt element i forsvarets omstilling efter Berlinmurens fald. Det falder derfor naturligt at inkludere en række episoder fra borgerkrigen, der kom til at påvirke forsvarets udvikling, selv om flere af dem ikke direkte involverede danske styrker.

Det danske forsvars udvikling 1989-1999 kan groft inddeles i to overordnede perioder. Den første går fra Berlinmurens fald i november 1989 og frem til december 1993. Her blev forsvarets omstilling mod et internationalt fokuseret forsvar understreget ved vedtagelsen af Lov om Forsvarets formål, opgaver og organisation mv. af 8. december 1993. Her blev det et krav til de ansatte i Forsvaret, at de skulle være parate til at lade sig udsende til missioner uden for Danmarks nærområde, og denne lov blev skelsættende for Forsvarets udvikling fra et dansk orienteret mobiliseringsforsvar og hen imod et forsvar med globalt virke.

Sikkerhedspolitisk var denne første periode præget af usikkerhed omkring, hvilken vej udviklingen ville gå hos de tidligere fjender i militæralliancen Warszawa-pagten, men fra politisk side i både det danske Folketing og i NATO begyndte der samtidig at ske et skift fra store mobiliseringsforsvar til mindre, men mere udsendelige forsvar. I Danmark blev opstillingen af Hærens Internationale Brigade det tydeligste tegn på denne udvikling.

Periode to går fra 1994 til 1999. Her fylder det internationale aspekt, især borgerkrigen i Jugoslavien, stadig mere i Forsvarets dagligdag. Omstillingen og beskæringen af Forsvaret fortsatte, og mangt og meget blev ændret. Flyvevåbnets deltagelse i Operation Allied Force over Jugoslavien i 1999 viste imidlertid, at Flyvevåbnet teknologisk ikke var, hvor værnet burde være. Flyvevåbnet var således i hovedparten af operationen kun i stand til at bidrage med F-16-fly i en beskeden luftforsvarsrolle.

Til slut en kommentar omkring bogens brug af by-, sted- og personnavne. Kilderne er langtfra enige om, hvordan by-, sted- og personnavne på Balkan skal staves. Jeg har valgt at holde mig til den gængse vestlige måde at stave f.eks. Kosovos hovedstad Pristina, ligesom jeg bruger betegnelsen Kosovo og ikke den mere politisk ladede Kosova. Der ligger ikke et politisk valg bag disse beslutninger.

Denne bog er især baseret på min ph.d.-afhandling Når fjenden forsvinder. Det danske flyvevåbens omstilling fra Berlin-murens fald 1989 til krigen over Libyen 2011, der blev forsvaret ved Syddansk Universitet den 14. maj 2018.

Søren Nørby,

Forsvarsakademiet 2019.

***

Den Nordatlantiske forsvarsalliance NATO omfattede i 1990 USA, Canada, Frankrig, Storbritannien, Holland, Belgien, Norge, Italien, Grækenland, Tyrkiet, Spanien, Tyskland, Portugal, Danmark, Island og Luxembourg, mens østblokkens kommunistiske lande var underlagt den sovjetisk kontrollerede Warszawa-pagt. Den sikkerhedspolitiske udvikling i de første år af 1990'erne betød, at Danmarks position ændrede sig fra en placering som frontlinjestat i konflikten mellem øst og vest til at ligge flere hundrede kilometer fra den potentielle fjende i øst.

Det danske forsvar 1989-1999. Fra kold krig til internationalt engagement

Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren, der i 28 år havde delt den tyske hovedstad Berlin som det tydeligste symbol på delingen af Europa mellem det kommunistiske øst og det kapitalistiske vest. Begivenheden bebudede, at store omvæltninger var undervejs i Sovjetunionen, Warszawa-pagten og det øst/vest-forhold, som havde præget Europa siden afslutningen på 2. Verdenskrig i 1945. Den 3. oktober 1990 blev Østtyskland en del af et samlet Tyskland, fulgt den 1. juli 1991 af Warszawa-pagtens opløsning, og efter et fejlslagent kup i august 1991 ophørte Sovjetunionen i december samme år med at eksistere. Derved blev truslen fra den modstander, som havde været rammesættende for det danske forsvar siden 1949, markant mindre, og USA stod tilbage som klodens eneste supermagt.

Ændringerne betød, at Danmarks regering fik et markant øget udenrigs- og sikkerhedspolitisk manøvrerum. Det tydeligste bevis herpå viste sig allerede i august 1990. Her besluttede den danske regering at stille Søværnets korvet Olfert Fischer til rådighed for den embargooperation, som De Forenede Nationer (FN) indførte mod Irak efter det irakiske militærs besættelse af nabolandet Kuwait. Der var tale om det danske forsvars første aktive deltagelse i en krig siden 2. Verdenskrig og det første spæde skridt væk fra den lavprofilerede og regionalt orienterede sikkerhedspolitik, som Danmark havde ført under Den Kolde Krig. Korvetten deltog ikke i selve krigen mod Irak og forblev hele tiden under dansk kommando og underlagt Den Kongelige Forholdsordre af 6. marts 1952, men i kraft af at Olfert Fischers 368 dage lange togt blev en succes, markerer det begyndelsen på en gennemgribende ændring i den politiske brug af forsvaret.

Korvetten Olfert Fischer i Suezkanalen på vej til Den Persiske Golf i 1990. Et ikonisk foto, der tydeligere end noget andet illustrerer Forsvarets ændrede vilkår efter Den Kolde Krigs ophør. Korvettens succesfulde deltagelse i FN-operationen i 1990-1991 spiller en central rolle for Forsvarets selvforståelse, der siger, at succesen banede vejen for den aktivistiske danske udenrigspolitik, som blev realiteten efter Berlinmurens fald.

Anordning om forholdsordre for det militære forsvar ved angreb på landet og under krig af 6. marts 1952 - i daglig tale kendt som Den Kongelige Forholdsordre. Ordren, der bærer kong Frederik 9.s underskrift, var det endelige forsvarspolitiske brud med den politik, der førte til tyskernes lette besættelse af Danmark den 9. april 1940, og beskriver, hvordan danske militære styrker skal forholde sig, hvis de eller Danmark bliver angrebet uden forudgående krigserklæring.

Garnisionsflyvevåbnet

Berlinmurens fald varslede også ændringer af det danske flyvevåben. Under Den Kolde Krig var Forsvaret og Flyvevåbnet opbygget som et spejl af truslen fra Warszawapagten og var stort set kun fokuseret på denne trussel. Hele det danske forsvar var tilmeldt NATO, men samtidig nært koblet til Danmarks geografiske placering ved ind-/udsejlingen til Østersøen. Her skulle den danske hær, det danske søværn og det danske flyvevåben, efter en mobilisering af styrkerne, præstere et samlet forsvar af Danmarks nærområde i tæt samarbejde med Danmarks NATO-allierede.

Forsvaret af Danmark, Tyskland nord for Elben og den vestlige Østersø lå overordnet i hænderne på NATO's multinationale Allied Command Baltic Approaches (BALTAP eller på dansk Enhedskommandoen), der havde hovedkvarter på Flyvestation Karup. De danske styrker ville først umiddelbart før et krigsudbrud blive underlagt Enhedskommandoen, hvor det danske flyvevåben ville blive underlagt en kommando med navnet Allied Air Forces, Baltic Approaches (AIRBALTAP), der var ledet af en dansk eller vesttysk generalmajor. Det danske flyvevåben var således ikke opbygget til selvstændigt at skulle forsvare Danmark. I stedet skulle værnet levere materiel og piloter af tilstrækkelig høj kvalitet til BALTAP, der så ville stå for at kæmpe og forhåbentligt vinde krigen.

I Forsvarets organisation var - og er - Flyvevåbnet en niveau II-myndighed, dvs. organisatorisk placeret umiddelbart under Forsvarskommandoen, der er niveau I og Forsvarets øverste ledelse. På niveau II findes også Hæren og Søværnet. Flyvevåbnet blev ledet af forsvarschefen, men den daglige drift blev i 1990 varetaget af to generalmajorer, der var hhv. chef for Flyvertaktisk Kommando og chef for Flyvermaterielkommandoen. Deres opgaver var bl.a. at sikre, at de danske flystyrker levede op til NATO og Enhedskommandoens krav mht. færdigheder og materielberedskab.

Ifølge NATO's definition består et flyvevåben af tre elementer: operationer, logistik og force protection, hvilket i 1990’erne også var gældende for det danske flyvevåben.

Operationer, der var den daglige drift af Flyvevåbnet, lå i regi af Flyvertaktisk Kommando på Flyvestation Karup. Kommandoen havde en række afdelinger, der varetog forskellige dele af Flyvevåbnets daglige virke: Operationsdivisionen, Logistikdivisionen, Forvaltningsdivisionen, Kontrolsektionen og Flysikkerhedssektionen. Under Flyvertaktisk Kommando, på Forsvarets såkaldte niveau III, lå Flyvevåbnets syv flyvestationer, fem skoler samt seks kontrol- og varslingsstationer ved hhv. Bornholm, Skovhuse, Vedbæk, Skrydstrup, Skagen og Torshavn.

Kontrol- og varslingsstationerne sørgede for at lokalisere og identificere alle fly i luften over Danmark, så Forsvaret konstant havde et opdateret billede af luftrummet.

Operationer omfattede også Flyvevåbnets landbaserede luftforsvar, der bestod af otte eskadriller, udrustet med mobile missilbatterier af typen MIM-23 I-Hawk, samt seks eskadriller med 40-millimeterkanoner. Af sidstnævnte var kun en bemandet i fredstid. Logistikken blev især varetaget af Flyvematerielkommandoen, der var ansvarlig for Flyvevåbnets forskellige værksteder og værnets forsyningssituation samt støttede med udvikling, indkøb og vedligeholdelse af Flyvevåbnets materiel. Logistik-armen varetog også centrale krigsfunktioner såsom flytankning og rådede over repair of aircraft operating surfaces-hold, der kunne udbedre skader på landingsbaner og lignende, så disse hurtigt kunne blive operative igen efter et fjendtligt angreb.

Flyvevåbnets force protection-enheder (samlet kaldet nærforsvarseskadriller) havde som hovedopgave at forsvare flyvestationerne og andre af Flyvevåbnets etablissementer.

Mobilt missilbatteri MIM-23 I-HAWK. Hver HAWK-eskadrille var udrustet med to af disse firing units med to gange tre missiler. Forkortelsen I-HAWK dækkede over ordene Improved Homing All the Way Killer. Af Flyvevåbnets otte HAWK-batterier var de fire i 1989 dansk ejendom, mens de resterende var lejet af det amerikanske forsvar. (FLYHIS)

Til daglig havde Flyvevåbnet i 1989 8.295 fastansatte, men i tilfælde af mobilisering kunne op til 17.500 mand indkaldes. Hovedparten af disse skulle bemande force protection- og logistikenhederne, og stort set alle de 929 værnepligtige, som Flyvevåbnet indkaldte i 1989, gjorde tjeneste i disse eskadriller. Flyvevåbnet var det af Forsvarets tre værn, der brugte færrest værnepligtige. Det skyldes, at mange af funktionerne i værnet krævede en grad af teknisk kunnen, som kun kan opnås gennem lang uddannelse.

Havde Warszawa-pagten angrebet NATO, havde Flyvevåbnets hovedopgave været at bekæmpe Warszawa-pagtens flystyrker for at beskytte NATO-styrkerne i Danmark og Nordvesttyskland samt at sikre, at NATO kunne overføre de planlagte forstærkninger til det danske og nordvesttyske område. Warszawa-pagten var NATO's luftstyrker markant talmæssigt overlegen, og forsvaret af det danske luftrum skulle ske i tæt samarbejde mellem Flyvevåbnets jagerfly, forstærkninger fra NATO og de jordbaserede missil- og kanonbaserede systemer. Lykkedes det at fastholde luftherredømmet over Danmark - eller i det mindste at forhindre, at Warszawa-pagten opnåede luftherredømmet -, kunne Flyvevåbnet blive indsat til støtte for Hærens og Søværnets operationer. Styringen af disse operationer krævede velfungerende kontrol- og varslings- og kommunikationssystemer, hvilket Flyvevåbnet også rådede over.

Det var dette garnisonsflyvevåben, som Danmark rådede over, da Berlinmuren faldt den 9. november 1989 og den kolde krig kort efter gik i sig selv, uden at det kom til kamp mellem NATO og Warszawa-pagten.

Den aktivistiske udenrigspolitik og Forsvarets rolle heri

Allerede kort efter Berlinmurens fald begyndte danske politikere at tilpasse det danske forsvar til den ændrede sikkerhedspolitiske situation. I den forbindelse fokuserede en række af de politiske partier på at indhøste en fredsdividende ved at beskære det danske forsvarsbudget. Især politikere på venstrefløjen mente, at nu hvor fjenden var væk, var der ikke brug for et lige så stort dansk forsvar. Denne holdning mødte modstand både hos de mere forsvarsvenlige partier til højre for den politiske midte og i Forsvarets ledelse, der offentligt advarede mod en beskæring af Forsvaret. Forsvarskommandoens modstand mod nedskæringerne blev begrundet i en generel usikkerhed overfor udviklingen i øst. En usikkerhed eller skepsis, som blev formuleret af daværende chef for Operations- og Træningsafdelingen i Flyvertaktisk Kommando oberstløjtnant Svend Hjort. På spørgsmålet om, hvordan Flyvertaktisk Kommando så på udviklingen i Østeuropa