...og Frederik talte

By Morten Sestoft

"Frederik ledte helt enkelt efter en livseliksir. Religionernes udødelige sjæle var en opgivet tanke; eftermælet var nok det nærmeste, man kunne komme udødeligheden, men det indebar, at man skulle dø først; genopstandelse og reinkarnation var illusoriske; tilbage var eliksiren, en enkelt kur mod de grundlæggende årsager til dårligdom. Det var den holistisk-fysikalistiske drøm!"

Frederik Zempel vil revolutionere sygdomsbekæmpelse med et nyt epigenetisk præparat, men han bestemmer ikke selv hvordan. Mange interesser bejler til Frederiks lille nystartede firma, som på det nærmeste lover kunderne udødelighed. Kan han bevare kontrollen?
Men Anetta drømmer også...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 29, 2020
• ISBN: 9788743017691

Morten Sestoft

The author teaches social sciences and philosophy.

Book preview

Indholdsfortegnelse

VILJE

EUFORISK

SYKOFANTISK

VALG

SYMPTOPATISK

VILKÅR

EPITAFET

Første sats

Men hvad gør det? spurgte Frederik.

Det gør hele forskellen! hviskede Kreutzfeldt.

VILJE

EUFORISK

#1Omkring epicentret

Et diskret skilt afslørede Rigshospitalets gerontologiske laboratorium i den gamle hospitalsbygning på Frederik V’s Vej. Sven Lindegaard-Andersen standsede op og betragtede det. Der stod GL i en parentes. Laboratoriet på anden sal havde siden studietiden dannet rammen om hans stille liv. Her forskede han uden de store armbevægelser, det passede ham udmærket. Nu var alting mere eller mindre i opløsning. Nogle kolleger sagde godmorgen. Kollegerne pjattede lidt og gik ind. Sven hilste smilende og blev stående udenfor. Han holdt smilet, til de var forsvundet ind i bygningen. Han ventede på Frederik, som i nogen tid havde arbejdet på noget stort. Sven skuttede sig og kiggede på uret. Dagene blev koldere, træerne nøgne.

Frederik kom altid for sent. Der var altid et eller andet, han var nødt til at nå først. Hvorfor ikke bare gøre tingene, så folk ikke var nødt til at vente. Nå, ja, sådan var mennesker så forskellige. Sven gik to klasser over Frederik i folkeskolen. De skulle tilfældigvis samme vej hver morgen, og tilfældigvis også samme vej hjem. Nabobørn og nøglebørn. Til at begynde med talte de slet ikke sammen; de fulgtes bare. I stille overenskomst.

Siden fulgte Frederik Sven helt op på hans værelse, hvor Sven med få ord præsenterede hans særlige indretning: Et helt bord var dedikeret skildpadderne. En tændstikmetropolis i mange stilarter, institutioner, terrasser, små låger til bygningernes indre med møbler og tæpper og miniatureservice på de dækkede borde. Skildpaddeland var stolefri zone, for skildpadder sad sjældent ned. Svens stående skildpaddehær talte mindst tohundrede, hvoraf de to største individer var rigtig levende sumpskildpadder. Resten var af plastik eller porcelæn. En enkelt af træ.

Her er banken! Sven pegede på en monumental tændstikbygning.

Hvor er hospitalet, Sven? spurgte Frederik og kiggede rundt.

"Skildpadder behøver ikke hospitaler. De bliver meget gamle, véd du nok."

Det var deres første egentlige ordveksling. Det var altså ikke bydende nødvendigt at bygge et hospital til skildpaddefolket, men Frederik insisterede hver gang, han var på besøg. Sven var enevældig konge i skildpaddeland og ikke vant til forslag og forandring. Hans verden bestod af Lademanns Leksikon, skildpadder, børneradio og hårdtarbejdende forældre, hvilket gav ham rigelig tid til at lade fantasien løbe løbsk indtil klokken seks hver aften. Fritid var bedste tid. Idéen om et hospital voksede sig uoverskuelig og angstprovokerende.

Sven fik en gang mellem – ofte efter forældremøder – tilbud om musikskole og klub, men takkede altid nej og blev hjemme med sine bøger og trygge skildpaddeby. Det var penge ud af vinduet at melde ham til noget som helst, så han fortsatte med at spadsere alene hjem fra skole. Nøglebarn kaldte hans far ham, øjesten kaldte hans mor ham, to svære begreber. Begge understregede hans betydning for ham. For skildpadderne og for forældrene. Men skildpadderne først.

Han gennemtænkte som regel mulighederne i skildpaddeland, mens han ventede på Frederik efter skole. De talte ikke på vejen, men så snart de kom op på Svens værelse, drøftedes planerne for tændstikker og beboere. Frederik var mest utålmodig og fik sin vilje. Snart byggede de to drenge et lille sygehus til skildpadderne.

Sven blev efterhånden en slags storebror for Frederik, og sammen stiftede de ’det hellige broderskab’ ved at blande blod. Når de ikke udviklede skildpaddebyen, var de forskere fra fremtiden – ikke fremtidsforskere, det havde de ikke fantasi til, men ægte forskere, som Svens far sagde. Frederiks lillebror, Christian, var sommertider patient eller forsøgsdyr. For det meste installerede de ham med et Philips 2000 videospil, så han ikke gik i vejen.

Sven og Frederik kunne også finde på at gå rundt i skoven mellem Skodsborg og Nærum og forestille sig, hvad træerne talte om og tænkte på. Og om de følte ligesom to famlende mennesker. Der var fantasivæsner i kronerne og på skovbunden.

Venskabet ændrede Svens liv og fremtid. Selvfølgelig kunne man endnu kun sige, at livet blev anderledes; om fremtiden kunne man kun gisne: Som enebarn af to forholdsvis succesfulde bankfolk lå det i kortene, hvordan hans fremtid ville have formet sig. Allerede fra skolestart var Sven den dygtigste til regning og matematik. Han vidste tidligt, at kredittilgængelighed var samfundsmaskineriets smørelse – at banker var uundværlige for at formidle penge fra investorer til iværksættere eller huskøbere. Og opsparere gavnede på den ene side økonomien ved at stille kapital til rådighed, og på den anden side ikke bidrog til forbrug, som også gavnede.

Lærerne var imponerede over Svens ordforråd, men udtrykte bekymring for hans introverthed. Forældrene smilede afmægtigt med gedulgt stolthed. Med Frederiks mellemkomst forandrede meget sig imidlertid. Lærerne bemærkede forandringen, og Svens lettede forældre smilede bekymret.

Frederiks far var familielægen nede fra torvet. Alle kendte: Erling Zempel, privatpraktiserende, 1.sal. Det stod der på et lille messingskilt ved siden af grønthandleren over for Brugsen på torvet. En stor del af Nærum gik hos ham, som man sagde. Frederik og Sven tilbragte mange eftermiddage i venteværelset, hvor de sled Anders And-blade op. Eller Sven hjalp Frederik med hans lektier, mens patienterne væltede ind for at blive udfriet fra deres lidelser. Når de kom ud fra konsultationen, havde de ingen synlige tegn på at have det bedre. Først når Ulla, sekretæren som tilfældigvis også var Frederik og Christians stedmor, tilbød de mindste et lille stykke slik, lyste de små blege ansigter op, og mødrene takkede med et smil.

Siden blev Sven betaget af medicin, civilisationens columbusæg.

Hjemmefra lærte Sven, at næsten alle mennesker var forgældede. Forældrene talte altid om penge og investeringer og friværdi. Bankerhvervet var gådefuldt og mystisk. Frederiks forældre snakkede derimod altid om omsorg, patienter, sygehistorier og nye behandlinger, smertemedicin og kræftdiagnoser, udslæt, allergi og testikelbrok. For dem var alle mennesker syge.

Om bankgerningen havde Frederiks far dog et par rosende ord: Jeg beundrer bankfolk… For dem er livet langt nok til at tale om penge.

Jamen, penge er forudsætningen for at overleve, sagde Sven.

Ja, det er i høj grad et paradoks… Erling gengældte elleveårige Svens usikre blik med løftet vinglas: Længe leve bankfolk!

Ulla og Erling var barmhjertige mennesker, tændt af en indre ild, som de kaldte livets puls. De kæmpede en ulige kamp for at redde deres medmennesker, særlig børnene. Hvilken gud lod børnene lide? Sygdom kunne ikke retfærdiggøres. Erling kaldte fænomenet ’pathodicé’, en kropsnær afart af filosoffernes ’teodicé’: hvorfor fandtes ondskab i en verden skabt af gud? Sven begyndte lidt efter lidt at opfatte mennesker som syge i en eller anden grad. Altså både forgældede og forpestede. Han forstod det først senere til fulde.

Lægerne, menneskehedens frømandskorps, lindrede for at afhjælpe den rå lidelse og undslippe tanken om egen sårbarhed. Sygdommenes usynlige tropper kastede sig livsforagtende ud i kampen mod mennesket. Lægerne virkede virkelig for en bedre verden. En bedre virkelighed. Man kunne drømme om superhelte, der reddede verden og menneskene fra undergang, men det var kun et fatamorgana. Bedste bud på en realistisk helbreder var lægen, måske forskeren, som opfandt den endelige medicin. Det var idealet, ja, sublimeringen af lægekaldet, som Erling fortalte skoledrengene, der sad med plirrende øjne, så store som yoyoer.

Livet og døden blev diskuteret på højeste plan – Erling omskrev Asimovs berømte første lov om robotter ved at erstatte ’robot’ med ’læge’: En læge må aldrig skade et menneske eller passivt se til, at et menneske skades.

Det indgik i både lægeløftet og Hippokrates’ lægeed; lægen stod ubetinget i menneskehedens tjeneste som garant for at forlænge og forbedre livet til det yderste – og måske hinsides? Altid lindre, aldrig skade! Først og fremmest aldrig skade: Primum nil nocere! For Erling var lægen patienternes selvopofrende tjener.

Sven stirrede på Erling med åben mund. Forvirret og betaget. Han tænkte på sine forældre, der aldrig sagde den slags ting. Erling var et menneske, som studerede mennesket og så, at den bedste hjælp gennem livet var lindring og forståelse. Erling tog sine patienter og deres symptomer alvorligt. Slet ikke som maskiner. Erling følte menneskeligt med, han var ikke bare mekaniker; han kendte lidelsen fra sig selv.

Fascineret af samtalerne om familiebordet i Zempel-hjemmet, som Sven efterhånden følte sig som en del af, lærte han efterhånden, at han ville være læge.

Han så Erling behandle de syge i den lille praksis nede på torvet og på hjemmebesøg, det gav mening at se til, at livet med lægens hjælp kunne fortsætte, omend i lavere gear. De ældre blev gamle, de gamle blev endnu ældre, og sygdommene stillede sig med tiden i kø. For at lindre, måtte lægen ikke lade sig anfægte personligt. Lidelsen lå trods alt udenfor, men erfaringen var fortvivlende nær.

Sven forstod det godt. Ingen steder fandt han større mening, men han havde svært ved at se mennesker lide. Hver gang han så blod, besvimede han. Måske han var bedre egnet til at håndtere pengesager? Måske skulle han hellere vælge forskningsvejen?

Skæbnen ville, at han fik gennemsnittet til at starte på medicinerstudiet lige efter gymnasiet. Han spildte ikke tiden med sabbatår og lignende afveje. Patienter og sygdom gjorde ham gennem grunduddannelsen tilpas utilpas til at vælge forskervejen. Stillingerne hang bare ikke på træerne.

Professor Synne Bøgeskov, Erling kendte hende fra studietiden, blev leder af Rigshospitalets gerontologiske laboratorium, GL, og ansatte Sven i et studiejob, hvor han fordybede sig i alderdomsgenetik. Fri for hospitalsgangenes sygdomme og død gravede han sig ned i spildpaddegenomets mystiske evne til at holde organismen i live. Sven var meget ambitiøs.

I modsætning til Sven havde Frederik ikke travlt med at blive student. Der var andre vigtige ting, man skulle forholde sig til. Ungdommen var livets indhold, for her lærte man kærligheden at kende. Sven betragtede sin yngre vens erobringer, mens han selv aldrig havde haft en kæreste. Alting syntes muligt for Frederik, som blev kæreste med den smukkeste pige på årgangen over . Frederik var altid heldig. Og han strøg gennem gymnasiet på gyldne vinger.

For Sven gjaldt det om at holde fast og lande sikkert, in casu på GL. Han fik intet forærende – måske på nær den tilfældige kærlighed ved første blik: Jette, en sygeplejerskestuderende fra kollegiet, slog benene væk under ham. Han havde kun kendt kvinder fra afstand. Som supplement til den kendsgerning havde Jette kendt mange mænd, som hun ikke ville kendes ved. Til gengæld kendte hun mange kvinder, som ville være lykkelige for en pligtopfyldende ung mand som Sven. Så hun valgte ham til sig selv!

Jette blev ved et begynderheld gravid efter en lang nat med Sven, som taknemmeligt og uden tøven tog ansvaret på sig. De søgte sammen en kollegielejlighed og fik deres første barn i Svens fjerde semester. Jette havde netop afsluttet sit. Så havde de pludselig lejlighed og familieliv og behov for at planlægge på ny.

Frederik mente ikke, det var nødvendigt at afgøre sin livsbane, så snart studenterhuen sad på hovedet. Og måske ikke engang da. Jette blev gravid, mens Frederik stadig gik i gymnasiet, og viste, at fremtiden under alle omstændigheder var for omskiftlig til at lade sig kontrollere. Han legede længe med tanken om et sabbatår, hvor han kunne blive afklaret og se nuanceret på fremtidsmulighederne, eventuelt på en rejse til Østen eller Vesten.

Men sådan gik det ikke: Til Svens store overraskelse indskrev Frederik sig direkte fra gymnasiet på medicinstudiet og løb hurtigt igennem grunduddannelsen med udmærkelse. Knap var han kommet på overbygningen, før han med Svens og muligvis også med Erlings mellemkomst fik et studiejob på Gerontologisk. Sven og Frederik endte med at blive kandidater samme år, Frederik som mediciner med den bedre embedseksamen, og Sven som humanbiolog.

Den første tid arbejdede de sammen om at afkode styringen af døende cellers energiproduktion. Tesen var, at hvis man kunne afbryde energitilførslen eller selve energiomsætningen i en døende celle, så burde man også kunne gøre det i en kræftcelle, en i princippet udødelig celle. At slå udødeligheden ihjel for at redde liv! Efterhånden specialiserede Frederik sig i menneskets genetik, mens Sven i et mere adstadigt tempo studerede – ja, hvad ellers: skildpadder!

Sven iagttog Frederiks metamorfose fra vidtløftig drømmer til målrettet videnskabsmand. Frederiks forskning i energitilførslen til kræftcellen var meget lovende. Snart fandt han en delvis forklaring på sammenhængen mellem sygdom og alderssvækkelse. Kunne man hæmme det første, så kunne man udskyde det andet. Alderen var et menneskeligt vilkår, en funktion af tiden, men ikke irreversibel. Uden alderssvækkelsen kunne mennesket i princippet leve evigt!

Det var på samme tid enkelt og paradoksalt: Uden kroppen var mennesket udødeligt! Men det var som at flyve i det lufttomme rum; der var ingen opdrift. Mennesket var alene krop. Frederik betragtede sig helt ind til benet som fuldblodsmaterialist. Med hud og hår. Bevidstheden var en virkning af komplekse kemiske processer i hjernen. Ikke andet! Og mellem hjernens mangfoldige bindinger og forbindelser ophobedes yderlige viden om de menneskelige omstændigheder, som artikuleredes som videnskab.

Det storstilede, internationale Human Genome Project havde på det tidspunkt netop afdækket menneskets genom og fundet, at det ikke indeholdt flere gener end en primitiv orm. Kun to procent af DNA var aktivt i dannelse af de livsvigtige proteiner, og forskerne stod undrende tilbage med otteoghalvfems procent af genomet, som umiddelbart syntes ubrugeligt. Seriøse videnskabsfolk kaldte det junk DNA.

Perspektiverne for dette epigenetiske forskningsområde var meget luftige. Sven foretrak god gammeldags genetik. Det vidste man, hvad var! Frederik sprang derimod straks med på professor Bøgeskovs satsning på epigenetik. Hun var en ildsjæl og pionér, når det kom til kortlægningen af det overflødige DNA, som med hendes ord måtte være der med et formål. Naturen var nok blind, men samtidig effektiv. Evolutionen frembragte intet overflødigt, som brugte energi. Frederik gik Bøgeskov til hånde med at finde ud af, hvorfor naturen havde været så nærig med menneskets gener og så ødsel med dets DNA. Alverdens genetikere betragtede orme, mus og bananfluer, som havde lige så mange gener som mennesket. Mus havde oven i købet flere!

Bøgeskovs hypotese var, at der i junk DNA’et fandtes mekanismer, som kunne tænde og slukke organismens udviklings-processer, som først førte til vækst og i de senere faser til afvikling, altså aldring. Det ville være fantastisk, hvis man kunne kontrollere disse processer. Hvis de forårsagede sygdom, kunne man udvikle effektive genterapier. Hvilke mekanismer var skyld i kroppens forfald? Kunne man således finde sammenhænge mellem kroppens funktioner og forfald? I så fald kunne man måske optimere immun-systemet?

Når cellerne ikke længere delte sig, var der to muligheder: Enten døde de i en såkaldt apoptosis , eller de blev udødelige og reproducerede sig som enten kræft, eller de forfaldt til senescente celler, en udelelig tilstand af ælde. Udtjente og udødelige celler undergik uforklarlige kemiske forandringer og producerede skadelige proteiner, som gav betændelsesreaktioner i det omgivende væv. Det var en af de væsentligste årsager til, at ældre blev mere syge end unge. Apoptosis svækkede kroppen, senescens helbredet, kunne man populært sige. Man kunne tale om krop og helbred som adskilte, mens sammenhængende størrelser.

Kontrollerede forsøg og fysisk gennemskuelighed var forudsætningen for at komme en forklaring nærmere. Eksperimenter var nødvendige, men de skulle være begrænsede, så man kunne genoprette balancen, hvis noget mislykkedes. Den velforberedte forskning skulle gennemføres planmæssigt, forløbe som tilrettelagt, når alle eventualiteter var indbefattede, og Frederik talte det hele med. På den måde tænkte han holistisk som sin far. Han kunne bedst lide det sådan. At være på forkant med det forventelige var knap så stressende. Så var overraskelserne lettere at håndtere. Ambitionen var ikke blot at bekæmpe sygdom, men at bekæmpe døden! Man kunne lige så godt sætte målet højt!

I første omgang studerede Frederik aldring generelt: Inflammation, kognitiv svækkelse og fysiologisk nedslidning hos ældre skyldtes alle et nedsat immunforsvar. Lidelserne kunne lindres – ikke helbredes – ganske udmærket hver for sig, men Frederiks drøm var fra begyndelsen at finde en enkelt terapi mod det hele på en gang. Mange ældre var jo nødt til at have et helt apotek stående for at udskyde det uundgåelige. Tænk, hvis man kunne nøjes med én pille!

Frederik ledte helt enkelt efter en livseliksir. Religionernes udødelige sjæle var en opgivet tanke; eftermælet var nok det nærmeste, man kunne komme udødeligheden, men det indebar, at man skulle dø først; genopstandelse og reinkarnation var illusoriske; tilbage var eliksiren, en enkelt kur mod de grundlæggende årsager til dårligdom. Det var den holistisk-fysikalistiske drøm!

På GL forskede man i telomerer og kalorierestriktion, stamceller, blod, motion, muskelmasse, metformin, rapamycin og det lignende everolimus; alle spændende forskningsfelter i forhold til aldring. Frederik stillede sig ofte spørgsmålet, om han skulle forske i helbred, ungdom eller udødelighed. Det sidste var naturligvis kun et luftkastel. Ungdommen varede ikke evigt. Det var en strid om ord, om evig ungdom var en selvmodsigelse. Helbred og alderdom var nok selvmodsigende, men med forbedret helbred kunne man om ikke andet udskyde aldringen.

Tilbage stod spørgsmålet om sundhedsfremmende over for sygdomsforebyggende medicin. Frederik tænkte stort: Hvorfor ikke begge dele? Ved et tilfælde blev han opmærksom på processer i de enkelte celler, som aktiverede proteinproduktionen i kortere og længere tid. Det var muligt at regulere denne såkaldte DNA-metylering. Bøgeskovs hypotese om, at reguleringen foregik i den epigenetiske del af genomet, var bekræftet.

Det gode helbred skulle være nøglen til den gode forebyggelse. Sygdom var fravær af sundhed, og immunsystemet var det bedste forsvar mod sygdom. Derfor undersøgte man betingelserne for at afværge sygdomsangreb, for eksempel forebyggende angreb mod, hvad svækkede kroppen og dermed immunsystemet. Verden var et voldeligt sted, hvor alle organismer kæmpede for at overleve, sommetider i fordragelig symbiose, ofte på andres bekostning.

Menneskekroppen indeholdt flere bakterier og mikroorganismer end egentlige kropsceller, og langt de fleste var godartede. Kropscellerne var godartede i deres natur, men de degenererede til senescente celler, som fremkaldte en legemlig nedbrydning. Mennesket blev først gammelt, når kroppen ældedes. Gammelmandscellerne blev Frederiks fokus. Kun den, som overlevede undergangen, var udødelig.

Sven betragtede Frederiks rasende energiudladning på nærmeste hold. Hans egen forskning i skildpadders genetiske forudsætninger for at leve længe standede i våde. GL blev mere og mere afhængig af private donationer, og Svens gode forstand på økonomi gjorde ham lige så stille uundværlig som laboratoriets fondsansøger. Her blev han siddende og administrerede, mens Frederik blev headhuntet til professor Bøgeskovs nyåbnede Epigenetiske Center, Epicentret blandt fagfolk. Perspektiverne i genetisk og epigenetisk forskning gjorde indtryk på forskningsrådene.

Epigenetik var jo et helt nyt felt, så al forskning her var grundforskning; man vidste simpelthen ikke, hvad det kunne føre til. Genetisk information skabte proteiner til at udføre de nødvendige kemiske reaktioner, reguleret af den massive epigenetiske masse – nu kaldtes junk DNA for ’det mørke genom’. Ifølge Frederik var det netop det epigenetiske, der gjorde mennesket så mangfoldigt. Her tændtes og slukkedes livsfaserne, her kunne man skrue op og ned for livets hastighed og bestandighed, i krydsfeltet mellem arvelige og tilegnede egenskaber. Derfor var menneskets potentialer større end ormenes.

Epicentret blev i første omgang udelukkende finansieret af offentlige penge, så forskerne kunne koncentrere sig om det videnskabelige arbejde og ikke om at skaffe midler til det. Der var dermed ikke brug for Svens kompetencer det nye sted. Han kiggede sig en aften skuffet i spejlet og overbeviste sig om, at han heller ikke havde lyst at flytte fra GL. Frederik opfordrede ham flere gange til at komme med, men Sven havde i virkeligheden opgivet forskningen. GL var et godt og trygt sted, hvorfra han på en måde var en del af forskerverdenen. Derude i den rigtige forskning var det alle mod alle.

Man forskede på livet løs i Epicentret. Det blev hurtigt klart, at regeringen også hér ville diktere målene for de forskere, som ikke konkret kunne fremvise målbare resultater. Man ønskede mere anvendt forskning, som kunne ’omsætte forskning til faktura’, som det lød i forskningsministerens jargon. En sportsjournalist tænkte ikke som en videnskabsmand!

Frederik fik travlt med gøre sine teoretiske overvejelser til handling. Fra GL medbragte han idéen om at slå de senescente celler ud, så de ikke forårsagede lokale inflammationer. En mulig metode var at slukke energiproduktionen i disse celler, som var nået til den såkaldte Hayflick-grænse efter et langt livs celledelinger. Den var opkaldt efter Leonard Hayflick, som i starten af tresserne opdagede de principielt uforgængelige senescente celler, som forårsagede kroniske betændelsestilstande i det omkringliggende væv på grund af skadelige affaldsstoffer. Frederik kaldte derfor de senescente celler for Hayflickceller. Ved at lukke ned for metabolismen i cellernes mitokondrier kunne Frederik i teorien reducere eller helt stoppe inflammationen, hvilket tog noget pres af immunsystemet og styrkede helbredet. Bedre livskvalitet, mere energi, større livsglæde.

Frederik opdagede snart en epigenetisk mekanisme, som kvalte Hayflick-cellerne. Så meget for udødelighed! Hvis han kunne sætte dem ud af spillet, havde han opnået sine vildeste drømme og ville blive husket for det første store epigenetiske gennembrud i sundhedsforskningen. Mulighederne var potentielt ubegrænsede. Med fingeren på tænd- og sluk-knappen kunne man i teorien slukke for kræftceller. Mange muligheder åbnede sig for behandlinger, måske ligefrem forebyggelse. Af hvad? Af hvad som helst, forklarede Frederik begejstret: Af ældning, for eksempel! Epigenetik handlede om methylering og acetylering af cellens genom og den regulerende region. Tænd og sluk!

Sven forstod ikke helt det hele, men indså, at arbejdet kunne gøre Frederik berømt. Der var tale om et nyt paradigme inden for lægevidenskaben, en regulær metafysisk metamorfose! Efter et års tid med intensive dyreforsøg, som Frederik selv stod for, færdiggjordes beskrivelserne af de cellulære processer, og han formulerede nogle konkrete forslag til produktion.

Derfor ventede Sven på Frederik foran indgangen til Gerontologisk Laboratorium. Frederik havde altid rådført sig med Sven om store beslutninger – altid Frederik med spørgsmålene, og altid Sven med svarene. Sven var glad for at rådgive. Han var ikke praktisk anlagt. Han tænkte på sin lille familie.

En hånd klappede Sven på skulderen.

Hej, Sven,! Frederik var begejstret. Tak for sidst. Det er helt vildt, som lille Søren er vokset. Og Stine! Hvad går hun i?

Hej, Frede… Hva’? Nå ja! Niende…

Det er helt vildt, som tiden… Næsten en ung kvinde! Du… Frederik skuttede sig og gik tættere på Sven. Jeg har patentansøgningen klar, den ligger lige her…. Han klappede på frakkelommen.

Har du…

Kunne du kigge på den, Sven? Det ville være en stor hjælp…

Du er ikke bange for, jeg stjæler den?

Frederik grinede anstrengt: Det kunne du aldrig…

Nej, for søren, selvfølgelig ikke! Jeg skal nok kigge på det. Har Synne set…

Ikke endnu… Jeg overvejer også at rykke det over i privat regi, som du anbefalede…

Privat…? Mener du…? Åh ja! nikkede Sven. "Lad mig se på det, Frede! Måske kender jeg nogen, som kan give en second opinion, hvis du vil…"

Det kan sagtens være… Frederik tøvede. Så fiskede han en USB-nøgle frem. Patentkontoret elsker ekstra vurderinger… Jeg er nødt til at smutte igen, Sven.

Frederik var allerede videre. Samme aften lukkede Sven sig inde på sit lille arbejdsværelse for at klikke Frederiks filer igennem. Ved siden af computeren vogtede en gammel porcelænsskildpadde. Sven smilede. Hvor stammede hans forkærligheden for skildpadder egentlig fra? USB’en indeholdt testresultater, angivelser af opløsninger, beskrivelse af proteinkæder og epigenetiske sekvenser samt foreløbige testresultater fra de sidste par års forsøg på mus og bananfluer. Kemien så fornuftig ud, Frederik havde lavet et grundigt forarbejde, med omfattende præklinisk forskning og dybdegående dyreforsøg. Beskrivelsen var grundig nok til en ansøgning om forskningsmidler; måske var den også tilstrækkelig til en patentansøgning.

Frederik havde ikke forestillet sig, at han ville blive så nervøs over at overlade Sven sine resultater. Sven var det menneske, som Frederik stolede allermest på, måske endnu mere, hvis de to var partnere. Så kunne de dele ansvar og investering. Etablere en salgs symmetri i tillidsforholdet. Sven var ubestikkeligheden selv og vidste, at Frederiks forskning ikke var helt igennem privat. Han havde brugt en del fritid på forskning, men han havde ikke betalt for laboratoriebrugen på Epicentret. Synne lod ham gøre, hvad han ville, arbejde over, når han ville. Hun var fuldkommen tryg ved, at han gik for sig selv og rodede med tingene. Hun tilskyndede ham ligefrem til at grundlægge en virksomhed.

Ventetiden var sindsoprivende. Sven ringede tilbage og sagde god for så vidt, han vidste, hvad der skulle til. Et par uger gik Frederik over Panumvej og fangede Sven i kaffestuen med et gammelt nummer af Ugeskrift for Læger.

Hvad fanden, Sven! Bestiller du ikke andet?

Jamen, halløjsa, sagde han og rejste sig per automatik for at hente en kop til sin gæst. Jeg er bare ved at søge nogle midler hos et større medicinalfirma. Det kan sagtens vente… En halv times tid… En kop kaffe? Sven hældte op af det brune vand i kaffekolben, og de to satte sig ved det lille bord. Ugeskriftet lå opslået på siderne med ferielejligheder.

Bliver vi aflyttet?

I kaffestuen? sagde Sven og undersøgte muntert lofthjørnerne. Det håber jeg fandme ikke! Er det hemmeligt?

Patentet er givet! Nu starter jeg sgu for mig selv!

Det er jo fantastisk, Frederik! Gid, det var mig…

Du, Sven… Hvorfor slår vi ikke pjalterne sammen?

Ja, du kunne godt bruge mine forskningsmiddelsansøgningskompetencer, grinede Sven og slog ud med hænderne. "Så får jeg sgu da aldrig tid til at forske!"

Men sammen kunne vi bygge vores eget tændstikhospital og selv bestemme…

Nej, tak, du, det er alt for risikabelt for mig. Familien, du véd…

Men…

"Det er trods alt stadigvæk mere trygt at være i det offentlige, Frederik… Det er et stort sats at springe ud i det private. A giant leap for a man… Husk på, at det kræver utallige dyreforsøg, kliniske forsøg og endnu mere forskning, før pengene begynder at rulle ind… Og selv da er det højst usikkert! Og hvem skal skyde penge i det?"

Jeg har jo været allerede gennem de indledende dyreforsøg … Du kunne jo hjælpe med at finde investorer…

Hvis dit præparat er lige så lovende, som det ser ud, så skal du nok finde midlerne… Men tænk på risikoen! Det er bare ikke lige mig. Ikke lige nu, i hvert fald… Men jeg kan sætte dig i forbindelse med nogen, som kan løbe nogle test for dig og skrive en vurdering til din patentansøgning… Sven stak Frederik et kort.

Søren Hansen? mumlede Frederik. Hansen Medical Productions? Tror du, han vil…

Det er da et skridt på vejen, sagde Sven. Jeg véd, at de interesserer sig for epigenetiske løsninger. Det må I huske på Epicentret, hvis I en dag ryger af finansloven.

Nu må vi se, hvor længe jeg bliver i Epicentret, sagde Frederik og viftede med det lille forretningskort. Jeg ringer til ham. Tak, Sven.

"Any time, Frede. Hils Anetta!"

#2Ballerup

Alle i dansk medicinalindustri vidste, hvem Søren Hansen var: bioingeniør og uofficiel nummer to i den fædrene ingeniørvirksomhed, Hansen Medical Productions, der, som navnet antydede, specialiserede sig i protein-, enzym- og antigen-produktion, overvejende ved hjælp af genmanipulerede organismer. Mest bakterier. Som ung ingeniør udtænkte Jens Hansen, Sørens far, avancerede produktionsprocesser til medicinske produkter. Farmacivirksomheder fra nær og fjern henlagde fremstillingen af deres produkter til HMP’s store industrikompleks i Ballerup. Det var grundstenen i foretagendet, og derudover havde HMP franchiseproduktion i udlandet, hvor andre mod licensbetaling anvendte HMP-teknologi.

Kunderne kunne også leje maskinerne, og en særlig forsegling sikrede, at kun HMP-folk havde adgang til mekanik og software. Forskning og udviklingshemmeligheder var kernen. Hvis produktionsmetoderne i sig selv var tilstrækkeligt komplicerede, behøvede den dygtige producent ingen patenter. Løbende forbedringer holdt på den måde konkurrenterne stangen. Det var et evindeligt kapløb med tiden, og indtil videre var det jo lykkedes ganske godt. HMP rådede over en gigantisk pengetank, som familien bestyrede suverænt.

Navnet på det lille visitkort, Frederik fik af Sven, var altså det helt rigtige for en ambitiøs iværksætter. Omkostningerne med at starte en medicinalvirksomhed var uoverstigelige. Kravene til at komme ind på markedet for farmaceutiske produkter var meget høje, men med Søren ved sin side kunne det helt sikkert lade sig gøre. Penge åbnede døre, men først skulle døren til pengeskabet lirkes op.

Frederik ringede til Søren og forklarede kort, hvad patentet gik ud på. For at komme i gang manglede flere prøver, mere kapital og en finpudset metode til at masseproducere skidtet. Og ja: Produktet solgte ikke sig selv, før det var færdigudviklet, men patentet var hjemme. De indledende dyreforsøg var vel overstået, og nu forestod de afgørende kliniske forsøg på mennesker.

Produktionsplanerne forelå i skitseform, men et par ekstra øjne og et par gode råd var ikke at foragte. Vejen til markedet syntes uendelig lang. Kun ét produkt ud af flere tusinde blev nogensinde godkendt af myndighederne, og processen tog oftest mellem ti og femten år. Kun en trediedel af de præparater, som overhovedet nåede til at blive testet på mennesker gik helt til fase tre, og af dem blev kun en trediedel markedsført. Så der var lang vej igen, før Frederik kunne ånde lettet op og se sit produkt på hylderne.

Det kender jeg kun alt for godt, Zempel… Hvad er det præcis, du beder mig om?

Bare jeg vidste det…

Lad os mødes på fabrikken i Ballerup, Zempel, så ser vi på det…

Fabrikken lå i et forstadskvarter med både boliger og industri. Indkørslen var markeret med logoet, en grøn arbejdshest, under mægtige firmaforbogstaver i messing. Parkeringspladsen var overraskende lille. Frederik parkerede bilen og skimmede sin korte powerpoint-præsentation på forsædet. Desuden lå produktbeskrivelsen klar, i første omgang tilpasset efter de indledende dyreforsøg, som var forløbet så tilfredsstillende, at han var klar til at søge investorer til projektet. ’Med henblik på salg.’ Til menneskehedens bedste.

Klokken nærmede sig halv et. Frederik klappede computeren sammen og låste bilen af. En mand kom ud fra hovedbygningen og gik Frederik i møde. Søren Hansen var høj og meget kropsbevidst. Hans gang var ikke tilfældig. Frederik strakte hånden frem.

Det glæder mig at møde dig, sagde Søren Hansen og så intenst på Frederik. Lad mig vise dig rundt…

Men…

Vi starter i maskinhuset.

Søren viste sin gæst over i en kæmpe hal over for administrationsbygningen, hundrede meter på hver led og mindst 30 meter høj. De grønne stålplader skød næsten op i himlen og dannede en fantastisk monoton flade af tilsyneladende undseelighed. En udvendig ståltrappe zigzaggede sig op til en platform foran bygningens eneste synlige dør allerøverst. Frederik fulgte Søren op ad trappen. Fra platformen vendte de sig om og overså hele fabrikskomplekset, tre store bygninger med flere mindre, hvor laboratorierne ifølge Søren befandt sig.

Laboratorier?

Søren nikkede: Det letter kundernes vareprøveundersøgelser at teste dem lokalt. Lad os kigge indenfor!

Der var kode på den velpolstrede døren, som en bankboks. Et lille aflukke førte ind til endnu en dør, der åbnede med en summen, da yderdøren lukkede helt i. Indenfor sad en mand foran skærme og måleinstrumenter. Han hørte ikke Frederik og Søren, før den inderste dør åbnede med et sug som i et køleskab. Han vendte sig og hilste kort med en hovedbevægelse.

Kontrolrummet svævede som en skibsbro over en enorm produktionshal, man kiggede ned i gennem en rude langs hele væggen. Otte glaskuber stod hver for sig med stilladser i to planer mellem sig, så medarbejderne på gulvet kunne komme til dem så uhindret som muligt. I hver kube slyngede piller og tabletter sig omkring i flere lag og lange baner. Som i et tarmsystem.

Det utrænede øje mistede hurtigt overblikket, men formanden, den eneste på broen, styrede behændigt produktionen fra en lille pult. Store skærme med video og data fra maskinerne bragte løbende informationer om alle processerne dernede.

Robotter hele vejen igennem, mumlede formanden. Vi har nogle mekanikere og elektrikere på gulvet til at holde det hele kørende…

Hver kube fremstiller flere forskellige præparater, sagde Søren stolt. Hver produktionslinie er lukket hermetisk af fra atmosfæren, nogle er næsten lufttomme…

Vi kan ikke skabe vægtløshed, sagde formanden. Men vi arbejder på det, hæ, hæ…

De grinede indforstået. Frederik kiggede ned. Stilladserne var skinner til industrirobotterne, som kørte frem og tilbage og justerede produktionen. Teknikerne servicerede dem. Der var ikke mange ansatte i den automatiserede produktion.

Kontrolrummet var perfekt isoleret fra samlebåndene på gulvet. Enkelte teknikere gik rundt dernede og justerede løbende, i stadig kontakt med manden på broen over samtaleanlægget. Formanden vendte sig mod de to gæster og fortalte om perspektiverne for fremtidens produktion: HMP forskede i neurale netværk, som kunne frembringe kunstig intelligens.

De høje herrer på direktionsgangen og folkene nede i R&D-afdelingen ovre i hovedbygningen snakkede om den teknologiske singularitet. Frederik havde aldrig hørt udtrykket. Formanden forklarede, at det handlede om det punkt i historien, hvor kunstig intelligens ville overhale menneskets innovative evner. Til den tid – hvis det nogensinde kom så vidt – var det vigtigt at være forrest i udviklingen. Den første med en selvudviklende software ville vinde fremtiden!

Søren nikkede indforstået, og Frederik nikkede med. Han forstod ikke helt, hvorfor de fortalte ham alt dette. HMP var på forkant og forbilledlig sikkerhed, javel, men hvad havde det med Frederiks patent at gøre? Som om Søren ville sælge Frederik noget.

I skæret fra skærmene på det store kontrolbord stod en gammeldags drejeskivetelefon, et arkaisk indslag i skærende kontrast til kontrolrummet og produktionshallens science fiction. Det var en hotline til direktørens kontor. Telefonen mindede Frederik om hans farfars sorte bakelittelefon. Søren talte med et par énstavelsesord i telefonen, lagde røret på, nikkede til Frederik og klappede gemytligt formanden på skulderen.

Det var hyggeligt, du! Tak for showet. Den gamle er tilbage fra frokost!

Den gamle?

Min far, sagde Søren. Han vil gerne høre, hvad det er, du tilbyder…

Tilbyder?

"Vi andre kalder ham gamle Hansen , hæ," sagde formanden og slog et par bokserstød ud i luften.

Søren takkede for nu og trykkede på en knap. Summende åbnede den inderste dør og lidt efter yderdøren. Efter frokost var ifølge Søren det bedste tidspunkt at få foretræde for virksomhedsejeren, for mæthed øgede nysgerrigheden over for nye idéer.

Formanden deroppe er nok Danmarks højest betalte skifteholdsarbejder , sagde Søren på vej over parkeringspladsen. Vi har stadig en del laboranter, som går til hånde i laboratorierne, men de fleste af vores medarbejdere har en lang uddannelse bag sig.

Folkene på gulvet var akademikere og ingeniører. Selv rengøringen var sikkerhedsgodkendt og derfor passende betalt. Man arbejdede jo med genmanipulerede organismer. HMP koncentrerede en bred vifte af ekspertise. De produktionsansvarlige var alle specialiserede ingeniører, flere med en ph.d.-grad i fysik eller biokemi. HMP udviklede som sagt den allernyeste teknologi til medicinproduktion, men ikke i medicin som sådan.

Derudover kørte de åbenbart testmaskiner med kunstig intelligens beregnet til medicinske forsøg i lukkede kredsløb, der var afkoblet fra internettet for at beskytte resultater og udviklingen af såkaldt deep learning og symbolic learning. HMP eksperimenterede også med de helt nye kvantecomputere, som nærmest ikke var et begreb endnu. Den slags grundighed og nysgerrighed var hemmeligheden bag succesen. Kun femten mand var ansat i produktionen, men flere hundrede specialister var beskæftiget i den arbejdsintensive afdeling for forskning og udvikling.

Hvor de arbejder målrettet på deres egen undergang, sagde Søren.

Den teknologiske singularitet?

Præcis.

I hovedbygningen ventede direktionssekretæren, som førte dem op til øverste etage og ind i et stort hjørnekontor, hvorfra man så ud over et bakket Balleruplandskab med spøjst blandet industri og beboelse. Sørens far sad bag et let designerbord med ryggen til udsigten. Uden at rejse sig vinkede han sine gæster nærmere.

Det er så min nye legekammerat: Frederik, begyndte Søren.

Jens Hansen gryntede utydeligt, og nikkede, mens han med et slavehandlerblik tog Frederik i øjesyn. De duskede, adrætte øjenbryn hoppede op og ned. Hansen syntes ikke overvældende interesseret i sin egen fremtoning. Omdømmet gik forud for manden. Selv nedsunket i sin store kontorstol var han en høj mand, klemt ned i et jakkesæt, som hørte til hans position, men som han ikke følte sig tilpas i. Stramt siddende, ærmerne for korte. Af det ydre ejer, i det indre eventyrer.

Frederik har opfundet et præparat, som slår senescente celler ihjel, fortsatte Søren.

Ja, fortsatte Frederik uopfordret, jeg har opdaget en mekanisme, som kan slukke energiproduktionen i senescente celler… Og jeg har altså fået det her patent,

Farens øjenbryn røg langt op i panden. Ja så? Patent? Er det nu også nødvendigt?

Undskyld? sagde Frederik overrasket. Mit produkt kommer til at koste en formue at udvikle og teste, hvorfor jeg…

Det er sandt, sagde Hansen imødekommende. Du vil gerne have udviklingsomkostningerne dækket, og du tror, et patent vil sikre det. Patenter er ikke forsikringer! Og vi har bare nogle principielle forbehold. En arbejdsskade… Vi tror på det frie marked.

Men hvor ville forskningen være uden patenter?

Og læger uden patienter? grinede gamle Hansen: Har du overvejet dét? Næ, du, patenter ødelægger den videnskabelige foretagsomhed og den fri konkurrence…

Vi er ikke kommet for at diskutere patentsystemet, indvendte Søren. Frederik har tilbudt mig et partnerskab i sit firma, og måske Lars som økonomichef.

Partnerskab?

Lars? Gode, gamle Lars Wedersöe? Gamle Hansens øjne lyste op. Eller… Måske?

Jeg ringede til ham, og han virker interesseret, sagde Søren.

Lars? Frederik kiggede forvirret på far og søn. Jeg er ikke med… Ja, er det ikke en god idé?…"

Hvilket bringer os frem til anledningen til, at du besøger din gamle far, sagde Hansen med sænkede øjenbryn.

Lige præcis, far, vi mangler en kautionist, sagde Søren afdæmpet og ventede på farens reaktion. Han brød selv den opståede stilhed: "Vi vil ikke have penge; vi vil låne dem, men det er svært at skaffe kapital, selv om… Selv om investeringen er så godt som sikker…"

Overbevis mig! udbrød Hansen og lænede sig tilbage i sin store kontorstol.

De foreløbige resultater fra dyreforsøgene er lovende, sagde Frederik. Og patentet er hjemme… Det kan vel kun være en fordel? Jeg regner med…

Det er jo meget godt alt sammen, afbrød gamle Hansen med håndfladen vendt mod Frederik. "Hvordan adskiller dit produkt sig fra – lad os sige: Reincars Reviva1?"

Godt spørgsmål! konstaterede Frederik tilfreds. Spørgsmålet tydede på en vis interesse. Både vores præparat og Reviva1 svækker ganske rigtigt aldringsproblemer. Reincar bekæmper betændelser forårsaget af Hayflick-celler…

Wow wow wow, sagde Hansen og løftede atter hånden. Stop en halv! Hayflick-celler?

Hayflick-celler er senescente celler, du véd… Søren tøvede: " Enten dør cellerne, eller også bliver de senescente: Udødelige og årsag til mere eller mindre permanente betændelsestilstande…

Senescente celler er med til at svække ældres immunsystem, sagde Frederik. Hvor Reviva1 svækker effekten, en symptombehandling, går vi til problemets rod og fjerner årsagen. Vores præparat lukker Hayflick-cellerne helt ned.

Hvorfor sælger du ikke bare idéen til Reincar?

Far arbejder tæt sammen med Reincar, forstår du, sagde Søren. Jeg tror, at vi kan tjene rigtig mange penge på det her produkt, hvis vi producerer det selv.

Og samtidig gøre menneskeheden en god gerning…

En god gerning? spurgte Hansen: Forklar!

Vi kan fremme ældres sundhed… Bedre at forebygge end at helbrede, ikke sandt?

Hansen nikkede eftertænksomt og tog mobilen frem: Lad mig lige ringe til min produktionsanalytiker… Hansen tog mobilen til øret. Jeg vil gerne have, at han hører med… Bilal? Kommer du ikke herop med det samme?

Naturligvis… Frederik nikkede svagt.

Bilal kom med pen og blok, klar til at tage noter, old style . Alle nikkede venligt til hinanden. Bilal satte sig til rette og kiggede nysgerrigt på Frederik, som gentog sin salgstale.

"Jeg kalder foreløbig produktet for Health – Quality inducing longevity…"

Forkortet H-Qil! udbrød Søren begejstret.

Hansen sad urokkelig i sin stol med hænderne om armlænet, knoerne hvide. Han kiggede på Bilal, som nikkede anerkendende tilbage. Hansen hævede brynene og foldede hænderne.

Godt navn, sagde Bilal.

Altså en mere holdbar løsning end Reincars, sagde Hansen, på én gang spørgende og konstaterende. Jeg er interesseret. Arrangér et møde med vores revisor, Søren. Øjenbrynene hoppede op, han rettede blikket mod Frederik. "I må hellere komme hjem til middag en dag… Hvorfor ikke i aften! Klokken syv, sharp!"

Søren takkede ja på begges vegne.

Ude på gangen hviskede Frederik diskret: Analytikeren, var det ikke…?

Søren nikkede: Bilal al-Jabr? Jo, det er ham… Overrasker det dig?

I elevatoren vendte Frederik sig mod Søren: Partnerskab? Og Lars Weder-hvad-var-det-nu? Det har vi ikke talt om…

Noget for noget, sagde Søren roligt. Det er da bedre end, at den gamle overtager din H-Qil…

Jeg troede ikke, at det var alternativet…

"Betragt det som en win-win: Dit lille firma in spe, starter med tonsvis af kompetence og kapital. Og tre tænker bedre end to."

Én…

Det handler om at undersøge markedet, før man begiver sig ud på det…

Udenfor blæste en kold vind. Søren fulgte Frederik hen til bilen. De gik forbi en åben metalport til et større lagerrum oplyst af gamle blinkende neonrør. Flere rækker af produktionsmaskiner stod opmagasineret. Frederik kiggede spørgende på Søren.

Vores udtjente industrirobotter. Vi har en stor udskiftning, det er på det nærmeste det, vi lever af…

Vi? smilede Frederik. Hvorfor bliver de smidt ud?

"Vi…smider dem ikke ud. De sælges til højestbydende. De er stadig state of the art , og videresalget bidrager til HMP’s næste investeringer. Vi sætter udvikling meget højt, forstår du. Vi to arbejder faktisk mod samme mål: At overflødiggøre os selv! Du med evig sundhed, og vi med kunstig intelligens. Tag noget pænt tøj på i aften!"

Hansens boede i en af de helt store kasser. I skumringens stille ro parkerede Frederik ’rustbunken’ på den lille villavej i Holte. Begge havde brugt lang tid på at gøre sig præsentable. Anetta med udslået hår og i rød, elegant, kjole. Frederik selv i sit stiveste puds. Han bukkede for hende og slog armene ud mod den mondæne indkørsel, som de spadserede op ad med hinanden under armen.

Søren åbnede hoveddøren og viste gæsterne ind. Han var klædt som om formiddagen. Anetta hilste på ham og sagde, at Frederik havde fortalt så meget om ham. Så længe havde de heller ikke kendt hinanden, smilede Søren. Anetta bed sig i underlæben. Søren komplementerede hendes kjole. De kom ind i en lille havestue med udsigt over Furesøen, som allerede lå sort under himlens mørkerøde. På den modsatte bred stod skoven mørkegrøn. En midaldrende kvinde rejste sig og præsenterede sig som Karin, Sørens mor. En kvinde med et barn på armen rakte hånden frem: Charlotte og Gorm, Sørens kone og søn.

"Hvor gammel er du så, lille ven?" sagde Frederik og rakte Gorm en finger.

Han er genert, grinede Charlotte. Gorm puttede sig helt ind til sin mor. Han er halvandet år gammel…

De vokser så hurtigt, sagde Anetta.

Har I børn? spurgte Karin.

Næ nej, svarede Anetta. Vi arbejder…

Anetta er fødselssygeplejerske, sagde Frederik.

…på det.

Et barn samler lige som det hele… Karin smilede kærligt ud i rummet.

Søren og Charlotte nikkede forstående. Lille Gorm kiggede op og sendte Anetta et undersøgende blik.

Dejligt hus, sagde Frederik og kiggede sig omkring i havestuen.

Ja, hvem der bare boede sådan, sukkede Anetta.

Tak, sagde Karin. "Hvem véd? Hvis Søren får ret, kommer I til at tjene mange penge!"

Og direktøren er nødt til at bo stilfuldt, grinede Søren og slog Frederik blødt på ryggen.

"Der er serveret!"

Karin pegede ind i det tilstødende. Mens man fandt sine pladser, indfandt gamle Hansen sig umærkeligt blandt dem og satte sig for bordenden. I samme tøj, men han havde dog smidt den stramt siddende jakke. Frederik og Anetta udvekslede et kort, konstaterende blik.

"Nu skal vi bare hygge os! kommanderede Karin. Vi skal have fladfisk."

Gamle Hansen gnæggede. Der var mere liv i ansigtet nu end på kontoret. Han iagttog Frederik et øjeblik og rømmede sig: "Induced eller inducing?"

Hva’beha’r?

Er H-Qil med kort eller lang tillægsform?

Hold nu op, Hansen! formanede Karin.

Det betyder sgu noget for salget, hvad man kalder tingene…

Det er sandt, bekræftede Frederik. Jeg tror, lang tillægsform er bedst, når vi taler om livsforlængende medicin…

Man grinede pligtskyldigt.

Jeg tror minsandten, din farfar har undervist mig på polyteknisk, Frederik, sagde gamle Hansen og jog øjenbrynene helt op i panden. Han virrede forklarende med hovedet. William Zempel! Fremragende fysiker! Er han død?

Far! Hansen!

Nej, han lever i bedste velgående, sagde Frederik.

Han er forbavsende frisk, supplerede Anetta.

"Der er vel ingen, der lever i værste velgående! brummede gamle Hansen. Hæ! Så skulle det være sletgående! Han må jo være mindst hundrede år!?"

Syvogfirs, sagde Frederik. Og et halvt…

Alle smilede.

Vil dine anstrengelser forlænge gamle Zempels tid her på jord? spurgte gamle Hansen, nyfigen som en vårhare.

Måske vil H-Qil give ham et bedre liv, sagde Frederik og tilføjede hurtigt: Ikke at han er syg, men…

"Måske også et længere liv? Et endnu længere…"

Et liv med jernhelbred til det sidste, sagde Søren.

Det lyder spændende, sagde gamle Hansen, helt oplivet. Jeg kan næsten ikke vente!

Vent med at tale forretning til efter kaffen! bød Karin. Hun vendte sig mod Frederik. Og hvordan kender I to så hinanden?

Gennem Sven…

Åh, jeg mener dig og Anetta…

Også Sven… Anetta smilede. Jeg gik på sygeplejerskeskolen sammen med Svens kone…

Og din familie? spurgte Karin. Søren sendte hende et blik.

Jeg er født og opvokset i Slagelse, sagde Anetta og tog en stor bid af fisken.

Efter middagen fortrak hustruerne til et lille møblement i havestuen. Her fik de kaffe og lærte hinanden at kende. Mændene gik ud på terrassen, hvor gamle Hansen spurgte ind til Frederiks visioner for forretningsførelse. Man kunne tænke på lang eller kort sigt og i udbytte eller konsolidering. Frederik var novicen i selskabet, men havde da en mening om, at virksomheden skulle have en langsigtet plan, hvor profit ikke var det vigtigste. Gamle Hansen nikkede anerkendende: Konsolideringen af virksomheden gik forud for alt andet. Han lænede sig frem mod Frederik, de buskede øjenbryn gik ned over øjnene:

"Jeg har talt med Bilal om ZeMed, og…"

"ZeMed?" spurgte Frederik.

"Zempel Medicine , sagde gamle Hansen uanfægtet og fortsatte: …og vi besluttede os for, at vi godt vil kautionere for projektet. Det virker lovende. Vores analytikere skal selvfølgelig gennemgå forretningsplaner og videnskaben bag det hele, men det lover godt. Du virker som om, du véd, hvad du har med at gøre…"

Men navnet?

"ZeMed er perfekt!" sagde Søren.

Gamle Hansen mumlede for sig selv, mens øjenbrynene hoppede. Den kølige aftenluft strøg hen over de tre mænd. De første stjerner viste sig, og glimtede ufortrødent. En spejling fra fjerne tider.

Biotek bliver Danmarks næste vækstområde, sagde Søren og klappede Frederik på skulderen. "Hvis vi lykkes…"

De foreløbige resultater er lovende, sagde Frederik. Vi har allerede en vis evidens for, at forsøgsrotternes immunsystem styrkes ved terapi – samtidig med at mortaliteten falder!

Sød musik i en gammel rottes ører, hæ…

Se, det sælger allerede sig selv, grinede Søren.

Jeg glæder mig i hvert fald til, at det bærer frugt. Sørens far skuttede sig og nippede til kaffen. Så får jeg måske mulighed for at plage min omverden lidt længere…

Det er jo tanken, sagde Søren. Han smilede skævt til Frederik. Det kan næsten ikke gå galt.

Men vi er jo stadig tidligt i processen… Husk at ringe til Lars! sagde gamle Hansen og stødte til Sørens skulder med kaffekoppen.

Et par dage senere aftalte Frederik og Søren at mødes med Lars Wedersöe i indre by. Frederik kendte til de videnskabelige sider, Søren vidste noget om medicinalproduktion, men ingen virksomhed uden en bogholder. Lars Wedersöe var den rette mand. Med forstand på økonomi og karriere i centraladministrationen, hvilket gav ham politisk tæft. Med en forsker, en tekniker og en økonom blev de tre, lykkens tal.

Det var desuden vigtigt, at der var flere inde over for at moderere de vilde drømme, som en enlig fantast let henfaldt til. Sven og Søren var ikke blevet forskrækkede over Frederiks planer. De havde tværtimod opfordret ham til at gå videre med dem. Sven turde dog ikke springe på toget. Måske kørte det for stærkt lige nu? Søren sprang uforfærdet på. Turde økonomen?

De tre mødtes efter fyraften på Laurits Betjent og forklarede sagens sammenhæng. Efter Sørens improviserede pitch sad økonomen med sin velskænkede fadøl og betragtede de to andre. Lars og Frederik så hinanden an.

Søren brød isen: Er du ikke også ved at blive sindssyg af Slotsholmen, Lars? Trænger du ikke til luftforandring?

Det er ikke ordet! Forvaltningen er ikke for normale mennesker. Man bliver bedt om ting, der ikke er klart ulovligt. Lars gumlede lidt på begrebet, tanken, og fortsatte opgivende: Hvilket er lovlig uklart… I det private kan man bygge noget op fra grunden. Der er rene linier. Dét kan jeg godt lide… Hvad handler det her om?

Frederik begyndte indforstået at fortælle om sin opfindelse. Lars kiggede fortabt på Søren.

Epigenetik er alt det, der er ved siden af genomet, forklarede Søren. Hvad der i virkeligheden gør et menneske til et menneske.

Hvad siger du? sagde Lars. Hans blik hoppede skeptisk til Frederik. Det troede jeg, generne gjorde.

Frederik lænede sig frem og forklarede: Du er dine gener, de er skrevet i sten – arven fra dine forældre. Men du er også din epigenetik, og den kan ændre sig efter dit fysiske og sociale miljø. Det er derfor, at mennesket er et af de mest tilpasningsdygtige dyr.

Ligesom rotter, sagde Lars lakonisk. Vi er alle resultatet af arv og miljø?

Det kan du sige, indskød Søren. Det kan koges ned til biologi.

Og omstændigheder, vel? sagde Lars.

Præcis, fortsatte Frederik: "Før i tiden kaldte forskerne det epigenetiske område for junk DNA, fordi man ikke forstod dets betydning – nu véd vi bedre: Det epigenetiske er menneskets substans!"

Frederik har opfundet en epigenetisk mekanisme, der slukker for aldringsprocessen i mennesker, erklærede Søren højtidligt. Det kommer til at sælge sig selv!

Slukker og slukker… Frederik smilede forlegent. Det kan populært sagt holde os unge…

"Vi kan tjene millioner på det her! råbte Søren. Så… Vil du være med til at ændre menneskeheden, Lars? Det er sådant set et enkelt spørgsmål."

"Forbedre menneskeheden og tjene millioner? Dén var svær! Lars grinede. Han blev alvorlig: Tilbyder I mig et job eller et partnerskab? For et job har jeg jo i forvejen…"

Vi tilbyder dig et partnerskab, Lars, sagde Søren med undertrykt ophidselse. Men det indebærer, at vi ejer dig med hud og hår! To hundrede procents loyalitet!

I så fald er jeg nødt til at vende det med Tina, sagde økonomen. Der er jo ikke et sikkert afkast her…

Valget mellem ZeMed og en lovende karriere i statsforvaltningen syntes ligetil; det medicinale var formodentlig umådeligt mindre kedeligt end det ministerielle. Men spændingen kom med en uvished. Tina var karriereøkonom som sin mand, de var afhængige af to solide indkomster. Nyt hus i Hellerup og to små børn i daginstitution skulle finansieres. Der var forpligtigelserne, og der var eventyret. Dette var en kæmpe chance.

Burde han overhovedet være med