Tilbagetog på Sneboldjord: Sneboldjord 13

By Kai Kean

I en fjern fremtid er jordens kontinenter blevet dækket af enorme gletsjere, så alle er, som Antarktis er nu. Havene er blevet tømt for vand, der nu har lagt sig som is, så dybhavssletterne nu er blotlagte for de kolde vinde, der blæser ned fra det gigantiske isdække. I denne golde frosne verden lever menneskene nu langs de vulkanske dybhavsbjergkæder, hvor den geotermiske energi giver lidt varme og kraft til at modstå den omklamrende kulde. Følg historien udfolde sig i denne sneboldjord, hvor den bitre kulde hele tiden er lige udenfor murene og kun jordens indre varme holder os gående. Men selv under disse forhold har mennesker forskellige målsætninger og tanker, så de endnu kæmper en utrættelig kamp for, at deres opfattelse skal være den rette. Læs med i denne trettende del af fortællingerne fra Sneboldjord.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 24, 2021
• ISBN: 9788743030935

Kai Kean

Kai Kean write science fiction, fantasy and fantastic stories of secret and hidden things in this world and others.

Book preview

Tilbagetog på Sneboldjord

Tilbagetog på Sneboldjord

Kolofon

Tilbagetog på Sneboldjord

De havde gået længe. Meget længe. Jem var udmattet. Det var de alle sammen. Han kunne mærke, at kulden var begyndt at påvirke ham meget, men ikke så slemt som den påvirkede Trosk. Hans sår måtte være næsten frossent nu. Jem og Talek hjalp Trosk med at komme fremad. Det var et godt eksempel på, at selv en forholdsvis lille skade kunne være dødsensfarlig ude i kulden. Selvom Trosk havde isolerende bandage på, så var det alligevel ikke så tæt, som hvis termodragten havde været hel.

Mielle så ned på søgeren og kiggede sig omkring. Hun ændrede retning og gik nu lidt i vestlig retning. Jem håbede inderligt, at de snart ville finde lejren. Hvis køretøjerne da ikke var flygtet over hals og hoved uden tanke for dem, som var blevet ladt tilbage. Han vidste, at de ikke kunne vende om nu, de var nået for langt og blevet for trætte. Luftskibene var for længst trukket væk igen. De lod ikke til at ønske at forsætte bombningen. Det var selvfølgelig heller ikke nødvendigt. Deres sejr havde været ret klar. Luftskibene havde fuldstændigt knust angrebet. Hvis Kentrilia havde tænkte sig at opretholde deres tilstedeværelse, så kunne de godt glemme alt om at tilbageerobre kolonierne ved et direkte angreb.

Hvor havde han det dog koldt. Han kunne føle, hvordan dele af hans krop var blevet frostbidt. Det gjorde ondt i hans lunger. Hvis dog bare han kunne få lidt varmere luft til lungerne! Alt var begyndt at virke håbløst, men de var nød til at fortsætte. Mielle havde allerede to gange uddelt slag med hendes motivator,