Ruinerne på Sneboldjord: Sneboldjord 6

By Kai Kean

I en fjern fremtid er jordens kontinenter blevet dækket af enorme gletsjere, så alle er, som Antarktis er nu. Havene er blevet tømt for vand, der nu har lagt sig som is, så dybhavssletterne nu er blotlagte for de kolde vinde, der blæser ned fra det gigantiske isdække. I denne golde frosne verden lever menneskene nu langs de vulkanske dybhavsbjergkæder, hvor den geotermiske energi giver lidt varme og kraft til at modstå den omklamrende kulde. Følg historien udfolde sig i denne sneboldjord, hvor den bitre kulde hele tiden er lige udenfor murene og kun jordens indre varme holder os gående. Men selv under disse forhold har mennesker forskellige målsætninger og tanker, så de endnu kæmper en utrættelig kamp for, at deres opfattelse skal være den rette. Læs med i denne sjette del af fortællingerne fra Sneboldjord.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 24, 2021
• ISBN: 9788743031154

Kai Kean

Kai Kean write science fiction, fantasy and fantastic stories of secret and hidden things in this world and others.

Book preview

Ruinerne på Sneboldjord

Ruinerne på Sneboldjord

Kolofon

Ruinerne på Sneboldjord

De kørte igennem et pas mellem to tinder. Jem og de andre så ud gennem udkigsvinduerne, de ville kunne se Tesan, når de nåede gennem passet. De begyndt at køre nedad efter at være kommet mellem de to tinder. Det var som at køre gennem en port til et ukendt land. Der var stadig et langt stykke vej ned til bosættelsen, men de kunne nu se Tesan. Byen lå som en som en mørk plet i sneen. Selv efter alle disse år var det ikke lykkedes sneen at dække bygningerne. Tesan var gammel. Området havde været beboet i årtusinder før de varme lag under den var begyndt at flytte sig. Dette betød, at byen også havde haft langt mere tid til at udvikle en specifik udtryksform, der stod i skar kontrast til de nye glatte overflader, man så på koloniernes ydre. Efterhånden som de nærmede sig, kunne de se mere og mere af udskæringerne på bygningerne. Byen var bygget op som et cirkulært spind med en stor dyster bygning i midten med gangbroer, der strålede ud til bygninger der lå rundt om den. Disse bygninger havde igen gangbroer, der forbandt dem videre ud til bygninger længere væk fra centeret. Det var en slående kontrast til den mere tilfældige opbygning af kolonierne, som blot havde lagt nye bygninger til, når og hvor det var nødvendigt.

Alle bygninger i Tesan pegede ind mod midten igen lå med siden til, hvilket gave en følelse af at alt strålede ud fra den centrale bygning. Den bygning var en firkant omgivet af en rund gangbro, hvor de udstrålende gangbroer nåede til. Der var otte gangbroer, der nåede den cirkulære gangbro, men da de kom tættere på, blev det tydeligt, at der var tre cirkulære gangbroer omkring bygningen. Efter de otte gangbroer der mødte cirklen var der fire gangbroer, der gik til den næste cirkel, hvorefter der var to gangbroer til den inderste cirkel, som havde en gangbro indtil bygningen i midten. Denne gangbro førte fra øst ind til bygningen, hvilket gjorde at bygningens indgang vendte i østlig retning. Det gik op for Jem, at hele bebyggelsen var opbygget som forbundne ringe omkring dette centrum med gangbroer udad efter havde der lod til at være et fordoblingsprincip. Det gik 1,2,4,8,16,32… Jem huskede, at han på et tidspunkt havde hørt noget om Tesanernes tal system, der fungerede efter samme princip med et nyt tegn, hver gang der var en fordobling fra det tidligere tegn. Det forekom ham en noget mærkelig måde at tælle på, men det var vel ens eget valg, hvordan man ville opbygge talsystemet. De selv brugte et 36-talssystem efter en tiendedel af et 360 dages år.

De kom nærmere ned til byen, de forreste enheder i kolonnen var allerede nået frem og var begyndt at slå sig ned ved en større bygning yderst i periferien, der godt kunne se ud til at være et garageanlæg. Bygningerne havde en væsentlig mere spids karakter end den mere afrundede form, der var brugt i kolonierne, men de stod dog stadig på pæle, der løftede dem fra jordoverfladen, hvilket højst sandsynligt var hvad, der havde holdt byen fri for snedækket gennem så mange år. Rundt i ringene omkring centret stod obelisker, der ikke var rette, men bøjede sig ind