Hvem lærte Thormund Olesen at elske?: En fortælling om en familie. Inspireret af virkeligheden

By Jens John Jakobsen

I en lille bygd på Færøerne svirrer rygterne. Det siges, at flere mænd har begået overgreb mod børn. I en bestemt familie skal det være foregået gennem flere generationer. En af de mænd, der hviskes om, er Thormund, men kan det virkelig passe? Han er ellers sådan en pæn mand. Hans søster Pia kan i hvert fald ikke få sig selv til at tro det.

Bogen fortæller Thormunds historie og viser, at hvis den slags ikke skal fortsætte, fordi ofrene selv begår overgreb som voksne, er man nødt til at tale åbent om det, så det kan blive stoppet.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 7, 2021
• ISBN: 9788743037415

Book preview

gade

Kapitel 1

Birthes sang

Pia sad og drak en kop kaffe og kiggede ud gennem vinduet. Dalen var levende, solen skinnede, og skyggerne fra skyerne kunne ses bevæge sig langsomt ned gennem dalen sammen med en jævn vind, der trykkede græsset blødt ned for så at give slip og lade marken stå helt stille i solen igen. Det var en fantastisk smuk morgen. Foråret havde haft meget regn og blæst med sig, men nu så det ud, som om vejret havde lagt sig med lidt lunere humør. Hun havde siddet og iagttaget en flok gråkrager, der havde fløjet rundt, lidt inden for en bakke neden for huset. De sad på en lille høj.

Indimellem fløj de op og cirkulerede over højen. Sådan havde de gjort i flere dage. Det var ikke almindelig adfærd for kragerne, men den her flok havde noget på hjerte. Hun havde observeret, at en af fuglene fløj lidt anderledes end de andre. Den havde mere besvær med at lette. De andre krager havde hakket på en af fuglene i flokken, og det var formentlig den her fugl. Nu lå den død på jorden.

-Underligt, tænkte Pia. - Den her smukke dal med så meget liv, og så alligevel foregår der en udrensning i naturen blandt de levende væsener lige foran næsen af en, og uden at man spekulerer mere over det. Sådan er det vel også at være krage. De raske hakker på de syge for at holde bestanden frisk og fri for sygdomme, så dårlige gener ikke får lov til at leve videre. De fleste af kragerne i flokken var nu fløjet deres vej, og der sad kun en håndfuld tilbage.

-Ja, naturen er forunderlig. Godt, man ikke er krage, tænkte Pia og smilede for sig selv. - Men de gør bare det, der skal gøres, og uden ord eller samtale. De ser, at en af fuglene har en anderledes adfærd, og så ved de, hvad der skal gøres. Man må håbe, at de ikke tager fejl af den syge fugl, at dens anderledes adfærd ikke skyldes noget andet end sygdom. Men naturen er indrettet sådan, at den ikke tager fejl, der er ikke plads til blødsødenhed og empati. Naturen er bare naturen, den spørger ikke nogen.

Det bankede på, og døren åbnede sig langsomt. En kvindeskik kelse kiggede ind.

-Hej Pia. Må jeg lige komme ind? Bare en hurtig kop kaffe, mens mor sover. Det var Birthe, der var kommet på besøg. Hendes venlige, søde smil og udadvendte natur var altid velkommen i huset. Hun var ikke fra byen, men var kommet på besøg i sommerferien sammen med hele familien, som de plejede.

-Hej Birthe. Kom endelig ind. Jeg laver lige noget nyt kaffe. Den, jeg sidder med her, er fra i morges.

Birthe tog skoene af ude i gangen, lukkede døren efter sig og satte sig ved bordet.

-Dejligt vejr.

-Ja, det er vidunderligt, at sommeren endelig er kommet. Jeg kommer bare lige ind til en kop kaffe, jeg skal hurtigt videre. Når mor vågner, skal vi lige ud for at besøge noget familie, sagde hun, mens hun tog sin cardigan af.

Pia og Birthe havde været veninder i en del år. De var begge to i trediverne. Hver gang Birthes familie var på besøg i byen, kom hun forbi, og nu var hendes mor og børn også begyndt at komme i huset indimellem. De havde fået opbygget en fortrolighed mellem sig. Begge deres mænd var sømænd, og begge havde børn, der lige var startet i skole, så de havde flere ting til fælles, de kunne snakke om. Birthe var begyndt at snakke med hende om familien, om nogle ting, hun helst ikke snakkede med andre om. Hun havde været inde på emnet et par gange før, men var ikke gået dybere ind i det. Hun havde hørt, at de problemer, som hun havde, også var en del af den her bys kultur, hvis man kunne kalde det det. Om man kunne kalde det for en kultur, var uvist. Måske det var en slags virus, en virus, der havde levet hos en del familier igennem mange år.

-Hey du, Pia, du ved, de der ting, som jeg har snakket med dig om vedrørende min far, at han var lidt nærgående med nogle af sine børn, det er altså sandt.

-Ja, det siger du jo.

-Ja, jeg tør sige det til dig, da jeg ved, at du ikke går videre med det, og jeg har hørt, at der også er nogle af dine familiemedlemmer, der har de tilbøjeligheder, at de er lidt glade for børn, hvis man kan kaldet det det.

Hun grinede lidt, som for at lave lidt sjov ud af det, men hendes ansigt blev hurtigt alvorligt igen. En sørgmodighed kunne skimtes i hendes øjne, men hun slog sit lange, brune hår til siden med et vift med håret, mens hun hjalp det med hånden, og så var hendes øjne igen smilende.

Pia kiggede ud ad vinduet og ind i dalen. -Ja, fantastisk vejr, vi har i dag.

Birthe lænede sig frem.

-Det er, som om sommeren endelig er kommet. Det har ellers været et trist forår med regn og tåge og ikke andet.

-Jeg bliver så træt af det her vejr. Birthe havde stået og lænet sig ind over bordet, mens hun snakkede, men satte sig nu ned på bænken igen.

-Jeg har hørt lidt sladder, men ikke noget videre. Der er ikke noget i det … tror jeg, sagde Pia så med lidt stille stemme.

-Nej, måske ikke. Men jeg har hørt en del. Men det er ikke derfor, jeg er kommet. Jeg føler, at jeg har brug for at lette mit hjerte. Far, som sagt, så har han været lidt nærgående overfor nogle af os søskende. Min storesøster og min lillesøster, min ene bror. Jeg ved, at han har voldtaget dem alle. Jeg ved det, fordi min søster har fortalt mig det. Jeg mener ikke, at han har gjort mig noget. Jeg kan ikke huske noget i hvert fald. Har en fornemmelse, men kan ikke rigtig placere det eller huske noget. Min søster har også fortalt mig, at vores bror har voldtaget hende. Men for helvede, hvordan skal det være, når far knepper alle, hvordan skal bror så kende rigtigt fra forkert? Og som du ved, så gør børn ikke, hvad forældrene siger, men børn gør, som forældrene gør. Det er jo ikke hans skyld. … Det kan ikke være hans skyld. Det kan ikke være min brors skyld, han kan være noget af det sødeste.

Birthe havde hævet stemmen lidt og sad og fortalte med armene åbne og begge håndflader vendt opad. -Nej, jeg må hellere dæmpe mig lidt, hvis nogen kommer ind, sagde hun så.

-Nej, for helvede, er det rigtigt, det, du siger? Hvad i Guds navn … Pia sad med den ene hånd for munden, mens hun havde vendt sig fra vinduet og nu sad vendt mod Birthe.

-For guds skyld altså, så slemt kan det ikke …

-Gud, ja. Gud skal man ikke blande ind i det her, fordi han er ikke til en fandens hjælp. Gud er kun til at hjælpe de pædofile.

Jeg ved, at bror skammer sig meget, og at han tit har sagt undskyld til storesøster, men skaden er sket … for fanden altså … det kan ikke repareres, det, han har gjort. Og far, han er bare totalt ligeglad, men vi elsker ham. Vi elsker den gamle satan, det er det mest absurde af det hele. Selv om han er en frygtelig mand, så elsker vi ham. Og vi tør ikke konfrontere ham med det.

-Nej, det er svært at gøre noget, fik Pia tilføjet.

- Ja, og Gud, ingen snakker om det her, og ingen tør nævne noget for nogen. Alle ved om det, men ingen gør noget. Så siger de …

Og det er det værste af det hele. Så siger de, at de her incestsvin nok skal blive straffet, når de kommer i himmerige, men hvad helvede ved vi om det? Så spørger du mig, ja, så er Gud virussen, der holder den her sygdom kørende, og der findes ikke noget medicin, der kan kurere sygdommen. Og der findes heller ikke nogen af de her forbandede skvat af mænd i de her små byer, der tør trodse Gud, og de tør ikke snakke om det til hinanden, Så … Ja. Gud er den, der holder sygdommen kørende.

Birthe slog hænderne for ansigtet. Hendes tårer trillede ned ad kinderne. -For helvede, Pia … Jeg magter det ikke … den her viden. Jeg orker den ikke.

Pia tog begge hænder og lagde dem på hendes lår.

-Så så. Det skal nok gå. Det er gået indtil videre, så det skal nok gå.

Pia vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre eller mene om situationen. Selvfølgelig var det alvorligt, men hun kunne ikke rigtig gøre så meget. Birthes far og mor var jo også venner af huset og kom forbi i ny og næ. Birthes far kom tit gående forbi huset, mens Pias mand stod udenfor.

John, som Pias mand hed, rodede med en gammel motor, som han havde købt til sin båd. Nu kom Birthes far gående forbi ude på vejen. John tog en klud og tørrede sine hænder og gik ud på vejen for at sludre med ham.

-Nå, men hvordan går det så med fiskeriet? råbte John, mens han gik den gamle i møde. -Jeg hører, at de får en del fisk oppe nordpå, fortsatte han. Og nu er der også gode priser, og vejret har været godt, så de har nok været ude hver dag.

John stod stadig med kluden og tørrede sine fingre. Den gamle kiggede ned. Han kiggede indad mod det hus, han besøgte. Og han kiggede ned mod havnen, men han kiggede aldrig ind i Johns øjne. For det meste stod han bare og kiggede på sine sko, mens han snakkede. Sparkede lidt til de små sten, der lå rundt omkring ham nede på vejen.

-Pufffffffff. Ja.

-Jo. De får lidt fisk. Pufffffffffffff. Jamen det …

-Der lyder til at være lidt at få.

-Jo, men. Nej . . . . . . Jo, det går godt med fiskeriet oppe nordpå, forstår du. Hvad med jer, får I noget fiskeri fra hånden her?

-Jo, svarede John. -Og jeg roder lidt med den her motor, som jeg skal have sat i båden. Håber, jeg kan få den sat i inden månedens udgang, og så skal jeg ud at fiske med den. Jo, vi har fået lidt fisk her på det sidste, men det har været småt med torsk. Jeg hører, at de får en del torsk oppe nordpå.

-Tja … jo. …

Den gamle virkede som en tynget mand. Han sagde aldrig noget, smilede aldrig rigtigt. Havde aldrig noget nyt at fortælle, kun småsnak og ubetydeligt snak. Når han stoppede op for at snakke med John for eksempel, så det altid ud, som om han ikke trivedes i samtalen og gerne ville videre. Når han endelig sagde noget, mumlede han mere, end han snakkede.

-Den mand, tænkte John, virker fortabt og småintelligent. Han kigger jo ikke på folk, når de snakker til ham.

Pia og Birthe sad stadig indenfor og snakkede. Birthe var kommet af med noget af det, der havde tynget hende i lang tid. Hun følte ikke, at hun kunne snakke med andre om det. Og når hun havde nævnt det for nogen, så var det bare blevet slået hen som noget, man ikke burde snakke om, eller også var det, fordi hendes far og brødre var fiskere, der var respekteret i hendes hjemby. Og som nogle mænd sagde: Hvis vi begynder at snakke om en, ja, så skal vi trevle op i samtlige familieforhold, og det er stort set i alle familier. Det har vi ikke lyst til, så det bør vi bare lade ligge.

-De får deres straf, når de skal til at stå foran Gud … hvis den her sladder overhovedet er sand. Det kan også være, at manden er uskyldig.

-Jeg har aldrig hørt noget, så der er nok ikke noget om det.

Og sådan blev snakken typisk udvandet, tysset ned, og der skete ikke mere.

Birthe havde fået nok. Hun havde set, hvad det havde gjort ved hendes familie. Hendes søskendes liv hang ikke sammen. De var nervøse mennesker og havde dårlige nerver.

-Pia, jeg hører også, at din bror har problemer med de samme ting.

-Det tror jeg ikke på. Jeg har hørt noget, men der er ikke noget i det, skyndte Pia sig at svare. -Min bror er en god mand, en afholdt mand. Han passer sit arbejde.

-Nu skal jeg fortælle dig en historie om en mand her fra byen. Birthe lænede sig frem og begyndte at fortælle.

-De siger, at din bror har voldtaget en ung pige fra bygden, og at han også har gjort meget mere end det, at han har gjort meget værre ting end det. Han er flyttet væk nu, så jeg tør godt sige det til dig.

Det, Birthe fortalte, var sandt. Pias bror havde lavet nogle frygtelige ting for år tilbage. Birthe begyndte at fortælle, og mens hun talte, kunne Pia se det hele for sig.

Solen er ved at sætte ind over fjeldet. Der har været gang i den lille bygd hele dagen. Mennesker er set gå frem og tilbage mellem husene lige siden morgenstunden. Hestevogne har trukket tunge læs fra marker og ind i lader. Alt har været fredfyldt. Mænd står med deres le og slår til ensilage for derefter at hænge græsset op på det lange hegn, der er sat op til det samme. De står på marken fra tidlig morgen til ud på aftenen, som om de er utrættelige og bare bevæger leen frem og tilbage og nedlægger den ene meter græs efter den anden, til hele deres mark er ryddet for de lange, grønne græsstrå.

Kigger man op i sydøstlig retning fra dalen, så kan man se en lys, grå sky komme snigende ned ad bjerget, mens solen fra vest prøver at hindre skyen i at fortrænge lyset i den lille by.

Børnene er set rende med hinanden rundt omkring i hele dalen.

Nogle nede ved stranden, der har leget med det, der måtte være drevet ind fra havet. Det kan være tømmer eller affald fra lossepladsen nord for byen nede ved stranden. Andre har leget mellem husene og tæt op ad forældrene. Inde i dalen er der en fodboldbane. Der leger de større børn. Indimellem spiller de fodbold, men så bliver kampen afbrudt ved, at de går ned til åen for at drikke vand eller står omkring et af målene og snakker og griner. Det er for det meste de større børn, der er inde på fodboldbanen. Enkelte unge mænd har også blandet sig i legen. Ude på havet et par mil ude fra vigen har der ligget et par både det meste af eftermiddagen og fanget fisk. Nu er de på vej ind for at lande fangsten op på kajen, hvor der står nogle nysgerrige mænd og venter på at se, hvor meget de nu har fanget. De står og snakker med hinanden om løst og fast, om vejret nu kommer til at holde ugen ud. Der bliver snakket om de skibe og mænd, der er på langfart, og om, hvornår de kommer hjem. De savner selv at kunne få lov til at komme væk på de eventyr, der måtte vente dem på de langfartskuttere, der sejler ude.

Bag ved fodboldbanen, bag en bakke, ligger der en hvid skikkelse og kæmper. Ved første øjekast har det lignet en leg mellem unge mennesker. På afstand vil man sige, at det er unge mennesker, der slås for sjov. Men nu ligger hun og kæmper, kæmper nærmest for sit liv og for ikke at skrige. Hun har lyst til at skrige, men den skam, hun har følt, er ubærlig. Hun gemmer sit unge ansigt i hænderne, mens hun ligger og trykker det ned i det dybe græs. En sort skikkelse er på vej væk fra hende. Han går med hastige skridt ned mod dalen. Han kigger kort op mod pigen, men vender hovedet hurtigt og fortsætter med lange skridt ned mod åen og forsvinder så under en bakke langs åen.

Det er ved at være aftensmadstid, og lige pludselig er byen mennesketom. Alle børnene er forsvundet, fodboldbanen er tom, bortset fra et par drenge der er på vej hjem fra banen. De går begge med jakken hængende over skulderen, og den ene har en bold i hånden.

Bådene er nu fortøjet, og kajen er blevet vasket ren for blod efterdagens fiskefangst. En stor gruppe måger svæver over havnen for at få fat på de sidste levn fra fiskeindvolde, der måtte ligge og flyde i havoverfladen. Men bag ved højen ved fodboldbanen ligger der stadig den hvide skikkelse. Kigger man nærmere efter, er det en lille pige i hvid blondekjole. Nu prøver hun at komme på benene, men falder et par gange ned på jorden igen. Rejser sig, men falder ned igen. Til sidst får hun rejst sig på benene og vakler så afsted i retning af åen. Pigen kan ikke være mere end omkring 10 eller 12 år. Der løber et par tynde, røde streger ned ad hendes inderlår. Hun vakler stille ned langs åen, mens hun skiftevis tørrer sig på den ene og så den anden side af sit ansigt. Men tårerne bliver bare ved med at komme. Hun finder et sted i åen, der er dybt nok til, at hun kan komme ned i vandet for at vaske sig. Hun vasker blodet væk fra sine inderlår og træder så op på åbakken igen. Hun vakler stille ned mod dalen og forsvinder så også ind mellem husene.

Søndag morgen er grå. Skyerne hænger tunge over byen, og der er en tynd dis at mærke i vinden. Det blæser lidt ind fra havet, og den fugtige luft føles kold mod ansigtet. Mennesker kommer gående ned mod dalen fra næsten alle husene i periferien. Nogle er klædt i sort eller i mørke kjoler, andre har den nationale dragt på. Enkelte bærer noget beigefarvet tøj. Den farveløse flok samles for til sidst at gå op ad vejen op mod kirken. Da den sidste person lukker kirkedøren efter sig, synes bygden atter mennesketom. Der er ikke en lyd at høre andet end nogle måger nede ved stranden og den friske vind, der blæser mellem husene.

Den mørke skikkelse sidder også i kirken og lytter til præstens ord. Han prædiker død over alle syndere, der ikke tager Guds ord til sig. Han prædiker Guds tilgivelse, og så prædiker han igen om Guds ubarmhjertige hånd, der vil udslette alle, der ikke modtager hans hellige ord. Den mørke skikkelse kigger nu op mod præsten for at angre. Hans ansigt er blidt og sørgmodigt. Hans kone sidder ved siden af ham og knuger hans hånd og kigger på ham. På hver sin side har de et barn. Der er ingen tvivl om, at hun elsker ham, men den kærlighed, som hun så længe har givet ham, har han ikke gengældt. Han lader, som om han ikke lægger mærke til, at hun kigger på ham. Han stirrer på præsten og prøver at få hans ord til at give mening i hans liv. Men intet giver mening. Den drift, han så længe har prøvet at kue, er nu blusset ud i en eksplosiv, lys lue. Alt det, han har søgt i livet, føles som en løgn, en overfladisk, uvirkelig flade, der kun er der for at give ham en væg til at skjule sig bag.

Han har prøvet at fortælle sin kone om det, men kan ikke få sig til det. Hvordan fortæller man sin egen kone, at de børn, der leger i nabolaget, vækker en lyst i en? Hvordan fortæller man sin kone, at når ens egne børn sidder på skødet, så får man lyst til at låse sig inde på badeværelset sammen med dem og forgribe sig på dem? Hvordan fortæller man sin kone, at det er sket, at man har låst sig inde på toilettet sammen med sin søn for at onanere til hans nøgne krop? Hvordan fortæller man sin kone, at man for kun et døgn siden har voldtaget en lille pige, der sad og legede inde i dalen alene? Pludselig er det, som om al luft bliver suget ud af kirken. Præstens ord om, at Guds vrede skulle ramme de vantro, vendes lige imod ham, og