Spree-morderen

By Nidal Mansour

Djerrie har altid fået at vide, at hvis man behandler folk ordentligt, så får man det samme tilbage - men i sit korte liv har han oftest oplevet, at folk ikke taler pænt til ham, og nogle gange har han endog oplevet at blive mobbet, selvom han gør sit bedste.

Når Djerrie prøver at tage kontakt, oplever han, at folk ikke gider ham og hurtigt bliver trætte af ham, oftest fordi Djerrie aldrig har haft stærke sociale evner. De eneste tidspunkter, hvor Djerrie oplever folk som venlige, er, når de vil have noget fra ham. Djerrie føler sig udsat og udnyttet.

En dag bliver han fyret fra sit arbejde, hans kæreste forlader ham, og han mister lejligheden, de har købt sammen. Filmen knækker for Djerrie, han kan ikke klare mere, og han begynder at planlægge sine hævntogter ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Oct 25, 2021
• ISBN: 9788743083948

Nidal Mansour

Nidal Mansour was born in 1977 in Lebanon. He escaped to Denmark at the age of nine. A very turbulent childhood and youth meant that Nidal would often escape into a fantasy world. Beyond the Past is Nidal's first novel.

Book preview

Kapitel 1

Djerrie satte sig ind i patruljevognen og drømte, at det var ham, der lå i graven.

Djerrie og de andre medarbejdere var endelig færdige med formiddagens arbejde. Djerrie ville lige runde toilettet, inden han gik i gang med sin medbragte frokost.

Når han var færdig med formiddagens arbejde, vaskede han hænder – meget grundigt. Ikke alle gjorde som Djerrie. Nogle nøjedes med at skylle deres hænder, andre vaskede overhovedet ikke. Denne mangel på renlighed gik Djerrie meget på, den gjorde ham utilpas.

Problemet var størst med Djerries kollega Ronnie, ham kunne Djerrie ikke lide. Hans sprog var meget beskidt og sjofelt, han vaskede sig næsten aldrig, men valgte i stedet at spraye parfume ovenpå sveden. Han troede, at det fjernede den grimme lugt, hvilket det overhovedet ikke gjorde. Lugten gjorde Djerrie direkte dårlig.

Inde i frokoststuen gik Djerrie hen til køleskabet for at tage sin frokost. Han puttede maden i mikrobølgeovnen. Da maden var varm, valgte Djerrie at sætte sig i et hjørne af personalestuen for sig selv. Han ville gerne have fred for de andre, mens han spiste sin frokost. For at ingen skulle være i tvivl om, at han gerne ville være alene, bøjede Djerrie sig ind over sin mad. Han ville gerne være i fred for eventuelle beskidte kolleger, som ellers ville komme forbi.

Ronnie kom ind i personalestuen, tog sin madpakke i køleskabet og gik over mod Djerrie. Typisk for Ronnie kunne han simpelthen ikke lade Djerrie være, han ville altid provokere ham og prøvede altid at komme med lidt for smarte bemærkninger. Da han kom hen til Djerries bord, lagde han sin hånd på Djerries nakke og sagde, Hvad så, din nørd? Djerrie svarede tørt, Hej. Han ville gerne have sin frokostpause for sig selv, men Ronnie fattede det åbenbart ikke helt, så han fortsatte, Er du frisk? Hans hånd lå stadig på Djerries nakke. Djerrie prøvede at holde sit ubehag og sin vrede inde, men endte dog med at sige, Hvis du har beskidte fingre, så vær rar ikke at røre ved mig. Ronnie fjernede sin hånd med et suk, mens han rullede med øjnene. Slap dog af mand, det er jo bare støv, hold op med at være sådan en tøs – og så sart.

Nu rykkede Djerrie lidt væk og kiggede på Ronnie. Jeg er ingen tøs, jeg gider bare ikke have dit snavs på mig, og derfor sagde jeg bare, at du ikke skulle røre ved mig, intet andet. Ja tak, det hørte jeg godt, men hvis du skal arbejde her, skal du sgu ikke være så sart, og hvis det er svært for dig, burde du måske finde et andet job. Nu var det svært for Djerrie at tøjle sin ulmende vrede, og han svarede, Hvis jeg skal finde et andet job, er det udelukkende for at slippe væk fra dig, dit problem med hygiejne og dine klamme snavsede hænder.

Nu var det tydeligt, at Ronnie også var blevet vred. Hvis du smutter herfra, vil du gøre os alle en kæmpe tjeneste og ikke mindst gøre vores liv meget bedre, og hvad fanden snakker du om? Hygiejneproblem, jeg har sgu da ikke noget hygiejneproblem, det er dig, der er så hysterisk og bakterieforskrækket, at man skulle tro, at du var en tøs. Ronnie tog vredt sin madpakke, der lå på bordet, og traskede over til et andet bord og satte sig. Gudskelov, tænkte Djerrie, så har jeg da fred for det fjols.

Efter at frokostpausen var slut, gik Djerrie i gang med endnu en opgave. Efter kort tid kom Jan, som var deres chef, over til ham. Vil du være rar at komme ind på mit kontor, når du er færdig med din opgave? Jeg vil gerne lige tale med dig. Djerrie blev straks utilpas, det betød sjældent noget godt, når man blev kaldt ind på chefens kontor, men han fik da fremstammet et, Ok, det gør jeg lige om lidt. Det er helt fint, sagde Jan. Bare når du er færdig.

Djerrie kunne egentlig godt lide Jan, han var en rolig og retfærdig chef, ikke som nogle af dem, han ellers havde arbejdet under i sit arbejdsliv. Mange af dem vidste man aldrig helt, hvor man havde. Man vidste aldrig, hvornår de kunne fare op og begynde at råbe. Sådan var det heldigvis ikke med Jan. På trods af Djerries umiddelbart gode indtryk af Jan blev han nu pludselig urolig og tænkte, om han havde taget helt fejl af Jan. Var han måske ligesom alle de andre chefer? Det ville han snart finde ud af.

Djerrie skyndte sig at blive færdig med sin opgave. Han kunne ikke rigtig koncentrere sig alligevel. Hans tanker kredsede udelukkende om den kommende snak på chefens kontor. Djerrie bankede pænt på døren, og der kom et roligt, Kom ind fra Jan. Djerrie, det ligger sådan, at jeg har haft en snak med Ronnie. Han fortæller, at I to går lidt skævt af hinanden. Djerrie kunne mærke, hvordan vreden straks skød op igennem ham, og kinderne begyndte at blusse. Han fik det helt varmt, og pulsen dunkede. Hvis han bare gider lade mig være og passe sig selv, så er alt godt. Så skal jeg nok passe mig selv. Men det er nu ikke kun Ronnie, som har kommenteret din måde at kommunikere på. Der er flere, som klager over en dårlig stemning. Hmm, svarede Djerrie. Jeg synes ellers, at jeg har det godt med de andre. Jeg kan sagtens tale helt normalt med dem. Det er kun Ronnie, som provokerer mig, så jeg nogle gange farer op.

Jeg er ked af det, sagde Jan. Men det er nu ikke, hvad de fortæller mig. De fleste, jeg har jo ikke talt med alle, men de fleste siger, at de nogle gange er lidt utrygge ved at skulle sige noget til dig, fordi de aldrig helt ved, hvordan du tager det, om du bliver hidsig eller hvad.

Nu var Djerrie virkelig vred, han var lige ved at vende om og trampe ud af kontoret. De kunne rende ham hele bundet, sådan nogle sladrehanke og tøsedrenge, der ikke engang selv turde sige til ham, at de havde et problem med hans måde at agere på, men valgte at gå til chefen, vorherre bevares.

Men der var noget ved Jans stadig rolige facon, der gjorde, at han blev stående. I stedet svarede han, Så det, du siger til mig, er, at alle mine kolleger er falske, og at jeg ikke kan stole på det, de siger til mig? Djerrie kunne mærke den gamle velkendte følelse af at være alene og ensom. Jan svarede, De er ikke falske, de er bare nervøse over at skulle sige noget til dig, da de ikke ved, hvordan du vil reagere. Djerrie blev trist og modløs og svarede, Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige til det. Jeg er chokeret over, at jeg kunne misforstå mennesker så meget, men det er jo desværre ikke ukendt for mig det her. Jeg ved bare ikke, hvad pokker jeg skal stille op efterhånden.

Jan sad stille og tænkte lidt. Så sagde han, Måske ville det være en god ide, hvis du fik talt med en psykolog. En, som kan give dig nogle redskaber til en mere frugtbar kommunikation, og en, som kan lære dig at håndtere din vrede. Djerrie kunne mærke, at han havde lyst til at råbe: Gu skal jeg ej! Men han kunne faktisk rigtig godt lide Jan og hans måde at være på, så i stedet sagde han, Ærlig talt, så har jeg prøvet det der psykolog-pis, og sådan en hjernevasker orker jeg sgu ikke igen. Jan løftede øjenbrynene og satte sig frem i stolen. Igen? Hvad mener du med igen? Er det noget, du har prøvet før da? Ork ja, svarede Djerrie. Det har jeg. Og sidste gang fik jeg ikke en disse ud af det. Tværtimod syntes jeg faktisk, at hun gjorde det meget værre, ribbede op i min fortid og alt muligt.

Jan lænede sig igen tilbage i sin stol. Måske er det bare ikke den rette, du har talt med? Ligesom vi er mange forskellige mennesketyper, er der jo også mange forskellige psykologtyper. De har selvfølgelig den samme uddannelse, men alligevel har de hver deres måde at gribe tingene an på. Jeg er af den holdning, at hvis du ikke tager imod hjælp, så bliver jeg desværre nødt til at tage fat i problemet på en anden måde.

Djerrie mærkede en snært af overbevisning om, at det nok skulle gå, at han godt kunne finde en psykolog, som var god at snakke med, men samtidig følte han også, at han blev presset ud i det, og det gjorde ham nervøs. Han var ikke god til at kaste sig ud i ting, som han ikke