Sindets Fanger

By Thomas Cervus

Vi skriver den 10. oktober 1997, hvor vi møder iraneren Masood, som er flygtning. Han forsøger stadig at vænne sig til sin nye situation og ikke mindst til livet i et nyt land. Han kæmper stædigt mod minderne fra sin fortid, og spøgelsernes ustandselige besøg i hans sind. Samtidig forsøger han at holde sin sande natur, sin fortid og sin kæreste hemmelig for de få mennesker, han kalder sine venner. Han savner sin søster, som er den eneste overlevende slægtning, han har - og som han ikke ved, hvordan det er gået i årene efter, han blev nødt til at flygte fra hjemlandet.

Masoods anonyme, stille og ubemærkede eksistens bliver sprængt fra hinanden efter en voldsom hadforbrydelse en aften, hvor han skal møde sin kæreste. Han bliver pacificeret, og hans kæreste, som har sine egne ting at kæmpe med, bliver ufrivilligt indhentet af Masoods fortid.

Tingene udvikler sig efter overfaldet, og han må indse, at hans sande natur ikke er så hemmeligholdt mere. Uanset om han vil det eller ej, bliver Masood nødt til at konfrontere det, han flygtede fra; både for at komme ud af sin pacificering, og for at redde sit eget og sin kærestes liv ...

Hvis han ellers er i stand til at bevæge sig ...


- Over ham pulserede et hvidt lys, der kaldte på ham. Det insisterede ikke, men hvis han ville, kunne han svæve op imod det. Var det hans eget valg? Kunne han selv bestemme, hvad han ville? -

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 15, 2021
• ISBN: 9788743084105

Thomas Cervus

Fulde navn: Thomas Cervus Født: 1970, Gjern Debut: Sindets Fanger Thomas Cervus har altid været drevet af historier. Allerede i anden klasse knækkede han koden til læsningens ædle kunst, via tegneserier om Smølferne og Troldepus bøgerne. Siden lavede han for sjov tegneserier, som han godt kunne lide at give en cliffhanger. At læse bøger har han gjort hele sit liv. Da hans far forærede ham sin rejseskrivemaskine, begyndte han så småt at afprøve sin trang til at fortælle historier via ord. Der skulle gå mange år, hvor han skrev en juleføljeton som folk kunne følge på nettet; den blev oversat til engelsk og bragte ham til Trending-Topic-status på Twitter. Endelig begyndte han at overkomme sig selv og brugte sin tid på at færdiggøre sin første bog. Det har været en lang og ikke problemfri rejse, men materialet i bogen blev ved med at insistere på at blive udgivet, på den ene eller den anden måde. Den foreligger nu her, og handler fortrinsvis om det, han ved en hel del om: Mennesker. 2021 skulle blive året, hvor debuten endelig ligger klar. Sindets Fanger er Thomas Cervus debut, og han er så småt startet på en efterfølger til den.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Kolofon

Hadforbrydelse

1 – Fredag den 10. oktober, 1997

Tommy

2 - Fredag den 10. oktober, 1997

Masood

3 - Fredag den 10. oktober, 1997

Første møde

4 – Fredag den 1. juli, 1994

Tommy

5 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Koma I

6 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Tommy

7 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Andet møde I

8 – Lørdag den 30. juli, 1994

Tommy

9 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Tommy

10 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Andet møde - II

11 – Lørdag den 30. juli, 1994

Tommy

12 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Koma II

13 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Ud af skabet

14 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Tommy

15 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Jimmy

16 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Tommy

17 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Celina

18 – Lørdag den 11. oktober, 1997

Jimmy

19 – Søndag den 12. oktober, 1997

Tommy

20 – Søndag den 12. oktober, 1997

Jimmy

21 – Søndag den 12. oktober, 1997

Jimmy

22 – Søndag den 12. oktober, 1997

Bent

23 – Fredag den 17. oktober, 1997

Tommy

24 – Fredag den 3. april, 1998

Ahmed

25 – Fredag den 3. april, 1998

Tommy

26 – Lørdag den 4. april, 1998

Koma III

27 – Mandag den 6. april, 1998

Gerda

28 – Mandag den 6. april, 1998

Sygebesøg

29 – Tirsdag den 7. april, 1998

Masood

30 – Tirsdag den 7. april, 1998

Masood

31 – Onsdag den 8. april, 1998

Masood

32 – Tirsdag den 28. april, 1998

Masood

33 – Torsdag den 11, juni, 1998

Træning

34 – Fredag den 26, juni, 1998

Aften

35 – Fredag den 26, juni, 1998

Tommy

36 – Fredag den 26, juni, 1998

Masood

37 – Lørdag den 27, juni, 1998

Masood

38 – Lørdag den 27, juni, 1998

Masood

39 – Lørdag den 27, juni, 1998

Ahmed

40 – Lørdag den 27, juni, 1998

Kælderen

41 – Lørdag den 27, juni, 1998

Masood

42 – Lørdag den 27, juni, 1998

Isminur

43 – Lørdag den 27, juni, 1998

Masood

44 – Lørdag den 27, juni, 1998

Ahmed

45 – Lørdag den 27, juni, 1998

Masood

46 – Lørdag den 27, juni, 1998

Tommy

47 – Lørdag den 27, juni, 1998

Masood

48 – Lørdag den 27, juni, 1998

Ahmed

49 – Mandag den 10, august, 1998

Masood

50 – Mandag den 10, august, 1998

Masood

51 – Fredag den 21, august, 1998

Tommy

52 – Fredag den 21, august, 1998

Khalid Farhad

53 – Fredag den 21, august, 1998

Om forfatteren

Hadforbrydelse

substantiv, fælleskøn

forbrydelse som er motiveret af gerningsmandens had mod

en anden social gruppe, defineret på grundlag af køn, religiøs

eller politisk overbevisning, etnicitet eller seksuel orientering.

DEN DANSKE ORDBOG

1 – Fredag den 10. oktober, 1997

En sagte vind fejede rundt med de visne efterårsblade i den smalle baggård. De skramlede hen over de slidte brosten i fuld fart hen til bunken i hjørnet, hvor andre blade havde fundet læ og hvile for den kolde oktober brise. Nogle af bladende raslede hen over brostenene for i næste øjeblik at blive båret et lille stykke op i luften af den insisterende vind, hvor de udførte en sælsom dans for dernæst at blive ført mod jorden, hvor de raslede rundt igen. Det kolde lys fra en ensom gårdlampe gjorde et ihærdigt forsøg på at lyse op i baggårdens skrald; måske for at minde menneskene om, at en oprydning var tiltrængt. Skraldet væltede ud af en af de slidte, grønne plasticcontainere, som var den i færd med at kaste det kasserede op igen. Det blålige skær fra gårdlampen nåede næsten helt hen til den høje mand, der stod lænet op ad den kolde, snavsede murstensvæg. Han stod og betragtede de visne blades ukontrollerede piruetter uden synlig interesse. Det virkede, som om de svævende blade udelukkende opførte deres nummer til hans ære; måske for at give ham lidt tiltrængt opmuntring, for han havde et eftertænksomt udtryk i sit ansigt. Lyset strejfede hans mørke overskæg, da han løftede hovedet, som om han havde hørt en ny lyd, der brød de visne blades tørre, men beroligende melodi. De mørke øjne så hen mod indgangen til baggården, men ingen var på vej ind udefra gaden. Vinden legede med hans sorte, kortklippede og krøllede hår, som prøvede den at berolige den vagtsomme fremmede. Det sparsomme lys reflekteres ikke voldsomt på hans mørke hud; hvilket ville have gjort det svært for enhver at opdage ham ved første øjekast. Den sorte læderjakke, han havde på over den mørkerøde skjorte og de sorte bukser, fik ham kun yderligere til at falde næsten i et med baggårdens skygger; kun hans brede trænede krop ville virke som en forstyrrelse for en forbipasserende, der forundret ville standse op og kigge nærmere på den brede skygge henne ved væggen.

En lysstribe, faldt fra mandens hånd, ned mod brostenene som et lille orangerødt stjerneskud, hvor det lagde sig tilrette og sendte sine sidste røgsignaler op i luften. Det slukkedes, før det kunne nå at gå ud af sig selv, da manden trådte på det med en af sine blanke, sorte sko. Han blev stående og ventede. Han kiggede indimellem ned på sit armbåndsur, som om han syntes, tiden gik alt for langsomt denne aften. Tændstikken flammede op og lyste hans regelmæssige ansigt op, da han tændte en ny cigaret. Han tog et drag af den og holdt røgen i lungerne og kiggede op ved lyden af nogle berusede unge mennesker, der passerede forbi ude på gaden. Han pustede først røgen ud, da han var sikker på, de var gået forbi indgangen til baggården, og lyden af deres stemmer blev svagere og svagere for kun at blive blandet med den almindelige fredag aftens lyde fra mennesker, værtshuse og taxaer, der alle havde ugens mest travle aften. Han kiggede op i den mørke aftenhimmel og et øjeblik kunne korte glimt af sorg og smerte aflæses i hans mørke øjne. Han drejede lynhurtigt hovedet, da der lød en dæmpet skramlen mellem skraldespandene. En kat kom til syne med en mus i munden og ænsede ham dårligt nok, så travlt havde den med at komme i skjul med sit bytte. Han drog et lettet suk, smilede for sig selv og kom i tanker om den egentlige årsag til, at han stod her.

Han ventede på et menneske, han var kommet til at holde meget af, så meget, at det var begyndt at gøre ondt i hans hjerte, og det skræmte ham. Han vidste disse følelser var mere end gengældte, for personen han ventede på forgudede ham – ham - en fattig iraner på flugt fra sit folk, sin fortid og ikke mindst sig selv. Et menneske han ikke følte, han havde tilladelse til at vise sine følelser overfor i det offentlige rum. Det ville uden tvivl ikke blive uden omkostninger hos den lille kreds af landsmænd, han havde lært at kende gennem sin tid som flygtning. Der var mange ting, der var blevet alt for komplicerede, og han havde ikke brug for at komplicere dem yderligere med repressalier fra de få venner, han havde. Han skød med en gysen tanken fra sig igen.

Tanker om det, han havde tænkt sig at sige til personen, han ventede på, kom tilbage til ham i en vild forvirring af forskellige måder, hvorpå det kunne siges. Han vidste, det nærmest ville blive umuligt for ham at sige, når personen stod foran ham. Når han så de øjne, der beundrede ham, ville han dykke ned i dem og ønske sig væk til et andet sted og ikke mindst en anden tid. En tid hvor det ikke ville være nødvendigt at knuse en andens hjerte og samtidig aflive sit eget. Han så på uret igen, og en begyndende nervøsitet begyndte at få tag i ham, for den, han ventede på, plejede aldrig at være forsinket. Der var ikke kommet ordentlig ild på cigaretten, og han opdagede, at hans hænder rystede, da han tabte tændstikken, der spruttende faldt til jorden og gik ud, inden den landede på de hårde, slidte brosten.

Mens han ventede i den mørke baggård, blev han mindet om de stunder, hvor han havde stået og luret i tilsvarende, om end mere ødelagte, omgivelser. Altid på en mission med livet som indsats, altid på vagt overfor den mindste lyd, altid opmærksom på sin vejrtrækning, hvor hvert åndedrag kunne blive det sidste. Her var der kun lydende fra byen. En bil dyttede i det fjerne, mennesker gik forbi ude på gaden, endnu en bil – muligvis en taxa – bremsede op et par gader væk. Et par højrøstede unge piger på vej i byen; lyden af deres latter, der forsvandt og blev opsuget af hustagene, som trodsede de den råkolde aften. En fredelig by i den vestlige verden. Ikke som den storby, han havde oplevet i sin opvækst; den bastante torden, ikke fra en tordenbyge, men derimod af den menneskeskabte slags. Missilerne, der kunne slå ned hvor og hvornår, det skulle være i kontrast til stilheden om natten kun afbrudt af en stormvind eller en højlydt klagen fra en kvinde i sorg. Nøglerne han havde set små drenge have om halsen, da de blev beordret i krig mod Irak, som skulle låse porten op til paradis, hvis de, i den børnesoldaterflok de havde været en del af, skulle få en bombe i hovedet. Nøglen, han selv havde været for gammel til i en alder af kun 19 år. Overlevelsesinstinktet, som havde været skyld i hans avancering inden for hærens rækker, og som var skyld i, at han stod her nu i et fremmed land, hvor de fleste havde været forskånet for krigens rædsler. Hvor ingen havde været tvunget til at gøre de ting, han havde været tvunget til for at overleve. Han havde været nødt til at skjule sin sande natur ved at kaste sig ud i krig for at slippe for at stifte en familie, som han alligevel ikke havde set nogen fremtid for i sit eget land. Men heller ikke en familie hans sande, ihærdigt skjulte, natur gjorde mulig.

Han undrede sig over, hvorfor alle disse tanker og minder, kom op til overfladen nu. Måske var det, fordi han i længere tid havde haft, en mavefølelse af stilhed før storm. Måske var det, fordi han stadig følte, han måtte skjule sig. Selv her i det nye land, hvor intet under overfladen kunne kaldes for sikkerhed, og hvor hadet lurede og ligesom tørt brændsel, kunne det antændes ved den mindste gnist. Han kunne se, når han gik på gaden, at der var mennesker, som hadede ham. De sagde ikke noget, de trak sig bare væk og lod ham passere og glemte ham velsagtens igen. De var helt uvidende om de krige, han selv havde været med til at udkæmpe, og senere var blevet tvunget til at flygte fra. Hvordan skulle de også kunne forestille sig, hvad han havde været igennem i sit liv?

Et liv som hver dag truede med at drive ham over den endelige tærskel til vanviddets velsignelse. Et eller andet holdt ham stadig tilbage, men han vidste ikke, hvad det var. Måske var det følelserne for den person, han nu frygtede at møde, for det han havde at sige ville flå hjerterne ud på dem begge to. Gjorde han det for endelig at kunne byde vanviddet velkomment i sin sjæl, i sit sind og i sin krop? Skulle det endelig få frit løb, hvis det da overhovedet fandtes i ham? Nogle gange ønskede han kun at stoppe tankerne og glemme fortiden, men det var stort set umuligt for ham. Han havde set mange af sine landsmænd bukke under for de ting, de havde været tvunget til at gøre, ting de selv eller deres familie havde været udsat for. Men ikke ham selv. Han var endnu ikke bukket under, eller var han?

Trods de mange mennesker, der gik forbi ude på gaden, var han ladt alene med sit indre kaos. Trods de seneste fem år, han havde været i det nye land, havde han stadig følelsen af, at han ventede på noget uvist.

Han fortsatte med at vente, med følelser og tanker i et virvar, som det var længe siden, han havde oplevet. Han tog et nyt drag, lod røgen fylde sine lunger, pustede den ud, kiggede på, hvordan den forsvandt som en sjæl op i luften, hvor den snurrede rundt og gik i opløsning. Han ville ønske, han selv kunne gå i opløsning, ligesom røgen gjorde det. I stedet væbnede han sig med tålmodighed og ventede videre.

Byens lyde nåede svagt ind til ham ude fra gaden; velkendte og dog så fremmede. Hver gang han hørte skridt ude på gaden, begyndte hjertet at hamre, men de gik forbi, og lod ham alene med sit indre kaos. Han så ned på sit ur med de selvlysende visere igen. Nu kunne det ikke vare længe. Cigarettens glød lyste igen op i baggårdens kolde mørke skygger.

•

»Gider du godt lige at holde din kæft?« råbte han til sin mor, som endnu en gang havde haft et sammenstød med den fordrukne stedfar. De sad i køkkenet, som grænsede op til stuen i det lille parcelhus. Køkkenbordet var ved at være fyldt op med tomme ølflasker, der nærmest stod på række, som stod de i kø for at blive sat tilbage i kassen. De sad ved køkkenbordet og råbte med en øl i den ene hånd og den obligatoriske smøg i den anden. Han prøvede desperat at få fat i en taxa - ikke til sin stedfar, men derimod til sig selv. Det svarede til, følte han, at forsøge at fange en myg på nordpolen. Det var fredag aften, hvilket betød nul ledige taxaer. Alle skulle åbenbart bruge de skide taxaer. Han havde minutter forinden, løbet efter den sidste bus, som var kørt to minutter for tidligt; sikkert en chauffør som var ivrig efter at få fyraften, så han kunne komme i byen for at score et eller andet villigt kvindemenneske. Han bandede over buschaufføren og smækkede vredt røret på. På vej tilbage til huset havde han tydeligt kunnet høre dem være godt på vej til endnu et heftigt og højlydt skænderi. Han havde talt til hundrede, inden han igen var gået ind i løvernes hule. Hvis bekymringen for moderen ikke havde haft overtaget, ville han være flyttet hjemmefra for længe siden. Han kiggede på sin mor og stedfaren. De ville i hvert fald ikke kunne køre ham ret mange steder hen i deres tilstand. Moderen så virkelig beruset ud. Stedfaren var han vant til at se på denne måde, da manden var beruset det meste af sit vågne liv, og han satte også stolt en ære i at være det.

»Hvorfor er det så vigtigt for dig at komme ind til byen?« skingrede moderen. Hun var bange for at blive ladt alene med sin fulde skiderik af en mand.

»Jeg skal ind til byen og møde mine kammerater,« løj han. Han skulle ind til byen og møde nogen, men ikke sine kammerater fra 3.g, men derimod hans kæreste. Kæresten han endnu ikke var klar til at fortælle nogen om - og da slet ikke moren i hendes nuværende tilstand. Hvorfor fanden var han også den eneste, der var hjemme i aften? Hvorfor kunne hans storebror, der var flyttet hjemmefra for et par år siden, ikke have været hjemme for at spise aftensmad for en gangs skyld?

Han følte pludselig en dybfølt angst for at miste, så meget at hans mave knugede sig sammen, og det var, som om alt, hvad han overhovedet kunne føle, var denne angst. Irriteret lod han sine frustrationer gå ud over sin mor, selvom han udmærket vidste, at han ville få dårlig samvittighed over det senere.

»Hvor skal du hen, inde i byen?« spurgte moderen.

»Jeg går sgu derind, for jeg vil ikke være her,« sagde han. Han vidste han sårede moderen, men på den anden side, var det en yndet familiesport, som hele familien kunne tage førstepræmier i. Han smækkede hårdt døren i efter sig og lod, som om han ikke hørte moderens råb. Han gik ned ad vejen, drejede ud på den store landevej, og satte kursen ind mod byen. De første stjerner var kommet frem på aftenhimlen, og han skuttede sig i kulden. Det ville blive en lang tur, så kold som aftenen var. Han undrede sig endnu en gang over, hvorfor dette skulle overgå ham. Hvorfor skulle alting bare gå galt? Havde folk i denne lille landsby kollektivt smadret alle deres spejle, da han blev født?

Til helvede med det hele, tænkte han og så en bil, der nærmede sig. Han stak instinktivt tommelfingeren ud i den velkendte blafferposition.

•

Manden i baggården havde fået selskab af katten, der var kommet tilbage, og spindende havde gnedet sig op ad mandens ben efter en vellykket musejagt. Han satte sig på hug og strøg katten, der ikke lod til at have en eneste bekymring i verden, henover ryggen. Katten belønnede ham med en veltilfreds snurren, som kun katte kan frembringe.

»Du er en fin lille mis.« sagde manden sagte. Katten kiggede op på ham, dens øjne blev smalle ved lyden af hans stemme. Fornøjet gned den sit hoved imod hans hånd. Han hørte nogle højrøstede unge mennesker ude på fortovet. Han håbede, de ville gå forbi, for han havde ikke lyst til at møde nogen lige nu - lige bortset fra én bestemt person.

En stemme, der tydeligt bar præg af, at ejeren havde drukket, lød lige bag ved ham. Han havde ikke forstået, hvad der blev sagt, og han var ikke så sikker på, at han var interesseret i at vide, hvad det var. Han havde et problem med berusede mennesker, for de havde - ifølge hans egen erfaring - tendenser til at være utilregnelige. Katten fik pludselig travlt med at komme væk. Han var i færd med at rejse sig op, da noget hårdt ramte ham i baghovedet.

•

»Skal du ind til byen?« spurgte en høj mand, som sad sammenkrøbet i en orange Fiat.

»Ja,« sagde den unge blaffer, forbavset over at have standset en bil så hurtigt. »Midtbyen,« skyndte han sig at tilføje og satte sig hurtigt ind i bilen, før manden kunne nå at ombestemme sig. Han havde en klar fornemmelse af, at han skulle skynde sig.

»Har du et navn?« spurgte manden.

»Tommy,« sagde han hurtigt, fordi han vidste, at manden nu ville køre frem med sit navn, og sikkert en masse andre oplysninger, som Tommy var ligeglad med. Manden drejede ud på vejen igen og fortalte, han hed Niels Erik.

»Jeg er på vej hjem fra arbejde,« sagde han og så over på Tommy. Der var ingen reaktion, for Tommy havde ikke lyst til at konversere med manden. Det eneste han havde lyst til var at komme ind til byen.

»Kan du ikke køre lidt hurtigere?« spurgte han manden.

»Jo, det kan jeg da sagtens, men betaler du bøden, hvis vi bliver stoppet?« spurgte manden med et lille lumsk smil.

•

»Bank ham så, Jimmy!« lød en anden stemme. Det var tydeligt at høre, at vedkommende også havde kigget dybt i flaskerne – og måske ikke kun havde holdt sig til flaskerne. »Bank den skide perker!«

Manden, som var meget større en de to knægte, forsøgte at komme til at tænke klart efter det slag, han havde fået i hovedet. En mager lyshåret fyr stod med et stort tykt jernrør i hånden og kiggede vredt ned på ham.

»Skal du ha’ flere tæsk, hva’? Skal du bankes hele vejen tilbage til Langtbortistan?«

Manden svarede ikke, hvilket kun ophidsede den berusede fyr endnu mere.

»Svar, din sortsmudskede satan!« skreg Jimmy, rød i hovedet af omtåget arrigskab.

»Skal vi ikke stoppe nu?« spurgte manden pludselig. Der var ingen frygt i stemmen, for han havde været i lignende situationer før. Han forsøgte at rejse sig op, men Jimmy stillede sig i vejen for ham.

»Hvad hedder du?« spurgte Jimmy pludseligt.

»Hvorfor du vil vide det?« spurgte manden.

»Fordi jeg godt vil vide navnet på det perkersvin, jeg smadrer, så jeg kan prale med det bagefter. Hvad hedder du? Hvis sådan nogen som jer, altså har et navn?« Raseriet lyste ud af den lyshårede fyrs øjne. Et kort øjeblik var manden i tvivl om, hvorvidt han overhovedet skulle svare på det, men han ombestemte sig.

»Masood.« svarede han. Jimmy kiggede hoverende på den rødhårede, der stod bagved ham.

»Masood? Det kan man sgu da ikke hedde.« Jimmy jog nu jernrøret lige ned i maven på Masood, der stadigvæk ikke var kommet på fode igen. Han mærkede al luften blive hamret ud af sig, da det svære stykke metal kolliderede med maveregionen. En prikkende smerte eksploderede fra maven, hvor den langsomt begyndte at brede sig. Han tog sig til hovedet i sin sammenkrøbne stilling. Han kunne mærke noget varmt og tykt i sit baghoved. Det var blod, kunne han se, da han så på sin hånd.

»Bløder du? Gør det ondt?« spurgte Jimmy i et hånligt tonefald, som havde det været en skolegård, de befandt sig i.

Masood kiggede hadefuldt op på ham. Han greb lynhurtigt ud efter en gammel rusten metalskive, der lå, som var denne forbandede hændelse planlagt på forhånd. Al den gamle soldatertræning kom med ét op til overfladen, og han gjorde sig klar til at dræbe. Han havde dræbt før. Var det ikke det, han var blevet trænet op til i sit hjemland? Havde han ikke levet af at dræbe? Havde han ikke været en af de bedste, De havde haft? Hans fingre greb om den rustne skive. Han havde kun én tanke i hovedet, og det var at overleve og tilintetgøre fjenden. En guttural snerren, undslap ham, og han viste sine tænder, som en hund, der havde overrasket en ubuden gæst. Jimmy kiggede foruroliget over på den rødhårede.

»Se, hvor skide primitiv, han er,« sagde den rødhårede.

Masood snerrede igen. Alt det han havde været, var nu kommet tilbage som et lynnedslag, og han havde kun sin egen overlevelse i tankerne. Det eneste han stolede på i dette øjeblik var sine egne reflekser, og mennesker betød ligeså meget for ham, som vildt gør for en jæger. Han så ikke længere de to berusede drenge. Han så kun et par individer, der gik oprejst, og som kunne nedlægges eller tortureres. Truslen fra dem var det eneste, hver fiber i hans krop kunne forstå, og den skreg efter deres blod. Han skulle lige til at sende den rustne metalskive ind i Jimmys hjerne, da en anden tanke fór ned i ham: Det var det, du flygtede fra.

Med ét forsvandt hans vildskab, og Jimmy lod metalrøret suse gennem luften igen.

•

Tommy kunne have grædt, da han så det første lyskryds, der indikerede, at de nu var på vej ind i centrum. Manden, der kaldte sig Niels Erik, havde snakket lidt om vind og vejr, men Tommy havde kun hørt efter med et halvt øre. Han tænkte kun på at nå ind til byen, hvor han skulle møde personen, han elskede mere end noget som helst andet. Han kunne ikke huske at have været så forelsket før, det var så meget, at det gjorde ondt helt ind i hans inderste. Der var ikke nogen, der nogensinde havde haft sådan en virkning på ham; på den anden side, havde han – i sit unge liv - heller aldrig før tilladt sig selv at blive forelsket i nogen.

»Hvor skal du, sådan helt præcist, hen?« spurgte Niels Erik.

»Jeg skal til Nystedgade,« svarede Tommy.

Som havde han været Tommys privatchauffør, satte Niels Erik i retning af Nystedgade uden at stille yderligere spørgsmål.

•

Masood nåede lige at rulle til siden, ellers ville røret have ommøbleret hans ansigt, i en grad han ikke havde lyst til at forestille sig. Røret susede ned i brostenene, lige ved siden af hans hoved, og slog et par splinter af.

»Lig dog for helvede stille, mand!« råbte den rødhårede. Der lød et smæld og den rødhårede præsenterede Masood for en springkniv, som han ikke tvivlede på, at han havde tænkt sig at bruge. Masood agtede ikke længere bare at vente på, at de skulle stikke af, for det havde de åbenbart ikke i sinde. Han skyndte sig at rulle væk, og lidt efter sad han på hug, klar til at vise de to møgunger, at de havde overskredet den sidste grænse.

•

Niels Erik holdt ind ved kantstenen og satte Tommy af. Han undrede sig over drengens hastværk. Han spurgte, om der var nogle problemer, men fik et kort svar om, at det var der ikke. Han sad og så efter ham, da han forsvandt ud i natten, og han spekulerede på, hvad der kunne være galt. Knægten havde nærmest virket manisk på en eller anden måde, men selvfølgelig, var det vel heller ikke hans problem.

»Ja, bland du dig hellere uden om, som enhver fornuftig dansker ville gøre,« sagde han til sig selv. Et øjeblik sad han og så frem for sig. Han så nattelivet udfolde sig, som det altid gjorde en typisk fredag aften. »Til helvede med det. Hvorfor være som alle andre?«

Han slukkede motoren, og var for første gang i sit liv fuldstændig ligeglad med, at der var parkering forbudt.

•

Jimmy stod lige foran Masood, der endelig havde rejst sig op. Han var over et hoved højere end den splejsede, berusede dreng, men det stoppede ikke fornærmelserne, der føg lige op i hovedet på ham. Han var sikker på, at de to unger ikke troede, han turde gøre noget, fordi han var indvandrer, og de var danskere. Det kunne ligne dem at tro, at de kunne tillade sig hvad som helst, fordi de vidste, han var gæst i deres land. Jimmy stod stadig og råbte ham op i hovedet, men han orkede ikke længere at skelne ordene fra hinanden. Jernrøret var holdt op foran den vrede yngling parat til nye afstraffelser.

»Lad ham være!« lød en stemme henne fra indgangen til baggården. Jimmy snurrede rundt, og hvis ikke det var fordi den rødhårede beholdt både opmærksomhed og kniv rettet imod Masood, havde han haft en chance. I stedet blev han chokeret over at se, at det var Tommy, og hans hjerte begyndte nærmest at krympe sig af angst for, at der skulle ske ham noget.

»Nej, Tommy, løb væk!« råbte han.

Et eller andet i tonefaldet fik det til at gibbe i Jimmy. »Hvad fanden har vi her? En perkerelsker?« råbte han. Han studerede indgående Tommy med sine små, gråblå væseløjne. »Sutter du pik på ham?« spurgte han.

Tommy var ikke sikker på, at han havde lyst til at spilde ret mange ord på sådan et fjols.

»Sutter du pik på ham?« lød det igen fra Jimmy, der havde et hårdt og hadefuldt udtryk i ansigtet. »Svar for helvede!«

»Og hvad så, hvis jeg gør? Hvad fanden rager det egentlig jer?« sagde Tommy. Han holdt et skarpt øje med kniven, der var rettet mod Masood.

»Forpulede møgbøsser!« udbrød den rødhårede, og inden Masood kunne nå at reagere, havde han stukket kniven i maven på ham. Overraskelsen var letlæselig i Masoods øjne, da han opdagede, hvad der var sket.

»Neeej!« lød det fra Tommy, som forsøgte at nå hen til Masood. Det lykkedes ham imidlertid ikke, for Jimmy spændte raskt ben for ham, så han faldt på maven. Luften blev slået ud af ham, og han lå så lang, han var.

Masood så ned ad sig selv og så en sort plet brede sig på den mørkerøde skjorte.

»Ha, ha! Det har du sgu trængt til længe, dit perkersvin!« triumferede den rødhårede, og jog igen kniven i maven på den chokerede udlænding, som skreg, da den rødhårede begyndte at dreje kniven rundt.

•

Niels Erik gik lidt på må og få. Han kunne ikke forstå, at den lyshårede knægt kunne forsvinde så hurtigt. Han spekulerede lidt over, om han skulle lade det være, gå tilbage til bilen og køre hjem, for han vidste, at konen ville give ham en hvor-har du-været? skideballe, når han kom hjem.

Han gik lidt længere ned ad gaden, men vendte så om i retning af bilen. Han kunne ikke ryste en ubehagelig fornemmelse af sig. Han følte, det var vigtigt, at han fandt den unge mand så hurtigt som muligt. Han forsøgte at ignorere følelsen og glemme, at han havde givet drengen – Tommy – et lift. Han var fast besluttet på at køre hjem, da han hørte en mand, der skreg så nakkehårene rejste sig.

•

Der lød et klæbrigt lille svup, da den rødhårede endelig besluttede sig til at trække kniven ud af den vaklende udlænding. Masood hørte ikke længere Tommys skrig. Det var, som om han var blevet pakket ind i en klump vat, der kun indeholdt en dyb, dump smerte, der var for voldsom til at blive følt fuldt ud. Vatklumpen sugede samtidig livet ud af ham, så lysende pletter begyndte at danse for hans øjne. Han så ikke længere klart, og en lille alarm i baghovedet advarede ham om, at han snart ville miste bevidstheden.

Jimmy havde presset Tommy ned mod de hårde brosten. Han sad oven på hans ryg, og holdt hans hoved nede ved at lægge jernrøret henover nakken på ham. Tommy kunne mærke han pressede til, men ænsede det ikke. Han kunne se, Masood var begyndt at svaje fra side til side, og tårerne fyldte hans øjne. Han begyndte at skrige Masoods navn igen og igen. Masood havde et helt fraværende udtryk i øjnene, som om han kiggede ind i en anden verden.

»Hold så din forpulede kæft,« snerrede Jimmy. »Claus, når du er færdig med at stikke i perkerbassen der, så kom lige og hjælp mig med ham her.«

Den rødhårede, som åbenbart hed Claus, vendte sig om mod Jimmy.

»Hvad?« Mere nåede Claus ikke at ytre, før der lød et rabalder bagved ham, som blev efterfulgt af et grådkvalt vræl fra Tommy. Det var Masood, der var besvimet imellem skraldespandene. Da han tydeligvis var ude af spillet nu, vendte Claus sin opmærksomhed imod Jimmy og den hulkende svans, der kæmpede en tabt kamp for at komme fri. Det kunne godt være, svansen var en mager gut, men han var stærk som bare satan.

»Kom og hjælp,« sagde Jimmy. Tommy, der nærmest var apatisk af sorg og chok, strittede ikke imod da de tvang ham op ad muren. Jimmy stod lige bagved ham. Han åndede tungt, og stemmen havde fået en hæshed som mindede Tommy om de gamle liderlige mænd, man kunne opleve, hvis man ringede til træfpunktet.

»Skal du have lagt rør ind, hva’?« stønnede Jimmy lige ind øret på ham. »Det er jo det, du ka’ li’ ikke?«

Tommy svarede ikke. Han var fuldstændig ligeglad med alt undtagen Masood, som lå livløs hen i alt skraldet. Han kunne se, at den sorte plet på skjorten var begyndt at brede sig til brostenene.

»Se, hvor han stritter med sin lille bøsserøv,« sagde den rødmossede Claus. Det var ikke længere bare hans hår, der var rødt. Hans ansigt var også begyndt at få en lyserød kulør, som yderligere afslørede hans ophidselse. Tommy kunne tydeligt høre, at de begge to tændte på et raskt lille overfald som dette.

»I har slået ham ihjel,« sagde Tommy. En tåre løb igen ned ad hans kind.

»Se, hvor han står og hyler,« sagde Claus.

Jimmy pressede stålrøret op mellem benene på Tommy, og begyndte at køre det frem og tilbage. Tommys hjerte bankede lige så hurtigt som en kanins; frygten var ved at overmande ham, selvom han forsøgte at bevare kontrollen.

»Ja, du skal ha’ lagt rør op i din lille bøsserøv,« sagde Jimmy, og Tommy kunne mærke små spytdråber, der ramte ham i nakken.

»Hiv bukserne af ham!«

»Hvad?« kom det igen fra Claus. Han havde et udtryk, der tydeligt par præg af, at han ikke troede, han havde hørt rigtigt.

»Jeg holder ham, du hiver bukserne af ham. Kom nu, mand!« råbte Jimmy.

Der gik et lys op for Claus. »Nåh, rør, mand, ha, ha.« Han fik et endnu mere ivrigt udtryk i sit rødmossede ansigt.

»Lad være!« skreg Tommy, da Claus begyndte at fumle med bukserne.

»Stå stille, eller jeg går hen og smadrer perkerbassens ansigt med røret her,« sagde Jimmy, mens han samtidig illustrerede udtalelsen ved at presse røret hårdere mod Tommys balder. Claus forsøgte igen at få bukserne af Tommy, der så en mulighed for at sparke ham i ansigtet. Claus gav et hyl fra sig og fór rundt om sig selv, mens hænderne var holdt op foran ansigtet.

»Så er det kraftedeme nok,« sagde Jimmy. Han pressede igen røret ind mod Tommys nakke. Det gjorde ondt, men Tommy var ligeglad, han havde ikke tænkt sig at være passiv, og bare tage imod, hvad de to fjolser kunne finde på af gode idéer.

»Du er stadigvæk i skabet, ikke? Du tænder på det her, ikke … Jimmy?« sagde Tommy. Det sidste, Jimmy, sagde han i et hånligt tonefald, som var det et skældsord. Jimmy kom med et hyl af indestængt raseri, der nu fik frit løb. Han smadrede Tommys hoved ind i muren, så Tommy troede, at han skulle besvime. Han udstødte et hyl af smerte, og kunne mærke han blev svimmel. Jimmy flåede bukserne af ham, men Tommy ænsede det næsten ikke.

»Nu får du sgu jern, skat,« sagde Jimmy med en klang af vanvid i stemmen.

•

Niels Erik var gået lidt rundt på må og få for at pejle sig ind på de skrig, han havde hørt. Det ene havde lydt som en mand, og det andet kunne sagtens være kommet fra netop den fyr, han tidligere havde givet et lift. Det lød alvorligt, og han var begyndt at blive febrilsk. Han tænkte på, hvor et overfald ville være bedst at udføre i dette tæt bebyggede område. Igen tænkte han, at det ville være bedre bare at tage hjem. Han stod stille og kiggede sig lidt omkring.

En baggård, tænkte han og satte farten op i retning mod de baggårde, der måtte ligge i nærheden.

•

Tommy skreg, da Jimmy forsøgte at presse røret op. Han forsøgte at bevæge sig så meget, at det ikke kunne lade sig gøre, men Claus var kommet til hægterne igen, og hjalp Jimmy med at holde ham fast.

De slår mig ihjel, tænkte han, og et eller andet i ham var ligeglad. Meningen med hans liv havde aldrig rigtig været der, og hvis den havde, var den ved at være død og borte nu.

»Stå for helvede stille!« sagde Jimmy.

»Stik den op i røven på dig selv!« sagde Tommy. Hans øjne søgte Masood, der stadig lå uden at røre sig. Hvis ikke han allerede var død, ville han snart gøre det på grund af blodtab. Tommy havde kun én tanke, og det var at få noget hjælp til Masood. Han skreg igen, da Jimmy forsøgte at gennemtrænge ham med det tykke jernrør. Jimmy slog hans hoved imod muren igen.

»Hold din satans kæft!« råbte han. Jimmy gjorde sig klar til endnu et forsøg på at bore jernrøret op i Tommy.

»Lad den stakkels dreng være!« lød en dyb myndig stemme. Jimmy og Claus snurrede rundt som på tælling, klar til at tage imod den nyankomne. Tommy kunne se, det var manden, som havde givet ham liftet ind til byen. Han ville gerne have råbt PAS PÅ, men han kunne ikke få et ord frem. Han kunne se, at manden syntes meget højere, end han havde gjort i bilen. Niels Erik prøvede, som den gode værkfører han var i dagligdagen, at få et overblik over situationen i baggården. Jimmy, der ikke var sen til at komme til hægterne igen, havde allerede en smart bemærkning klar: »Nå, boller du også med den lille bøsserøv her?« spurgte han, mens der lød en lille hysterisk fnisen fra Claus.