Krystalhandsken

By Morten Kjærhus Jørgensen

Adam lever et hårdt liv som gadedreng i Aurora, hovedstaden i Erekiath. Da hans lillesøster Katrin bliver syg og har brug for hjælp, kommer hun i kløerne på bandelederen Marius, og Adam bliver tvunget til at arbejde for ham. Han skal stjæle en kostbar krystalhandske fra en rig mands palads. Det ender galt for Adam, men heldigvis får han hjælp af en usædvanlig gruppe væsener: den kloge gartner Frederik, den stærke halvelver Hanthorn, den blide elverkvinde Sazaria og Milo fra småfolkene, som er ganske lille af vækst, men en kvik og modig pige. Sammen må de kæmpe mod ondskab og bedrag og trodse mange farer i deres forsøg på at finde Katrin, før det er for sent ...

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Apr 1, 2022
• ISBN: 9788743020790

Book preview

Kapitel 1

Adam

Adams hjerte dundrede i hans bryst som et dyr, der kæmpede for at slippe ud af sit bur. Han var få øjeblikke fra at bryde ind i et palæ, der efter sigende var bedre bevogtet end det lokale fængsel.

Han betragtede palæets indgang. En dobbeltdør af poleret træ belagt med en ramme af guld. Der gik et halvtag hen over døren, støttet af to søjler af lys sten. Det virkede umuligt. Hvordan skulle det nogensinde lykkes?

Foran hver søjle stod en vagt i pladerustning, der antydede rigdommen, som kunne findes indenfor. Der var ikke sparet på detaljerne. Hjelmene var endda udsmykket med bronzemønstre udformet som vinger. Var det ikke for bronzekanten rundt om sprækkerne til øjnene, skulle man ikke tro, at der var mennesker indeni.

Adams blik standsede på sværdene langs deres ben, hvilket fik en klump til at vokse bagerst i hans hals. Mønstre af guld prydede fæstet. Det så ud til at være et godt stykke håndværk, selvom han egentlig ikke havde forstand på den slags. Klingerne var skjult af læderskeder, men hvis der var lagt så meget arbejde i detaljerne, turde han slet ikke tænke på, hvor skarpe de var.

Vagterne bevogtede indgangen i stilhed. Hjelmene gjorde det svært at se, hvor deres øjne pegede hen, men han var rimelig sikker på, at de ikke kunne se ham på den anden side af gaden, skjult under et midnatstræs mørkeblå krone. Natten var for længst faldet på, og selvom gaderne i den rige del af byen var bedre oplyst, formåede midnatstræet at indhylle ham i mørke.

Palæets grund var omgivet af en hæk, der tårnede sig op som en mur rundt om haven og holdt nysgerrige blikke ude. Hækkene i Ydre-distriktet kunne ikke måle sig med den standard. Desuden var der ikke mange hække i Ydre-distriktet, især ikke i den del, han kom fra. Luften var også anderledes i Central-distriktet. Han var vant til lugten af råd eller lort, men her kunne man faktisk ane duften af planterne.

Adam var født og opvokset i Aurora, hovedstaden i Erekiath, og havde levet på gaden, så længe han kunne huske. Det farefulde liv blandt hjemløse og kriminelle havde givet ham stærke overlevelsesinstinkter. Lige nu skreg de alle, at det ville gå galt, men han var nødt til at gøre det. Der var ingen anden udvej. Klumpen i hans hals gjorde det svært at trække vejret. Hvis dette skulle lykkes, var han nødt til at berolige sig selv.

Han tænkte på sin mor. Selv som voksen fandt han tryghed ved at tænke på hende. Hun havde altid fået ham til at føle sig tryg til trods for den uro, livet på gaden medførte. Hun havde tit fortalt historier fra tiden, før han blev født. Ofte fortalte hun om kroen, hvor hun havde underholdt og serviceret gæsterne til gengæld for kost og logi, og nogle gange lidt betaling.

Manden, der ejede kroen, kunne dog ikke lide børn, så da Adam blev født, smed han dem på gaden. Han anede faktisk ikke, hvornår han var født, men han vidste, han var omkring tyve somre gammel. De første mange år havde han ikke forstået, hvorfor nogen ville smide folk på gaden sådan uden videre, men da han blev ældre, gik det op for ham, hvad det egentligt var, hans mor lavede. Kroen, hun havde arbejdet på, var ikke et sted for børn, tværtimod. Det ændrede dog ikke hans syn på hende. I stedet så han sin mor som en kvinde, der gjorde, hvad hun måtte, for at overleve, ligesom han selv var nødt til nu.

Han havde aldrig været stolt over at stjæle, men nogle gange var det nødvendigt for at overleve. Desuden stjal han kun fra dem, der kunne undvære, og sjældent mere, end han havde behov for.

Hans krop sitrede, men ikke, fordi det var koldt, tværtimod var det en ganske lun forårsnat. Han kunne ikke finde ro i krop eller sind. Tankerne fløj rundt i et uoverskueligt virvar. Han kunne ikke fastholde en tanke mere end et par sekunder ad gangen.

Nu tager du dig sammen, Adam! Hvis det her ikke lykkes, så er hun så godt som død!

Støj fra palæets indgang fik ham til at fokusere. Hoveddøren gik op, og to skikkelser klædt i rustninger, der var identiske med dem foran søjlerne, marcherede ud ad døren.

Aftenen før havde han stået præcis samme sted og holdt øje med palæet og set hele vagtskifteritualet. Han havde svært ved at forstå, hvorfor det hele skulle være så rituelt. Det virkede fjollet. Først havde de to nye vagter marcheret hen til de andre og råbt: Afgiv rapport! hvorefter de drejede sig om, så de stod og kiggede hinanden i øjnene. Det var lige det øjeblik, han skulle bruge til at snige sig forbi dem. Resten af vagtskifteritualet var meget mekanisk og stift, men det var ikke vigtigt.

Der var flere timer til næste vagtskifte, så det var hans sidste chance for at komme ind og stjæle handsken til Marius. Han havde udtrykkeligt bedt ham aflevere den inden daggry.

Hårene rejste sig i nakken og ned ad hans arme. Han vidste ikke, hvad Marius ville gøre, hvis han fejlede, men det var næppe noget behageligt.

Han rystede hovedet for at fjerne tankerne og fokuserede på vagterne. Det var umuligt at komme ind gennem hoveddøren. Det var alt for risikabelt. Selv hvis det, imod alle odds, skulle lykkes ham at komme gennem døren, havde han ingen anelse om, hvad han ville finde på den anden side. Hans bedste mulighed var at snige sig ind i haven og klatre gennem et vindue.

Det var ikke hans første indbrud, men oftest var det ved bageren eller slagteren for at skaffe mad, sjældent i private hjem. Et par gange havde han da også prøvet lykken ved guldsmeden for at skaffe et smykke til at imponere pigerne med. Det havde dog ikke den ønskede effekt. Gadepigerne var, ligesom han selv, mere interesseret i fornødenheder til dagen og vejen, og det hjalp et smykke ikke med. Desuden var det ikke smart at prøve at sælge et smykke, når man var hjemløs. Det var nærmest at bede om at blive arresteret. De piger, der ikke boede på gaden, var kloge nok til at vide, at hvis en gadedreng bød dem dyre gaver, var han næppe kommet ærligt til dem.

Han havde dog aldrig kunnet lide at stjæle fra andre, og i aften var ingen undtagelse. Adam havde prøvet at forklare Marius, at han ikke var meget for at lave indbrud, men Marius var overbevist om, at han prøvede på at tale sig ud af situationen, hvilket nok heller ikke var helt ved siden af. Han var stadig øm i siden fra slaget, Marius gav ham for at prøve. Marius havde efterfølgende forklaret ham, med store ord, hvad der ville ske, hvis han ikke gjorde det.

Adam sukkede. Han havde ellers formået at holde sig væk fra banderne i mange år, hvilket var lidt af en bedrift for en gadedreng. Gennem de sidste par år havde han mistet de få venner, han havde, til forskellige bander.

Som udgangspunkt var der ikke noget mærkeligt ved, at man sluttede sig til en bande, sådan var det nu engang på gaden. Nogle gjorde det af nød, andre for at være en del af et fællesskab. Det endte dog skidt for de fleste, da det lå i bandernes natur at være i konflikt med hinanden eller loven.

Der var dog én bande, der gjorde tingene anderledes end de andre – Den Sorte Næve. Rygterne sagde, at hvis man sluttede sig til dem, kunne de beskytte en mod ordensmagten. Desuden gav de også kost og logi til de dedikerede. De tilbød endda træning og uddannelse, samt udstyr eller våben til de dygtigste. Adam var ikke i tvivl om, at der stak noget under. Når noget lød for godt til at være sandt, var det sikkert løgn. Efterhånden var de fleste hjemløse på en eller anden måde involveret med Den Sorte Næve, ikke alle frivilligt, heriblandt Adam.

Han betragtede vagterne, der var ved at starte deres ritual. Han forlod beskyttelsen af midnatstræets skygge, og uden at lave en lyd løb han hen over gaden og klemte sig op mod hækken. Den virkede pludseligt stor og truende.

Adam kiggede forsigtigt ind mod vagterne, imens han gjorde sit bedste for at være et med hækken. Hans plan, hvis man kunne kalde det en plan, beroede på, at vagternes hjelme blokerede for deres perifere syn. Han vidste alt for godt, at det kunne planlægges bedre, men tiden var knap, og planlægning var ikke hans stærke side.

I det mindste havde Marius interesse i hans succes og havde lånt ham en sort lædervams samt tilsvarende læderbukser. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft tøj, der passede i størrelsen, og da slet ikke i denne kvalitet. Han var ikke vant til at være så fin på den. Normalt gik han i aflagt tøj, han fandt eller købte fra gadesælgere.

Plan eller ej, det gjaldt om at være hurtig og udnytte de fordele, han havde, og det mørke tøj talte som en fordel. Adam var god til at gemme sig og bevæge sig uden at lave støj, men det hjalp ikke meget, da indgangen til haven var badet i lys fra to lamper, der hang i en metalbue hen over den. Desuden kunne han ikke undgå at komme helt tæt på vagterne, når han skulle forbi dem.

Afgiv rapport! lød det fra vagterne. Det første ord var knap påbegyndt, før Adam uden at tænke fór hen mod den nærmeste søjle.

Hans lædervams knirkede ved hver eneste bevægelse. Forhåbentligt var det blot hans nervøsitet, der gjorde ham nervepirrende opmærksom på støjen. En overvældende fornemmelse af, at han blev set, væltede ind over ham. Han dukkede sig instinktivt ned, men fortsatte med at løbe. I en improviseret form for kravle-løb strøg han forbi vagterne, der stod og kiggede hinanden direkte ind i hjelmene.

Intet at rapportere, sagde vagterne, ligesom han kom om på ydersiden af søjlen.

Adam rejste sig og pressede sig op ad søjlen. Han anstrengte sig for at trække vejret så forsigtigt, han kunne. Vagternes rustninger raslede på den anden side af søjlen.

Det føltes som en evighed, da han stod og kiggede ind i haven, der nu var foran ham.

Palæet strakte sig ind i haven. I stueetagen var der vinduer hele vejen hen til enden, men alle så ud til at være lukkede. Han var ikke i tvivl om, at han kunne få et vindue op, men der var vagter i haven, som gjorde det svært at få ro til det.

De afløste vagter var ved at åbne hoveddøren. Adam udnyttede støjen til at stikke i løb ind i haven. Han løb langs palæets mur og holdt hovedet lavt for ikke at blive set indefra. Da han nåede enden af palæet, pressede han sig op ad muren og kiggede tilbage.

Han sukkede lettet. Ingen havde set ham. Langsomt stak han hovedet om hjørnet. En vagt afpatruljerede haven. Heldigvis så det ud til, at han var på vej væk fra Adam.

Det skulle give mig tid nok til at åbne et vindue.

Netop som han skulle til at vende sig for at gå hen til nærmeste vindue, var der noget, der fangede hans opmærksomhed. Et gardin blafrede ud fra et vindue længere fremme.

Perfekt!

Kapitel 2

Frederik

Det havde været en hård dag i haven. De havde modtaget nogle skrøbelige planter oppe fra det kolde nord, nogle yderst smukke frostliljer.

Liljerne var købt fra Snedværgene, der kom fra Snetinderne, nogle bjerge langt mod nord.

Frostliljen trivedes i Snetindernes kolde klima, og under normale omstændigheder kunne de ikke leve i Auroras varmere klima.

Selvom gartneri ikke var noget, snedværge normalt gjorde i, var der enkelte, der havde fundet ud af, at der var penge i at handle med frostliljer.

Der var to ting af høj værdi, som man kunne finde i Snetinderne. Frostliljer og koldt-stål.

Koldt-stål havde den naturlige egenskab at være dårligt til at optage varme, hvilket betød, at det altid holdt sig koldt. Det gjorde det dog svært at smede, da det var vanskeligt at varme det nok op til, at man kunne forme stålet. Snedværgene havde opfundet en teknik til at gøre det og var mestre i at smede koldt-stål. De havde lavet æsker af metallet, som de brugte til at opbevare frostliljerne i. Koldt-stålet gjorde, at frostliljerne blev holdt nedkølet inde i æsken.

Frederik havde taget en af dem med ind i sit kammer og sad ved sit skrivebord og betragtede den. Æsken var lidt større end en knyttet hånd og var tilpasset frostliljens størrelse. Kanterne havde mønstre støbt ind i strukturen, der lignede små labyrinter. På toppen var der et glaslåg, så man kunne se liljen uden at tage den ud af æsken.

Det var første gang, han havde set en i virkeligheden, og han havde dedikeret aftenen til at studere den.

Stilken på liljen var en smuk blanding mellem grøn og blå, og han vurderede, at den var kraftigere end de gængse liljer, han kendte til. Det imponerende var dog hovedet. Det havde en klar blå farve, og det lignede lidt, at den var lavet af is. Desuden afgav den et svagt blåligt skær.

Interessant, sagde han. Du lyser jo, lille ven. Gad vide, om det er naturligt, eller om der ligger noget andet bag …

I sin iver efter at undersøge den nærmere skulle han lige til at åbne låget på æsken.

Din gamle klovn, hvad tænker du på? sagde han.

Det var frostliljens skrøbelighed der gjorde den sjælden. Den trivedes kun under kølige forhold, og hvis den blev udsat for bare lidt for meget varme, ville den dø i løbet af få timer. Frostliljer skulle bruge vand og lys, ligesom så mange andre planter. De havde dog særlige krav til jorden, de voksede i. Det var en bestemt slags jord med en sandet konsistens. For at undgå, at sandet væltede ud i hele æsken, var der spændt et stykke stof hen over sandet, så det lignede jord. Liljen stak igennem stoffet, så den uhindret kunne vokse.

Frederik, der var slotsgartneren i palæet, havde hovedansvaret for alt, hvad der havde med planter at gøre, og siden frostliljerne var ankommet, var de hans højeste prioritet.

Han lod liljen blive i æsken. Det var for varmt for den i hans kammer, selvom han havde et vindue åbent. En pludselig temperaturændring ville slå blomsten ihjel næsten øjeblikkeligt.

Frederik sukkede. Det bliver kun en visuel analyse i aften. Han talte ofte til sig selv, især når han koncentrerede sig eller var ivrig.

Det var ikke hans egen lilje. Sådanne ting havde han slet ikke råd til. Det var hr. Erlok, ejeren af palæet, der havde købt ikke mindre end tre af slagsen, og han havde betalt heftige summer for dem.

Måske kan vi tage dig ud i morgen, når vi er nede i drivhuset, sagde han, mens han kiggede eftertænksomt på liljen.

Hr. Erlok ejede et underjordisk drivhus, der blev brugt til at dyrke forskellige planter, der ikke kunne tåle lys, eller som trivedes bedst i mørke og kølige klimaer.

Drivhuset egnede sig dog ikke så godt til at dyrke frostliljerne, for selvom det var køligt dernede, var der for mørkt, og frostliljen havde behov for sollys.

Den ville dog ikke tage skade af at være dernede i en kortere periode. Den kunne jo også klare sig uden sollys om natten.

Hmm … Måske er der en undersøgelse, vi kan lave i dag, uden at tage dig ud af æsken.

Frederik kiggede sig omkring, som om han ville sikre sig, at ingen holdt øje med ham. Da han var sikker på, at ingen kunne se ham, begyndte han at galdre.

Han mumlede ord på et sprog, som kun få forstod, imens han strakte sine arme ud til siderne med håndfladerne udad. Han spændte i armene, som om han pressede en usynlig kraft væk fra sig.

Et svagt blåligt lys strømmede ud fra hans håndflader. Hans arme sitrede af hans kraftanstrengelser for at forme magien efter sin vilje. Hele seancen varede få sekunder, og da han var færdig, lyste rummets vægge kortvarigt op med et blåligt skær, hvorefter alt så ud som før.

Han rettede sig op og pustede ud for at sunde sig oven på kraftanstrengelsen.

Det burde give mig lidt privatliv.

Det var meget få personer i Erekiath, der kendte til magiens natur. Selvom alle vidste, at magi eksisterede, var det i daglig tale omtalt som ondskabsfuldt og farligt. Disse holdninger gjorde, at magi havde været ulovligt i hundredvis af år. Af samme grund troede mange, at magi stammede fra djævle og dæmoner.

Øst for Erekiath lå Sylvanien, hvor Sylvan-elverne holdt til. Der var magi mere accepteret. Der gik rygter om, at hovedstaden Tihr husede artefakter med magiske egenskaber, som mange antog var både farlige og destruktive. Frederik delte dog ikke den antagelse. Han havde altid gerne ville flytte til Sylvanien og studere magiens kunst, men desværre tillod de sjældent mennesker inden for deres grænser.

Til trods for Sylvaniens og Erekiaths forskellige syn på magi levede de i nogenlunde fred med hinanden. På elvernes side af grænsen havde man indført et område, hvor magi ikke måtte udøves. Dette område blev kaldt ‘Gråzonen’. Det var et kompromis, Sylvanien havde indgået for at undgå konflikter omkring magi ved grænserne.

Bare at studere magi i Erekiath var ulovligt og blev straffet med døden, enten ved drukning eller brænding. Frederik var udmærket klar over konsekvenserne af at blive opdaget og havde derfor udviklet interesse for illusions-magi. Besværgelsen, han havde kastet, var en illusion, der indhyllede hele rummet. Hvis nogen, f.eks. en af de patruljerende vagter, kiggede ind ad vinduet, ville de se en illusion af rummet, hvor hverken han eller frostliljen var at se. Bagsiden var dog, at hvis nogen trådte ind i kammeret, ville de ikke længere blive snydt af illusionen.

For en sikkerheds skyld låste han sin dør.

Han satte sig på skamlen foran sit skrivebord, hvor frostliljen stod, og fikserede øjnene på den. Han begyndte igen at galdre. Denne gang hviskede han ordene, imens hans øjne lyste med et blåligt skær. Denne besværgelse var nemmere og krævede ikke så meget af ham.

Meget interessant, mumlede han for sig selv. Du er jo magisk af natur, lille ven.

Koncentreret fortsatte han med at stirre på frostliljen, imens blåt lys skinnede ud af hans øjne.

Kapitel 3

Adam

Adam sneg sig hen mod vinduet, imens han holdt hovedet lavt.

Da han nåede hen til vinduet, sendte han et blik mod vagten for at sikre sig, at han ikke var blevet set. Vagten var på vej tilbage mod Adam. Heldigvis gik han langsomt. Der ville gå mindst et minuts tid, inden han var henne hos ham. Der var dog altid chancen for, at han blev set inden da.

I en blanding af utålmodighed og impulsivitet sneg han sig til et kig ind ad vinduet. Han konkluderede, at der var tomt, satte begge hænder på kanten af vinduet og sprang ind.

En let svimmelhed ramte ham, da han landede indenfor. Hele verden bølgede omkring ham, som om han havde betragtet verden gennem overfladen på en sø, og nogen havde smidt en sten i den.

Adams øjne blev store. Instinktivt trådte han et skridt tilbage, så han næsten væltede ud ad vinduet igen.

Foran ham sad en midaldrende mand med lysende blå øjne og kiggede på ham med åben mund.

Adam blev bleg i ansigtet og blinkede hurtigt med øjnene, imens han stirrede på ham. Han kunne have svoret, at der ikke havde siddet nogen på skamlen blot to sekunder tidligere, og da slet ikke nogen med lysende øjne!

Ved Lyset, hvad sker der med dine øjne? røg det ud af Adam med en skinger og dirrende stemme.

Øh … Mine øjne? … Åh ja, undskyld, svarede manden.

Han blinkede, som om nogen pustede ham i øjnene, hvorefter det blå lys fortog sig.

Hvorfor i alverden undskylder han? Det er jo mig der er brudt ind.

Manden kiggede på ham med et konfust blik og rømmede sig.

Mit navn er Frederik … Frederik Torres, men det antager jeg, at De allerede ved.

Der var en underlig lettelse i hans stemme.

Jeg har nok altid vidst, at min magi ville skaffe mig problemer før eller siden, selvom jeg da synes, jeg har været yderst forsigtig.

Adam kiggede undrende på ham. Han var en midaldrende mand med kort hår og et diskret skæg rundt om munden og ned på hagen. Både skæg og hår var mørkt, men gråsprængt. Han havde mørke rande under sine blå øjne. Hans pande var rynket i tre vandrette furer, men på trods af hans alvorlige mine kom der en rolig, nærmest venlig udstråling fra ham.

Hvorfor taler han til mig, som om jeg burde kende ham?

Frederik

Frederik havde altid forventet, at hans magiske evner ville blive opdaget før eller siden, og spekulerede tit på, hvordan det ville ske. Alt fra en hær af vagter, der sparkede døren ind, til et stille snigmord midt om natten, helt afhængigt af, hvem, eller hvad, der opdagede ham.

Hans fantasi havde haft frit løb gennem årene, og selvom han vidste, at han overdrev i de fleste af sine fantasier, var der en lille del af ham, der frygtede, de var sande. Han havde dog ikke forventet, at han ville føle lettelse. Måske var det, fordi øjeblikket ikke var så frygtindgydende, som han forventede.

Frederik betragtede afventende den indtrængende, der stirrede på ham, imens han bed sig i læben. Han var tydeligvis forvirret.

"De … Det er ikke mig,