Felven og den gamle visdom

By Ulla Schejbel Nielsen

En regnfuld morgen ligger der en elverdreng på feernes eng. Der hører han ikke til, noget er helt galt.

I et kapløb med tiden må Felven og syvsoveren gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe skovens elvere og engens feer. Det bliver en farefuld opgave for de to venner. En opgave, de umuligt kan løse alene.

"Felven og den gamle visdom" er den tredje og sidste bog om Felven og syvsoveren. Bøgerne kan både læses i forlængelse af hinanden og hver for sig.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 17, 2022
• ISBN: 9788743038498

Ulla Schejbel Nielsen

Da Ulla Schejbel Nielsen fik sat studenterhuen på hovedet på Sankt Annæ Gymnasium, var hun sikker på to ting: Hun ville skrive tekster, og hun ville arbejde med musik. Da hun samtidig var glad for at undervise, førte det i første omgang til en læreruddannelse på Holbæk Seminarium. Efter en kort periode som børnehavepædagog og aftenskolelærer gik turen videre til RUC, hvor hun blev færdiguddannet som cand. comm. i 2000. Siden da har hun arbejdet med kommunikation, undervisning og musik - og gennem årene har utallige børn lagt ører til hendes sange og fortællinger. Ulla har tidligere udgivet tre sangbøger med rytmikideer og sange for mindre børn.

Book preview

Indholdsfortegnelse

Sommerregn

Elverdrengen

Visdom

Elverens gråd

Dis over engen

Dansen i natten

Mellem træernes stammer

Historierne

Vinduet

Puslespil

En trist fe

En regel er en regel

Drømmen

Lille og fin

Spejlet

Elversmykket

Brikker af ord

Ornen

Hjælpere

Ræven

Rævegraven

En såret syvsover

Hjortens hemmelighed

Det frække egern

Elverkongens krone

Tegningen

Honningbier

En gæst på engen

Nat om dagen

Cirklen

Den niende hjaelper

Den gamle visdom

Sommerregn

Felven strakte sig og gabte. Lyden af den silende regn havde vækket hende. Hun vendte sig langsomt i sengen, og hendes arm faldt ud over sengekanten.

Sjask.

Hendes hånd landede i noget vådt og blødt.

Syvsover!

Jeg hader va… zzz.

Den lille syvsover var faldet i søvn igen.

Felven smilede. Hun løftede syvsoveren op i sengen og krammede den med sit sengetæppe, så den kunne blive tør.

Et tyndt lag vand dækkede hele gulvet i den lille stue.

Dryp, dryp …

Lyden blev ved.

Felven kiggede op.

En dråbe landede på hendes næse. Hun gned den væk med bagsiden af hånden. Der måtte være gået hul i taget.

Hun tog en klud og begyndte at tørre op. De to stole og det lille runde bord stod og soppede i vand.

Felven sukkede. Hun samlede det spraglede tæppe op fra gulvet. Det var der, hendes bedste ven, den lille syvsover, plejede at sove. Nu lå den i hendes seng.

Tæppet var helt gennemblødt.

Jeg hænger det udenfor på tørresnoren. Selv om det stadig regner, hænger det bedre derude, end det ligger og sjapper herinde, tænkte Felven.

Hun kastede et blik på syvsoveren, der lå så fint rullet sammen og sov, så gik hun ud i regnen.

Snoren kunne kun lige bære det regnvåde tæppe, da Felven kastede det op over den. Hun kiggede op mod himlen.

Regnen silede stadig ned, og skyerne gjorde det umuligt at se de to fine stjerner, hun plejede at smile til om natten og i de tidlige morgentimer.

Selvom alt virkede gråt og vådt, var solen ved at stå op. Fuglenes morgensang manglede dog, de gemte sig for regnen.

Fra sit hjem i udkanten af feernes eng kunne Felven se ned til feernes små huse. De holdt sig inden døre, når det regnede.

Feerne brød sig ikke om at få våde vinger. Felvens egne vinger var så små, at de ikke kunne bære hende. Hun smilede. Pyt med våde vinger. Hun havde prøvet det, der var værre.

Felven nød regndråberne mod sit ansigt, nu var hun jo alligevel blevet pjaskvåd, så kunne hun lige så godt blive lidt ude. Det var ikke koldt i sensommerregnen. Hun kiggede op mod toppen af den træstub, hun boede i. Udefra var det ikke til at se, hvor hullet skulle være. Hun måtte finde ud af det, når regnen var stoppet. Det ville være for risikabelt at klatre derop nu. Træstubbens bark var våd og glat.

Felven så ud over engen. Der hvor elvernes del af skoven mødte engen, lå der ingen dis denne morgen. Men under det store træ midt på engen lå der noget andet. Felven gned sine øjne og kiggede igen. Hun var helt sikker. Der lå noget i græsset. Felven kastede et blik tilbage på sin dør. Burde hun vække syvsoveren? Hun rystede på hovedet, en nyvækket, gnaven syvsover var nok ikke den bedste at slæbe ud på engen i regnvejr. Det var bedre, at den fik lov til at sove.

Græsset under hendes tæer føltes blødt og vådt, da gik hun over engen, hen mod det store træ.

Regnen gjorde det svært at se, hvad det var, der lå der. Bevægede det sig?

Hun så sig over skulderen. Først nu ramte den tanke hende, at det kunne være noget farligt. Hvor hurtigt ville hun kunne løbe tilbage? Lige så stille nærmerede hun sig. Det blev tydeligere, hvad der lå i græsset.

Hun standsede op. Kiggede først på skikkelsen og så ind mod skoven.

Regnen var så småt begyndt at stilne af. Skyerne trak sig langsomt fra hinanden, og en smal solstråle tegnede fine mønstre hen over engens våde græs.

Felven satte i løb tilbage, der var ingen tid at spilde. Tæppet på tørresnoren blev flået ned, og hun trak det efter sig tilbage over engen. Pyt med, at det var vådt, hvis solen først brød rigtigt igennem, ville det være for sent.

Felven nærmede sig.

Det var en ung elver, der lå i græsset.

Han var lille. Det måtte være et barn. Han trak vejret stille og alt for langsomt.

Hun prøvede at vække ham. Han måtte tilbage til elverhøjen i skoven, men det var umuligt at flytte ham.

Forsigtigt dækkede hun hans ansigt og overkrop med tæppet. Hun lavede en sprække mellem tæppet og græsset, så han stadig kunne få luft.

I græsset under det store træ var der ikke nær så vådt som ude på resten af engen. Her kunne han ligge lidt i læ.

Felven så sig omkring. Hvis elveren ikke kunne komme tilbage i skoven, måtte hun dække ham mere til, så han blev ramt af så lidt sollys som muligt.

Felven flåede sengetæppet af syvsoveren.

Hvor vover du …

Mere nåede den ikke at sige. Måske kunne den se på Felvens ansigt, at det var alvor.

Hvad er der sket?

Syvsoveren så sig forvirret omkring.

En elver … på engen … solen … hjælp!

Felven var forpustet og stod bøjet over sengen.

En elver på engen. Den kan da ikke …

Alvoren var gået op for syvsoveren, der med tænderne trak lagenet af sengen og satte efter Felven, som var på vej tilbage til elverbarnet.

Elverdrengen

Forsigtigt dækkede Felven elverens krop med sengetæppet.

Han havde ikke rørt på sig.

Da syvsoveren nåede frem, snuppede Felven lagenet, så elveren kunne blive dækket mere til. Benene stak stadig ud, og de spinkle solstråler, der trodsede morgenens regn, ramte dem.

Vi må have fat i noget mere, der kan bruges.

Felven så sig omkring.

Hvis han får for meget sol, er det slut med ham. Elverne tåler ikke solens lys.

Syvsoveren rystede sin pels.

Bare tag, hvad du kan finde.

Felven pegede mod træstubben, og syvsoveren strøg tilbage over engen.

Nede ved feernes små huse var der stadig stille. Feerne var mindre end Felven. Hun måtte selv løse det her sammen med syvsoveren.

Der gik lang tid, før syvsoveren kom tilbage. På afstand så det ud, som om den trak af sted med noget tungt.

Elverbarnet rørte på sig, og Felven løftede forsigtigt tæppet, uden at lyset kunne ramme hans hud. Han sov stadig, og hans blege hud føltes kølig.

Syvsoveren puffede til Felven. Ved siden af den lå en bunke stof. Hurtigt trak de det hen over den lille elver, der snart var helt dækket til.

Tror du, vi kan redde ham? spurgte syvsoveren.

Jeg ved det ikke, svarede Felven ærligt, og jeg forstår ikke, hvad han laver her. Han burde være i elverhøjen hos de andre elvere. Her er alt for farligt for ham.

Der er ikke mere, vi kan gøre nu, sagde syvsoveren. Elverhøjen har for længst lukket sig for dagen.

Vi må skiftes til at holde øje med ham, og så må vi få ham tilbage, så hurtigt vi kan, når det bliver aften, sagde Felven og så op mod himlen.

Syvsoveren nikkede.

Jeg kan tage den første vagt ved ham, sagde den. Så kan du gå tilbage og rydde lidt op, jeg kom vist til at … zzz.

Argh …

Felven hev syvsoveren blidt i halen.

Hvis du skal tage den første vagt, så skal du holde dig vågen. Lover du det?

Syvsoveren nikkede.

Jeg kommer hurtigt tilbage.

Felven løb over engen, hen mod sit hjem. Hun ville tørre vandet op, inden alt for mange af hendes ting tog skade af fugten.

Døren stod åben