Halløj på badehotellet: Postkort fra Goa

By Lise Juhl

Igennem 17-18 år har forfatteren holdt vinterferie hvert år samme sted på den indiske vestkyst i Goas tropiske varme. På og omkring det lille badehotel har hun oplevet pudsige optrin, kultursammenstød og mange forskellige mennesker, der med hver deres særpræg har inspireret til disse ”postkort fra Goa”.

I hver fortælling tegnes et portræt af en eller flere personer, der har en drøm om noget værdifuldt, som mangler i deres liv, måske en længsel efter en anden identitet, et ønske om et mere enkelt liv, om større frihed, mere kærlighed, sex, fællesskab, rigdom, naturoplevelser. Vi er med, når kærligheden finder sine egne veje og vildveje, når drømmen leves ud, og når den kan være tæt på at blive livsfarlig.

Det er nu blevet til 26 små historier fra badehotellet i Goa, fortalt i anekdotisk form, hvor alle slutter med en pointe. Tilsammen kan de læses som en fortløbende historie med et handlingsforløb, men hver enkelt fortælling danner også sin egen helhed.

Enhver lighed med virkelige personer er ikke helt tilfældig…

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: May 17, 2022
• ISBN: 9788743038528

Lise Juhl

Lise Juhl er tidligere reklametegner, servitrice, bartender, lærer, socialrådgiver i Kriminalforsorgen, psykoterapeut, eksam.gestaltterapeut, siden 2009 billedkunstner, medlem af AKIO, Frdb. Kunstnerlaug, IMAGO, www.lise-juhl.dk www.imago-kunst.dk

Book preview

Prolog 1

OM MINE REJSER TIL

BADEHOTELLET I GOA

For ca. 20 år siden begyndte jeg at holde ferie om vinteren i Goa – på Indiens vestkyst – sammen med min meget fugleinteresserede mand. Goa blev valgt, fordi det sjældent regner om vinteren, der er hver dag sol, tropevarme, vild natur og et rigt fugleliv. Hotellet blev valgt på anbefaling af en arbejdskollega på min stressfyldte arbejdsplads i København.

Vi følte os hurtigt hjemme på det hyggelige familiehotel, hvor vi havde et værelse med terrasse og havudsigt, og vi vendte derfor tilbage næste år. Og derefter hvert år de følgende 17-18 år. I starten 2 uger, med årene kom vi op på 6 uger. Ligesom mange af hotellets andre stamgæster, der især kom fra Skandinavien og fra Centraleuropa, som af en eller anden grund var værtsparrets foretrukne turister.

Det unikke ved vores hotel var beliggenheden næsten på stranden med udsigt til hav og en solnedgang, der hver dag aftegner sig forskelligt på himlen. Et andet meget væsentligt plus var hotellets ganske særlige atmosfære, præget af værtsparrets personlige interesse og omsorg for gæsterne. Så hver ny ferie var som at komme hjem – til sit andet hjem – som et besøg hos familie i sommerhus.

Hidtil sidste rejse til Goa var i januar og en halv februar 2020. Derefter satte coronaen et punktum for rejser derover. Forhåbentlig er det kun en midlertidig pause, men det bliver nok aldrig det samme igen …

Lise Juhl 12.2.22

Prolog 2

OM IDEEN TIL "HALLØJ PÅ

BADEHOTELLET"S SMÅ

FORTÆLLINGER

Jeg har altid været fascineret af at møde nye mennesker, hvor jeg helt uden forhåndsviden for sjov forestiller mig, hvad der gemmer sig bag facaden. Uden at kende andet end hvad jeg umiddelbart ser og hører, overfladen, måden at gebærde sig på, stemmen, sproget, og selvfølgelig i forening med alle mine fordomme, da går min fantasi straks i gang med at digte videre på den historie, den nyankomne slår tonen an til.

Situationen er oplagt, når man er på rejse, hvor alt er nyt og ukendt. Men såmænd også, selv om omgivelserne er de samme som tidligere.

Når en ny gæst træder ind ad døren, begynder en ny historie at folde sig ud. Sådan er disse små fortællinger opstået af en håndfuld indtryk fra mine ferier igennem 17-18 år på dette særlige badehotel i Goa.

I det første indtryk anes allerede en lille del af en personlighed og en skabelon for, hvordan den anden griber livet an og vil spille de kort, han/hun har på hånden.

Titlen Halløj på badehotellet faldt mig ofte ind, når jeg på hotellet var vidne til pudsige mennesker, scenerier og sammenstød mellem indisk og europæisk kultur, der gav mindelser til den engelske TV-serie fra 70’erne Halløj på badehotellet – med de mange komiske optrin og gakkede gangarter …

Jeg begyndte at skrive derovre og at læse en historie op for et par af gæsterne, når vi mødtes til drinks og solnedgang på terrassen inden aftenens kulinariske oplevelse på hotellets restaurant.

Man vil i Halløj på badehotellet – postkort fra Goa møde mange sjove, sære, skøre, men også helt almindelige personer. Efter min mening er ingen mennesker kedelige. Alle har en historie, der kan fortælles.

Og enhver lighed med virkelige personer er ikke helt tilfældig …

1.

HINDUEUROPÆEREN

Hun kom flyvende op ad trappen, som ud af en drømmeverden, de ellers ikke havde tid til, tjenerne. En lille nips med en frihed i sin fremtræden, de ikke før havde mødt. Som klippet ud af deres hemmeligste fantasier. Fra en verden med ret til leg og lethed.

Med sine europæiske træk var hun tydeligvis fra et andet sted på kloden. I sit hjemland var hun nok en helt almindelig ung pige. Men her, klædt i sari og ankelkæder, smykker med glimmer og det lange lyse hår bundet op med indiske silketørklæder, var der en atmosfære af 1001 nat over hende, som var hun en haremskvinde på friaften. Omkransede af den sorte kohl lyste hendes grønne øjne som ædelsten. Luften omkring hende sitrede af lidenskab og længsel efter fremmed identitet.

Faktisk var det lukketid. Solen var for længst gået ned. Fra restauranten var der på denne tid udsigt til et kulsort hav, hvorfra bølgernes evige støjende stormangreb på strandsandet gav et dramatisk vidnesbyrd om en voldsom energi i verden. Lyset fra nattehimlens måne og stjerner blandede sig med et par dæmpede kulørte lamper i den åbne restaurant. Pigen var eneste gæst.

Tjenerne, der havde været på arbejde siden solopgang, havde allerede dækket op til i morgen og var egentlig klar til at gå hjem og lægge sig. Men de kunne ikke bare give slip på denne åbenbaring i deres liv. Pigen lyste op, kvidrede og indsmigrede sig hos alle tre ungersvende, som derfor uden større overtalelse indvilgede i at servere endnu en gang – for hende. Hun valgte en lokal indisk masalaret – med mineralvand til. Hinduer drikker ikke.

Mens hun ventede på maden, viste hun dem nogle af sine kunster. Hun kunne sætte tomme skåle og askebægre på hovedet og balancere med dem, alt imens hun dansede på sine bare fødder. Hun hoppede yndefuldt rundt i restauranten til deres beundrende bifald. Hun gav også en prøve på sin sang, strofer på hindi med sving og vibrato på stemmen, som hun havde opøvet igennem et par sæsoners sangundervisning på AOF hjemme i Skandinavien. Nu kunne hun lyde som en heltinde i en rigtig bollywoodfilm. Tjenerne var dybt fascinerede.

Hotelmutter var ved at lukke og slukke nede i receptionen, der havde indgang fra gårdspladsen overfor trappen op til restauranten. Forundret over lyden af de indiske sangstrofer kiggede hun ud af døren og opdagede, hvad der foregik. Hun var vant til lidt af hvert, men hun var også lidt utryg ved de alt for eksotiske gæster og deres anderledes vaner. Fra tid til anden kastede hun misbilligende blikke fra døren, der stod på klem ud til det fri.

Det velduftende masala måltid blev serveret for pigen. Hun nød det tydeligvis, men forlod derefter hurtigt restauranten, grebet af en pludselig rastløshed. Tjenerne kunne nu endelig lukke helt ned for i dag. Berusede af hendes magi løb de lettere, end de plejede, hjemad til deres ydmyge sovesal, hvor de snart faldt om på deres senge i en kort nats søvn fuld af fremmede drømme.

Pigen var gået ad trappen fra restauranten ned på gårdspladsen, som nu kun var oplyst