På danske Veje

By Johannes V. Jensen

Den populæreste danske Gud i Ungtiden var en Vognstyrer, Kørsel har nu været yndet, Regn fulgte med ham, Ildebrande, han spildte, men en Karl til at køre var han, og Folk med lidt gale Heste har nok haft et lille Hammertegn hængende på sig for at sikre sig Lykke på Landevejene! På Runestene står der ofte en Henvendelse til den raske Gud, i en noget anden Betydning; til vort Formål skal det anvendes her, som Indgang til vor Kørsel og Beretningen derom Thor vie disse Runer!

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Jul 8, 2022
• ISBN: 9788743044253

Book preview

epub_cover.jpg

johannes v. jensen

på danske veje

MED TEGNINGER AF

JOHANNES LARSEN

OG

NOGLE FOTOGRAFIER

imprimatur

© 2022 –Johannes V. Jensen

Forlag: BoD – Books on Demand, Hellerup, Danmark

ISBN 9788743044253

Johannes V. Jensen

Paa danske Veje

udkom første gang i 1931.

Nærværende udgave redigeret af

Peter Eliot Juhl

imprimatur

Indhold

IDRÆT OG DANSK NATUR

DE GAMLES GRAVE

RUNESTENENE I JELLING

VORE OLDTIDSMINDESMÆRKER OG DERES NATIONALISERING

MOTOR OG MINDESMÆRKER

PÅ DANSKE VEJE

DEN JYDSKE HEDE

VILDE DU SÆLGE DIN BEDSTEMODER?

ARKÆOLOGIEN I KUNSTEN

Tegninger af Johannes Larsen og nogle Fotografier

IDRÆT OG DANSK NATUR - 1927

Den egentlige indre Nerve i al Idræt, eller Sport, er en Tilbagevenden til Naturen. Kulturmenneskets Følelse af at Bylivet forkrøbler gør det nødvendigt at vende tilbage til Livet i en oprindeligere Form, hvis man vil bevare sin Menneskelighed.

Man sidder på et Kontor — Motion må til, under den Form der kan fås, Bevægelse i det Fri, det er det Motiv Enhver kender, og som har ført til Udfoldelsen af Sport og Friluftsliv i alle moderne Forgreninger. Man må kalde Bevægelsen kunstig, for den oprindelige frie Opøvelse af den menneskelige Fysik, der hænger sammen med et primitivt Liv i Mark og Skov, Jæger- og Fiskerliv, eller simpelt Kropsarbejde, det er ikke den der kan vendes varigt tilbage til, det er Bymanden forment, han har sit Arbejde, Hovedbrud, i Byen; men kunstig eller ej, Bevægelse i det Fri, under Former som holder Interessen fangen, det er Sportens Berettigelse, og dens Fortjeneste.

En væsentlig Betingelse, i Roden, for Sportens Muligheder og Effektivitet i et Land bliver da Landets Natur. Hvad slipper man ud i når man i sin Hvile- og Fritid har vendt Byen Ryggen? En rask Sammenligning med andre Lande vil vise at Danmark her er temmelig stedmoderligt stillet, men at Landet, ret beset, har sine Fordele.

Det nærmestliggende Land, som det falder naturligt at sammenligne med, er Norge, og Forskellen er straks overordentlig, radikal, som de fleste ved der har gået på Ski i Norge eller færdedes i Fjeldet om Sommeren, Et Element er her givet fra Naturens Hånd som Danmark ganske savner, Vildmarken, Fjeldnaturen, vældige urørte Områder, som endnu stiller Byerne og Bylivet i en Minoritet, så snart man begiver sig ud i dem, hvad Indtrykket angår. Og den norske Natur er jo Bevægelsen, Friluftslivet selv, at begive sig tilbjergs er allerede Motion, Idræt og Adspredelse nok i sig selv. Urnaturen, det primitive Liv hvorfra man er kommen, Altings Begyndelse, ligger endnu i bogstaveligste Forstand lige udenfor Døren. Selv i Landets Hovedstad, en Storby som Oslo, er man ikke længere fra den vilde Skov- og Bjergnatur end at tyve Minutter med Sporvognen bringer lige ud i den, Holmenkollen, Voksenkollen, Nordmarken; på en Time kan man være ene på et Sted så øde som om Mennesket aldrig havde sat sin Fod der, ene med den store, susende, åbne og kvægende Natur. Lørdag Eftermiddag kan man i Oslo se Ungdommen begive sig i Skarer ud fra Gaderne, vel belæsset med Rygsæk, med en Dragt Brænde på Toppen, til Bålet i den fjerne Bjergkløft hvor man har tænkt at slå Lejr, om Vinteren naturligvis med Ski; og i Norge har man permanent Vinter mindst de fem Måneder af Året — et Idrætsland er Norge, har altid været det, og opfylder sin Natur af sig selv, en rig Begunstigelse fra Beliggenheden og Elementernes Hånd, Betingelserne for et sundt Folk.

I Danmark har vi end ikke nogen virkelig Vinter, sjelden Sne en Uge i Træk, i Kane kan man køre en å to Gange om Året, langtfra hvert År, Kælke- og Ski­sporten er en Parodi; ikke en Gang Is på Søerne kan man regne med hvert År, så Skøjterne ruster mere på Loftet end de bruges. Kummerligt er Danmark stillet i den Henseende, der dog skulde være vor Karakter, at være nordisk. Sverige bar sin Vinter, selv sønden for os, i Schweiz, i Tysklands Bjerge, glæder man sig ved den maleriske og frydelige Vintersport. Her i Landet kan vi lige så godt blive enige med os selv om at denne naturlige og smukke Anledning til Bevægelse i fri Luft er os nægtet.

Værre er det imidlertid at Begrebet Vildmarkt udstrakt og uberørt Natur, er et i Danmark fremmed Begreb; hele Landet, også udenfor Byerne, er kultiveret, dyrkede og afspærrede Markområder, Skovene er Kulturskove, fredede som Parker, selv om der er Adgang til dem; vi har dejlige Skove, men Urnatur, som den norske og svenske Skog, der er et Indbegreb af Fjeld og vild, selvsået Bevoksning, og som danner mægtige Reserver udenom Bygderne, det kendes ikke i Danmark, måske med Undtagelse af en lille Rest nordisk Vildmark på Bornholm; Heden, enkelte Steder i Jylland, kunde man måske også tale om, men af den gør man de kedelige Plantager; så Reserver, endnu ukultiverede Arealer, Natur og Tumleplads udenfor Byerne, det er det der savnes. Andre Lande Verden over er rigere udrustet, Amerika, selv efter at Staterne er bleven fuldt bebygget og dyrket fra Atlanterhavet til Stillehavet — dér findes endda rige Bjerg- og Skovegne, hvor Bymennesket kan vende sig hen i Hvilestunder og ligge i Lejr igen, som på de salige Nybyggeres Tid, og svinge Øksen og leve af hvad Bøsse og Fiskekrog kan skaffe, hele den amerikanske Outing-Bevægelse har en sådan Reserve af uberørt Natur til Baggrund, et uomtvisteligt Gode for er arbejdende Bybefolkning, hvor Instinktet i Retning af at „lege Indianer" endnu er levende. Selv Ørkenen, der ligger på begge Sider af Nildalen, det rene tomme Ingenting, er dog Plads, og Ørkenen er da også i senere År ved at blive opdaget som Rekreations- og Sportsplads, foreløbig af Evropæere og Turister, i Besiddelse af Automobiler; der lader sig leve henrivende i Telte i Ørkenen, når man bringer alting med selv; men ikke en Gang en Ørken har vi i Danmark til Nabo. Forestillingen om at bryde op fra Byen og ligge i Telt i en fri Natur, Camping, må vi da opgive som fra Naturens Hånd udansk. Man kan have det fugtigt og ukomfortabelt i et Telt også her til Lands, hvis Strabadserne er Målet, men Tilstedeværelsen af et Hotel i umiddelbar Nærhed af Teltet, og en tøjret Ko ved Siden af, gør Foretagendet latterligt. Ild må man ikke tænde, så vidt mig bekendt, uden at varsko Sogne- og Brandfogeder. Motivet til at ligge i Telt, at sætte sig på Urmands Fod og klare sig på et vildt Sted uden andre Hjælpemidler end dem man frembringer, er da forfejlet i Danmark, og man bør se sig om efter anden motiveret Anledning til fri Udfoldelse i Naturen.

En rigtig Erkendelse af Landets særlige Natur og dens Begrænsning gøres nødig; den kræver Resignation, men stiller på den anden Side ingenlunde på bar Bund.

Danmark har fra Naturen ingen Reserver i Form af vildt Landskab, ikke en Gang Plads, det ganske Land er en dyrket Gård — i Kulturen må man da søge Landets Charme. Landet er fladt, en Egenskab der er bleven meget omtalt og til Overflod, men man kan jo nu en Gang ikke vende Bunden i Vejret på det, og en Gang tog vore Fædre det dog vel i Besiddelse netop fordi det var fladt, gode Græsgange, egnet for Landbrug. Landet er som Bedene i en Have, ikke til at betræde, men der er dog Gangene imellem, der er Vejene her i Landet, de skønneste Veje i noget Land.

Den danske Landevej er jævn, ud og ind bugtende, op og ned bølgende, den vender Blikket mod Horisonten, men er altid ved Målet, man er altid fremme, Landskabet altid det samme yndefulde danske, uden Overraskelser, en March på Stedet, om man vil, men den har altid sin Tillokkelse. De danske Landeveje kan lignes ved Årerne i et Legeme, de vender tilbage i sig selv. Landet skal ses fra Vejene. En Spaseregang er et Yndlingsmotiv i dansk Poesi.

Men foretrækker man et hurtigere Tempo, så er der Cyklen, det danske Nationalkøretøj, opfundet i England, men lyst i Kuld og Køn her som i ikke noget andet Land på Jorden, de danske Landeveje og Cyklen er som skabt for hinanden. Cyklekørsel