Tohundrede dage

By Søren Nørby

I en militæroperation, der løb i perioden efteråret 2013 til sommeren 2014 lykkedes det en multinational flådestyrke at bortskaffe op mod 1300 tons kemisk materiale og kemiske våben fra det borgerkrigshærgede Syrien.
Operationen blev ledet af den danske søofficer Torben Mikkelsen, og denne bog er baseret på den dagbog, som han skrev i de seks måneder han ledte den dansk-norsk-britiske styrke. Beretningen giver et åbenhjertigt og ærligt indblik i virket som søofficer i det 21. århundrede og de udfordringer, som det giver at skulle gennemføre en multinational operation i en tid med tiltagende spændinger mellem verdens stormagter.

Illustreret med over 100 billeder, hvoraf hovedparten ikke tidligere har været offentliggjort.

• Language: Dansk
• Publisher: Søren Nørby
• Release date: Nov 14, 2019
• ISBN: 9788793560161

Søren Nørby

Marinehistoriker med en forkærlighed for fotografier.

Book preview

Denne bog fortæller en meget usædvanlig historie. Den handler om, hvordan den syriske præsident Bashar al-Assads kemiske våben blev hentet ud af Syrien midt under den borgerkrig, der har redet landet som en mare siden foråret 2011. I international sprogbrug hed forløbet Operation RECSYR (Removal of Chemical Agents from Syria). Syriens styre havde opbygget et stort lager af kemiske stoffer, hvoraf nogle var blevet brugt under kamphandlinger i august 2013. Netop anvendelsen i august 2013 medførte et internationalt pres på det syriske styre om at aflevere de kemiske våben til destruktion.

Det lykkedes at overtale præsident al-Assad til at gå med til dette, og i forbindelse med Operation RECSYR blev over 1.300 tons kemiske kampstoffer fjernet fra Syrien. Derved mistede al-Assads styre et muligt instrument til videre terrorisering af den i forvejen hårdt plagede syriske befolkning, og vi forhindrede ligeledes at disse våben kunne falde i hænderne på en terrororganisation som eksempelvis Islamisk Stat eller Al-Qaeda.

RECSYR-styrken med danske Esbern Snare forrest. Bag denne transportskibene Ark Futura og Taiko. Til venstre i billedet den norske fregat Helge Ingstad og til højre den britiske fregat Montrose. 20. februar 2014.

Gennem mit virke i Søværnet blev jeg tildelt opgaven som chef for den flådestyrke, der hentede de kemiske våben og stoffer i Syrien. Det interessante og ikke mindst udfordrende ved denne opgave var at afbalancere en lang række aktører, såsom De Forenede Nationer (FN), Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (Organization for the Prohibition of Chemical Weapons), amerikanske, britiske, kinesiske, russiske og i mindre grad syriske interesser, samtidig med at opgaven blev løst i fællesskab med disse. I det store strategiske puslespil er Danmark kun en lille brik, men når det er sagt, så er det vigtigt at huske, at selv den mindste brik kan spille en stor rolle i forhold til helheden, og uden den mindste brik bliver puslespillet aldrig komplet.

At et handelsskib henter et antal 20-fods containere i en havn er i sig selv helt normalt. Det er heller ikke kontroversielt for orlogsskibe at eskortere handelsskibe og beskytte dem mod eventuelle trusler fra skibe eller fly. Men det er imponerende, at det ved fælles international hjælp lykkedes at fjerne de kemiske våben fra Syrien på mindre end et år fra beslutning til afslutning samtidig med, at landet var ramt af en voldsom borgerkrig. Det er også utraditionelt, at det kunne gøres i en situation, hvor der ikke herskede enighed blandt stormagterne. Uenigheden drejede sig især om Ruslands ageren i Ukraine, hvor Rusland annekterede Krimhalvøen i februar-marts 2014. Sidst, men ikke mindst, var det bemærkelsesværdigt, at det ikke var et af de store lande, der stod i spidsen for operationen.

I denne bog deler jeg mine oplevelser i forbindelse med Operation RECSYR. Det er sådan set en klassisk sømandsfortælling om søfolk - seje kvinder og mænd - der drager ud i verden og løser vigtige opgaver. Derudover er bogen et bidrag til historien om den syriske borgerkrig, der har fået så stor betydning for udviklingen i Mellemøsten og har trukket tråde ind i den politiske udvikling i både Europa og Danmark. Sidst, men ikke mindst, er den en vigtig del af historien om Danmarks og den danske flådes virke i den verdensorden, der blev etableret efter Sovjetunionens kollaps i 1991. Operation RECSYR kunne således ikke have fundet sted under den kolde krig, der prægede verden fra 1945 og frem til 1991. Dermed viser bogen praktisk, hvilket nyt spillerum for dansk politik der er blevet skabt.

Det skrevne er hovedsageligt baseret på min dagbog, som jeg førte næsten hver dag under operationen. Formålet med dagbogen var trefoldigt: Den både tjente til, at jeg selv kunne holde styr på dagenes mange begivenheder, som en art rejsebrev hjem til min familie i Danmark, og så havde min tjeneste tidligere vist mig, at det nogle gange kan være en god ide at dokumentere beslutninger. Den er skrevet i flere tempi, ofte i løbet af dagen, hvis tiden tillod det, eller samlet om aftenen, umiddelbart inden jeg gik til køjs.

Da der er tale om en dagbog, har nogle af optegnelserne karakter af det, der fylder, glæder, frustrerer og irriterer i nuet - den pågældende dag - på det pågældende tidspunkt. Derfor kan man - hvis teksten læses med en anden viden end den, jeg kunne besidde på det taktiske niveau, og med den viden, man har i dag - måske blive stødt af nogle af mine optegnelser. Ikke desto mindre er der tale om beskrivelser af hændelser, som jeg opfattede dem i situationen. Samlet set gør dagbogsoptegnelserne det muligt i en vis grad at komme ind i hovedet på mig som den taktiske fører på stedet.

Da dagbogen var skrevet til min egen glæde, har det enkelte steder været formålstjenstligt at massere teksterne en smule, så de også giver mening for de læsere, som ikke var med, eller som ikke har deres daglige virke i Forsvaret. Bogen skifter derfor mellem direkte uddrag af dagbogen og så omskrivninger af samme. Beretningen er samtidig sat ind i en større sammenhængende historie om mit og Søværnets virke i forbindelse med operation RECSYR, hvilket marinehistorikeren Søren Nørby har været så venlig at hjælpe mig med.

Bogen indeholder også en række små historier, der berører både dem, der var med, og dem, der var pårørende til de udsendte. Bogen er dog beretningen om Operation RECSYR set fra min position som chef for en multinational flådestyrke. Set herfra kan tingene se anderledes ud, end de blev oplevet andre steder om bord i Esbern Snare, Ark Futura eller hos mine norske kolleger om bord i Helge Ingstad og Taiko. Det er således ikke usandsynligt, at en beretning fra et af besætningsmedlemmerne fra de nævnte skibe havde inkluderet elementer, som ikke er med i denne bog. Hovedlinjerne i historien ville dog, er jeg sikker på, have været de samme, og stoltheden over en velgennemført mission ligeså.

Det er mit håb, at nogle af de forhold, jeg beskriver - herunder ikke mindst de overvejelser, man som chef på det taktiske niveau må gøre sig for at være i overensstemmelse med den strategiske situation - kan være lærerige for andre i Forsvaret, for pårørende til de udsendte besætninger og for besætningsmedlemmerne selv. Jeg vil heller ikke afvise, at beslutningstagere på det strategiske niveau vil kunne få viden, der kan være gavnlig i forbindelse med lignende operationer i fremtiden.

Torben Mikkelsen,

Hornbæk 2019.

RECSYR-ærmemærke, der på grafisk vis viser giftgassens vej ud af Syrien. Båret med stolthed af dem, der deltog i operationen.

***

Borgerkrigen i Syrien

Historien om Operation RECSYR begynder egentligt den 18. december 2010 på en markedsplads i den tunesiske by Sidi-Bouzid. Her valgte den 26-årige arbejdsløse akademiker Mohamed Bouazizi at begå selvmord ved at sætte ild på sig selv efter at politiet havde beslaglagt den grøntsagsvogn, som sikrede hans mulighed for at tjene til dagen og vejen. Bouazizis selvmord satte gang i en udvikling, der endte med at Tunesiens mangeårige diktator Ben Ali i januar 2011 måtte gå af, og som dominobrikker, der vælter, bredte urolighederne sig snart til Tunesiens nabolande. Det såkaldte Arabiske Forår var en realitet, og i februar 2011 faldt også Egyptens mangeårige diktator Hosni Mubarak. Foråret bredte sig herefter til Iran, Jordan, Libyen, Bahrain - og den 15. marts 2011 nåede det også til Syrien.

Det Arabiske Forår ramte også Libyen, hvor der i februar 2011 udbrød et oprør mod landets mangeårige diktator Muammar al-Gaddafi. De libyske sikkerhedstyrker slog meget hårdt ned på oprørerne, og for at stoppe, hvad der lignede optakten til et folkemord, valgte FN i marts 2011 at indføre en flyveforbudszone over Libyen. Danske F-16-fly deltog i denne operation, der i løbet af sommeren udviklede sig til en egentlig luftkampagne mod Gadaifis militære styrker. I perioden marts-oktober 2011 kastede danske F-16-fly således 923 bomber mod Gaddafi-tro styrker og militære installationer. Den 20. oktober blev Muammar al-Gaddafi fanget af oprørsstyrkerne og henrettet, og dermed var de egentlige kamphandlinger i Libyen overstået.

I Syrien begyndte Foråret som fredelige protester mod præsident Bashar al-Assad. Han havde styret landet siden år 2000, hvor han overtog opgaven fra sin far Hafez al-Assad, der havde været Syriens diktator siden 1970. De syrere, der med fredelige demonstrationer gav udtryk for deres ønske om bedre forhold, såsom et opgør med den allestedsnærværende korruption, respekt for de basale menneskerettigheder og måske ligefrem indførelsen af en form for demokrati, blev mødt af en meget hårdhændet reaktion fra al-Assads styre. Syriske sikkerhedsstyrker blev sat ind og flere af demonstranter dræbt og hundredvis sårede. Det stoppede dog ikke urolighederne, der tværtimod bredte sig til flere syriske byer, og snart var borgerkrigen en realitet.

Syrien er en relativ ung nation. Det er barn af det Osmanniske Riges sammenbrud efter 1. Verdenskrig, hvor den franske diplomat Francois Georges Picot og den britiske Mark Sykes indgik en stormagtsaftale og bl.a. skabte Syrien. De trak her en række streger på landkortet, der ikke tog hensyn til f.eks. den lokale befolknings etnicitet eller ønsker om, hvordan deres områder skulle se ud. (un.org)

Bashar al-Assad (f. 1965) har været Syriens enevældige præsident siden han i år 2000 efterfulgte sin far, Hafez al-Assad, på posten. Oprindeligt var Bashar al-Assads storebror udset til at overtage ledelsen af Syrien, men da han blev dræbt ved en trafikulykke i 1994, måtte Bashar al-Assad opgive sit øjenlægestudie i London og returnere til Syrien. (Ritzau/Scanpix)

Borgerkrigen blev, som sådanne ofte gør, en svært overskuelig konflikt med mange deltagere og endnu flere interessenter. Al-Assads styre blev udfordret af et sammensurium af oprørsgrupper og militser - nogle optællinger taler om over 1.000 forskellige større og mindre grupper - hvoraf nogle ønskede at erstatte Assads styre med et islamisk kalifat, mens andre ønskede et mere vestligt inspireret styre. Det eneste, de kunne blive enige om, var deres modstand mod al-Assad. En række lande valgte direkte eller indirekte at støtte enten oprørerne eller al-Assads styre, og mens bl.a. Saudi-Arabien, USA, Storbritannien, Tyrkiet og Qatar støttede oprørerne, støttede Iran og Rusland Bashar al-Assad. Udover disse lande spillede ikke-statslige terrororganisationer såsom Hizbollah, Kurdistans Arbejderparti (PKK), Islamisk Stat (ISIL) og Al-Qaeda også en rolle i borgerkrigens udvikling.

Krigen har bølget frem og tilbage og har i skrivende stund endnu ikke fundet sin afgørelse. I perioder så det ud til, at al-Assads styre ville bryde sammen, men de sidste år har han bl.a. takket være bistand fra Iran og Rusland haft fremgang på slagmarkerne. Borgerkrigens tabere har som altid i den slags konflikter været civilbefolkningen, hvor over 400.000 syrere i skrivende stund har mistet livet, ca. 2 millioner er blevet såret, mens ca. 10 af de omkring 22 millioner mennesker, der boede i landet i 2011, i dag er enten internt fordrevne eller er flygtet ud af Syrien. Gennemsnitsalderen for den syriske befolkning som helhed er samtidig faldet fra 70 år i 2011 til 55 i 2015.

Kort over det østlige Middelhav med denne histories centrale lokaliteter indtegnet. Sovjetunionen fik i 1971 en lille flådebase i den syriske havneby Tartus. Ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 overgik basen til russisk kontrol, og den har i dag stor betydning, idet den er Ruslands eneste flådestøttepunkt i Middelhavsområdet. Basen blev i vinteren 2012 udvidet, så den har plads til op til 11 orlogsskibe, herunder også atomdrevne ubåde, og i 2013 genetablerede den russiske flåde den 5. Middelhavseskadre, der med base i Tartus skal varetage Ruslands interesserer i Middelhavsregionen.

***

Den Røde Linje

Borgerkrigen blev hurtigt et problem for Syriens nabolande, idet den skabte store flygtningestrømme til især Libanon og Tyrkiet. For resten af verden var borgerkrigen dog blot en af flere verserende konflikter, hvor USA og de vestlige lande ikke havde nok på spil til, at de ville gribe direkte ind med egne styrker. Borgerkrigen druknede groft sagt i de mange andre krige og konflikter, som i de år prægede avisernes forsider. Frem til sommeren 2013 fik borgerkrigen i Syrien derfor lov til at leve sit eget liv. Det ændrede sig imidlertid i slutningen af august, hvor der kom rapporter ud fra Syrien, der fortalte, at der var blevet brugt giftgas under kamphandlinger nær Syriens hovedstad Damaskus. Der var ifølge rapporterne tale om et eller flere på hinanden følgende angreb, der samlet havde kostet hundredvis, overvejende civile, mennesker livet.

Det er aldrig nemt at få undersøgt sådanne episoder, mens krigshandlingerne stadig pågår, men den internationale organisation Læger Uden Grænser, som havde folk i området, anslog efterfølgende, at minimum 355 personer var blevet dræbt ved angrebet eller angrebene. Kort efter udtalte den amerikanske regering, at deres undersøgelser viste, at det med stor sandsynlighed var giftgassen sarin, som var blevet brugt. Sarin, der angriber et menneskes nervesystem, regnes for en af verdens farligste nervegasser, og er kategoriseret af FN som et masseødelæggelsesvåben. Brugen af det er derfor forbudt ifølge flere konventioner, bl.a. FN's konvention om kemiske våben af 1997.

Det var første gang siden 1988, hvor den irakiske diktator Saddam Hussein brugte kemiske våben i kamp mod det kurdiske mindretal i Irak, at sådanne våben var blevet brugt i en krig eller konflikt, og det skabte stor international opmærksomhed. Den syriske regering lagde straks ansvaret for angrebene på landets oprørsstyrker, der dog lige så hurtigt svarede igen ved at lægge ansvaret på Bashar al-Assads skuldre.

I Europa kendes brugen af giftgas fra Første Verdenskrig, hvor der på især Vestfronten blev brugt forskellige former for giftgas af både tyske og allierede styrker. Siden Første Verdenskrig er giftgas kun brugt i krigen mellem Irak og Iran 1980-88 og internt i Irak af diktatoren Saddam Husseins styrker mod Kurderne i 1988. I begge tilfælde blev brugen stærkt fordømt af det internationale samfund, der dog ikke aktivt tog skridt til at hindre en gentagelse. Der havde før august 2011 været rygter om brug af kemiske våben under den syriske borgerkrig, men billederne, der slap ud i august 2013, efterlod ingen tvivl om de mange civiles dødsårsag. Det præcise antal ofre for angrebene den 21. august er stadig omdiskuteret, og nogle kilder hævder, at giftgassen kostede op mod 1.400 mennesker livet. Som billedet viser, var flere af de omkomne ved angrebet den 21. august 2013 børn. (Ritzau/Scanpix)

***

Verdenssamfundets reaktion

Selvom det syriske regime aldrig havde villet af- eller bekræfte det, var det alment kendt, at regimet siden 1970'erne havde rådet over en større mængde giftgas. Troværdige kilder anslog således, at Syriens lagre af giftgas var på over 1.000 tons, hvilket gjorde det til verdens tredjestørste, kun overgået af Rusland og USA. De kemiske våben, der var tænkt som et modsvar til Israels atomvåben, omfattede udover det allerede nævnte sarin bl.a. også de meget potente gasser sennepsgas og nervegassen VX.

På grund af kampene i landet var det dog usikkert, om samtlige lagre af giftgas stadig var i regimets hænder. Den amerikanske regering mente imidlertid, at den havde beviser for, at det var præsident al-Assads styrker, der stod bag giftgasangrebet den 21. august 2013. Den amerikanske præsident Barack H. Obama havde allerede i august 2012 advaret den syriske præsident om, at det ville være at overskride en rød linje, hvis den syriske regering benyttede eller overdrog kemiske våben til andre. En overtrædelse af denne linje ville medføre en amerikansk militær reaktion. I dagene efter gasangrebet overflyttede Obama bl.a. først fire og senere yderligere to amerikanske orlogsskibe til farvandet ud for Syrien. Herfra kunne de med deres langtrækkende Tomahawk-missiler angribe mål i land, og der var en generel forventning om, at et amerikansk-ledet angreb var på vej. Den amerikanske præsidents prestige var på spil, men det viste sig, at præsident Obama ikke kunne få politisk støtte af den republikansk-kontrollerede kongres til et militært angreb på Syrien, og uden en sådan opbakning ville han ikke indsætte amerikanske styrker i en borgerkrig, hvis ende ingen dengang kunne se.

Medvirkende til den udeblevne støtte var det faktum, at et forsøg på med militære midler at fjerne de syriske lagre af kemiske våben ville blive en meget omfattende operation. De regeringstro syriske styrker rådede over et omfattende luftforsvar, som først skulle sættes ud af spillet, før USA kunne angribe de steder, hvor de kemiske stoffer blev opbevaret. Historien viste, at sådanne luftangreb næppe ville ødelægge alle de kemiske stoffer. Skulle amerikanerne altså være helt sikre på, at de kemiske stoffer blev destrueret eller fjernet, så ville det enten kræve et meget stort antal fly- og missilangreb eller indsættelse af tropper på landjorden.

I sommeren 2013 var al-Assads styrker under massivt pres og mange iagttagere af borgerkrigen mente, at det kun var et spørgsmål om kort tid, inden at al-Assad ville tabe borgerkrigen. Det gjorde det syriske styre desperat og fik det til at ty til at bruge giftgas i kampen mod oprørsstyrkerne. (www.polgeonow.com)

I det britiske parlament tabte den konservative regering ligeledes en afstemning om at stille militære styrker til rådighed for et angreb på al-Assads styrker. Efter de mange vestlige tab i især Irak samt erfaringerne fra indsatsen