Samoyed (Hunderace)

By Finn Nielsen

Hunderacen Samoyed: Vejledning om den russiske slædehund

 

Det er ikke længere nogen hemmelighed, at hunde er menneskets bedste ven og altid vil være det. Selv små børn er meget interesserede i de firbenede venner, og selv voksne kan lide at udleve deres indre barn, når de er sammen med hunde. Men det er ikke altid let at tage en hund til sig. De færreste ejere er klar over, hvor stor en indsats det kræver at have en hund og den byrde, som hunde også lægger på menneskers skuldre.

 

Det første spørgsmål, man skal stille, er, hvilken hund der passer bedst til den fremtidige ejers livsstil. Til dette formål er det praktisk ikke at lede efter en individuel hundekarakter, men efter en egnet hunderace. Det kræver grundlæggende undersøgelser, for det er ikke alle hunde, der passer godt ind i familier. Hvis du har et ønske om at få børn, eller hvis du elsker at være udenfor, bør du se nærmere på samojedhunde-racen. Disse hunde er blevet rigtige favoritter, men de har en enorm trang til at bevæge sig. De kan kun holdes i små lejligheder, hvis lejligheden har en stor have, eller hvis der er en park i nærheden.

 

Bogens indhold er:

• Introduktion til emnet
• Samoyed uddannelse og træning
• Sundhed, pleje og ernæring
• Fordele ved denne race
• Med mange billeder og andre emner

Denne tidligere arbejdshunderace elsker at være sammen med mennesker og kan ikke lide at være alene. Det er den perfekte hunderace til udstrakt kælen og tumlen! Derfor vil denne bog beskrive den generelle håndtering samt teknikker til at skabe et tæt bånd til den firbenede ven, så de normale forhindringer i hverdagen kan overvindes med bravur. God fornøjelse med at opdage og opleve.

• Language: Dansk
• Publisher: Finn Nielsen
• Release date: Nov 8, 2022
• ISBN: 9798215240786

Book preview

Samoyed

(Hunderace)

Finn Nielsen

Indhold

Indledende

Hunderacen Samoyed

Hvor kommer han fra?

Den russiske slædehund

Samoyed raceportræt - profilen

Samojedens uddannelse og træning

Uddannelse i respekt

Staldtræning hos hvalpe og hunde

Det generelle træningsudstyr

Halsbånd eller brystsele?

Valg af den rigtige snor

Belønninger og godbidder

Hvalpens gestik og ansigtsudtryk

Vejledning om genfinding

De første kommandoer - Sit!, Ned!, Af!

Slædekørsel som hundesport

Sammensætning af et hold

Sammensætning af en slæde

Agility - Slædekørsel som hundesport

Træningen til slædehund

Samojedens sundhed

De mest almindelige hundesygdomme

Sundhedsproblemer hos samojeden

Den rigtige pleje

11. tips til anskaffelse

Ernæring

Flere oplysninger om hundepleje

Yderligere kapitel: Tips til hurtig indlæring

Afsluttende ord

Kilder

Om denne serie:  Min hund for livet

Indledende

Hunden er nu blevet menneskets foretrukne kæledyr, og antallet af hunde stiger med flere millioner hvert år - mange mennesker kan ikke længere leve uden deres bedste ven. Selv børn er meget interesserede i dyr og især i hunde, men det er ikke altid let at opfylde ønsker. Når man anskaffer sig en hund og opdrager den, kan der opstå forskellige problemer. Mange ejere er f.eks. ikke klar over, hvor meget kærlighed og tid et dyr virkelig har brug for. Desuden skal man huske på, at alle racer er forskellige, og at hunde kan komme til deres nye hjem med traumerfaringer. Enhver potentiel ejer bør derfor foretage den rette research for at finde ud af, hvilken hundekarakter der passer bedst til deres egen livsstil, for det er ikke alle racer, der egner sig til f.eks. store familier.

I forbindelse med denne forskning vil vi på de følgende sider præsentere hunderacen samojede. Det er en favorit i samfundet, som kan bruges på en særlig alsidig måde.

Samojeden er således meget velegnet til par med ønske om at få børn eller endda til store familier, da han er en hund, der søger kontakt med mennesker. På grund af sin historie som arbejdshund er den ikke kun vant til kontakt med mennesker, men den har også svært ved at være alene i længere tid. Det betyder samtidig, at disse hunde er særligt gode som lægeassistance- eller ledsagehunde. Man må dog ikke glemme, at samojeden har en meget stærk trang til at bevæge sig. Derfor er han også velegnet til sportsfolk, for for samojeden er der intet bedre end at få lov til at løbe sammen med sin ejer eller tage på lange vandreture.

Hvis der er en park i nærheden eller en have, kan den mellemstore hund holdes indendørs. Han er let at træne, selv om han nogle gange kan reagere lidt stædigt, da han gerne vil have sin egen vilje.

Ikke desto mindre er samojeden et fremragende valg, hvis den kan få den rette pleje. Her er det især vigtigt at passe på pelsen. Samojeden er en af de hunde, der har dobbelt pels. Det betyder, at den har en underpels og en overpels. Underpelsen er meget tæt og kan hurtigt blive knudret. Det skal ikke kun forebygges, men samojedens hud skal også beskyttes, da den er meget følsom og forhindrer bakterier og patogener i at trænge ind i immunsystemet. Huden er til gengæld beskyttet af underpelsen. Den har derfor brug for daglig pelspleje.

De, der alligevel ønsker at tage en samojed ind, vil bemærke, at disse hunde er loyale venner, der er loyale over for deres ejere. De er velbalancerede og har det godt i kontakt med mennesker, de elsker at blive strøget, men blind underkastelse er dem fremmed.

Det er en afbalanceret race, men selv med afbalancerede hunde kan der være problemer, især hvis disse hunde ikke er opdrættet hos en opdrætter, men er adopteret fra et krisecenter. Disse hunde kan medbringe traumer, der kan skyldes tidligere hændelser. På grund af de forskellige faktorer, der kan forekomme, er denne bog skrevet for at skabe et grundlag for at leve sammen. Det er en vejledning, der dækker hundens generelle opdragelse, så selv de små forhindringer i hverdagen kan overvindes.

Hunderacen Samoyed

Hvor kommer han fra?

Samojeden blev først holdt som hus- og landbrugsdyr af Nenets-stammen, samojedefolket, efter hvem ulvehundens race blev opkaldt. Nomaderne så tidligt potentialet i ulvehundene, og derfor blev de hurtigt til arbejdshunde, som ikke havde problemer selv over lange afstande i Sibiriens barske klima. Samojederne blev ikke kun brugt til at trække tunge læs på slæder gennem iskolde og sne, men de blev især brugt til at vogte rensdyr og forsvare dem mod bjørne og ulve. Desuden var deres varme pels med til at holde folk varme om natten. Fra generation til generation blev samojeden derfor i stigende grad en familiehund, der kunne lide at være i nærheden af mennesker.

I det nordlige Rusland var ulvehundene allerede en del af den menneskelige familie, da deres potentiale først blev opdaget i Europa. Den britiske zoolog Ernest Kilburn Scott bragte nogle få eksemplarer med til England i 1889 efter et tre måneders ophold i Sibirien som en del af samojede-stammen. Herefter blev samojedehundens race primært brugt til forskning. Kun fem år senere trak de slæderne for den norske opdagelsesrejsende Fridtjof Nansen, som var en af de første til at vove en ekspedition til Nordpolen. I 1894 måtte ekspeditionen opgives, men i sine rapporter nævnte han detaljeret, hvor sparsomme og udholdende samojederne var som slædehunde. I de følgende år blev samojederne brugt mere og mere hyppigt til videnskabelige formål, da deres potentiale nu også blev anerkendt af amerikanske og europæiske videnskabsmænd. De blev brugt som ledsagere på forskellige videnskabelige ekspeditioner i Arktis og Antarktis. I 1911 kom gennembruddet: Samojederne var de første husdyr, der nåede Sydpolen sammen med videnskabsmanden Roald Amundsen.

Fra da af blev de firbenede venner mere og mere etableret som familiehunde. I 1909 blev den første racestandard fastlagt. Samtidig ankom de første eksemplarer fra Europa til Amerika, hvor samojeden blev officielt anerkendt som en hunderace i 1903. I begyndelsen af 1920'erne blev den første avlsklub oprettet under navnet Samoyed Club of America. De firbenede hunde blev populære især efter Anden Verdenskrig. I begyndelsen blev dyrene holdt som luksusdyr, men gennem intensiv avl faldt priserne, og snart blev samojeden en familiehund for alle indkomstklasser. Fra 1950'erne og fremefter blev der opdrættet i Tyskland, England, Norge, Sverige, Finland, Danmark, Nederlandene, Spanien, Italien og Irland og trods det tropiske vejr også i New Zealand og Australien. I mellemtiden opdrættes dyrene som udstillingshunde, hvilket også omfatter deres anvendelse som familie- eller husdyr. Det betyder, at samojedhunde ikke er jagthunde på trods af deres kategori som ulvehunde. I stedet betragtes de stadig som slædehunde i dag. De bruges dog sjældent, da der næsten ikke længere er nogen slædehundevæddeløb. Desuden er samojederne klassificeret som mellemstore og har derfor ringe chancer for at deltage i racer, som kræver stærkere hunde som malamuter eller huskyhunde.

Den russiske slædehund

I det nordlige Sibirien har man brugt slædehunde siden tidernes morgen. Forskellige hunderacer, og dermed også samojeden, har en lang tradition hos de oprindelige folkeslag. I dag findes der mange hunderacer, der kan bruges til slædetrækning. Ikke desto mindre kan alle mellemstore racer trække en slæde, men ikke alle mellemstore hunde er skabt til kulde. For et par år siden var der f.eks. en person, der forsøgte at tilmelde et hold til et løb, som bestod af renracede pudler. Holdet var tilmeldt Iditarod-løbet, men efter to dages løb måtte det trækkes tilbage fra løbet, fordi pudlerne ikke kunne klare vejrforholdene.

Slædehåndtering blev også brugt i krige, f.eks. under Første Verdenskrig. Slædehundevæddeløb mistede interessen, og i stedet blev hundene brugt som præstationsorienterede arbejdshunde, da deres udholdenhed var stor nok til at sende dem ud i krigszoner. De hjalp med at redde sårede mennesker fra farlige situationer eller med at transportere varer, der var nødvendige for krigen. Det var først i 1970'erne, at slædehundevæddeløb, som altid havde været populært, begyndte at vinde popularitet igen. Det gjaldt også de nylige genfødsler i Europa. Her blev fordelene ved de opdrættede arbejdslinjer tydelige.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev slædehunde brugt til erhverv. Historien om den kendte slædehund Balto kastede således lys over, hvordan livet var på jordens nordligste punkt. Sneen ligger så højt på disse steder, at ingen køretøjer, ikke engang snescootere, kan transportere gods. Fly kan heller ikke bruges, da turbulens gør det næsten umuligt at flyve. I stedet er det slædehundene, der ikke kun gør det muligt at levere post, men også at transportere gods fra større byer til små samfund. Historien om den berømte slædehund Balto fandt sted i 1925. Der var en difterieepidemi i den alaskiske by Nome. Difteri, også kaldet halsbetændelse, er en luftvejsinfektion, der hovedsageligt spredes blandt børn og kan føre til døden, hvis den ikke behandles korrekt. Sygdommen var hverken moderne eller ny, og derfor vidste folk i den lille by Nome udmærket, hvordan de skulle bekæmpe den. Hver tredje måned fik de en ny forsyning af difteriantigifte, en modgift, som kunne gives til børnene og som kunne føre til fuldstændig helbredelse. Antitoksinerne overskred deres udløbsdato i sommeren 1924, så de måtte bortskaffes. Der blev anmodet om en ny sending, men den kunne ikke nå frem i tide, før Beringhavet frøs til. Den eneste måde at få mad og medicin leveret på var via skibe. De kastede jævnligt anker, men havet frøs til allerede om efteråret. I vinteren samme år var der en epidemi, som ikke kunne helbredes. I januar 1925 blev byen sat i karantæne. Der opstod et andet problem: Der skulle komme en meget kraftig snestorm inden for meget kort tid. Det betød, at det amerikanske sundhedsvæsen ikke kunne levere medicin med køretøjer eller fly. Medicin blev leveret på hospitaler på vestkysten. Den lille by Nome blev imidlertid ikke overladt til sig selv; i stedet blev det enstemmigt besluttet at lade hundeslædehold rejse gennem snestormen fra Nome i det nordøstlige Alaska til Seward i det vestlige Alaska for at bringe de 1,1 millioner enheder af antitoksin med tilbage.

Det var dog lettere sagt end gjort. Temperaturerne nåede et 20-års lavpunkt med en dagtemperatur på -45 grader Celsius. De bedste mushers og hundehold i området stod i kø for at løse den vanskelige opgave. Der skulle tilbagelægges over 1.000 kilometer for at få serummet leveret til Nome. Den vanskeligste opgave var at komme uskadt over Beringhavet. 68 kilometer pakis lå foran landets bedste musherer. Der blev oprettet et hundehold til dette formål. Serummet skulle transporteres i otte etaper fra den ene lille by til den næste. Musherne og hundene arbejdede dag og nat i den isnende kulde og fik alvorlige forfrysninger. I de sidste dage af stafetten nåede stormens gennemsnitshastighed op på 105 kilometer i timen, og temperaturen faldt til -65 grader Celsius. Hundeholdene kom kun frem med 13 kilometer i timen og hvilede i højst to timer, før de fortsatte.

Gunnar Kaasen var den sidste af stafetholdet til at konkurrere. Han ventede til kl. 22.00 i håb om, at stormen ville aftage - forgæves. Stormen blev stærkere, men det var ikke længere muligt at vente. I mørket missede Kaasen sikkerhedspunktet, hvor han skulle have stoppet, men i stedet for at vende om fortsatte han. Vinden nåede rekordhøjde og var så kraftig, at slæden væltede, hvorefter beholderen med medicinen faldt ned i sneen. For at hente serummet rakte Kaasen ned i sneen i mørket uden handsker og ledte efter beholderen. Han fik alvorlige isforbrændinger på fingrene, men vendte ikke om. I stedet nåede han frem til det næste sikkerhedspunkt. Her skulle han have byttet med Ed Rohn, men sidstnævnte havde antaget, at eskadrillen var blevet forsinket, fordi Kaasen havde sprunget et sikkerhedspunkt over. For ikke at miste tid fortsatte Kaasen og gik de sidste 40 kilometer til Nome alene. Tiden var knap, da serummet kunne fryse hvert øjeblik. Sammen med sin førerhund Balto nåede han frem til Nome kl. 5.30 om morgenen, syv timer og 30 minutter efter at han var startet. Selv om de forskellige hold måtte tilbagelægge mere end 1085 kilometer ad postvejen fra Nenana til Nome og havde en rejsetid på 127,5 timer, var der ikke en eneste ampul, der var gået i stykker, og serummet var ikke frosset. Den længste distance, tre gange så lang som de andre mushers, blev tilbagelagt af stafetleder Leonhard Seppala med sin førerhund Togo, men det var førerhunden Balto, der gennemførte de sidste kilometer på trods af udmattelse.

Mange hunde døde af underafkøling under stafetterne, mens de fleste af musklerne ankom til de nærmeste hospitaler med isbrandsår i ansigtet og på hænderne, der var sammenstød med rensdyr og indtrængen i pakisen i Beringhavet. Dette var kun det første hundeslæde-stafet. En enkelt eskadrille kunne ikke bringe alle 1,1 millioner ampuller til Nome, men de 300.000 enheder fra den første sending var nok til, at epidemien kunne inddæmmes.

Denne heroiske historie involverede hovedsageligt huskies, der var stærke nok til at trække den tunge bagage af polstrede ampuller. Samojederne er ikke langt efter huskierne. Især fordi det skal siges, at historien foregik i Alaska. I Rusland bruges samojederne derimod næsten udelukkende til slædekørsel, da de er indfødte og stammer direkte fra de ulve, der lever i Rusland. Lignende historier har fundet sted i Rusland, men historien om den alaskiske førerhund Balto er langt den mest berømte inden for hundeslædekørsel.

Samoyed raceportræt - profilen

Samojeden er en udadvendt race, som er særlig velegnet til familier, da disse hunde