Teosofisk Ordbog

By A. T. Kapel

De vigtigste sanskrit, , tibetanske, pâli, kaldæiske, ægyptiske, persiske, oldnordiske, hebraiske, græske, latinske, kabalistiske, gnostiske ord og okkulte udtryk brugt i teosofisk og okkult litteratur

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 29, 2022
• ISBN: 9788743048251

Book preview

A. T. Kapel

Teosofisk

Ordbog

A. T. Kapel

Teosofisk Ordbog

1. udgave 1925

2. udgave, 1. oplag 2014 

1. e-bogsudgave 2022

Bearbejdet og redigeret af

Peter Eliot Juhl

© A. T. Kapel

ISBN 9788743048251

Forord

Nærværende er ikke og må ikke be­tragtes som andet end et forsøg på at give en kort og letfattelig forklaring af de i den almindelige teosofiske litteratur hyppigst forekommende tekniske udtryk, således at den måske kan blive en hjælp for begyndere i det teosofiske studium.

Den er ikke og skal ikke være en encyklopædi, hvori man under hvert titelord kan finde en udtømmende og saglig behandling af vedkommende emne, skrevet af en specialist. Et sådant værk er desværre kun en skøn Drøm; det ville blive alt for dyrt at fremstille — og at købe.

Mange vil måske finde, at der i nogle retninger er taget for meget med, i andre for lidt. Den græske mytologi er fx ret sparsomt repræsenteret; dels må den an­tages at være nogenlunde godt kendt, dels er den således indvundne plads anvendt til et fyldigere udvalg af navne og begreber fra den nordiske gudelære, der hidtil er ble­ven ret sparsomt behandlet m. h. t. sin esoteriske betydning. Det må jo ifølge sagens natur være noget af en skøns­sag, hvad der skal tages med eller ikke i en bog af dette omfang — jeg håber, at jeg nogenlunde har ramt den gyldne middelvej.

Ved udarbejdelsen har jeg som grundlag hovedsageligt benyttet H. P. B.s store Theosophical Glossary (London 1892) tilligemed de oplysninger, jeg selv gennem flere år har uddraget af de foreliggende teosofiske værker; mange af artiklerne er derfor helt eller delvis ordrette ci­tater fra disse værker.

Det er måske rigtigst at bemærke, at når der i ord­bogens forskellige artikler nævnes den kristne kirke, er det i reglen den romersk-katolske kirke, der menes; den protestantiske kirke har jo så godt som ingen berørings­punkter med okkultismen.

Af flere grunde er der i ordbogen ikke benyttet den gængse henvisning s. d. (se dette ord), idet blandt andet de ord, der kan søges andet steds i bogen, i reglen er fremhæ­vede ved kursiv.

Af de anvendte forkortelser kan nævnes: arabisk: ara., fransk: fr., græsk: gr., hebraisk: heb., kinesisk: kin., latin: lat., oldnordisk: oldn., persisk: pers., sanskrit: sa., tibetansk: ti. og ægyptisk: æg.

København, januar 1925

A. T. KAPEL

A

Absolut, absoluthed. "Det absolutte" er i filosofierne betegnelsen for DET, selve guddommen, den ene til­grundliggende virkelighed, sandhed og enhed, som er både væren og ikke-væren. Se Brahm og Parabrahman.

Âchârya (sa.) En åndelig lærer eller mester, en guru; fx Shankar-Âchârya.

Achit (sa.) Absolut mangel på intelligens; modsætningen til chit.

Adam (heb.) I kabbalaen er A. den eneste fødte. Ordet betyder rød jord. Det er næsten det samme som Athamas eller Thomas og bliver på græsk til Didymos, tvillingen, den dobbelte, hvilket stemmer med frem­stillingen i Første Mosebog af den første som mand-­kvinde.

Adam Kadmon (heb.) Det urtypiske menneske, sind­billedet på menneskeheden; det himmelske menneske, som endnu ikke har syndet. Universet in abscondito.

Adept. I okkultismen et menneske, der har opnået ind­vielse og er blevet en mester i den esoteriske filosofi og videnskab.

Adharma (sa.) "Ikke-dharma"; uretfærdighed, last.

Adhikârin (sa.) En chelâ, der har opnået det fulde discipelskab og er rede til den første indvielse. Se Discipel.

Âdi (sa.) "Det første eller højeste". Â.-planet er det højeste plan i solsystemet og ligger tilligemed det næst­højeste, anupâdaka-planet, endnu ganske uden for vor kund­skabs rækkevidde. Vi kender kun disse navne og véd, at de betegner selve den guddommelige virksomheds sfære, Logos’ eget arbejdsfelt, et universums grundvold, støtte og livskilde.

Âdi-buddha (sa.) Den første og højeste buddha, det evige lys. Se Vajradhara.

Âdi-buddhi (sa.) Den oprindelige intelligens eller urvisdommen; den evige buddhi eller universelle sjæl. An­vendes om den guddommelige ideation, idet mahâbuddhi er ensbetydende med mahat.

Âdis sønner el. Ads Sønner. Kaldes også ildtågens sønner. Benyttes om visse meget højtstående adepter, men betegner også grundlæggerne af en forhistorisk civilisation, der lå hundreder af århundreder forud for jernalderen.

Aditi (sa.) Moder-gudinden i vedaerne, dvs. urnaturen, rodmaterien (mûlaprakriti), hvis jordiske symbol er det uendelige, grænseløse rum.

Âditya (sa.) Aditis Søn, et navn for Solen — og for planeterne, idet de 7 âdityaer er de 7 planeter eller rettere deres guder eller regenter (herskere).

Âdi-varsha (sa.) Det første land. Det oprindelige kontinent, hvor de første rodracer levede; stjernelandet omkring Nodrpolen.

Adonai (heb.) Herre. Når en rettroende hebræer under læsningen af de hellige skrifter kom til navnet JHVH (se Tetragrammaton), standsede han og erstattede det med ordet A., da Guds navn ikke måtte udtales — Du skal ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt.

Adwaita (sa.) En vedânta-sekt, den ikke-dualistiske (a-dwaita) skole inden for den vediske filosofi, grund­lagt af Shankarâchârya. De to andre vediske skoler er dwaita- og vishishthâdwaita-skolen.

Adytum (lat.) Det allerhelligste i templerne; måtte kun betrædes af de indviede.

Afrit (ara.) Naturånder eller elementaler, der af muha­medanerne betragtes som djævle eller dæmoner.

Agathodæmon (gr.) En gnostisk betegnelse; den gode, hjælpende ånd eller genius i modsætning til den onde og slette ånd, Kakodæmon. "Kobberslangen" i Bibelen var en A., mens giftslangerne var et aspekt af Kako­dæmon. Ofiterne kaldte Logos og den guddommelige visdom for A., og den symboliseredes i mysterierne ved en slange på en stang.

Agathon (gr.) Den gode. Platons højeste gud, sva­rende til âlaya eller den universelle sjæl.

Âgneyâstra (sa.) Flammende kastevåben, som gu­derne benytter i Purânaerne og Mahâbhârata. Magiske våben, der siges at være benyttet af den fjerde race, atlantiderne.

Agni (sa.) Ildguden, ildens herre. Oprindeligt (i Ve­daerne) den ene person i den ældste hinduiske trimurti, der bestod af A., Vâyu og Sûrya; men han var tillige dem alle tre, da han er ildens trefoldige aspekt. Han ma­nifesterede sig i himlen som Solen (Sûrya), i atmosfæren eller luften (Vâyu) som lynet og på jorden som alminde­lig ild. Nu betegner A. tillige et højtstående åndeligt væsen, der styrer ildens manifestationer på alle planer og udøver sin magt gennem ild-elementalerne (salamandrene). Han er den ene af guderne for de manifesterede elemen­ter; de 4 andre er Indra, Pavana, Varuna og Kshiti.

Agnishwâttaer (sa.) En klasse af pitrier, skaberne af den første æteriske menneskerace, vore solare stamfædre, sol-pitrier, til forskel fra barhishaderne, "måne-pitrierne".

Aham (sa.) Jeg — grundlaget for ahamkâra, adskilthedsfølelsen, følelsen af selv-hed.

Ahamkâra (sa.) Selv-bevidsthed eller selv-identificering. Personligheden, der på grund af vor uvidenhed fø­les som adskilt fra det universelle ENE SELV. Egoisme.

Ahura Mazda el. Ormazd (zend) Den personificerede guddom, det universelle guddommelige lys hos parserne; hans symbol er Solen.

Ain-Soph, Ain Suph el. En Soph (heb.) Det grænse­løse, uendelige og endeløse. Det absolutte guddommelige princip, upersonligt og ukendbart; svarer ganske til vedantinernes parabrahman.

Ajñâna (sa.) Udt. agnjâna. Uvidenhed eller rettere ikke-visdom, det modsatte af kundskab, jñâna (gnjâna). En ajñânî betyder en profan.

Âkâsha (sa.) Benyttedes oprindeligt i flere betydninger, blandt andet om rum-æteren, det første manifesterede element i solsystemet, den oprindelige plastiske materie, hvoraf alt har udviklet