De retskafne

By Vivian Stuart

 Syvende bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme. 
 
 Omvæltningerne i den nye koloni er hyppige og radikale. En guvernør er for nylig blevet afsat. En oprørsregering er blevet tvunget til at trække sig tilbage, og en ny guvernør er ankommet til Australien.
Vil det betyde forløsning for de frigivne fanger i eksilkolonien? Landet har brug for sine loyale kæmpere - og Jenny Hawley og hendes familie hører bestemt hjemme der på trods af deres fortid.
Frem for alt har den nye guvernør brug for mænd af Andrew Hawleys og Justin Broomes kaliber for at kunne forvandle landet til en blomstrende, uafhængig nation. 

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: Dec 28, 2022
• ISBN: 9789979643005

Book preview

De retskafne - Australierne 7

De retskafne

Vivian Stuart

Australierne 7

Originalens titel: The Explorers 1

© Vivian Stuart, 1982

©Jentas ehf, 2022

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-300-5

www.jentas.dk

www.must-read.dk

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Prolog

Der var varmt, beklumret og støvet i det tomme pulterkammer, nu efter at vadsækkene og skibskisterne var blevet fjernet for at blive bragt om bord på de ventende transportskibe, der lå for anker i Yarmouth Roads.

Sammenkrøbet i sit mørke skjulested hørte Jessica India Maclaine lyden af hurtige støvletramp og kommandoråb og sukkede lettet. Pulterkammeret lå under stentrappen, der førte fra de underordnede officerers kvarter og op til de gifte officerers boliger på øverste etage i Colville-kasernen. Jessica havde skjult sig sent den foregående aften, efter at hendes stedfar havde meddelt, at de havde fået ordre til at gå om bord, og hun havde tilbragt en meget ubehagelig nat, indtil reveillen havde lydt kort efter daggry.

Hun var sikker på, at de ikke ville lede efter hende her, og inden længe, når alle mændene havde stillet til mønstring på eksercerpladsen, ville Hans Majestæts 73. Regiment marchere ned til havnen, og hendes prøvelser ville være forbi. Ligesom sin bror, Murdo, ville hun være fri, når regimentet var på vej til New South Wales og hendes stedfar dermed forsvundet ud af hendes liv.

Hvad hun bagefter ville foretage sig, havde hun endnu ingen planer om. Hun tænkte kun på at slippe væk fra den ulykkelige tilværelse under stedfaderen. Slippe væk fra ham, de brutale mishandlinger og uafladelige ydmygelser, han udsatte hende for. Om hun så skulle sulte ihjel, om hun så skulle tigge sit brød på gaden, kunne hun ikke få en værre tilværelse, end den han bød hende.

Hverken hende eller Murdo, mindede hun sig selv om. Murdo var stukket af for tre måneder siden, inden regimentet forlod Skotland om bord på fire Berwick-smakker til Gravesend og derfra til Yarmouth, Isle of Wight, hvor de skulle vente på de transportskibe, der skulle føre dem de cirka tyve tusind kilometer til eksilet på den anden side af jordkloden.

For det var sådan, hele regimentet betragtede denne uønskede udstationering. Selv officererne omtalte det som „eksil". 73. Regiment havde gjort tjeneste i Indien i femogtyve år; de var vendt hjem i forventningen om at skulle slås for deres land under Sir Arthur Wellesley i Ægypten, Spanien eller Portugal eller om nødvendigt på de feberbefængte Vestindiske Øer, hvis franskmændene skulle forsøge lykken der igen.

Men at skulle til New South Wales var noget ganske andet. Det var en straffekoloni, og selv den kendsgerning, at deres øverstbefalende, oberst Lachlan Macquarie, skulle være guvernør og generalkaptajn var en ringe trøst for de stolte højlandssoldater, der drømte om ære og udmærkelse i kamp.

Jessica sukkede ved tanken om den snak, hun havde hørt, de forbitrede klager, den følelse af uretfærdighed, som selv de grønneste rekrutter havde følt. Efter at have tilbragt sin barndom i Indien havde hun ikke noget imod endnu en lang sørejse, uanset bestemmelsesstedet. Hun ville hellere end gerne være taget af sted sammen med sin mor ... men ikke for alt i verden med sin mors anden mand! Ikke med oversergent Duncan Campbell, ikke om det så gjaldt hendes liv!

„Jessie ... Jessie, min pige, hvor er du?" Stemmen var lav, næppe mere end en hvisken, men Jessica hørte alligevel at det var hendes mor, og hun rørte uroligt på sig. Regimentets familier, kvinder og børn, var de sidste, der skulle gå om bord, men alligevel ... Hun snappede efter vejret. Mændene var endnu ikke marcheret fra eksercerpladsen; hun kunne høre trommernes dundren i det fjerne og råb, som angav, at mønstringen endnu ikke var afsluttet.

„India, sagde hendes mor indtrængende og brugte det navn, som hendes egen far havde givet hende, og som Duncan Campbell altid kun brugte spottende. „Luk døren op, mit barn. Jeg må tale med dig.

„Men de er ikke forsvundet endnu, mor. Jeg tør ikke. Han kommer tilbage og ..."

„Ja, han kommer tilbage, min pige. Han brugte livremmen på mig ... Jeg var nødt til at fortælle ham, hvor du var."

Hendes mors blide Højlandsstemme var fuld af skam blandet med medlidenhed og vrede, og lyden af den forjog Jessicas drømme om frihed. Hun strakte sine ømme ben og gik hen til døren. Hun havde skudt den indvendige slå for, så den ikke kunne lukkes op udefra, og et øjeblik tøvede hun. Men slåen ville ikke være noget værn mod Duncan Campbells brutale styrke, hvis han gav sig til at lede efter hende.

„Som du vil, mor. Vent lidt, så lukker jeg op."

Hun bebrejdede ikke sin mor noget, for hun vidste, at det ikke var med sin gode vilje, at hun havde røbet hendes skjulested, og da døren gik op, var hun taknemlig for, at hun ikke havde bebrejdet hende det. Elspeth Campbell stod foran hende, en smule usikker på benene og med sit yngste barn, Flora, ved sin side. Hun var meget bleg; hendes læber var opsvulmede, og på højre side af sit smukke, ovale ansigt havde hun et blåt mærke. Hun løftede hånden, som for at skjule mærket, men Jessica så tydeligt, at hun var blevet mishandlet værre end sædvanligt.

Og det havde været hendes skyld, fordi hun var stukket af. „Gjorde han dig meget fortræd, mor?" spurgte hun angergiven.

Hendes mor trak på skuldrene og svarede ikke.

„Jeg ville have sparet dig for det, min pige. Hvis du kommer med mig nu, kan vi følges med de andre kvinder, og så sker der måske ikke mere. De er alle sammen nedenunder, hvor de venter på besked, og jeg har overladt Janet i mrs. Macreas varetægt. Vi slutter os til dem. Han rører dig ikke, så længe vi alle er sammen. Og når vi først er kommet om bord på skibet, vil du kunne undgå ham."

Måske, tænkte Jessica, men det ville ikke blive nemt. Skibet ville være stuvende fuldt, og kvarteret til de halvfems hustruer og syvogfirs børn, som regimentet havde fået tilladelse til at bringe med, ville være spartansk og blottet for skjulesteder. Der var langt bedre muligheder i den tomme kaserne.

„Jeg kunne løbe min vej, begyndte hun. „Måske ovenpå ...

„Han vil lede, indtil han finder dig, indskød hendes mor træt. „Du ved, hvordan han er. Og det er et spørgsmål om stolthed for ham, han er fast besluttet på at holde familien samlet, så officererne ikke tror noget forkert om ham. Og efter at Murdo stak af, har han været endnu mere fast besluttet på at sørge for, at du ikke gør det.

Den fireårige Flora, der var blevet træt af deres dæmpede samtale, som hun ikke selv deltog i, stak i et hyl.

„Sssh, stille, Flora! tiggede Jessica. Den lille pige var Duncan Campbells øjesten; han forkælede hende endnu mere end sin lidt ældre datter, den kønne, sarte Janet, og lyden af hendes gråd skulle nok vække hans vrede og få ham til at komme rendende. „Kan du så holde op med at græde!

Flora overhørte hendes bønner og henstillinger, som hun havde gjort i den sidste tid. „Mor, hulkede hun, „kan vi ikke gå ned til skibet nu? Lad Jessica blive, hvis hun ikke vil med!

„Et lille øjeblik, min skat," trøstede hendes mor hende. Hun så medlidende på sin ældste datter, på Jessicas lille anspændte, trætte ansigt og forstod hendes længsel efter at slippe bort. Men hun var kun lige fyldt sytten; at lade hende tilbage, måske for altid, som hun var nødt til at lade sin bortløbne søn tilbage, var hende imod. Murdo var en dreng, og drenge kunne bedre klare sig alene. Han kunne finde arbejde; han var stor og stærk af sin alder, mens Jessica var tynd og spinkel, fordi hun ikke fik nok at spise. Hun vidste, at Duncan ikke brød sig det ringeste om Jessica. Han var en hård mand, så helt anderledes end den kønne, fandenivoldske unge soldat, hun først havde været gift med, som havde lokket hende fra det skotske højland med til Indien, hvor de havde levet lykkeligt i næsten ni år.

Men han var faldet i stormen på Seringapatam den 4. maj, 1799, da det 73. Regiment havde været i forreste linje i angrebet på den berygtede hersker af Mysore, Tipoo Sultans angiveligt uindtagelige borg, og hun ... Elspeth Campbell mærkede det velkendte stik i hjertet, som tanken på ham altid fremkaldte.

Hun havde stået alene tilbage med en knap femårig søn og en køn, lille mørkhåret datter på syv, som hendes mand absolut havde villet døbe India. Jessica India ... et mærkeligt navn, men han havde været så glad for det og havde altid kaldt hende det.

Prisepengene for indtagelsen af Seringapatam havde beløbet sig til mere end en million pund, hvoraf, mindedes Elspeth, den øverstbefalende, general Harris, havde modtaget hundrede tusind – summer så uhyre store, at de lå uden for endes fatteevne. Som beskeden korporal havde Murdoch Maclaine ikke haft krav på mere end syv pund. Hun havde faet dem udbetalt i guld sammen med de få shillings, som salget af hans udstyr indbragte. Men hun var snart kommet i økonomiske vanskeligheder. Den britiske hær i Indien tog sig ikke af enker; det forventedes, at de giftede sig igen eller skaffede sig til dagen og vejen på mindre respektabel vis. Hvis de var unge og kønne, var der aldrig mangel på friere, og hun ... Elspeth kvalte et suk.

Hun havde stadig kun været midt i tyverne og køn dengang, respekteret i regimentet og der havde været et par tilbud. Af flere grunde tog hun imod Duncan Campbells. Han var korporal, som Murdoch havde været, men mere ærgerrig og med større fremtidsmuligheder, og han var kendt som en mand med strenge religiøse principper og sobre vaner. Han havde gjort voldsom kur til hende, men det, der havde vejet mest for hendes vedkommende, var, at han på det tidspunkt gjorde tjeneste hos kvartermesteren og derfor næppe ville blive sendt i kamp og dræbt eller såret. De havde giftet sig, da regimentet var vendt tilbage til Madras og ...

„Mor, hør! Jessicas stemme afbrød hendes tanker; den var skinger af skræk. „Piberne ... de afmarcherer nu!

Og det gjorde de også, tænkte Elspeth og lyttede til sækkepibernes skingre toner. Om et øjeblik ville regimentet, der for sidste gang på britisk jord var iført al sin tartan og røde pragt, falde majestætisk ind i rytmen til marchen „Hieʼland Laddie", marchere over eksercerpladsen og stolt ned ad bakken til havnen og de ventende skibe. Duncan havde med bitterhed fortalt hende, at de ikke skulle bære kilt i New South Wales, at 73. Regiment ikke ville blive til at skelne fra alle andre regimenter, selv om det var skotsk. De ville få udleveret hvide bukser ligesom den nuværende garnison.

Hun burde have set dem afmarchere sammen med de andre kvinder, men ... utålmodigt, næsten vredt greb hun Jessicas hånd og forsøgte med magt at hale hende væk fra skjulestedet.

„For Guds skyld, kom! Jeg efterlader dig ikke her. Jeg kan ikke, uanset hvad du siger."

„Men de afmarcherer nu, mor, indvendte Jessica. „Han er sammen med dem, det må han være. Nu vil han ikke længere få lejlighed til at lede efter mig.

„Han beder om nødvendigt adjudanten om tilladelse, svarede hendes mor. „Hvis han ikke ser os der – os alle sammen. Floras runde, rosenrøde ansigt blev mørkere og mørkere, og hun åndede dybt ind og spilede de blå øjne op, parat til at udstøde endnu et hyl, men det blev afbrudt af et uventet klask fra hendes mor.

„Stille! befalede hun. „Nu tier du stille!

Barnet adlød, og i den pludselige stilhed, da lyden af sækkepiber og trommer svandt hen i det fjerne, hørte de en anden lyd – lyden af støvleklædte fødder på stentrappen. „Det er ham, India! hviskede Elspeth Campbell indtrængende. „Skynd dig ud og stil dig ved siden af mig. Tag din vadsæk med ... skynd dig at tage den, ellers tror han ikke, at du følger med mig!

Jessica forsøgte at følge sin mors råd, men det lange ophold i pulterkammeret, havde gjort hende stiv og blytung i lemmerne, og hun stod stadig og halede i sin vadsæk med sine få ejendele, da hendes stedfar kom stormende og brølede hendes navn.

Han var en imponerende skikkelse, høj og bredskuldret og muskuløs. Nu fik den høje, fjerprydede skottehue ham til at virke som en kæmpe, og vredesrødmen steg op i hans magre ansigt med de tunge kæbeposer, mens han så ondt på Jessica, der rædselslagen veg tilbage. Hendes mor der tappert forsøgte at lægge sig imellem, blev skubbet til side. Hendes fortvivlede „Nej, Duncan, nej" blev overhørt med foragt.

„Lad den forbandede lille tøs tale for sig selv, kvinde! tordnede han. „Nå, Jessica, hvad har du at sige til dit forsvar?

I modsætning til hovedparten af mændene i 73. Regiment var oversergent Duncan Campbell lavlandsskotte, og hans hårde accent skurrede ubehageligt i Jessicas ører. Hun veg tilbage, men da hun fandt døren ind til pulterkammeret spærret, blev hun stående uden at kunne finde ord til sit forsvar. Hendes stedfar havde et spanskrør i højre hånd, så hun, og han daskede det utålmodigt mod de bare, brune knæ under den ulasteligt siddende kilt.

„Nå? gentog han. „Havde du måske tænkt dig at skjule dig for os? Håbede du, at vi ville sejle uden dig? Men hvad tror du egentlig, der i så fald ville være sket dig? Nå – spyt ud! Jeg vil høre sandheden, Jessie, om jeg så skal banke den ud af dig!

Hun vidste, at han mente, hvad han sagde, og omsider fik hun talens brug igen og hviskede ulykkeligt: „Ja, det ... det var det, jeg håbede på. Jeg har ikke lyst til at tage med jer."

„Far, understregede han vredt. „Jeg er din far, glem ikke det.

Jessica bøjede sit mørke, glatte hoved, men sagde ikke noget, nægtede at kalde ham ved det navn, han forlangte. Hendes tavshed fik den vrede, der ulmede i ham til at flamme op.

„Hun har selv været ude om det, slyngede han i hovedet på Elspeth. „Og ved Gud, den fordømte tøs skal få, hvad hun fortjener!

Spanskrøret var et grusomt våben i Duncan Campbells store, stærke hånd, og han brugte det uden hensyn til, hvor slagene ramte. Flora klyngede sig skrigende til sin mor, men hendes skrig og Elspeths bønner rørte ham ikke, og først da Jessica faldt om på gulvet med hænderne for ansigtet, fik synet af de blodrøde strimer, der nu dækkede hendes arme på kryds og tværs, ham til at holde inde. Tungt åndende stak han spanskrøret under armen og snerrede: „Det var kun, hvad hun fortjente. Sørg for, at hun ser lidt ordentlig ud, og følg begge med mig ned på eksercerpladsen. Jeg skal nok tage mig af barnet."

Flora gik modstræbende hen til ham, men hans tonefald forandredes straks, da han tog hende ind til sig. „Så, så min lille høne! Du har ikke noget at være bange for, for far elsker dig jo. Du kan nok forstå, at Jessica har været uartig og måtte straffes. Tør nu dine øjne, så skal du få lov til at ride på fars skuldre. Han løftede hende op på sine brede, rødklædte skuldre, og barnet holdt lydigt op med at hulke. „Skynd dig, sagde han til Elspeth og bøjede sig ned for at samle Jessicas køjesæk op. „Er der ikke et sjal i den, som vi kan give hende om skuldrene?"

Elspeth, der lå på knæ ved siden af sin ældste datter, tog køjesækken fra ham, idet hun omhyggeligt undgik hans blik. Hun fandt sjalet og rejste sig langsomt.

„Det her kan ikke skjule, hvad du har gjort imod hende, sagde hun anklagende. Da hun ikke fik noget svar, spurgte hun med sammenknebne læber: „Er familierne allerede gået derned?

Duncan Campbell, der var på vej ned ad trappen, vendte sig om og rystede kort på hovedet. „Det er mig, der har ansvaret for dem. De går ikke, før jeg giver dem lov. Men skynd dig nu, kvinde. Jeg kan ikke lade dem vente ret meget længere."

Han havde altså haft i sinde at komme tilbage efter den stakkels Jessica, tænkte Elspeth sløvt. Han måtte have meldt sig frivilligt til at tage ansvaret for familierne, og adjudanten havde sikkert med glæde overladt ham opgaven, eftersom der ikke var mange, der brød sig om den. Elspeth bed sig hårdt i underlæben og gjorde, hvad hun kunne, for at adlyde hans ordrer om at skjule de ydre tegn på det brutale overfald på hendes datter, men spanskrøret havde efterladt dybe mærker, og ikke kun Jessicas arme, men også hendes hals og ansigt vidnede om den brutale afstraffelse.

„Du er nødt til at holde det rundt om dig, min pige, sagde hun brødebetynget. „Men når vi først er kommet om bord på skibet, skal jeg rense sårene og bede om noget salve.

Jessica, som havde udholdt afstraffelsen med stoisk resignation, stirrede tomt ud i luften, men så pludselig bønfaldende på sin mor. Hun havde bogstavelig talt ikke ytret en lyd, mens han slog hende, men nu udbrød hun tårekvalt: „Om bord på skibet! Åh, mor, er jeg nødt til at gå om bord på skibet? Kan jeg ikke blive her? Han kommer sikkert ikke igen, hvis han har ansvaret for familierne."

„Nej, det gør han ikke, indrømmede Elspeth. „Men det vil gå ud over mig, hvis du ikke tager med. Og du ved, hvad han vil gøre.

Hun vidste det af bitter erfaring. Jessica tog sjalet, rejste sig vaklende og forstod, at hendes sag var tabt. Hendes mor lagde armen om hende, og sammen gik de ned ad stentrappen, der fik deres fodtrin til at runge.

Kvinderne ventede med den tålmodighed, de havde lært gennem mange år. Børnene var lige så rolige, som de var. De blev holdt i hånden eller båret, og nogle få sad oven på de læssede trækvogne, som holdt på eksercerpladsen foran dem. Soldaterne, som skulle trække de uhåndterlige vogne, stod i retstilling på oversergent Campbells rungende kommando, og kvinderne begyndte at gå af sted på række. Jessica og hendes mor måtte løbe for at indhente dem.

Ingen piber eller trommer gav dem nogen opmuntring eller en takt, de kunne gå efter. Regimentet var for længst uden for syns- og hørevidde, og kvinderne vandrede langsomt af sted. Kun nogle af de større børns skingre stemmer og ophidsede skrig gav udtryk for deres følelser.

Morag Macrea overlod Janet i hendes egen mors varetægt og gjorde med et kast med hovedet tegn til, at Flora var blevet placeret oven på en af trækvognene.

„Den lille sover, sagde hun. „Og det er nok så godt, for så slipper du for at bære hende, Elspeth. Hun spurgte ikke om, hvorfor de var forsinket, men hendes skarpe, mørke øjne gled hurtigt hen over dem begge, og af hendes medlidende tonefald forstod Jessica, at hun vidste besked eller selv havde regnet ud, hvad der var sket. Hendes mand var sergent, en venlig, ældre mand, som hun havde været gift med i over tolv år. Seks af deres otte børn var døde som helt spæde – to på rejsen hjem fra Indien. Hun var gravid nu igen, men det tappede hende på ingen måde for energi eller vilje til at hjælpe andre, og hendes to overlevende børn, begge drenge, slægtede hende på.

„Tak, sagde Elspeth. „Vi følger efter vognen, i tilfælde af at hun skulle vågne.

Janet med sin mor i hånden og Jessica med sjalet trukket rundt om sig fulgte tavse efter bagagevognen.

Da de nåede den ydre kaj, så de, at to skibe lå forankrede ved den. Regimentets mænd var stadig på vej op ad landgangsbroen med de bulnende køjesække på skuldrene og kapper og paksække fastspændt til ryggen.

Et af skibene var en todækker fra flåden, et flot og elegant fartøj malet i sorte og hvide firkanter. Idet det sidste kompagni soldater gik om bord i den reglementerede gåsegang, nærmede gruppen af gifte familier sig foden af landgangsbroen.

„Vores skib hedder Dromedary," sagde Elspeth til Jessica. „Det er et væbnet transportskib, så det er større end Hindostan. Men det lader til, at vi kommer til at vente lidt, tredje kompagni er parat til at gå om bord. Har du det godt, min egen? Hvis du føler dig svag, så gå hen og sæt dig på bagagevognen ved siden af Flora."

„Jeg har det udmærket, mor," sagde Jessica. Det havde været en lang travetur, og hun var ved at falde om af træthed. Hun havde ondt i hele sin forslåede, mishandlede krop, men at vise svaghed ville være et nederlag, ville give hendes forhadte stedfar herredømmet over hende, og det ønskede hun under ingen omstændigheder.

Hun så sig omkring efter ham og fik øje på ham. Han skridtede hovent hen ad kajen og gjorde holdt ved siden af en lille gruppe officerer, som han gjorde stram honnør for. En af officererne var kaptajn Henry Antill, som skulle være den nye guvernør, oberst Macquaries adjudant. Antill var en af regimentets helte. Som ganske ung havde han deltaget i stormen på Seringapatam, og hans tapperhed omtaltes stadig, hver gang talen faldt på slaget blandt de ældre officerer. Han havde været venlig mod hendes mor, efter at hun var blevet enke, mindedes Jessica, og mod hende selv og Murdo; men efter regimentets tilbagevenden til Skotland havde han været på orlov, og de havde næsten ikke set ham.

„Kaptajn Antill er blevet forfremmet til kompagnichef, sagde hendes mor, der fulgte retningen af hendes blik. Hendes ellers så alvorlige ansigt lyste op i et smil. „Og jeg tror, at det bliver vores, eftersom major OʼConnell skal overtage kommandoen over regimentet, når vi er nået til Port Jackson.

„Så skal kaptajn Antill være sammen med os på skibet?" spurgte Jessica. Hidtil havde hun ikke udvist nogen interesse for den slags ting, fordi hun ikke regnede med, at de kom hende ved, men udsigten til, at kaptajnen skulle være sammen med hende virkede underlig opmuntrende. „Om bord på – hvad var det, den hed, mor? Dromedary?"

„Ja, sagde Elspeth. „Og guvernøren og hans frue og deres tjenere skal også med om bord. De går om bord i Spithead. Hendes smil forsvandt, da hun eftertænksomt tilføjede: „Vi kender dem selvfølgelig ikke, Jessica. Oberst Macquarie har aldrig tjent ved regimentet. Han kommer fra det 77., men han var med ved Seringapatam og skulle efter sigende være en god officer og en gentleman. Han kommer fra Ulva og er beslægtet med Maclaine fra Lochbuie. Hans hustru ... hun holdt inde. „Så, nu ser det ud til, at ventetiden er forbi. Gud være lovet, de er begyndt at marchere om bord! Jeg må vække den stakkels lille Flora. Kan du, hun så ængsteligt på sin ældste datter, „kan du klare begge køjesækkene, hvis jeg bærer hende?"

„Selvfølgelig kan jeg det, mor. Bryd nu ikke hovedet med mig. Jessica rakte ud efter den anden køjesæk og ikke så meget som gav sig, da den blev rakt til hende. „Jeg har det virkelig glimrende nu.

Men trods alle de tapre ord var hun en besvimelse nær, længe inden rækken af kvinder og børn langsomt nåede foden af Dromedarys agterlandgang. Hendes mor og de to yngre søstre gik foran hende, og idet Jessica udmattet lænede sig til landgangsbroens rækværk, fik kaptajn Antill, en ung kadet og hendes stedfar øje på hende.

Et øjeblik så han på hende uden at genkende hende, men så udbrød han smilende: „Jamen det er jo Jessica India Maclaine, ikke? Og den byrde er alt for tung for en så tynd og skrøbelig lille pige. Det må vi gøre noget ved. Han gjorde tegn til en soldat, som tog køjesækkene fra Jessica. Hun begyndte genert at takke ham, mens hun holdt sjalet tæt om hals og skuldre. Hun fyldtes af kold vrede, da hun hørte sin stedfar sige: „Pigebarnet er min steddatter, sir. Hils ordentligt på kaptajn Antill, Jessie, har du helt glemt din gode opdragelse, pigebarn!

Jessica vidste, at han ønskede, at hun skulle neje for den unge kaptajn, men hun tøvede, splittet mellem sin egen naturlige gode opførsel og raseriet over hans indblanding.

Omsider friede Antill hende selv ud af forlegenheden. „For pokker, oversergent, kan