Jai Fiagre-affæren

By Jesper Langgaard

Viceadmiral Arthur Robert Cordan – tidligere kommandant for det berygtede 7. regiment i flådens specialstyrke Omega – forsvinder sporløst fra Sol. Flåden indleder en diskret eftersøgning, der kulminerer på den omstridte planet, Fiagre 4, og tiden er nu oprunden, hvor alle involverede enten må betale eller tage prisen for dét, der skete på Jai Fiagre under krigen. * Lang læseprøve på JaiFia.dk

• Language: Dansk
• Publisher: Saxo Publish
• Release date: May 17, 2024
• ISBN: 9788740495812

Book preview

Jai Fiagre-affæren

Jai Fiagre-affæren

Af

Jesper Langgaard

Jai Fiagre-affæren

© 2022 Jesper Langgaard

1. udgave, Saxo Publish

ISBN: 9788740495812

Omslag: JLa, Canva Pro

Kildehenvisninger:

Sun Tzu-citat i kapitel 39, 47, 49, 57, 59, 62, 67, 69, 74 og 75 er oversat fra Lionel Giles’ Sun Tzu on the Art of War fra 1910.

Sun Tzu-citat i kapitel 58, 68 og 70 er oversat fra Samuel B. Griffiths Sun Tzu The Art of War fra 1963.

René Descartes-citat i kapitel 36 er fra s. 42 i Mogens Chrom Jacobsens oversættelse af Afhandling om metoden + Filosofiens principper fra 2009.

Solaris UniComIké, GC 11. oktober 5383, UTC kl. 23:06

Det vedholdende rygte, at Fiagre 4 er blevet overtaget af føderale styrker, er netop blevet bekræftet.

Præsident Putarkin har netop bekræftet, at Fiagre 4’s planetforsvar er sat ud af kraft, og oplyser, at føderale flåde- og ingeniørtropper netop er ankommet til systemet. Putarkin oplyser, at selvom samtlige styrker fra Omega-Fiagre har været rapporteret dræbt i kamp, har en gruppe overlevende infiltreret Alliancens planetforsvar og passiviseret systemet. Selvom de nærmere omstændigheder stadig er ganske uklare, oplyses, at infiltrationen er ledet af Omega-Fiagres tidligere kommandant, oberst Arthur Robert Cordan. Præsidenten understreger, at denne udvikling kommer lige så overraskende for hende som for alle andre og meddeler, at Aimihla-fredstraktatens kontakt-før-konflikt-klausul er blevet påberåbt over for Alliancens ambassadører – det pointeres, at Føderationen således ikke er i krig, hvorfor føderale borgere opfordres til at forholde sig afventende.

– Hypergram, Solaris United Communiké

Jai Fiagre-affæren, 1. del

– 4. januar 5398

KAPITEL 1

I realiteten er der kun traktater til hinder for, at en hyperdrone pludselig dukker op over os. I en sådan virkelighed er det bedste forsvar at kunne forblive uset, at kunne skjule sig, og desinformation vil således være kernen i enhver vellykket forsvarsstrategi, mens en korrekt information om fjenden kan være mere værd end 100 slagskibe, der angriber i blinde.

– Viceadmiral Arthur R. Cordan, gæsteforelæsning på Det Føderale Akademi, 12. august 5388

Den 4. januar 5398 indgav viceadmiral Arthur Robert Cordan sin afskedsbegæring, og allerede dagen efter blev han beordret til at give møde i Admiralitetet i Capitol. Robert Cordan troppede op i gallauniform, hvilket vakte nogen forundring, men man kendte dog godt manden – hans stædige ego og vilje til at gå egne veje samt en tilbøjelighed til egenrådighed, hvilket var skavanker, man havde lært at affinde sig med. Robert Cordan var en gudsbenådet soldat, en resultatmaskine på samtlige slagmarker og et geni udi enhver strategisk doktrin, og hans ekstraordinære bedrifter var så talrige, at man nok kunne tolerere en vis afvigende adfærd.

Robert Cordan krydsede marmorgulvet og nærmede sig salens centrum. Cordans sorte gallauniform var beslået med lange rækker af udmærkelser, der gengav hans liv og levned i Den Føderale Flåde – på højre side af brystet sad alle kampagnebåndene: Prima Cygnia, Neu Conglomea, Epsilon Indi, Tau Ceti, Beta Hyoria, Velojaimann, Topaz, Faint Fury, Omicron Ekexa, Altair, Disruptance, Quela Locava, Sigma Draconis, Falmiess og Fiagre samt talrige andre kampagnebånd fra de to store rumkrige. På venstre side af brystet sad alle udmærkelserne, der gjorde det klart for enhver, at Robert Cordan ikke blot havde deltaget i enhver større føderal flådekampagne i de sidste fem årtier, men at han endog havde bidraget til sejrene ved en helt ekstraordinær indsats.

Robert Cordan trådte hen til konferencebordet og fornemmede den formelle facon. Der var ingen tvivl om, hvor han skulle sidde, idet der kun var én ledig stol tilbage ved bordet. Det varme sæde, tænkte han og havde visse besværligheder med at få sablen, sit paradevåben, til at passe ind i møblet.

Der var tavshed en tid, ikke en tøvende tavshed, men en tavshed, der signalerede, at man ønskede at lade vente på sig.

Over for Robert Cordan sad den føderale flådechef, admiral Aron Kooner, og Kooner var i et ondt lune. Det her er en opvisning i umoden adfærd! rasede han, dog uden at fortrække en mine – at se Robert Cordan opføre sig som et overset barn, der desperat forsøger at få sine forældres opmærksomhed. Og så møde op i gallauniform til en skideballe! Det er sgu da til at grine af!

»Hvad er det her?« forlangte Kooner og indrømmede sig selv den befrielse at lade en udskrift af opsigelsen svæve ud på konferencebordet.

Robert Cordan svarede: »Jeg begærer hermed min afsked fra flåden, admiral. Længe har jeg tjent Føderationen loyalt og har utvivlsomt gjort mig fortjent til min rang, men jeg føler ikke længere, at jeg besidder det fornødne engagement til fortsat at bestride mine militære hverv. Dette er min anmodning om afsked, sir.«

»Jeg kender Dem,« snerrede Kooner. »De er led og ked af at sidde bag et skrivebord og administrere – det er jo også synd og skam at lade en soldat af Deres kaliber sidde passivt bag et skrivebord og ruste, men jeg har et forslag til Dem: Lad os dog starte en lille rask krig. Hvad siger De til en rask kampagne mod Alfa Salvo? Lad os sende et par hundrede slagskibe, et par millioner kamprobotter, hvad siger De, admiral?«

Der bredte sig en let latter omkring bordet, og Cordan ulmede af vrede over denne latterliggørelse af sin person. Tror han virkelig, at jeg savner krigen! Tror han virkelig, jeg er så simpel! Men Cordan vidste udmærket, at Kooner forsøgte at tirre ham, og den fælde ville han ikke gå i.

Robert Cordan havde aldrig brudt sig om flådechefen, lige fra sit første møde med manden havde han fornemmet, at Kooner skjulte en politiker i maven. Aron Kooners skarpe tunge kunne være som et lydløst snigmord i natten, og bag mandens pragmatiske holdninger og lange monologer lå skjulte øvelser udi politikken. Kooner var således en soldat med en politiker i maven, hvilket rummede kimen til forræderi, og man måtte selvfølgelig leve med politikere, for det var den grundlæggende føderale præmis, men en soldat måtte man derimod kunne stole på, loyalitet over for kode, ære og våbenfælle måtte være klippefast hos soldaten, uanset hvor opportun anden handlemåde tilbød sig.

»Og Robert Cordan,« fortsatte Kooner, »De skriver, at De ønsker at rejse ud i rummet som pionér, men som nøgleofficer i Den Føderale Flåde tager man ikke bare sin afsked og emigrerer, vel? Nej, man trækker sig pænt tilbage og opholder sig resten af sine dage i kernesystemet. Under Deres hovedskal ligger en viden, som i de forkerte hænder ville kunne begrave det meste af det føderale forsvar, og det vil være en katastrofe, hvis Alliancen fik fat i Dem – det må De da kunne begribe?«

Robert Cordan smilede blot og nikkede forstående, men mælede ikke et ord til sit forsvar.

Denne tavshed bragte Kooner nær raseri i fuldt udbrud. Kooner ringeagtede denne galning, denne irrationelle og ustyrlige Omega-fanatiker, der gjorde lige, hvad der passede ham og ikke havde bare det mindste begreb om konduite og ikke ville fatte, at når det kom til det store perspektiv, så var der mere til tingene end blot sort og hvidt. Og hvor ofte har vi ikke måttet lappe på Cordans udtalelser, når en skrøbelig alliance skulle bevares? Hvor ofte har Cordan ikke bare ladet, som om en ordre ikke var nået frem, når ordren gik hans egen overbevisning imod? Tilfældene er sgu utallige! Men Admiralitetet havde alligevel aldrig bedt Cordan indgive sin afskedsbegæring, for man havde aldrig turdet undvære hans militære geni, vidste Kooner.

»Nuvel, admiral. Deres anmodning om afsked er hermed accepteret – og denne grille med at forlade kernesystemet, den må De selvfølgelig se at få slået ud af hovedet i en fart. Er det forstået?«

Robert Cordan nikkede blot. Han rejste sig og endte således sin militære karriere i en smældende honnør, gjorde omkring og forlod lokalet i et stramt tempo, og Aron Kooner sad tilbage og overvejede, om det mon virkelig var et smil, som han netop havde iagttaget på Robert Cordans læber.

KAPITEL 2

Dén, der først vænner sig til at være paranoid, dør først. Truslen er altid ægte.

– Omegadoktrin

For tre måneder siden havde Joseph Judar meldt sig som aspirant til det føderale Omega – flådens specialenhed for rumbårne invasionsstyrker. Det lå til Judars familie at gøre militær karriere. Judars mor havde i en længere årrække gjort tjeneste som kommandør på slagskibet FF Achlon Hume, Judars far som kontreadmiral i Den Centrale Strategiske Kommando og Judars brødre og søstre ligeledes som officerer i flåden. Og indtil for nylig havde Judars eget karriereforløb også været imponerende – allerede som 27-årig var han blevet forfremmet til kaptajn i Den Føderale Garde og havde gjort sig fortjent til høje udmærkelser og dekorationer, og mange mente, at han endog besad potentialet til at gå hele vejen til Admiralitet. Måske engang. Men så havde han pludselig anmodet om orlov fra Garden for at kunne deltage i optagelsesprøven til Omega.

Gardens kommando havde nægtet at bevilge ham orloven, formentlig som et ultimatum, der skulle tvinge ham på bedre tanker, men Judar havde ikke ladet sig kue og havde simpelthen taget sin afsked. Han havde opgivet sin rang og ladet sig forflytte til Fort Grana på Almiga 7, og hans resolutte adfærd havde især chokeret familien – det havde chokeret, at han virkelig ville ombytte sin kaptajnsrang og hele sin lovende fremtid i Garden med en simpel status som Omegakadet – det var ikke et karrieretræk, tværtimod, for omegaer var kun lydige soldater og aldrig ledere.

Kun én eneste omega er nogensinde blevet forfremmet ud over rang af oberst, tænkte Judar – viceadmiral Robert Cordan – og jeg mangler kun at bestå denne sidste prøve, så er jeg også omega. Judar fik hjertebanken ved tanken. Men jeg har sgu ikke klaret den endnu, påmindede han straks sig selv. Judar vidste, at han måtte være nærværende og ikke tage noget for givet, for det kunne blive en særdeles vanskelig opgave i nat. Hvor vanskelig ville afhænge af, hvilken modstander instruktørerne havde defineret for ham.

Foran Judar lå skovbrynet indhyllet i mørke, bag skoven lå øvelsesbyen, og inde i selve byen lå rødt hold på lur. I nat var det Judars opgave at lede blåt hold i overtagelse af byen og derved bevise sin duelighed som leder af en Omegakampgruppe, og han var tændt; dette var hans store finale, den sidste prøvelse af mange på Fort Grana, og han havde indtil videre klaret sig glimrende.

Rødt hold havde forskanset sig inde i byen, og fortifikationen skulle brydes af choktropper og af soldater i kampdragt. Der var ingen status på rødt hold, ingen efterretninger overhovedet, og Judar vidste kun, at rødt hold ville bestå af kamprobotter og droner, der ville være programmerede til at tro, at scenariet var virkeligt, hvorfor de ville kæmpe, som om det var virkelighed – i den forstand var dette ingen øvelse, men en virkelig mission, og Judar vidste udmærket, at opgaven var alvor i mere end én forstand. Hvis han ikke klarede sin mission i nat, ville han blive bedt om at pakke og blive sendt hjem. Det var knald eller fald, kulminationen på tre måneders aspirantkursus, og der var ikke råd til fejltagelser, for Fort Grana var berygtet for kontant afregning.

Han vurderede, at to til fem droner ville overvåge området, og antog, at der ville være cirka 10 kamprobotter til at forsvare befæstningen. Rødt holds styrke havde tidligere ligget inden for disse parametre, men han kunne ikke vide, om fjenden forventede angreb eller ej, hvorfor han havde valgt ikke at operere med noget overraskelsesmoment i sin planlægning. Judar havde noteret sig, at hver gang en ny aspirant ledede angrebet på øvelsesbyen, var der defineret nye parametre for fjenden, og udfordringen bestod derfor i hurtigst muligt at tilpasse sig situationen, læse sin fjende og få besejret modstanderen i hastighed.

Han doktrinerede sig selv. Dit panser består af din hurtighed, af din reaktionsevne og af din evne til at forudsige fjendens taktik: Duk dig, undvig, og lad dig aldrig overraske. Han tænkte, at han heller ikke måtte overvurdere fjenden, for at overvurdere sin modstander kunne ende i apati og tab af moment, og han måtte være parat til at revurdere situationen, som den faktisk udviklede sig, og undgå at stagnere i forsigtighed, hvis fjenden viste sig at være svag.

Der var 15 tropper i kampgruppen, alle under Judars direkte kommando i responderen. 10 soldater i exoskelet og fem stifindere i kampdragt. Dette var en mobil kampgruppe, som stadig besad den fornødne slagkraft til rømning af en fortifikation.

Judar forberedte sig grundigt. Han afviklede samtlige mentale rutiner, hvorpå han trimmede pneumatikken i sit exoskelet og optimerede lufttrykket. Han foretog et rutinetjek af systemet og afviklede de vigtigste filtre i sit hjelmdisplay. Filtrene flimrede forbi hans øjne: lysforstærkende, filter for varmesignatur, filter for kompakt metal, for søgestråle urion, søgestråle laser, filter for visuel lyd og luftlagsforskydning. Systemet fungerede optimalt, og han følte sig klar. Han trak en dyb indånding og gjorde sig klar.

»Kampdragt klar,« befalede han og iagttog de fem stifindere fase ind i omgivelserne. Stifinderne flød ind i omgivelserne, og han betragtede dem gennem filter for varmesignatur og måtte konstatere, at to af dem allerede var blevet varme. Deres signatur var en anelse høj, kropsvarmen flimrede som en svag, hvid aura i mørket omkring dem, og han ønskede ikke at tage nogen chancer.

»Kamm og Ricca, I er for varme og bliver tilbage,« meddelte han. »Grunn, Una og Harek afsøger sikker sti.« Han definerede indfaldsruterne i responderen, fra nord, fra øst og fra vest og gav ordre til fremrykning. »Afsted folkens.«

Stifinderne sivede ind i skovbrynet og forsvandt til små prikker i responderen, og Judar gav responderen adgang til sine synsnerver. Det strategiske kort åbenbarede sig i hans hjerne. Han svævede ind over slagmarken og overvågede alle kendte forhold fra oven, i komplet virtuelt overblik, og han følte sig spændt, men var ikke nervøs. Han følte, han havde situationen under kontrol.

Der skete intet på kortet. Han fulgte stifinderne i responderen. De nærmede sig målområdet. Stadig ingenting? undredes han. Det er stilhed før storm.

Han observerede de fremskudte soldater rykke ind i selve målområdet. De havde endnu ikke plottet fjendtlige enheder i responderen. Et godt tegn, tænkte han og begyndte at håbe på det bedste – en svag modstander i nat.

De første meldinger blev indrapporteret. »Ingen aktivitet på vestsiden. Observationstårn et og to er ubemandede – ingen droner, intet områdeforsvar fra vest.« Meldingen blinkede grønt i responderen og opdaterede kortet.

Grunn supplerede: »Tilsvarende fra østsiden. Observationstårn tre og fire er tomme. Jeg afsøger sikker sti ind til barrieren.«

»Heller ingen droner eller aktivitet på nordsiden,« rapporterede Harek.

Judar var overrasket. Han studerede kortet – kun sydsiden var ikke afsøgt, men indtil videre var det uvæsentligt, for sydsiden var selve hovedindgangen til øvelsesbyen, og han ville under ingen omstændigheder angribe frontalt. Er der kun etableret områdeforsvar mod syd? overvejede han, men fandt det usandsynligt. Forudsig fjendens taktik, og lad dig ikke overraske, påmindede han sig selv – hvad helvede overser jeg?

Pludselig lød en stemme i Judars hjelm – det var Noka, en af Judars gode kammerater i enheden. »Jeg har hørt rygter om, at det er majoren, som venter på dig derinde. Det er derfor, de ikke har noget områdeforsvar, for hun er sgu nok til at fixe dig, min ven.«

Judar havde forventet drilleri, for da Noka havde ledet gruppen i går nat, havde Judar drillet med den samme trussel.

»Jeg er sgu klar til hende, intet stopper mig i nat – ikke engang hende.«

»Blærerøv,« fnøs Noka.

Judar tænkte, at det hørte sig til at drille hinanden med denne ultimative trussel, major Ramann Morell, at hun lå på lur inde i øvelsesbyen. Alle vidste, at major Ramann Morell var tidligere officer under Arthur Robert Cordan, at hun engang havde været leder af føderale choktropper på Fiagre 4 og således havde tilhørt den mest berygtede division af alle, Omegas 7. regiment, Omega-Fiagre, også kendt som Tigerspindlerne. Der var så mange utrolige beretninger om dette regiment, og Judar huskede, at det havde været en oplevelse at se hende i virkeligheden. Hun er sgu en levende legende, tænkte han. Ramann Morell havde i de sidste 10 år været chef for Omega-Exo på Fort Grana, og når hun gav sine lektioner i dynamisk kropspanser, kunne man kun måbe og se på.

Judar huskede, hvorledes hun havde været et fantom i sparring, hun betjente sit exoskelet i umulige manøvrer, og hendes hastighed var altid overmuskulær. Ingen aspirant havde nogensinde kunnet matche hende i træning, ingen var bare kommet tæt på, og det syntes, som om hun i det uendelige formåede at skrue op for sin hastighed i nærkamp. Hun betjente autonome programmer i exoskelettet, som om det var det mest naturlige i verden, og de gange, hvor Judar havde iagttaget hende i arena, havde hun endog præsteret at bevæge sig så lynhurtigt, at synet af hende havde været udvisket. Der gik rygter om, at hun endda betjente sig af exoskelettets 360-graders-syn i disse hastigheder, men selv var Judar dog noget skeptisk over for disse rygter. Af nysgerrighed havde han nemlig selv afprøvet argos-synet i exoskelettet, den særlige funktion, der definerede tredimensionelt syn på hvert øje, og som via den optiske ring langs hjelmen berigede bæreren med fuldstændigt overblik, med øjne i nakken. Men da Judar havde forsøgt sig med det, var han blevet nødt til at slå synet ned i lav opløsning og i sort-hvid, for farveinformation i bevægelse, og i 360 grader var simpelthen mere, end hans hjerne havde kunnet kapere. Nedjusteringen til sort-hvid havde hjulpet en smule, og synsindtrykket havde herefter været sammenhængende og nogenlunde i fokus, men han havde aldrig opnået nogen relevant hastighed, før han fik en frygtelig kvalme af det.

Judar anså det for umuligt, at nogen kunne udholde 360-graders-syn i hurtig nærkamp. Så hendes ryg vil stadig være der, hvor hun er mest sårbar, tænkte han, men trak straks på smilebåndet – han vidste udmærket, at det ingen mening gav at analysere majorens svagheder. Hun har sgu ingen svagheder, hun kan kun besejres af én, der er bedre end hende.

»Sikker sti etableret,« lød det i responderen.

Judar blev nærværende og fokuserede på kortet. Han opdagede, at de tre stifindere havde nået barrieren, der omgav byen, men uden at have plottet bare én eneste fjendtlig enhed i responderen. Han fik et chok. Mit system er gået ned!

»Jeg har ingen måldata på kortet!« meddelte han hektisk. »Mit kort er defekt! Bliv, hvor I er, og afvent instrukser!«

Der lød latter i responderen, hvilket forvirrede ham.

Grunn lo. »Rolig nu, der er sgu ikke noget i vejen med dit system, for der er sgu ingen måldata, makker. Det ser ud til, at du har trukket en gratis finale i nat. Tillykke med det.«

Judar bed tænderne sammen. Det kan fandeme ikke passe!

»Beklager, men den køber jeg sgu ikke. Hold hovedet koldt og nede i mudderet, undersøg området én gang til.«

»Men jeg siger jo, at der ingenting er.«

»Undersøg det én gang til, for fanden! Jeg vil have scanninger over barrieren, indtil I bliver lamme i armene. Inddrag sydsiden i afsøgningen, forstået!«

»Yessir.«

Judar fornemmede uro iblandt folkene og sagde: »Det er en fælde, folkens, jeg kan lugte det, og vi er sgu ikke en flok amatører, der bider på maddingen.« Men han var ikke så sikker, som han gav udtryk for. Udfordrer de mig virkelig med en tom trussel? At tøve ville stille ham i et dårligt lys, vidste han. Judar besluttede dog at holde fast i sin første indskydelse og orienterede sig på tiden – øvelsesbyen skulle være indtaget inden dagslys, og der var endnu to timer til daggry.

»Vi kan vente en time endnu,« meddelte han, og samtidig dukkede et Omegaordsprog op i hans tanker. Judar indså, at ordsproget faktisk beskrev denne situation perfekt.

Han sagde: »Dén, der først vænner sig til at være paranoid, dør først, folkens. Truslen er altid ægte.«

Der var ingen indvendinger.

Tre kvarter forsvandt i stilhed, og Judar erkendte, at han ikke kunne vente meget længere. Han kontaktede de fremskudte soldater. »Stadig ingenting?«

»Der er sgu ingenting,« svarede Una, »nul og nix, det er fandeme en spøgelsesby derinde.«

Hun lyder nervøs. Satans! Han skød tvivlen fra sig. Tvivl fører til tøven og tøven til tab af hastighed, og kun den hurtigste overlever. Han traf en beslutning. »Vi rykker ind nu. Stifindere, træk jer tilbage og overvåg området.« Han plottede målpunkter og indfaldsruter i responderen og redegjorde for angrebsplanen: »Choktropper slår ring om byen og rykker ind mod barrieren i tomandshold. Vi går samtidig over barrieren og rykker ind mod centrum. Alle bygninger sikres, og når fjenden er identificeret ydes støtte i krydsild. Og vær vågne, folkens, skinnet bedrager. Sæt afsted.«

De satte i bevægelse.

Choktropperne sivede igennem skoven ad de ruter, som stifinderne havde markeret i responderen.

De bevægede sig i position og slog ring om byen, hvilket var en atypisk manøvre, et cirkulært angreb, men hele målområdet var meldt sikker sti, hvorfor manøvren tilbød åbenlyse fordele, som Judar ville udnytte. Han orienterede sig på tiden. 30 minutter til daggry – tid nok. Han iagttog barrieren og pejlede afstanden.

Inde bag barrieren bestod øvelsesbyen af en klynge på 20 huse og udgjorde en typisk fortifikation. I hvert hjørne af byen var opført befæstede observationsposter, hovedporten var af plaststål, og de sidste 100 meter op til byen var åbent område. Judar vurderede, at det væsentligste usikkerhedsmoment var bygningerne derinde, for det kunne ikke udelukkes, at enkelte kamprobotter kunne holde sig skjult i husene.

»Klargør til fremrykning,« befalede han, »og jeg vil have alle bygninger finkæmmet, når vi er derinde.« Han skiftede til kampmodus i sit system, og exoskelettet frigav en serie kemikalier til hans blod. Han mærkede straks den kemiske reaktion med sit naturlige adrenalin, et sus i kroppen, let sitren i musklerne, perceptionen udvide sig, og tankerne blev hurtige, øjnene fik forøget båndbredde. Han ventede, indtil reaktion var stabil og tændte chokgeværet.

»Forsigtig fremrykning,« befalede han.

Han satte sit exoskelet i bevægelse og sneg sig fremad med Noka på sin højre side. De bevægede sig sammenkrummet og med tyngdepunktet skudt fremover, klar til acceleration. Dette var den kritiske fase, for hvis fjenden forsvarede sig, typisk ved at udspy en sværm af minidroner, ville hurtig acceleration op til barrieren være afgørende.

Filtrene flimrede forbi hans øjne, og regelmæssigt åbenbarede responderen et glimt af det strategiske overblik i hans hjerne. Ingen havde endnu registreret fjendtlige enheder, men det kunne ske hvert øjeblik.

Men til Judars store overraskelse nåede de op til barrieren, helt uden modstand. Er byen virkelig tom?

Judar stillede sig på tåspidserne, strakte en pegefinger over barrieren og brugte optikken i panserhandsken til at observere. Byen var fuld af brokker og vrag af forskellige køretøjer, og han iagttog området igennem filter for kompakt metal. Der var støj på filteret, overalt lå rester af metal og plaststål, vraggods fra tidligere træfninger, men systemet observerede intet mistænkeligt og genkendte ingen våbensystemer i signaturerne. Han iagttog den nærmeste bygning.

»Bygning lige foran os, Noka – otte meter,« meddelte han og trak en dyb indånding. »Klarmeldinger,« anmodede han. Alle choktropper lyste bekræftende op i responderen, og Noka satte sig på hug foran muren. Judar trådte op i den hestesko, Noka formede med hænderne, og exoskelettet kunne nemt ved egen kraft sende Judar over muren, men en sådan kraftudladning medførte ofte selvskade, hvorfor en hestesko var at foretrække.

»Klar?«

»Jeg er sgu født klar,« grinede Noka.

»Gå dynamisk!« råbte Judar i responderen.

Noka satte blæs på pneumatikken, hvilket skød Judar op på toppen af barrieren. Judar sank i knæ deroppe, dækkede området, mens Noka kravlede op på barrieren. De sprang ned.

Allerede inden de ramte jorden, gik alarmen, responderen meddelte urionalarm fra nord, og Judar fik føling direkte på sit exoskelet – en søgestråle strejfede ham, og alarmen kimede ind i hans hoved.

»Søg dækning, og afvent ordrer!« råbte han og blæste i dækning bag huset. Responderen blinkede overblikket ind i hans hjerne. Han konstaterede, at ingen havde lokaliseret søgeren og skiftede til filter for søgestråle urion. Han så brudte blink i luften. En enkelt søger. Blinkene kom fra samme retning. Søgning i blink for ikke at afsløre sin position, tænkte han, hvilket var både godt og skidt, for en brudt søgestråle var relativt ufarlig, men var sværere at spore tilbage til sit udgangspunkt.

»Der er kun en enkelt søger!« råbte han i responderen, »afvent ordrer!«

Judar overvejede at indkredse søgeren via målinger, men besluttede sig for en hurtig visuel identifikation. Han trak en urionblænde, skød den op over byen, hvor kuglen eksploderede og oversvømmede området med partikler, hvilket ville forvirre søgerne i nogle sekunder.

»Identificer visuelt!« beordrede han.

Responderen koordinerede tilbagemeldingerne, og han så pludselig fjendtlige markeringer. Responderen alarmerede 50 fjendtlige enheder i det fri, alle i hurtig bevægelse. 50 kamprobotter? stivnede han.

Der lød hektiske råb i responderen.

»Kontakt!

»Kamprobotter!«

»Der er fandeme mange!«

Judar havde ingen anelse om, hvor de kom fra, og indså, at urionsøgeren blot havde været en afledningsmanøvre. Han skiftede til visuelt filter, krummede en pegefinger om hjørnet og så fjenden – kamprobotterne havde fået fjernet både panserplader og silcohud og udgjorde kun tynde, metalliske skeletter og fletværk af kabelsener. De skjulte sig i skrottet, indså han – og vi så lige igennem dem. Pis! Han vidste, at de sad i saksen, barrieren holdt dem fanget herinde, og kamprobotterne ville lige straks være over dem. Og uden panser vil de bevæge sig lynhurtigt, men uden panser er de også skrøbelige. Han analyserede, at maskinernes angreb ville tvinge choktropperne ud af dækning, hvilket ville give urionsøgeren frit spil, og vidste, at der således kun var én ting at gøre – at søge tæt på fjenden og håbe på det bedste, eneste chance var nærkamp i hastighed.

Han skreg kommandoen i responderen: »Nærkamp i hastighed, gå tæt på nu!«

Judar spændte exoskelettet helt ind til impulshuden og mærkede pneumatikken stramme til. Han blæste om hjørnet. Robotterne angreb. Judar undveg et chokblæs og sendte samtidig sit eget afsted. To kamprobotter blev blæst i stykker, en tredje ramte han i lyskensektionen, og en fjerde knuste han med geværkolben i stormløb fremad. Han smed geværet fra sig – robotterne var allerede over ham og våbnet kun en hæmsko i nærkampen. De skyllede ind over ham, svirrede omkring ham som spinkle stankelben om et lys i mørke, og Judar undveg deres chokblæs og kvitterede med knusende slag til deres metal. Der sprang gnister af hans angreb, han slog til af al kraft, metallemmer blev revet af, og robotternes overrevne kabelsener svirpede vildt i luften. En kamprobot gjorde pludselig front mod ham, blottede sit bryst, og Judar sendte straks et knusende spark afsted mod den, men robotten svajede bagover i lænden, og sparket døde ud i luften. Robotten greb fat i hans støvle, blæste sig selv fremad, og Judar nåede ikke at afstive exoskelettet og faldt. Robotten rykkede frem mod ham, og han nåede kun lige akkurat at låse sin ene fod bag dens ankel og sparke dens højre knæled i stykker med sin frie fod. Robotten kollapsede, og han blæste sig på benene i et kraftspring og sparkede hovedet af den. Den lokkede sgu til angrebet! tænkte han panisk, fordi kamprobotter var dumme og ikke kunne gennemføre sådanne manøvrer af egen drift. Der er fandeme delingsfører på dem!

Judar skreg det i responderen: »Der er delingsfører på robotterne! Dæk hinanden, ryg mod ryg!«

Scenariet kunne umuligt blive værre, for en delingsfører kunne styre robotterne og berige dem med kamperfaring – truslen var netop blevet fordoblet, men advarslen kom for sent – kamprobotterne havde allerede skiftet modus, de kæmpede organiseret, fingerede angreb, undveg og slog til i koordinerede grupper, og det var en massakre. Aldrig før havde modstanden været så formidabel som i nat, og choktropperne faldt på stribe. Judar registrerede choktropper ligge forstenede på slagmarken, kampsimulatoren havde registreret dødelige angreb og havde låst deres exoskeletter, otte mand var allerede nede, og kun Noka og Judar var tilbage.

Judar var rasende, på grænsen til bersærkergang, mærkede han. En kamprobot bød sig til, men han bed ikke på lokkemaden, sparkede bagud og knuste bagholdsangrebet, smadrede igennem maskinen foran sig og så, at det tyndede ud i den dækning, som nærkampen gav. Der ville snart være plads til urionsøgeren i virvaret.

»Søg dækning!« råbte han og skiftede filter. Urionstrålen var allerede massiv, en grøn kegle af partikler, der fejede henover området fra højde og ledte efter dem. Judar lokaliserede søgeren på anden sal og satte kurs mod bygningen. Han satte blæs på, og Noka forsvandt i responderen. Han er ude! Søgekeglen var straks tilbage, og om få øjeblikke ville den finde ham og dominere fjendens våben i et automatisk skud.

Judar bevægede exoskelettet op i hastighed. Hans eneste forsvar var hastighed. Han tvang exoskelettet op i maksimal, muskulær hastighed og registrerede smerter i sine ben, pneumatikken pumpede som et levende væsen, der dominerede hans krop, og han mærkede, at robotten i exoskelettet var tæt på at gå fuldt autonomt i hastighed – han havde aldrig bevæget sig så hurtigt og vidste, at exoskelettet kunne rive ham fra hinanden, men han blev nødt til at accelerere.

Han ramte døråbningen, bragede ind i karmen og brugte begge hænder til at afbøde kollisionen, mens han blæste sig selv skråt bagud og ind i huset. Han rullede over ryggen, trak sine chokblæsere i bevægelsen og lod, som om han var bevidstløs – robotterne myldrede ind – og sekundet før, de kastede sig over ham, stak han albuen i væggen og udladede den ene chokblæser i et enkelt, øredøvende bredblæs, der sendte robotterne hvirvlende mod rummets vægge, hvor de knustes.

Derpå et sekunds stilhed.

Han blæste over i et hjørne for at dække sin ryg og mærkede smerter i benene. Exoskelettet rapporterede blodsamlinger i begge hans knæ, fibersprængninger i lårmusklerne – accelerationen havde kostet ham dyrt, men han bed tænderne sammen, for der var ikke tid til smerte. Han beordrede impulshuden til at bortcensurere nervesignalerne. Jeg kan ømme mig i morgen! rasede han og følte sig som et såret dyr, trængt op i en krog.

Judar vidste, at han ville blive nødt til at afslutte dette på den hårde måde ved at sikre ét rum ad gangen. Fifty-fifty, vurderede han sine chancer – men jeg har i det mindste tilbageerobret initiativet.

Han overførte energi til laserblitzen i sin venstre panserhandske og gjorde sig klar, stak den tomme chokblæser tilbage i hylsteret og konfigurerede den anden til bredblæs. Hans hjerte hamrede, og adrenalinen reagerede voldsomt med kemikalierne i blodet. »Kom så, for satan!« skreg han inde i hjelmen.

Judar blitzede rummet foran sig, idet han blæste derind.

Rummet var tomt. Videre! Han blæste i retning af næste rum og lod blitzen lyne på dørtærsklen – og han opdagede aldrig, hvorfra angrebet kom – men han mærkede det. Slagene faldt som en trommehvirvel på hans panser, gnister regnede ned over hans hjelm, via skulderen og videre til hans ribben. Han skreg af smerte. Chokeffekten vibrerede igennem plaststålet til kødet og lammede impulshuden, og han styrtede til gulvet, føg hen over gulvet og bragede ind i den modsatte væg. Det sortnede for hans øjne. Bevidstheden var kun et svagt lys i mørket. Han hørte sig selv stønne og registrerede, at han lå ned. Kom på benene, for satan!

Judar åbnede øjnene og orienterede sig, med chokblæseren klar til forsvar. Men der var ingen at se. Værelset var tomt.

I det samme blinkede responderen frem, lyste permanent rødt i displayet og rapporterede simuleret dødeligt angreb til tredje nakkehvirvel og nyreregion. Judar stirrede ind i den. Er det slut? Hvad fanden skete der? Et chokblæs? Han blinkede febrilsk sin recorder frem i displayet, men konstaterede, at der ikke var nogen optagelse af fjenden, ingen visuelle data overhovedet – det eneste, systemet havde registreret, var dén slagserie, som havde truffet exoskelettet samt hastigheden. 13 slag i sekundet? virrede han – det er kraftedeme en fejl!

Judar fik sat sig op ad væggen og mærkede kroppen pulsere af smerte. Han stirrede forpint i responderen. Jeg har tabt – jeg er færdig – jeg har dumpet min finale. Han havde ikke overskud til at ærgre sig. Krop og vilje var smadret, hele hans overkrop brændte af smerte, og det summede underligt i hovedet. Han lod hjelmlamellerne skyde tilbage og følte sig i trance. Han drejede hovedet, og synsindtrykket var forsinket.

Han fik stablet sig på benene, vaklede igennem huset, og da han kom udenfor, så han, at kampgruppens exoskeletter var blevet låst op, og at folkene var på vej hen til ham.

Han sank sammen, faldt om på jorden og mærkede fugtigt græs mod sit baghoved.

Han stirrede op i himlen. Stjernerne funklede smukt på tærsklen til daggry, og han bemærkede et hyperglimt i periferien af sit synsfelt og tænkte, at det var et slagskib, som netop havde forladt flådebasen på Almiga 7. Snart er jeg selv på vej væk herfra.

»Judar?« lød en stemme, »er du okay?«

Han orkede ikke at åbne øjnene. »Nej,« mumlede han.

Han registrerede en beslutsom aktivitet omkring sig og mærkede, at nogen koblede sig til hans exoskelet. Han hørte stemmer, der rungede – nogen sagde: »Han har massive blodsamlinger i begge ben – der er registreret chokreaktion i nyreregionen – en kraftig hjernerystelse er under udvikling, og der er sgu noget helt galt med hans ryg.«

»Han kan sgu ikke komme tilbage ved egen kraft,« lød en anden stemme.

»Hvad fanden foregår der!« var der en, der råbte.

»Kontakt Medi-10, og anmod om afhentning, Grunn!«

Judar genkendte Nokas stemme. Jeg dumpede sgu, tænkte han – jeg klarede den ikke, Noka – hastigheden var simpelthen for høj.

Judar tøvede, en tanke dæmrede i smertehelvedet, erkendelsen slog ham som komisk, og han kom til le, fordi det var skæbnens ironi.

»Det var sgu hende,« lo han.

Våbenfællerne tav.

»Hvem?« spurgte Noka.

»Det var majoren. Jeg blev sgu angrebet af en soldat i exoskelet – det var hende.«

Ingen sagde noget.

»13 slag i sekundet, prøv lige at se i min recorder,« grinede han.

»Det kan sgu da ikke passe,« var der en, der fnøs.

Una søgte i recorderen. »Jo! Det er sgu rigtigt! En syntaks på 13 slag i sekundet, i alt 28 slag til hoved, skulder og ryg.«

»Hvad fanden foregår der!« råbte Harek.

»Men det kan sgu da ikke passe,« snerrede Grunn, »13 slag i sekundet – det kan fandeme ikke lade sig gøre!«

»Kun via et autonomt program,« indvendte Una.

Harek slog over i raseri og råbte: »Prøv lige at se jer omkring! Jeg registrerede 50 kamprobotter i responderen, der var delingsfører på dem, der var urionsøger og soldater i exoskelet – hvad fanden foregår der!« råbte han.

»Ja, det er sgu noget svineri!«

»For helvede! Det er der sgu da ingen, der kan klare! Det er jo fuldstændig vanvittigt!«

KAPITEL 3

Den nuværende terrorbalance lider af den indlysende svaghed, at det kan betale sig at angribe. Det, der gør balancen stabil, er således ikke antallet af våben, men at de våben, man råder over, forbliver skjulte.

– Militærstrategisk analyse

Han havde svært ved at falde i søvn, tankerne larmede og kastede rundt med billeder af fortiden, og han vendte og drejede sig i sengen og kunne ikke finde ro til at sove. Til sidst besluttede han sig for helt at opgive.

Robert Cordan åbnede øjnene og lå og stirrede op i loftet.

Der var stille på basen, og han mærkede spekulationerne nage. Men sådan er det altid, når man står over for at realisere en stor beslutning. Cordan vidste udmærket, at kun en tåbe ikke tager en beslutning op til revision, når tvivlen melder sig. Men denne beslutning kan sgu ikke omgøres, for dertil er det simpelthen kommet for vidt – en handlingskæde blev sat i gang for 15 år siden, og mine folk er klar og venter på mine ordrer. Kun vores død kan stoppe det nu.

Robert Cordan tænkte på sine våbenfæller og så deres øjne funkle i mørket, han så konturer af tavse ansigter, der havde slået ring om ham og afventede hans lederskab. Mine våbenfæller, jer vil jeg aldrig svigte, og i fællesskab vil vi realisere drømmen. Han konsulterede sine drømme om frihed og følte blodet bruse i årerne. Man er kun i harmoni med livet, når man beskæftiger sig med forhold, der er basale for livet, repeterede han i et mantra, som efterhånden formåede at fortrænge den sidste rest af uro.

Cordans tanker vandrede videre til familien, og dette udgjorde en dårlig samvittighed, som pinte ham. Hans sidste handling, inden næste fase af planen, ville være at besøge gravstedet, lægge blomster og tage afsked, og han kunne ikke undgå at tænke på sin afrejse, som om han forlod sin kone og børnene – han ville aldrig besøge deres gravsted igen. Men I vil være med mig i ånden, altid, også ude blandt stjernerne.

»Blidt lys,« befalede han, og der kom lys i panelerne.

Han rejste sig fra sengen, bevægede sig tungt igennem lejligheden, mens panelerne tonede lyset op foran ham, og han gik til sit arbejdsværelse, hvor han satte sig ved skrivebordet og gjorde klar til at diktere en besked.

Cordan sad et øjeblik og stirrede ind i søgebogen. Vi vil blive stemplet som forrædere, selvom det var os, der blev forrådt – nu er tiden kommet, hvor vi alle må betale prisen for fortidens synder.

KAPITEL 4

Gør universet til dit hjem!

– Slogan for det føderale emigrationsprogram

Olan Miriam Laspino sad for sig selv i kupéen, mens byen fór forbi hende – inde i sektorområdet var byen så tæt på transmissilbanen, at øjet ikke kunne nå at fokusere, men hun havde alligevel ladet vinduet være transparent. Hendes blik var fjernt, for hun var plaget af tunge spekulationer.

Olan havde ikke været i tvivl om, at hun foretrak at rejse med transmissilbanen i dag frem for at benytte skybroen, for hun havde netop afsluttet tre måneders orlov og var på vej tilbage til sin afdeling i efterretningstjenesten og behøvede rejsetiden til at vænne sig til tanken. Så begynder det igen, sukkede hun – om en halv time er jeg tilbage. Hvor bliver jeg mon sendt hen næste gang? Skal jeg mon afsted med det samme?

Olan troede på sit arbejde, hun troede på, at arbejdet var vigtigt, men under orloven havde den eftertanke alligevel meldt sig, at der måske var mere til tilværelsen end vigtighed. Hun var blevet rigere på erfaringer, og nye erfaringer betød nye tanker. Skal jeg emigrere? overvejede hun – blive pionér? Hun havde ikke besluttet sig. Det var en stor beslutning, der for evigt ville forandre hendes liv, men spørgsmålet var ikke så meget, om hun havde lyst, men såre simpelt om hun turde. Hun vidste, at livet som pionér ikke var en dans på roser og var udmærket klar over, at det var en klassisk fejltagelse at idealisere det, at lade sig rive med uden fornuft for blot at komme til at fortryde, når det var for sent.

Hun måtte overveje det nøje.

Hun stirrede ud ad vinduet, og hastigheden udviskede stadig sektoren til en ubestemmelig masse af grå støj. Transmissilbanen fór igennem byen, og Olan ventede på hullet ved Kanalen.

Banen forlod Sût-Anglia, skød ud over Kanalen, og sektorområdet forsvandt i et visuelt brag. Verden åbnede sig; med ét var der vidder til alle sider, og et vidunderligt syn mødte hende derude. Solen stod halvt i havet og fik vandet til at rødme, og det blødende hav delte Solen, mens en skyfri himmel indrammede denne morgen. Hvilken velsignelse, sukkede hun.

Det var mere end fire måneder siden, Olan sidst havde set en sol stå op af havet, og hun sank hen i åbenbaringen. Der var savn i dette syn, og hun mindedes sin udstationering på New Vola – i kontrast til Jorden var New Vola en atmosfæreformet jomfruverden med en levende natur – folk fra ydersystemerne omtalte Jorden som Den døde planet, for på Jorden var der ikke meget levende natur tilbage – overalt i sektorområderne stod kilometerhøje bioniske tårne, lodrette byer i tusindvis af etager, der stjal dagslyset, og nede ved overfladen var dagen kun en cyklus af kunstigt lys, der var programmeret til at simulere Solens gang henover himlen. Der var et koldt lys hernede, syntes hun, et dødt lys, og huskede, hvor rædselsfuldt det havde været at vende tilbage.

I dag var det præcis fire måneder siden, hun havde afsluttet sin mission på New Vola, hvor hun havde infiltreret et pro-loyalistisk netværk af militante antiføderalister. Hun havde levet halvandet år iblandt fjenden, hvilket var hendes arbejde som infiltrationsagent, men hun havde aldrig før været så længe i infiltration som på New Vola og oplevede, at den identitet, hun havde iklædt sig under opgaven, var gået hen og blevet en permanent del af hendes personlighed – på absurd vis følte hun sig infiltreret af sit fiktive liv, følte, at noget af identiteten var blevet tilbage, og at den udgjorde en forandring i hende, som hun ikke bare kunne afklæde sig.

Olan vidste, at livet på New Vola i virkeligheden havde tryllebundet hende. Der eksisterer en frihed, som ikke længere findes her, tænkte hun – at være alene med en hel planet. Hun havde oplevet på sin sjæl, hvad det betød at være alene med en planet, at have plads – at have plads til at være fri – der var en sammenhæng – der var frihed i ydersystemerne, og selvom pionérerne levede hårde liv derude, så ejede de trods alt en frihed, som ikke længere fandtes her. Frisk luft og en levende verden – en virkelig verden.

Hun skuede ud over Kanalen, beskuede solopgangen og vidste, at om få sekunder ville sektoren på ny udslette den. Hun måtte nyde synet, så længe det varede.

Olan havde aldrig brudt sig om at leve på Jorden, men var alligevel glad for at have oplevet denne verden. Som barn havde hun hørt mange fantastiske historier om livet på denne klode, om menneskehedens vugge, og havde især levet sig ind i de utrolige historier om Jordens berømte søfarere og deres rejser på de uendelige verdenshave. Disse historier havde altid provokeret hendes fantasi. Skibe på verdenshave – hvilken fantastisk tanke, at der kunne eksistere så meget vand, at man kunne sejle på det. Det mest forunderlige øjeblik i hendes liv havde været, da hun første gang så et af Jordens oceaner. Hun havde oplevet det som noget ugyldigt, som noget fuldstændig ubegribeligt, for selv fantasien havde sine grænser, når man var opvokset på klippeverden, hvor verdenshave kun fandtes i fortællinger. Sidenhen havde Olan indset, at verdenshavene kun eksisterede i historien, for Jorden var simpelthen blevet for lille til at kunne rumme sine oceaner – det var et simpelt spørgsmål om tid og afstand, for via nettet af skybroer kunne man præstere en verdensomrejse på en time, og oceanet tilbød således ikke større eventyr end at krydse en vandpyt.

Hun sukkede, skuede ud over havet og drømte sig tilbage, forestillede sig skibe i solopgangen. Engang sejlede de virkelig derude – vikingeskibe af træ – flåder af sejl og eg – dampskibe af jern, og det kunne tage måneder at krydse havet, og der var ingen vej udenom, ingen smutveje hen over himlen.

Hun forsøgte at forestille sig skibe i solopgangen, men det var svært, for selv fantasien havde sine grænser – hun vidste, det var 1.000 år siden, der havde sejlet skibe derude, at det var 1.000 år siden, at kanalbunden blev hævet og Anglia gjort landfast med kontinentet i dette sektorområde. Søfarerne var for længst forsvundet i tiden, og hun var af den overbevisning, at de havde taget eventyret med sig. Hun savnede horisonten på New Vola. Mere end nogensinde før, mærkede hun.

KAPITEL 5

Hvis politik er det muliges kunst, er efterretningstjeneste det umuliges.

– Magtpolitisk doktrin

Kommandør Joel Friedman, vicechef for Flådens Efterretningstjeneste, var i færd med at forklare sig. Joel Friedman var en bleg, intens person, som man ikke kunne undgå at lægge mærke til – han havde indsunkne, krystalklare øjne, der lidenskabsløst observerede, hvilket afslørede, at der under hovedskallen lurede en analyserende hjerne. Friedmans fåmælthed var efterretningstjenestens emblem – han sagde: »Foreløbig er der ingen oplysninger om viceadmiralens videre færden, Robert Cordan besøgte familiens gravsted sent lørdag eftermiddag, derpå tog han til Capitol, og sidste kontakt var lørdag aften i operaen. Der var intet i viceadmiralens profil, som indikerede, at han skulle være interesseret i opera, så overvågningen var intensiveret, men alligevel mistede vi kontakten i pausen. Jeg beklager.«

»Tja, der var næppe noget, I kunne stille op,« rystede Aron Kooner på hovedet og reflekterede over situationen – det havde ikke taget Kooner lang tid at lægge to og to sammen – hele sceneriet med afskedsbegæring og gallauniform og så denne latterlige anmodning om bortrejse. Cordan var sgu udmærket klar over, at det var ren utopi at forestille sig, at Admiralitetet ville acceptere, at han forlod kernesystemet – og så dette smil på mandens læber – han havde selvfølgelig noget i ærmet.

Kooner havde straks bedt Joel Friedman arrangere en overvågning.

»Jeg antager, at Cordan allerede har forladt Jorden,« brummede Kooner.

»Udrejsekontrollen rapporterer, at han stadig er her, men Cordan virker som en mand med en plan, og med hundredvis af hyperlinere, der dagligt forlader Jorden, så tror jeg godt, vi kan regne med, at han er længe væk.«

»Ja. Og hvilke tanker har du gjort dig om, hvordan vi bedst fortsætter eftersøgningen?«

»Det har jeg ikke overvejet – jeg mener, at vi først bør få afklaret, hvordan vi officielt forholder os til hans forsvinden.«

»Lad mig høre, Joel.«

»Jeg foreslår dén dækhistorie, at Cordan er blevet forflyttet til hemmelig tjeneste – nærgående spørgsmål kan affærdiges med, at omstændighederne er fortrolige, og vi udstyrer sagen med højeste fortrolighed, hvorefter kun Admiralitetet vil have indseende i, at sagens akter i virkeligheden er blanke. Skulle der opstå et politisk pres om indseende i, hvad Cordans hemmelige tjeneste går ud på, vil der givetvis være stor forståelse for at holde sagens faktiske omstændigheder fortrolige. Kun præsidenten behøver at kende sagens rette sammenhæng fra første færd – de faktiske omstændigheder vil således være isolerede, ingen ved, hvor Cordan er, fordi tjenesten er hemmelig, og vi kan eftersøge ham uden konkurrence fra Alliancen.«

Friedman serverede sin konklusion i en gestus, der fik ham til at ligne en tryllekunstner, hvilket irriterede Kooner.

»Det må blive sådan,« brummede Kooner og adresserede de væsentligste faldgruber. »Vær klar til at få aflivet et rygte om, at Cordan er blevet kidnappet, informér Cordans stab om, at han måtte forlade kernesystemet på hasteopgave – understreg, at Cordans tjeneste er hemmelig, og meddel, at indtil videre fungerer næstkommanderende som chef for hans stab, forklar, at det hele beror på hemmelig tjeneste og hastværk.«

»Forstået,« nikkede Friedman, »jeg skal øjeblikkeligt se til det, Aron.«

KAPITEL 6

I dag vil vi lade os velsigne af endnu en bedrift, og fulde af forundring vil vi kigge op i denne himmel og tænke, at af alle store bedrifter er dette alligevel den største: At omforme universets døde sten til at kunne huse liv, at atmosfæreforme planeter og gøre dem egnede til at huse menneskeliv i det fri – intet vil nogensinde overgå storheden i dette. Og med disse ord erklærer jeg hermed Velojaimann for åben for lykkelige liv.

– Præsident Niven Riikas ved indvielsen af Velojaimann, 1. januar 5194

Dato Matricardi vågnede ved, at huscomputeren afspillede en sekvens af fuglekvidder, computeren vinklede samtidig på persiennerne, således at morgensolen netop skar igennem lamellerne og strejfede hans ansigt, og Matricardi var ikke vågen og flettede fuglesangen ind i en drøm.

Han drømte om bedre tider – han drømte, at det var morgen i junglen på Velojaimann, en lun, tropisk morgen, hvor solen langsomt varmede disen frem af vegetationen, en morgen, hvor der hang enorme bregneblade ind over hans sengeleje, og hvor løvet var dugfriskt og viklet sammen til etager af trækroner over ham. Han hørte fugle kvidre deroppe, hørte papegøjer flakse og skræppe mellem trækronerne. Han smilede.

Matricardi kom til sig selv og forstod, at det kun var huscomputeren, der simulerede.

»Årh, hold kæft,« snerrede han og trak dynen op under hagen.

»Godmorgen, hr. Matricardi,« hilste computeren fra lydmodulet i væggen, »vær venlig at specificere, sir.«

»Sluk for det lort.«

»Ikke forstået – specificer venligst.«

Matricardi overvejede, om huscomputeren mon drillede ham, men vidste udmærket, at det var den for dum til – huscomputeren var defineret dum, ligesom al anden AI.

»Sluk for vækkeuret, for fanden!«

»Javel, hr. Matricardi.«

Han vendte sig om i sengen og registrerede, at hans kone allerede var stået op – han hørte kopper klirre, men lukkede alligevel øjnene og døsede.

Matricardis kone, Siriz Avalon Matricardi, sang ude fra køkkenet: »Er du vågen, Dato?«

»Uhm,« brummede han.

»Vågn nu op, vi skal være der om en time, jeg gider ikke, at vi altid kommer som de sidste.«

Huscomputeren spurgte: »Ønsker De, at jeg slår slumrefunktionen til, hr. Matricardi.«

»Nu holder du kraftedeme kæft!« eksploderede han.

»Javel, sir.«

Han hørte Siriz le ude fra køkkenet – hun lo ofte af hans skænderier med huscomputeren, men selv fandt han det ikke spor morsomt. Jeg bliver sindssyg af den forbandede maskine! rasede han og tænkte, at han en af disse dage måtte tage sig sammen og få nedjusteret dens tilstedeværelse. Han havde længe tænkt på at få det gjort, men kunne bare ikke forestille sig noget mere dødssygt end at træne sin huscomputer – indtil videre havde han håbet på, at computeren ville tilpasse sig sine nye ejere af sig selv.

Matricardi kastede dynen af sig og satte sig op i sengen. Han følte sig gammel og slap i betrækket, så ned ad sig selv og huskede ikke, at maven nogensinde havde haft så mange folder som nu. Forfaldet er for alvor begyndt, sukkede han tungt.

Han svang benene ud over sengekanten og sad slukøret, mens han skulede ondt til en af robottens censorer.

»Rul persiennerne op, din skide slave.«

»Javel, hr. Matricardi.«

Det irriterede ham, at han ikke kunne fornærme den – huscomputeren var altid irriterende høflig og adlød blindt, fuldstændig uden personlighed.

Persiennerne hævede sig og åbenbarede udsigten fra fem kilometers højde, og solen skar i øjnene. Han rejste sig og gik hen til vinduet, hvor han stod hensunken og beskuede verden udenfor. Lige så langt øjet rakte, var verden en skov af bioniske tårne, og han vidste, at han burde føle sig velsignet af denne udsigt – sædvanligvis var det kun de allerrigeste forundt at bo i et penthouse på toppen af et bionisk tårn, men Matricardi havde fået denne lejlighed tildelt som tak for lang og tro tjeneste i efterretningstjenesten, og lejligheden udgjorde et otium i luksus, hvilket han burde være lykkelig for. Men det er sgu et guldbur, sukkede han og følte sig indespærret i et kedeligt liv, i ligegyldig luksus.

Han skuede ud over tårnene og brød sig ikke om, at han selv boede i et – ethvert tårn var nok i sig selv, asociale enheder, som beboerne aldrig behøvede at forlade, fordi tårnet indeholdt alt, hvad man kunne få brug for igennem et helt liv, stort set alle sendte deres avatarer til virtuelle kontorer, og langt de fleste stillede sig tilfredse med at have deres oplevelser i en neurograf. Folk levede et helt liv som virtuelle eksistenser i tårnet, og han fattede ikke, at de fandt sig i det. Hvor længe holder jeg det mon selv ud?

Han vendte sig om mod toiletdøren, og huscomputerens censorer iagttog ham årvågent.

»Slave,« befalede han, »et holografisk spejl.«

»Javel, hr. Matricardi.«

Huscomputeren projicerede en tredimensionel gengivelse – en eksakt kopi af Matricardi tonede frem foran ham. Han betragtede sin dobbeltgænger, rakte tunge ad sig selv, og projektionen imiterede ham. Han skulede ondt til hologrammet, hologrammet skulede ondt tilbage, og han løftede sine arme, spændte biceps og tænkte. Jeg er sgu stadig fysisk!

Han sank slapt sammen, luften sivede ud af den oppustede brystkasse, og han følte sig på ny slap i betrækket. Hvilken ynkelig manifestation, rystede han på hovedet og mærkede, hvor inderligt han savnede efterretningstjenesten – han havde simpelthen fortrudt at lade sig pensionere og syntes, det sidste halve år havde været et helvede. Han hadede især dén tanke, at pensionisttilværelsen betød, at han var dømt til at degenerere på toppen af sit tårn.

Siriz skyndte på ham. »Kom nu i bad, Dato! Vi skal snart afsted, for pokker!«

Han virrede, og Siriz truede: »Jeg bliver sur, hvis vi kommer for sent igen i dag.«

»Jeg er på vej, skat,« svarede han, men blev alligevel hængende. Han følte sig ør i hovedet. Hvilket foredrag er det lige, vi skal til i dag? Nåh ja, flora og fauna på Velojaimann, huskede han. En flok zoologer og botanikere var hjemvendt fra en ekspedition til Velojaimann. De var blevet inviteret til at holde et oplevelsesforedrag, og Matricardi var ikke afvisende over for dette, for han havde selv været på Velojaimann for længe siden.

Matricardi trak på smilebåndet – han legede lidt med tanken og tænkte, at han jo selv en dag kunne arrangere en oplevelsesrejse i neurografen. Han kunne invitere alle naboerne med på tur og vise, hvad han havde bedrevet, da han var på Velojaimann under krigen – han kunne vise dem, hvordan han som chef for FEFT havde foranstaltet neurale afhøringer af krigsfanger og kunne demonstrere, hvorledes man manipulerede hjerner langt ud i det skrigende vanvid.

Matricardi trak på smilebåndet (og hologrammet smilede tilbage). Han vidste udmærket, at det ikke kunne lade sig gøre, for alle FEFT-missioner var strengt fortrolige, men tanken lunede alligevel, og han mærkede, at han ville nyde at se naboernes forfærdelse – se hele deres latterlige velhaververden knust af et glimt af virkelighedens. Virtuelle røvhuller, fnøs han og gik ud i bad.

KAPITEL 7

Mange spørger, hvorfor militæret er organiseret efter et isbjergprincip med én tiendedel over vandet og med ni tiendedele skjult under overfladen – og de stiller dette spørgsmål med rette.

Mange af mine politiske modstandere mener, at isbjergprincippet har til formål at skjule militæret for offentlighedens repræsentanter, således at den føderale regering i ro og mag kan sikre sig en loyal platform i militæret – man insinuerer altså, at regeringen er ved at planlægge diktaturet, men jeg siger til jer, at regeringen alene arbejder på at sikre freden. Dette er mit mål, og dette mål kræver indtil videre, at militæret lever i det skjulte. Og stoler man ikke på mig, så lad mig fremhæve, at jeg ikke er den føderale borgers største garant for, at militæret ikke begynder at leve sit eget liv. Lige så længe Føderationen har almindelig værnepligt, lige så længe repræsenterer soldaten den største garanti for demokratiet – jeres sønner og døtre i militæret – sønner og døtre af demokratiske føderale borgere, og skal vi ikke kunne sætte vor lid til, at vore sønner og døtre ikke vender os ryggen og pludselig truer os med våben? Mener oppositionen virkelig, at vi ikke engang kan stole på vore egne børn?

– Præsident Benjamin Hyman, tale til Den Føderale Kongres, 19. januar 5397

Aron Kooner fornemmede, at teten var hans og lod blikket passere ansigterne omkring det ovale bord. Han konstaterede alvorlige miner og betragtede i særdeleshed Dan Ruzika, direktøren for Den Centrale Efterretningstjeneste. Ruzikas attitude var svagt tilbagelænet. Ja, han har sit på det tørre, smilede Kooner.

Dan Ruzika var flankeret af Joel Friedman og af en af Ruzikas medarbejdere, som Kooner ikke kendte. Ved bordets anden langside sad den føderale præsident, Benjamin Hyman, og Hyman havde sine nærmeste ministre og rådgivere ved sin side.

Kooner konstaterede, at præsidentens grimasse var usædvanligt bekymret. Chokket har endnu ikke lagt sig, tænkte han og vidste udmærket, hvad de alle tænkte, for han havde tænkt det samme – viceadmiral Arthur Robert Cordan er stukket af. Han har tilmed udvist den dristighed at iscenesætte sin forsvinden, at trodse en udtrykkelig ordre og lade hånt om hele systemet. Han har endog ladet et autonotat indløbe, hvori han proklamerer sin afrejse og bekræfter loyalt ikke at ville viderebringe nogen del af sin viden om det føderale militær.

Kooner vidste, at man overvejede, om Robert Cordan mon havde mistet sin forstand. Han brød tavsheden. »Nuvel. Er der enighed om handlingsplanen?« Kooner så rundt på mødedeltagerne og lod sit blik slutte i øjenkontakt med præsidenten.

»Men vi kunne jo også bare lade ham løbe,« lød en stemme pludselig.

Kooner konstaterede, at centrum for opmærksomheden var skiftet til admiral Silan Ross, som havde ry for besindighed, hvilket havde udstyret ham med værdighed og troværdighed, og der blev altid lyttet, når han talte.

Ross sagde: »Ja, misforstå mig ikke. Jeg bryder mig bestemt ikke om, at Cordan er stukket af, men jeg bryder mig endnu mindre om at indlede en eftersøgning – en eftersøgning aktualiserer det ubehagelige spørgsmål, hvad der egentlig skal ske, hvis Cordan opspores, og jeg siger udtrykkeligt, hvis og ikke når. Jeg har kendt Robert Cordan i henved 40 år og ved, at han er en mand af sit ord – så vidt jeg ved, er hans ord aldrig blevet gjort til skamme i hans handlinger, så Cordans ord om loyalitet er godt nok for mig – en mand, der hellere vil lade livet end at lade sig falde i fjendens hænder, udgør ikke et problem. Ja, sådan ser jeg på det,« afsluttede Ross.

Kooner tolkede denne afsluttende bemærkning som udtryk for, at Silan Ross udmærket var klar over, at synspunktet var diskutabelt, og Kooner besluttede sig for en subtil replik i stedet for et direkte angreb.

»Ja, jeg må indrømme, at tanken også har strejfet mig,« replicerede han, »for ganske vist er Robert Cordan af omdømme en soldat, man kan stole på, men der vil stadig være en risiko for, at det værst tænkelige scenarie faktisk bliver en realitet – og her må jeg ærligt indrømme, at jeg ser et problem i bare at lade ham rende.« Kooner åbnede sine hænder i en gestus, der signalerede, at han lagde alt åbent frem. »Skulle Robert Cordan komme under fjendtlig kontrol, så er der ingen grænser for, hvor alvorlige skadevirkningerne kan blive, for mit forsigtige bud er, at Cordan har eksakt viden om 90 procent af alle hemmelige installationer og kender samtlige specifikationer på ethvert våben i det føderale arsenal.« Kooner serverede sit estimat i et hårdt staccato. »Selvfølgelig er der kun en ringe risiko for, at Robert Cordan ikke vil være i stand til at beholde denne viden for sig selv, men skulle det værst tænkelige ske, vil det være ensbetydende med fuldstændig underlegenhed i tilfælde af krig.«

Kooner så på admiral Ross og lod sit blik afspejle en let forundring.

»Ja – ja, det er selvfølgelig rigtigt,« medgav Ross, »jeg er selvfølgelig enig.«

»Ja, det er klart,« fnøs præsident Hyman, »men jeg var ikke klar over, at Cordan vidste så meget – Cordan var kun viceadmiral – han var ikke engang tilknyttet Admiralitetet?«

General Belina forklarede: »Robert Cordan har deltaget i udviklingsarbejde og simulation af samtlige planer for det føderale angreb og forsvar, hr. præsident – vi trak på hans særlige kompetencer inden for disse områder, og for at sige det kort, hr. præsident, så ved Robert Cordan alt, hvad der er værd at vide om alting.«

»Herligt!« udbrød Hyman, »så kan der ikke være nogen tvivl om, at han skal findes, jo før, jo bedre.« Hymans fingre tappede utålmodigt på bordet, hvilket signalerede, at han ikke var færdig med at tale. »Og hvad pokker er der i vejen med den mand? Cordan har altid været besværlig, men har også været et fortræffeligt aktiv for Føderationen, men det er selvsagt slut nu – nu er han intet andet end en alvorlig sikkerhedsrisiko, der øjeblikkeligt skal elimineres.«

Kooner observerede, at præsidentens ordvalg gjorde stemningen anspændt og noterede sig, at det var sjældent, at et så radikalt tiltag blev formuleret så præcist.

Der var tavshed en tid. Men ingen indvendinger.

»General Belina,« spurgte forsvarsminister Ellen Hume, »De oplyste for et øjeblik siden, at Cordan har deltaget i simulation af samtlige planer for det føderale forsvar og angreb.«

»Javel, minister.«

»Vil det i princippet ikke sige, som flådechef Kooner netop påpegede, at disse planer vil være tilgængelige for enhver, som kan få fat i ham?«

General Belina nikkede. »Hvis de kan neural-afhøre ham, jo. Derfor bør vi snarest træffe vore forholdsregler.«

»Og det vil sige?«

»Efter min mening bør vi snarest påbegynde en fuldstændig omstrukturering af de vigtigste dele af