INFEKTIONEN: En Overnaturlig Gyserhistorie

By Oliver T.S. Levandovski

En 14-årig dreng har ingen venner, bliver ignoreret og mobbet. Han pjækker fra skolen efter at være blevet ydmyget foran den nye pige i hans klasse. Hen ad vejen opdager han noget ret usædvanligt, som han bringer skjult med sig hjem. Da han så prøver at undersøge det, sker der noget, som vil lurer over ham i en tæt øjenkrog. Der vil opstå farer, mystik, spænding, Comedy, gys, drama og ungdommeligt kærlighed.

• Language: Dansk
• Publisher: Saxo Publish
• Release date: Oct 7, 2023
• ISBN: 9788771966251

Book preview

Oliver T.S. Levandovski

INFEKTIONEN

En Overnaturlig Gyserhistorie

Skriveprocessen startede i november 2019:

INFEKTIONEN

Oliver T.S. Levandovski

Forfatter: Oliver T.S. Levandovski

Dækdesigner:  Oliver T.S. Levandovski

ISBN: Trykt i EU

©

INSPIRATIONEN

Denne historie er baseret på et mareridt, jeg fik for mange år siden. Jeg har holdt detaljerne i min hukommelse lige siden. Den er også baseret på nogle oplevelser jeg selv har haft, og nogle gode spillefilm jeg har elsket at se.

INDHOLD

1. Hullet

2. Skolens Mide

3. Den Næste Uge

4. Frokostpausen

5. Undersøgelsen

6. Den Første Undren

7. Afhøringen

8. Før Weekenden

9. Tegneblokken

10. Professoren

11. Kortlægningen

12. Fra Tegning til Gerning

13. Fødselsdagsfesten

14. S, P Eller K

15. Midt Om Natten

16. Tilståelsen

17. Kidnapningen

18. Bryde Ind På Skolen

19. Vandtårnet

20. Under Byen

21. Løvens Hule

22. Kampen

23. Konfrontationen

24. Den Sidste Behandling

Kolofon

1

HULLET

(24. december 1907)

Deres fødder var blevet slidte, og det ville snart gøre ondt i deres ankler. Deres svedige håndflader havde fået purpurrøde kulører, mens de begge to havde faste håndgreb om to vidt forskellige ting; en hakker blev holdt ned ad i deres højre hånd, og en fakkel blev holdt opad i deres venstre. De var to voksne mænd, iført snavset selebukser, beigefarvet bluser og sorte frakker. Begge deres hjerterytmer bankede, mens det kildede i deres struber. De trak vejret tungt, og hostede også nogle gange. De var både tørstige, svimle og havde hovedpine. I over seks timer havde de slæbt deres dødsens trætte ben hen ad togskinnerne (samtidig med at de hamrede jordhakkerne ind i al den fyldige jord, og gjorde deres tøj møgbeskidt) i en mørk minetunnel. Det eneste lys kom fra ilden i deres fakler. Deres opgave var at finde kul og mineraler, men indtil videre havde de ikke fundet andet end småsten og jord. De to midaldrende mænd var minearbejdere, og de skulle arbejde hele natten, uden at holde for mange pauser. Deres navne var Liam og Mads, og de var de allerbedste holdkammerater. Deres forhold til hinanden var ligesom et tæt broderskab.

    Liam, synes De ikke også, at vi ikke rigtigt behøvede at sige ja til denne opgave? spurgte Mads med en usikker stemme.

    Husk på at det er en del af jobbet, Mads, sagde Liam uden at dvæle.

    Jamen vi går jo glip af den gode julefrokost. Desuden er jeg også ret sikker på, vi ikke rigtigt får nogen lønforhøjelse efter dette.

    "Mads, Oliver kunne jo have spurgte hvem som helst til denne opgave. Men han spurgte jo os fordi vi er de bedste, ikke? Så lad os nu bare se positive på det. Vi laver noget vigtigt gravning i kulminen, mens de andre bare … nyder julen derhjemme!"

    Åh ja! Det har De jo så sandelig ret i, skrydede Mads med sin sarkastisk stemme. "Juleaften er jo også en så udmattende højtid. At få gang i juletræet, tænde julelysene, pynte fint op, gøre julemiddagen klar, putte gaverne ned under juletræet, og få sokkerne hængt op under kaminhylden. Det er jo så udmattende! Må jeg være FRI!"

    Så fortsatte han med at vandre i stilhed. Han så på Liam med et bestemt blik, der gjorde et godt indtryk af mistanke: "Vi har virkelig begået en fejl, har vi ikke?"

    Liam tøvede i at sige mere, og efter en stund rullede han med øjnene opgivende. 

    Ja, det har vi så sandelig, min ven, svarede han, og stoppede endelig med at gå.

    Han trak vejret forpustet med hænderne på sine knæ. Ilden i faklerne sprudede og knitrede. Minetunnelen var uendelig, og det ville den bageste vej også snart være. Tanken om at deres grove chef (Oliver Ingerslev) havde tvunget dem til at gå i gang med dette, var seriøst nervepirrende for dem. Nu overvejede de for alvor at opsige deres stillinger, når de var kommet tilbage igen. 

    Hvad er klokken, Mads?

    Mads tjekkede tiden på sit lommeur, der hang dinglende ude gennem foret: Fem minutter over syv.

    Fremragende, svarede Liam sarkastisk, og sukkede. Han sank til jorden, (der havde opslugt det meste af træskinnerne) slukkede for ilden på sin fakkel med et stærkt pust, og hvilede sine fødder. Han tog begge sine støvler af, og begyndte at hælde en del jord og småsten ud af dem. De var helt nedslidte.

    Mads så sig over skulderen, og kunne mærke en kold brise komme blæsende fra bag sin ryg. Den fik hans fakkel til at miste lidt af sin ild. Oplysningen blev svagere i minen. Nogle få stykker blade hvirvlede med brisen, og landede lige foran hans støvler. De så rådne ud. Mads blev bekymret og kiggede tilbage mod sin afslappet ven fra en halv meters afstand.

    Liam, jeg synes altså at vi skal gå tilbage igen, inden vi farer vild.

    Mads, vi har gået herinde i over fem timer, og jeg er dødtræt. Jeg synes altså vi skal slappe lidt af først.

    Mads kunne sagtens forstå den tanke. Men så da han skulle til at sætte sig ned ved siden af Liam, dukkede der en endnu stærkere vind op fra tunnelens dybeste mørke. Mads’ fuldskæg viftede i den kolde blæst – hans kneb øjnene sammen – og spilede dem hurtigt op:

    Oh min kaje, udbryd han pludselig, hvorefter hans ild gik ud med det samme.

    Alting blev tyst. Ikke engang et lille gisp blev hørt. Hverken fra Mads eller hans ven, Liam. Mads stod bare stille. Ingen pludselige bevægelser, havde spændt sig fast i hans sind, som en alvorlig påmindelse eller advarsel. Bare stå helt stille!

    "Hvad har De nu gang i her? råbte hans ven i mørket. Hans stemme gav lidt ekko, hvilket gjorde at Mads spekulerede på, hvor langt Liam mon stod fra ham. Tænd så for Deres fakkel igen! Jeg kan ikke se en pind!"

    Mads begyndte at ryste, og famlede i alle sine lommer efter Gosch-tændstikkerne. Han fandt den i sin inderlomme på frakken, og hev den op med skælvende hænder (på grund af kulden) og et intenst åndedræt. Da han så fik en tændstik ud af pakken, og strøg den hen ad siden, knækkede tændstikken i to før ilden kunne nå at starte, så Mads smed den væk og forsøgte at få taget en mere op stille og roligt. Efter han så havde gjort det, kunne han høre noget. Det lød besynderligt, men også en smule bekendt. Kun en lille smule. Gyset gled ned ad Mads’ ryg, mens hans hoved drejede mod venstre og højre i mørket. Hvor kom lyden mon fra? Og pludselig:

    MADS, udbrød Liam fra bag Mads’ ryg. Han havde genoprettet ilden i faklen. Mørket blev lavere og lavere.           

    Mads snurrede sig om, og fik øje på Liam idet lyset kom tilbage. Han flippede ud af chok, og kom til at udstøde et intenst skrig.

    Rolig. Det er bare mig, sagde Liam hurtigt, og Mads tog hånden på hjertet. Gudskelov...

    Det må De sørme undskylde, kammerat. Blev De forskrækket?

    Liam kom nærmere hen til Mads, som gav ham et sarkastisk svar, hvilket han ofte gjorde i en situation som denne: Nej, Liam. Jeg blev bare så glad for at se Dem, at jeg begyndte at skrige.

    Liam grinede af ham. Han lød ret patetisk, da han sagde det: De skulle altså have set Dem selv! De lignede, at De lige var ved at skide i bukserne!

    Han grinede igen med en larmende latter. Lyden gav et så højlydt ekko gennem tunnelen, at alle rotterne kunne høre ham. De vrimlede ud i horisonten. Mads rullede med øjnene, mens Liam blev færdig med at grine.

    Hvor blev De egentlig af?!

    "Jamen, jeg var ved at slappe af i mine fødder, ilden blev slukket og så var du bare væk. Hvor blev De af? Hvorfor tændte De ikke for Deres fakkel?"

    Jeg … jeg synes at jeg så noget, svarede Mads med et ret ængsteligt blik. Jeg ved ikke, hvad det var. Men det var noget lige bagved Dem … og jeg hørte en underlig lyd.

    Det var sikkert bare en muldvarp. Og her er ikke andre end os, så det De så måtte have været en luftspejling, antydede Liam.

    Kan man få luftspejlinger i en mørk tunnel? spurgte Mads lavmælt med et mistroisk blik.

    "Hvis De da har gået i flere timer på en hel aften så ja, svarede Liam, og blev usikker i en kort, stille stund. Men han ignorerede bagtanken derefter. I hvert fald så synes jeg med glæde, at jeg gerne vil gå tilbage nu."

    Ja okay så, svarede Mads tvivlrådigt.

    Liam vendte ryggen til ham, og traskede roligt tilbage. Mads tog 4 skridt efter ham, og gik i stå med en stor klump i svælget, nærmest som om han blev kvalt af sin drøbel, der havde sat sig fast i hans synkerør. Det var ekstremt ubehageligt.

    Og så råbte han med en hæs klang i stemmen: Liam vent, prøv lige at lytte!

    Liam standsede og lyttede så godt, han kunne. Der kunne høres en ekkoagtig knurren inde fra jordvæggene omkring dem.

    "Synes De at det lyder som en muldvarp?"

    Liam rystede på hovedet nervøst.

    Mads’ nysgerrige blik fangede en af væggene (hvor det knurrede allerhøjest) og han og Liam trådte en smule nærmere. Mads lænede siden af sit ansigt hen mod den, og lyttede til med sit venstre øre tæt på jordens skidt, mudder og tynde små lianer. Lyden blev forstærket i hans øregang. Den lød lidt som en dyb, brummende vejrtrækning.

    Der er nogen derinde, råbte Mads og så på Liam med opspilet øjne. Hold min fakkel!

    Hvad har De da tænkt Dem at gøre?

    "Bare hold den!"

    Liam modtog faklen med sprudende flammer, og så forvirret på Mads, der holdt stramt fast i sin hakke, løftede den op over hovedet, og slog spidsen af den direkte ind i jordet – der sprøjtede snavs ud af væggen, men kun en lille smule.

    Liam måbede og skreg: Mads, er De blevet vanvittig?!

    Mads ignorerede ham, og fortsatte med at svinge hakken ind i jordvæggen, så hårdt han kunne igen og igen. Måske i højst 1-halv time. Til sidst blev han udmattet, mens vejrtrækningen langsomt var begyndt at lyde højere og mere livagtig. Hvem end der var derinde, ville snart kunne få noget frisk luft, og slippe fri. Liam brugte det meste af tiden på at holde godt om begge de lysende fakler, samtidig med at han stirrede himmelfaldent på sin bedste ven prøve at gøre noget uforudsigeligt, men også heroisk. Mads løb tør for styrke i sine overarme, og sænkede sin hakke, bøjede ryggen og tog en vældig dyb indånding.

    "Her, Mads. Brug min hakke, oplyste Liam desperat, og gav Mads hakken, som hang dinglende nede fra hans venstre arm. Han holdt jo også to fakler. Den er meget mere spids. Kom så, makker!" Mads smilede til ham, og snuppede hakken. Han svingede og slog igen med spidsen forrest, indtil der opstod nogle revner, som voksede og spredte sig knitrende. Mads smilede bredt, og smækkede hakken hårdere og hårdere og hårdere ind i revnerne.

    Bare rolig, De skal nok komme ud nu, råbte Mads til den svage vejrtrækning, med hånden foran sin højre mundvig.

    Og så kom der et mellemstort hul i revnen (som man kunne stikke hele sit ansigt igennem hvis man havde lyst), og lyden kunne høres klart og tydeligt nu. Vejrtrækningen sænkede sig, og lød mere afslappende. Vinden trængte igennem hullet.

    De må hellere træde lidt tilbage, råbte Mads, og vendte sig mod Liam, der stod ved siden af ham, og holdt faklerne i begge hænder: Parat?

    Liam nikkede og sagde en del mere opfordrende: Læg så alle kræfterne i, Mads.

    Og så SVINGEDE HAN HAKKEN STYRTENDE IND MOD DEN SPLINTRENDE JORDVÆG, mens han brølede med alt den styrke, han havde tilbage i armmusklerne! Hans ansigt blussede, mens sveden sivede ned. Hans arbejdstrøje blev dækket af sved. Mest under armhulerne. Den metalliske spids på hakken stak igennem hullet og gjorde det større. Alle revnerne brød sammen, og dannede et rundt hul, som tabte en masse skidt og sand. Mændene skridtede baglæns mod jordvæggen på den anden side. Mads lænede rygraden op ad den sammen med Liam, og sank langsomt ned i jorden af ren udmattelse. Der dryssede enormt meget flydende mudder ud af hullet, og det strømmede hen ad togskinnerne. Hvordan kan alt det dog være havnet inde bag den væg?

    Minearbejderne kunne mærke deres fødder og bukser blive møgbeskidte og våde. Mudderet føltes isnende koldt, og mindede meget om brunligt vand. Da Mads opdagede det, undrede han sig over, hvordan personen mon kunne trække vejret derinde, også selvom det ikke var en så tydelig vejrtrækning. Normalt drukner man jo under vand. Mads rejste sig op, og trissede frem mod hullet. Han sank en klump. Liam fulgte efter. De kiggede begge to ind i hullet med forundret og nervøse blikke. Liam strakte armene ud, så faklernes flammer strittede opad inde fra hullet. De kunne ikke se andet end sorthed, og lyden kunne slet ikke høres mere.

    Hallo? Kan De høre mig derinde?! Mads’ stemme gav ekko inde fra hullet. Vi har reddet Dem! De må gerne komme frem nu! Hallo?!

    Mads fik intet svar. Stemningen var tavs. De så grundigere efter, mens flammerne lyste omkring derinde. Der var overhovedet ingenting. Intet tegn på liv. Kun sort og atter sort.

    Det giver da slet ingen mening, indrømmede Mads lavmælt i en hæs tone, som gjorde at han hostede i sit ærme.

    Liam rykkede sig nærmere mod sorthedens dybde, og bevægede faklerne fra den ene side til den anden side. Hans panderynken hævede sig lidt, som om han kunne skelne noget oppe i den øverste sorthed. Hans arm kunne ikke lade vær med at ryste, over noget helt andet end kulden faktisk. Noget langt værre! Han kunne kun mærke det i sin torso, som om nogen skar den over med et barberblad inde fra. Hvor kom den ubehag mon fra? Fra hullet, eller fra dysterheden inde i hullet? Og hvad var det, der kunne trække vejret derinde? Smerten slog gnister i Liams tarme. Han havde fået nok nu.

    Lad os bare komme væk herfra, fik han sagt nærmest tonløst: Vores arbejde er gjort færdigt.

    Selvom han også havde hørt lyden før, betvivlede han det ganske vist nu. Mads blev forvirret, og kunne ikke komme på nogen forklaring. Så vendte Liam ryggen til Mads, og vandrede hen ad det kolde mudder. Der kom snaskende lyde fra hans støvler imens. Mads så på hullet, og indså at han tog fejl. Pis med det, tænkte han så, og løb efter sin kammerat tilbage ned ad togskinnerne. Han glemte at få sin egen hakke med. Det var også ligegyldigt for dem begge to. De ville helst bare hjem.       

    De fandt først tilbage til deres hestevogn kl. 03:49 udenfor minehulen, satte sig op på den, vækkede hesten med et par slag fra en pisk, og kørte straks hjem til deres koner og børn for at få noget søvn. Sneen dalede ned fra en fortryllende nattehimmel. De havde misset deres julemiddage, gaveåbningerne, og dansene rundt om juletræet. Derfor ville de begge to sige op én gang for alle den næste morgen, hvor alting i byen var overfyldt med sne. Men da de var kommet stormende ind i kontoret for at sætte grænsen, havde de fundet deres chef liggende død på gulvet. Hele hans nærmest grålige hoved lå oveni en mindre, mørkerød blodpøl sammen med noget tobak, der overfyldte hele askebægret. Hans sorte hår havde fået grå striber, og begge hans øjenlåg var sygeligt røde. Mads og Liam gispede, og fortrak deres ansigter med næserne rynket og øjnene sammenknebet. I en kort stund kunne de mærke lidt bedrøvelse ved synet. Især da de bemærkede de 3 tomme, mørkegrønne flasker, to af dem stod på bordkanten, og den sidste lå rullende på gulvet nær Olivers perlehvide hånd, og der dryppede stadig lidt vin ud af den tæt ved blodbadet. Den hørmende lugt overbeviste dem om, at han havde drukket spiritus. Og så tilkaldte de en efterfølgende, som kunne afskaffe liget, mens de selv valgte at rydde kontoret op. Stakkels Oliver, tænkte de under oprydningen. Det var ligegyldigt, hvad de havde tænkt om ham før. Han havde åbenbart drukket for meget vin, røget for meget i sin tobakspibe, og gik på tragisk vis omkuld.

    Hvorfor tænkte han ikke på at tage hjem til sin familie i stedet for? Havde han overhovedet en familie? Hvis ikke, så forklarede dét jo hans hårde arbejdsholdning. Men hvorfor skulle han da være mest hård mod Mads og Liam? Var han bare misundelig på, at de havde et større antal medmennesker end nogen af de andre medlemmer af Mine Selskabet? Eller måske havde han en familie, som bare ikke gad at have noget med ham at gøre? Det ville måske forklare hvorfor han ville drikke sig fuld midt i julen … han havde sikkert en dyb, mørk hemmelighed omkring den højtid…

    Mads kastede et blik mod Liam, der var ved at rense blodpølen med en våd svamp imens han fejede hjørnerne af gulvet. Liam nægtede at se på ham. Men Mads kunne se på ham, at han tænkte nøjagtigt det samme: Havde Oliver mon sendt dem ud til minen, fordi han vidste et eller andet, eller var det bare for at de ikke skulle nå hjem og holde jul? Men det spørgsmål, der plagede dem allermest, var: Hvis de ikke havde gravet det hul og bare blevet på skinnerne, ville han så stadig være i live? Den mørke stilhed var hul og kølig. 

    Indtil Mads og Liam gik hen til dørkarmen, tog et sidste kig på deres chefs kontor, og trådte over tærsklen. Liam slukkede for lyset, og Mads lukkede døren stille og roligt. De blev ved med at ses, selvom de ikke længere var minearbejdere. En af de andre minearbejdere ville helt klart få skansen som Mine Selskabets nye chef undervejs. De fik ikke engang fortalt nogen om vejrtrækningen inde fra muren af tør jord. De var ellers så sikre på, at der var en eller anden fanget derinde. Men med tiden, lod det vær med at plage dem, og de ville aldrig nogensinde tale om det igen. Det var ikke andet end bare en tosset bivirkning, efter at gået så længe på togskinnerne. De var begge to døsige og ved at dø af tørst, så det er jo klart at de begynder at se og høre ting, som ikke rigtigt er der. Der kunne på ingen måde være nogen anden konklusionen. Med tiden blev det mørkere og mørkere hver aften.

  Tusmørkezonen sank ind over det område, hvor bjerget var. Klokken var 10 minutter i tolv, og der var allerede gået 6 uger siden julen og nytårsaften sluttede. Hele området var indhyllet i sne, selv minehulens åbning på bjergsiden var næsten fyldt op med sne inde fra. 

    Dybt inde i minen kunne der stadig høres et eller andet. Vejrtrækningen var tilbage. Den havde nu en rumlende og ret mekanisk klang. Den var skjult dybt inde i den mørke tåge. Ganske usynligt gennem enhver persons øjne – selv med en fakkel. Tågen virkede nu mere udvidet, end den var før. Mørket krøb hen ad hullets revner, som en slags væske der trænger ind i blodårerne på en arm. Det virkede som en eller anden giftig syre, der spredte sig længere og længere ud. Og hvis du fik at vide, hvad der skete derefter, ville du få lyst til at kramme din bamse i sengen, eller bide dig i neglene til du når fingerspidsen. Det ville give dig lyst til aldrig mere at besøge Brevsgaard, Sydjylland.

2

SKOLENS MIDE

(Fredag den 9. juni 2007)

Der lød et øredøvende pift fra en fløjte. En af drengene snurrede om og blev pludselig ramt af en hård, lille bold. Den kom flyvende som en dartpil, og ramte plet midt på skiven.

    Hele hans krop gik i spåner, og hans ben trak sig sammen, idet han greb fat om underlivet, og krøb sig sammen i laminatgulvet. Der brød et hæst skrig ud af ham, som han knap nok hørte selv.

    Han kunne mærke benmusklerne ryste, selvom de ikke rigtigt gjorde det, og hans varme hænder kunne ikke give slip. Han kunne ikke lade vær med at jamre på gulvet, hvilket han også altid skammede sig over.

    Han ønskede så desperat at skride fra den pokkers gymnastiksal, hvor hans klasse var i gang med at spille høvdingebold. De spillede mod de lidt ældre elever fra 8.V. Drengene skød boldene lige så susende afsted som kanonkugler affyres fra et piratskib.

    En dreng med langt hår nede til skuldrene undveg en del bolde iblandt dem fra 7.B. Han var en af de mest snakkesalige i klassen, og tydeligvis en sportsfan. Thomas Math hedder han. Det så ud til at gå fedt for ham, indtil han blev ramt af tre bolde. Først på hovedet, så maven, så skulderen, og så måtte han ømme sig på bænken i det vestlige hjørne.

    En anden dreng ved navn Lars Marvinsen (Thomas’ bedste og eneste kammerat) undveg fire bolde, og fik øje på en af dem rullende nær hans fødder. Han samlede den op, og tyrede den mod det andet hold. Han ramte næsten den høje dreng, Frederik Knudsen, i ansigtet. Men Frederik dukkede sig, og skød to bolde tilbage mod Lars. Han nåede at se dem, men de ramte ham stadigvæk i kinden og panden en efter en. Han faldt og slog sine baller. Så rejste han sig op, og sjoskede også over til bænken. De to eneste sportseksperter var allerede færdige.

    Nu var der kun femten drenge tilbage foran den hvide væg. Foran den anden, hvide væg stod der sytten drenge endnu fra 8.V. Der var kun fire piger iblandt dem, som kastede nogle bolde. På 7.B-holdet, var der ingen piger overhovedet. De havde et andet fag for på deres skema, hvilket var en skam. Piger er normalt lige så gode som drenge til sport, syntes ham, der lige blev ramt i skridtet for det meste.

    Hey træner, råbte en 7.B-elev, som havde set drengen ligge nede på gulvet med røde kinder. Hans hjerte slog hårdt imens de blussende øjeæbler dannede tårer ganske hurtigt. Han hvinede grædende. Kan vi få en timeout?!

    Den høje, midaldrende idrætslærer piftede i fløjten igen så alle eleverne fra 8.V stoppede med at kaste. Han gik hen og knælede foran drengen.

    Træneren vendte sig om, og stirrede lynende på Frederik Knudsen blandt det andet hold. Det var nemlig ham, som skød bolden.

    Det var et uheld, træner, sagde Frederik imellem drengene. Trænerens blik gav ham et indtryk af, at han ville få eftersidning senere på dagen. Så drejede han hovedet tilbage til drengen på gulvet.

    Milas Mögenmark hedder han. Milas er en 14-årig, spinkel dreng. Han ligner meget en på 11 eller 12 år, men han er virkelig 14. Der er bare ikke særlig mange, der kan se det på ham. Og i skolen bliver han også mest bemærket af de drenge fra 8.V og 9.C. De kalder ham altid for Miden Milas. 

Et billede, der indeholder blå Automatisk genereret beskrivelse

Træneren rakte hånden ned og hjalp Milas op og stå. Milas fik kræfterne tilbage i sine ben og fødder, og smerten lindrede sig roligt nok. Men hans mave var øm endnu. Desuden var han også ude af kampen.

    Sæt dig over på bænken, Milas, sagde træneren lavmælt, og pegede på bænken som om den var en skammekrog. Milas skævede til Thomas og Lars, der sad derhenne og stønnede. Deres vejrtrækninger lød pibende. Milas følte sig ret utilpas med at skulle sidde ved siden af dem, mest fordi de bare diskuterede om vidt forskellige, ligegyldige ting. Så i stedet afslog han tilbuddet, og haltede ud af gymnastiksalen. Han tog sig et brusebad alene i 7.B’s omklædningsrum.

Lige så snart at kampen var slut, kom alle de 17 udmattet elever ind i omklædningsrummet. De fleste af dem havde fået ømme skader. De tog bare deres tøj på uden at tænke på, at tage et dejlig varmt brusebad først. De valgte bare i stedet at gøre det, når de var kommet hjem, mest fordi de allerede havde fri.

    Milas var den eneste dreng, der turde vaske sin krop med sin egen sæbe. Men hver gang han var indenunder bruseren, forløb tiden hurtigere.

    Og før han bemærkede det, stod han allerede som den sidste dreng tilbage i omklædningsrummet nøgen og våd. Milas nappede sit håndklæde op af idrætstasken, og tørrede sig lige så grundigt som han plejede at vaske sig.

    Kort efter at Milas havde fået tøj på, var det allerede tid til at gå ud til skolebusserne, og blive kørt hjem. 

    Milas fremtrådte i baglokalet, hvor han kantede sig gennem alle de store redskaber. Han maste sig frem mellem to store måtter; rullemåtten og nedspringsmåtten. Og så gik han i stå foran døren ud til skolegården. Hans hjerte begyndte at stampe i brystet. Hans øjne spilede op. Hans fødder var naglet fast til gulvet. Det var stemmerne udenfor døren, der gav ham gåsehud. De lød bekendte.

    Milas indså, han nær var ved at gå i panik igen, så han tog straks en dyb indånding, og pustede rystende ud. Snart var hans hjertebanken tilbage i normalt tempo, og hans tanker gled tilbage til, hvor hurtigt tiden var ved at udløbe.

    Milas gik hen og åbnede døren langsomt og forsigtigt med lidt rystende hænder, og så stak han hovedet udenfor.

    Stemmerne viste sig at være en gruppe drenge, som gik i 5. klasse. Og selv deres stemmer lød dybere end Milas’. Milas udåndede af lettelse. Det var heldigvis ikke dem, han troede det var.

    Milas passerede drengene med hastige skridt, og det udviklede sig straks til at han løb.

    Heldigvis nåede han ind i skolens gange, før nogle andre kom gående. Han var lettet over, at ingen så ham, men han var stadig usikker på, om han havde tid nok til at nå ind i klassen efter sin skoletaske, og så ud til bussen. Måske er den allerede kørt? Milas kom ind i klassen, (hvor alle sæderne var tomme) og snuppede skoletasken fra en af de forreste stole iblandt rækken. Så bemærkede han tiden, ved synet af det runde ur midt på væggen over døren.

Åh pis! Klokken er allerede ved at være 14:12! Jeg må gemme mig!

    Han spænede ud af klassen og gennem gangene, fyldt med rækkevis skabe langs væggene. Så snurrede han over mod den lille oase i hjørnet, hvor der stod en lang sofa, et stuebord og en halvåben dør på væggen lige overfor.

    Han braste igennem døren med et albuestød lynhurtigt. Derefter indså han selvfølgelig, at han ikke ville løbe mere efter at have taget et så dejligt brusebad. Han ville begynde at svede igen, indtil han lugtede. Han vidste det selvfølgelig godt, men nu var han simpelthen for rastløs til, at kunne magte denne omstændighed.

    Han kom ind i et tomt køkken, hvor opvaskemaskinen var i gang. Og så spænede han ind i cafeteriet, hvor klasselærerne og vikarerne som regel plejer at spise frokost ved 12-tiden. Han kom ud til parallelgangene fra cafeteriets bagdør. Han sprintede videre for livet, indtil han dukkede op udenfor skolen. Han blev lettet over, at de ikke var dukket op endnu. 

    Men der var slet ingen skolebusser tilbage, fordi eleverne fra 6. og 7.B allerede var blevet kørt hjem. Milas kiggede i et kort øjeblik på sit armbåndsur; klokken var allerede 14:25. Hvorfor går tiden så forbandet hurtigt?! Seriøst, hvorfor?!

    Han stod bare derude, og stirrede målrettet omkring folkeskolens ydre, og skævede til de tomme parkeringspladser længere forude. Han kunne ikke se dem nogle steder, men han var stadigvæk nervøs. Det kunne jo godt være, de var ude på at skræmme ham nu igen. De var ekstremt gode til at snige sig op på Milas, når han mindst ventede det. Også selv når han var forberedt, blev det skræmmende alligevel. Så han måtte gemme sig et sted, hvor de ikke ville finde ham, og så flygte når tiden var god.

    Han drejede tilbage mod indgangen og gik derind igen. Han begyndte at spadsere rundt i forhallen. Hvad skal jeg dog gøre nu? Jeg må vel bare…

    En hånd tog fat i hans jakke ved skulderpuden. En dyb stemme råbte: BØH!! Det fik ham til at skrige, med en anspændt vejrtrækning. Hånden fik ham til at snurre rundt, og se tre store drenge, som stod bagved ham.

    Karl Skov (en 16-årig dreng med en høj, veltrænet krop) stod til venstre foran Milas. Han elskede at dyrke sport, men også brydning. Han var den bedste til at få drengene ned og ligge. Thomas og Lars plejede at referere til ham som Nedlæggeren. De forventede også, at alle de andre på skolen ville gøre det. Men ingen havde lyst. Næsten alle på skolen (udover dem i de yngste klasser) vidste godt at Thomas og Lars var de mest dummeste drenge på skolen. 

    Benny Skov (også 16 år, og lidt mindre end Karl. Han var nemlig også spontan indimellem, og en stor fan af filmserien Jackass.) stod til højre foran Milas, med hænderne over kors. Benny havde kun fødselsdag 2 måneder efter Karl. De lignede ikke hinanden, men de havde en del tilfælles, hvilket gjorde det mere indlysende, at de var brødre. Deres forældre havde givet dem lov til at hænge ud med Ole så længe, de ville, når bare de ikke ville bryde ind i folkeskolen efter lukketid, for at ryge cigaretter, mens de hørte Countrymusik. Og det gjorde de nærmest 2 dage hver uge, uden at blive taget på fersk gerning. Ikke så længe pedellen stadig var der til at rydde op efter dem undervejs. 

    De tre høje bøller fremstod foran Milas, og nød hvordan han stivnede af skræk. Ole snerrede ad ham. Nu er jeg færdig!

    Ole Ulrichsen (16 år gammel med en karseklippet frisure) stod lige i midten, og havde hånden på Milas’ skulder.

    Slip mig! Slip mig, Ole, råbte Milas panisk, mens han kæmpede for at løsrive sin jakke. Men Ole var stærkere end ham! Så stærk, at han endda kunne løfte ham halvvejs op over sit hoved, hvis han ville.

    Det lader vist til at vores mide her har set for meget, gutter, hvæsede Ole til drengene.

    Ole, giv så slip på mig! Jeg har ikke set noget…

    Hold KÆFT, brølede Ole direkte i Milas’ ansigt. Hans stemme buldrede i Milas’ ene trommehinde. Ellers du får en flad. Er du med?

    Milas nikkede hurtigt. Ole kiggede tilbage på Benny og Karl med dybe, mørke øjne, som var han ondskaben selv. Det kunne måske også passe, hvis Milas altså havde nogle beviser.

    Gutter, lad os lige få ham her sat på plads inden vi går i gang. Skal vi?

    Benny og Karl delte beslutsomme blikke med hinanden, hvorefter de smilede til Ole og så til Milas. 

    Milas’ øjne spilede langsomt op af ængstelse og forvirring, da Ole trak ham over til dem. Sveden piblede fra Milas’ pande til hans hage, mens han kæmpede for at slippe fri.

    Ole, Benny og Karl slæbte Milas op ad skolegangen. Milas’ hoved blev højrødt, mens Ole kvalte ham imellem sin stærke underarm. Han kunne lugte sveden i Oles armhule, og mærkede også alt det varme, lodne armhulehår klæbe sig til hans nakke.

    Han var så bange, at han bogstavelig talt tiggede om nåde, fordi intet kunne forhindre det.

    Ole havde altid været en led fyr. Han var ligesom Orla fra Ole Lund

Kirkegårds Orla Frøsnapper, bortset fra at Ole Ulrichsen helt klart ikke ville være dum nok til at turde spise en levende frø. Ole afskyer frøer, og han hader insekter. Derfor mobbede han altid Milas, fordi han så ham som et insekt. Et insekt, der bare skulle trampes på, hver gang man så det.

    De stoppede op henne ved et stålskab, Benny åbnede op for skabslågen, og Karl tvang Milas imod skabets smalle åbning.

    Milas greb fat om de ydre kanter til åbningen, og klemte til med sammenbidte tænder. Karl blev imponeret over Milas’ armstyrke, men ikke imponeret nok. Han presset sin vægt nærmere med hænderne på Milas’ ribben, så Milas hvinede af smerte. Ole og Benny lo ved lyden af hans pibende stemme.

    Han er blevet lidt stærkere, informerede Karl. Så kom Ole hen, og tog fat i de mindre, tynde ben på skabets 2 kanter forneden.

    "Slip mig! Jeg beder dig, Ole! Jeg siger ikke et ord til nogen! Jeg sværger," skreg Milas bønfaldende og forpustet. Men de ville ikke lytte til ham.

    Ole hev i hans skinneben. Indtil Milas