Anbringelse og behandling som strafferetlig særforanstaltning

By Jens Lund

”Cum satis furore ipso puniatur”, er romerrettens grundprincip ved afgørelsen af sager om sindssyge lovovertrædere. Oversat betyder det at ”galskaben bærer straffen i sig selv”. I dansk lovgivning har det samme princip været gældende, men praktiseret på den måde, at retten starter med at afgøre om den sigtede er skyldig og derefter fastslår straffrihed, hvis den skyldige var sindssyg på gerningstiden. Den straffri vil oftest blive idømt en særforanstaltning i form af anbringelse eller behandling, med det formål at nedsætte risikoen for yderligere kriminelle handlinger.

Anbringelse og behandling som strafferetlig særforanstaltning indeholder en gennemgang af den historiske udvikling af de retsregler der afgrænser straffriheden og anvendelsen af andre retsfølger end straf. De aktuelt gældende paragraffer i straffeloven og retsplejeloven uddybes og organisationen og regelsættet for gennemførelse af mentalundersøgelser bliver gennemgået. Varigheden og effekten af idømte særforanstaltninger belyses. Baggrunden for beskrivelsen er forfatterens kliniske erfaring, der b.la. omfatter ansættelser som overlæge ved retspsykiatriske afdelinger, medlemskab af Retspsykiatrisk Interessegruppe og 25 års virke som voterende i Retslægerådet. Resultater fra 5 videnskabelige undersøgelser, udført af forfatteren, inddrages som dokumentation.

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Nov 8, 2023
• ISBN: 9788743067795

Book preview

Kapitel 1 Indledning

Når de dømmende myndigheder skal behandle sager om psykisk afvigende gerningsmænd er det en forudsætning, at der foreligger specifikke love eller regler, der anviser strafbarhedsbetingelser ved forskellige typer af psykiske afvigelser og fastsætter regler for brugen af andre retsfølger end straf. Det er samtidig nødvendigt, at der, som en vejledning til retten, tilvejebringes en fagligt kvalificeret beskrivelse af den sigtedes psykiske tilstand og en tilhørende vurdering af behandlingsmuligheder samt et skøn over risikoen for yderligere lovovertrædelser.

Principperne for afgørelse af den psykisk afvigende lovovertræders strafferetlige placering har historisk set undergået betydelige ændringer. Samtidig har praksis og principper, for dokumentation af den psykiske afvigelse, udviklet sig betydeligt, måske især som en følge af den teoretiske psykiatris udvikling. I dette kapitel beskrives den historiske udvikling med fokus på tilstanden aktuelt.

1.1. Strafferetlige særregler – tilregnelighed

I europæisk lovgivning blev det tidligt anerkendt, at den gerningsmand, der er svært psykisk afvigende, indtager en særstilling i strafferetten. Princippet om tilregnelighed indebærer, at straffen kun må ramme den, hvem forbrydelsen subjektivt kan bebrejdes. Gerningen skal kunne tilregnes den sigtede som noget, han efter sine forudsætninger kunne have undgået. Mest kendt er nok principperne i romerretten, hvor en regel siger: Hvis en mand er furiosus, skal hans slægtninge have rådighed over ham og hans ejendom (De 12 Tavlers Love, 5. årh. f.Kr.). Udtalelser om straffrihed for en furiosus har tilføjelsen: fordi han straffes tilstrækkeligt med selve galskaben. Principperne i romerretten blev aldrig samlet og nedskrevet i én lovbog, men må findes i forskellige lovkilder og retskyndiges tilkendegivelser om de enkelte gerningstyper og civilretlige forhold.

Romerrettens principper kan illustreres ved et kejserligt brev fra omkring år 180, hvor en statholder blev instrueret om, hvordan han skulle forholde sig i en aktuel sag:

Hvis du klart er overbevist om, at Aelius Priscus er afsindig, at han vedvarende er fra forstandens brug, og der ikke er nogen mistanke om, at han dræbte sin moder i en simuleret afsindighed, da skal du ikke tænke på, hvordan han skal straffes, idet han er tilstrækkeligt straffet med selve galskaben. Samtidig må han forvares omhyggeligt og, hvis du finder det tilrådeligt, holdes i lænker, mindre for straffens skyld end for at beskytte ham selv og hans omgivelser. Men hvis han, som det forekommer, har lysere øjeblikke, skal du undersøge, om han kan have begået forbrydelsen i et sådant tidsrum, idet sygdom da ikke må tale til hans fordel. Finder du en sådan sammenhæng, da må du spørge os, og vi vil overveje, om han bør straffes, hvis han begik sin grove forbrydelse i et øjeblik, hvor han besad fornuftens brug. Se Waaben 97.

Romerretten har øvet en helt afgørende indflydelse på den verdslige retsudvikling i Europa med et væld af lands- og stadsretter. Også den juridiske metode i den gejstlige ret blev påvirket af romerretten. I den kanoniske ret (det vil sige den ret, der gælder i den romersk-katolske kirke) blev romerrettens begrebsverden og de højt udviklede retlige principper forenet med bibelens lære. I sin mest primitive udlægning begrundede kirken straffrihed på den opfattelse, at galskaben var et udtryk for gudernes straf. Det var den kanoniske ret, der bragte skyldbedømmelsen ind i vores retsopfattelse og gjorde skyld til en betingelse for den bøde, der tilfalder kongen. Også i de nordiske lande stod kirken for væsentlige dele af den strafferetlige myndighedsudøvelse. Det var først i tiden efter reformationen i midten af 1500-tallet, at strafferetten gradvist overgik til at blive et rent verdsligt anliggende.

De danske landskabslove fra 1200-tallet medfører, at ældre nordisk rets tilbøjelighed til hævn og selvtægt viger for en mere ordnet retsudøvelse på tinge. Der sker en begyndende spaltning mellem erstatningsret, hvor en fast bødetakst tjener som mål for den godtgørelse, der skal gives til den forurettede eller hans slægt, og en strafferet, som udtryk for de bestræbelser statsmagten iværksætter for at sikre fred og orden. Landskabslovene synes ikke at beskæftige sig meget med de afsindige og deres retstilstand. I Eriks Sjællandske lov og Jyske lov kan det dog læses, således at den afsindige principielt er ansvarlig for den skade, han forvoldte andre, men på tinge kunne en nær slægtning føre vidner og blive værge. Skyldbedømmelsen blev herved flyttet, og værgen blev ansvarlig for hans handlinger og kunne på tinge få tillagt retten til at tage den ustyrlige sindssyge i forvaring.

Med indførelsen af Christian 5.s Danske Lov i 1683 blev der skabt retsenhed i Danmark. I Danske Lov findes to bestemmelser om psykisk afvigende gerningsmænd. I 6-6-17 står: Skeer Drab af nogen i Vildelse og Raseri, da bør hand ej paa livet at straffis, men af sin Formue, som hand haver, eller kand derefter bekomme, give til den Dødis Arvinger fuld Mandebod trende atten Lod Sølv. Formelt var 6-6-17 begrænset til sager om drab, men i retspraksis udviklede den opfattelse sig, at 6-6-17 udtrykte et videre anvendelsesområde. I 1-19-7 anføres: Findis nogen rasende eller galind, da maa, hvem der vil, hannem binde, og føre hannem til Tinge, og tilbyde hans Frænder hannem, og de ere pligtige at forvare hannem, saa fremt de have Middel dertil; Hvis ikke, da bør Øvrigheden at sette hannem i forvaring. Indtil 1866 blev afgørelsen i sager mod afsindige lovovertrædere altså truffet på en kombination af 6-6-17 om straffrihed og 1-19-7 om sikkerhedsforanstaltninger, der trådte i stedet for straf. Der er også eksempler på, at tilstrækkelig sikkerhed kunne opnås ved andet end forvaring, f.eks. ved et tilsyn. Foranstaltninger efter 1-19-7 blev ikke anset for at være en straf, men nærmere en administrativ frihedsberøvelse. Reglen udgjorde også det retlige grundlag for frihedsberøvelse i psykiatrien generelt, helt frem til vedtagelsen af en egentlig sindssygelov i 1938.

Danske Lov blev afløst af straffeloven af 1866. Efter forarbejde i kommisionsbetænkningen; Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark fra 1864 fik § 38 i straffeloven af 1866 denne ordlyd:

Straffrie ere Handlinger, som foretages af Personer, der ere afsindige, eller hvis forstandsevner ere enten saa mangelfuldt udviklede eller saa svækkede og forstyrrede, at de ikke kunne antages at være sig Handlingens Strafbarhed bevidst, eller som i Gjerningens Øjeblik manglede deres Bevidsthed. Forsaavidt der i saadan Anledning anlægges Sag, kan det i Dommen bestemmes, at der mod den Paagjældende skal træffes Sikkerhedsforanstaltninger, hvilke dog igjen ad Øvrighedsvejen kunne ophæves, naar de efter indhentet Lægeerklæring ikke længere findes nødvendige.

Hvor forvaring af de afsindige tidligere bestod i indespærring i beplankningsrum, rådhuskældre eller lignende, blev den typiske retsfølge nu anbringelse i en af de store sindssygeanstalter, der i disse år blev opført i hele landet.

Der er en klar lighed med engelsk ret, hvor M’Naghten Rules fra 1843 fastslår: … that to establish a defence on the ground of insanity, it must be clearly proved that, at the time of the committing of the act, the party accused was labouring under such a defect of reason, from disease of the mind, as not to know the nature and quality of the act he was doing; or, if he did know it, that he did not know what was wrong. Daniel M’Naghten blev dømt for at dræbe Edward Drummond, idet han forvekslede denne embedsmand med Drummonds foresatte, den Engelske premierminister Robert Peel. M’Naghten Rules fik vidtgående indflydelse på lovgivningen i en lang række lande (Dalby, 2006).

I 1866-straffelovens § 39 hedder det: En ringere Straf end den lovbestemte bliver at anvende paa Taaber eller andre Personer, der, om de end ikke mangle al Bevidsthed, dog paa Grund af særegne Tilstande, som have Indflydelse paa Viljens Frihed, ikke kunne antages i Gjerningens Øieblik at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer. Det stadfæstes således i § 39, at tilregneligheden kan gradbøjes, og dette princip om nedsat tilregnelighed har formentlig allerede været praktiseret i tiden op til vedtagelsen af