Albert Labret

By Lars Kjeldgaard Bertelsen

"Døren stod allerede åben, da Albert nærmede sig trappen. Indenfor stod Bartle og holdt døren åben med venstre hånd. Albert var ikke mere end lige kommet inden for døren, før Bartle sprang op på ham med benene rundt om hans hofter. Så vidste han godt hvad klokken var slået. Hun skubbede døren i med højre hånd og vred vrideren. Han kyssede hende inderligt og fik sagt et – hej skat! inden han begravede sit ansigt i hendes sorte lange hår, der tindrede med et lilla skær. Med mappen sluppet kunne han lægge begge sine arme rundt om hende i et intenst og fast knus. Duften af hendes hår gjorde ham sanseligt åben og høj. Han forsvandt helt i den berusende og fyldige duft af kokosolie, som hun brugte i sit hår. Albert bevægede sig forsigtigt og kontrolleret op ad trappen til 1. sal stadig med Bertle i sin favn. Han skubbede døren til soveværelset op, og varmen strømmede ham i møde. Med døren på klem bag sig smed han hende ned i den bløde seng på den fyldige dyne. Hun landede på ryggen som en trampolinspringer, og knappede sine bukser op, hvorefter han trak dem af hende."

• Language: Dansk
• Publisher: Books on Demand
• Release date: Feb 29, 2024
• ISBN: 9788743086888

Lars Kjeldgaard Bertelsen

Jeg er årgang 1955, forfatterdebutant og grundlægger af 12-tals-numerologien, der kan bruges til at klarlægge sammenhænge på en enkel og overskuelig måde. Analytisk kan systemet eksempelvis gå direkte til kernen af et problem, beskrive en person eller påpege fælles forcer. Numerologien er også med til at give denne bog sammenhængskraft. I det lys er det mit klare indtryk, at ikke mindst det reflekterende menneske vil føle sig både engageret og underholdt. Som skribent er jeg båret frem af helt centrale kvaliteter, der tager afsæt i planterne Merkur, Pluto og Neptun. Flydende kommunikation, dybdeanalyse og intuition er dermed på banen, krydret med humor og djærvhed.

Book preview

Albert Labret var hans noget usædvanlige navn, som passede udmærket til hans noget usædvanlige karakter.

Albert var ganske imod enhver form for ensretning, manipulation, forsætlig løgn og det, der var værre. Han havde en fin næse for urent trav, selv når de uharmoniske kvaliteter optrådte i den mest subtile form.

Han var tilmed begavet med en helt ekstraordinær intuition og en skarp skelneevne, som dannede modvægt til en ret dårlig hukommelse og en begrænset intelligens. Som helt ung var Albert blevet udsat for en tungmetalforgiftning, der delvist havde ødelagt hans hjernes center for hukommelse. Som en clairvoyant på et noget senere tidspunkt havde sagt til Albert: – Der er et område i din hjerne, hvor der ikke flyder ret meget lys igennem. Det fik de grinet gevaldigt af, og humoren og glæden var heldigvis centrale kvaliteter for Albert. Alvoren havde han også med, ikke mindst når der var tale om kollektive sammenhænge.

Albert var for reserveret til at være social, men han var altruist. Det gjorde ham ikke mindst stringent, når der fra officielt hold blev gjort forsøg på at manipulere med masserne, ved eksempelvis at påstå, at alle er født lige. Det var for Albert simpelthen en sort og u-kristen påstand. Albert vidste bedre. Alle er nemlig født ulige, men at de så for øvrigt er lige for Gud er en helt anden sag. Albert så på det opreklamerede lighedsprincip som mørkets stakkede forsøg på at anfægte lysets harmoni og renhed. For Albert var ingen opblanding af lyset mulig, medmindre man ville excellere i forskellige grader af renhed, hvilket fra hans synspunkt ikke tjente noget konstruktivt formål.

Med det hvide lys fast forankret i sin energistruktur var Albert et kristent menneske. Han var i et ubrydeligt forhold til Gud. Dog havde han set sig nødsaget til at melde sig ud af folkekirken. Ikke så meget for at spare de 3-4000 kr. om året, men fordi folkekirken var blevet for uren. Den nu tilladte seksualdefinerede relation havde vundet større indpas end kærligheden kunne bære, da det netop blev gjort på kærlighedens og dermed hjertets bekostning. Besudlingen af hjertet, der er kærlighedens og Guds sæde i mennesket, var uantagelig for Albert. Problemet var, som Albert så det, at en fuldt ud acceptabel, men unaturlig seksualfunktion, blev forsøgt overført direkte til hjerteniveau for at kunne tage kærligheden som gidsel og dermed adgangen til Gud.

Det irriterede Albert, at han ikke klokkerent kunne sætte en finger på det uacceptable ved det seksualdefinerede på hjerteniveau. Han var oppe imod det 100% frie valg, Guds deltagelse i og accept af alt og sin just udtalte dom over denne seksualfunktion. Albert var smerteligt klar over, at det kunne han ikke tillade sig. Han kunne ikke tillade sig at dømme en seksualfunktion som unaturlig. For de mennesker, der var udstyret med den seksualfunktion, var den indlysende naturlig, og pludselig kom forløsningen intuitivt til Albert med ordene:..på det niveau! Selvfølgelig, hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? På det seksuelle niveau lå en sådan funktion inden for det mulige og langt mere til, men at overføre det til hjerteniveau ville være en umulighed.

Alene hjertets harmonikrav ville umuliggøre adgangen til hjertets niveau. Adgangsbilletten ville ikke blive givet, end ikke Gud ville kunne give den, da Gud er lovens skaber og dermed den første til at overholde den.

Med nogen forløsning måtte Albert konstatere, at han igen var blevet konfronteret med den tidstypiske og ganske populære øvelse, som han i korthed betegnede: Utidig sammenblanding.

Selv på symbolplanet havde denne skævhed vundet indpas. Tilsyneladende uden nærmere eftertanke bliver kærlighedens farve betegnet som rød. Rød er imidlertid rodchakraets farve og dermed tættere på seksualitetens farve. I den skala og på vores jordiske niveau er hjerteenergien grøn. Kunne det samtidig være et udtryk for, at de færreste kender hjertets kvaliteter og dermed potentialet i hjertet? Den mulighed ville Albert absolut ikke afvise, og hvis det var tilfældet kunne det i øvrigt forklare en hel del emotionel opførsel.

Albert vendte tankemæssigt tilbage til det seksualdefinerede på hjerteniveau og umuligheden af en sammensmeltning. Han havde fået defineret det umulige med et uopnåeligt krav om harmoni på hjerteniveau, men han var ikke fuldt ud tilfreds; definitionen var for begrænset, så det klingede ikke optimalt i hans system.

Albert kom i tanker om et aramæisk urevangelium, hvor Jesus udtalte sig om ægteskabet. Fra Alberts synspunkt kom Jesus med et overordentligt rummeligt svar. Jesus svarede, at det for nogle folk er skik, at en kvinde gifter sig med flere mænd, idet hun dermed befrier dem for deres skam ved ikke at blive genelsket. Hos andre igen er det skik, at en mand gifter sig med flere kvinder, for at befri dem for deres skam. Men for spørgeren og dermed disciplene anviste Jesus et bedre og mere fuldkomment ægteskab, der indgås mellem én mand og én kvinde i fuldkommen kærlighed og med en frihedsbåren forståelse af, at et sådant ægteskab varer indtil kærligheden eller livet slutter. Så lover de hinanden troskab i vidners påhør, bliver påført det skarlagenrøde bånd og bliver kronede, inden de spiser af ét brød og drikker af ét bæger. Herefter forener præsten deres hænder og siger ordene: – Vær to i én og velsignet være jeres hellige forening. Det Gud har forenet, skal ingen adskille, så længe livet og kærligheden varer.

Ordene hellig forening ringede stærkt og klart i Alberts indre, som svar på hans ikke helt afklarede definition. Selvfølgelig. Et ægteskab mellem én kvinde og én mand med ovenstående som baggrund er en hellig forening. En forening af eksempelvis to af samme køn, er en uhellig forening. Det vil sikkert for mange enkeltindivider ikke være noget problem, hvilket det heller ikke var for Albert, men når kirken foretager sådan en handling, gør den sig selv uhellig.

Pludselig faldt brikkerne på plads for Albert, og han forstod endnu bedre, hvorfor så mange mennesker bor alene, og hvorfor et stigende antal vender kirken ryggen.

De drages ubevidst mod sandheden i deres indre, hvor Guds ånd bor, og som gør deres legemer til Helligåndens tempel. Det lys og den forståelse findes ikke reflekteret i kirken, og for Albert var der kun tale om en tomskalsceremoni.

Kirken var i popularitetshunger kommet til at gå mørkets ærinde, og Albert så pludselig et billede for sig af en dansk biskop med tomme øjne, gusten hud og portvinsnæse.

Albert elskede Gud, Albert elskede sin far i himlen. Den følelse han havde i brystet, når han tænkte på Gud, var en stille glad varme, der i sig bar den evige, ubrydelige forbindelse med lyset. Albert var til stadighed betaget af den ubrydelige, klippefaste sikkerhed, der var forankret i denne stille følelse. Der var en betagende spænding mellem stilheden og den ubrydelige styrke.

Albert var selvlært numerolog. Han havde ret tidligt læst alt, hvad der var værd at læse om numerologi. Herefter holdt han foredrag og fik også analyseret et stort antal mennesker. Det gav ham en stor erfaring, og når han koblede den med sin stærke intuition, fremkom der efterhånden et nyt helhedssystem, der adskilte sig fra alle andre systemer. Albert havde frigjort sig fra den bevidstløse kopiering af andre og undgik dermed begrænsningens favntag og udviklingens umulighed.

Albert var plutoniker, og havde derfor liv-død-princippet tæt på. Det medførte at alt, der ikke fungerede prompte blev skrottet. Her var der ingen gylden middelvej, det var enten-eller og numerologien fik ingen særbehandling. Så meget desto større var glæden også, når centrale begreber i sproget viste sig numerologisk at holde stik.

Her tænkte Albert ofte på begrebet Gud. Det stod ham ganske klart, at Gud var unævnelig. Faktisk kunne Gud overhovedet ikke gives noget dækkende navn på det jordiske niveau, men når det nu skulle være, så var Gud slet ikke så tosset endda.

Vokaler giver INDRE værdi og konsonanter giver YDRE værdi, så da U er lig 12, får Gud et 12-tal i INDRE. Da G er lig 7 og D er lig