Krystallernes Kraft Bind 1: Odysseen på Noblutrax

By Hans Ulrich Kleiminger

Mørket sænker sig over Aarhus en skæbnesvanger aften i august 2021, da et rumskib, ramt af en uforklarlig sabotage, styrter ned fra himlen. Dette dramatiske øjeblik markerer starten på en hæsblæsende og jagt, der vil føre læseren på en nervepirrende rejse rundt om kloden.

Midt i kaosset træder tre usandsynlige helte frem: To mystiske fremmede, hvis oprindelse og formål er lige så forvirrende som de signaler, de efterlader sig, og en stædig aarhusianer ved navn Thomas Carstensen. Disse tre skæbner flettes humoristisk sammen i en desperat søgen efter otte krystalfragmenter, spredt til verdens fjerneste hjørner af den eksplosion, der næsten kostede dem livet.

Men de er ikke alene. Skygger rører sig i det skjulte, og øjnene der følger dem, tilhører ikke kun de nysgerrige. Efterretningstjenester, lokale politistyrker og en hemmelig organisation med et enkelt formål - at beskytte Jorden mod enhver trussel - lægger en dødelig jagt ind på vores helte.

Med en blanding af digital opdagelse og fysiske eventyr, trækkes læseren ind i en verden, hvor hver destination afslører sine egne hemmeligheder og farer. Fra de virtuelle gader i Google Maps og Streetview til de mest isolerede og eksotiske steder på jorden, er hvert skridt en kamp for overlevelse, hvert spor et skridt nærmere sandheden.

• Language: Dansk
• Publisher: BoD - Books on Demand
• Release date: May 5, 2024
• ISBN: 9788743022565

Hans Ulrich Kleiminger

Forfatteren er bosat i Risskov og er oprindelig uddannet som arkæolog med bifag i driftsøkonomi. I forbindelse med Århus Amts Erhvervsafdeling skrev han i sin tid om Anholts historie. Siden hen har han i en årrække været beskæftiget i kommunalt regi med kommunikation og webprojekter som fokusområde. Endvidere har udvikling af læringsspil om bæredygtighed og FN's verdensmål længe haft forfatterens interesse. Bæredygtighed har tillige været et centralt emne i to udgivne digtsamlinger under pseudonymet Frans Selmer.

Book preview

[ 1 ] Prolog (Fredag 13. august 2021)

Der var nu gået lidt over 456 solrotationsdage regnet i Phloxitraxtid, siden de to venner havde forladt hjemplaneten. De deltog i en stor karavane af fartøjer, som havde til formål at opspore nye ressourcer til den hjemlige produktion og at foretage givtig handel og udveksling, når det var formålstjenligt. Guld, sølv, platin og andre ædle metaller var altid i høj kurs, men det mest dyrebare var de blå krystaller, der udgjorde rygraden i de samfund, man havde opbygget gennem æoner på de forenede planeter og måner. De udgjorde et forbund styret af et overordnet råd. Efterhånden som man havde fået kendskab til og kontakt med nye intelligenser, var disse blevet inddraget i et gensidigt forhold baseret på tillid, fredelig sameksistens og udveksling af råvarer, halvfabrikata og selvfølgelig også handel med færdigproducerede varegrupper.

Midt i dette netværk af forbundsfæller lå Phloxitrax, der hurtigt blev toneangivende i forbundet i kraft af deres solsystems centrale position. På denne planet havde Phlux og Plax deres hjemsted, når de en sjælden gang havde mulighed for at besøge familie og venner. Deres liv og skæbne betød imidlertid, at de nu ofte var borte på ekspeditioner. Fra dag til dag, eller måske nærmere fra cyklus til cyklus, forekom deres karavanetilværelse at være en mellemting mellem vagabonderende sigøjnere og tuskhandlende opdagelsesrejsende. Deres kameler og vogntog udgjordes af hurtige og manøvredygtige fartøjer drevet af de føromtalte blå krystaller. Den kraft de udstrålede betød, at de med en hastighed nær lysets, nærmest red på bølger af fotoner og højenergetiske partikler fra de solvinde, de passerede på deres vej.

Karavanens rute berørte udkanten af det solsystem, hvor en blålig planet af sine indvånere blev kaldt for Jorden. Det var en smuk planet med et oprindelig rigt dyre- og planteliv, og ikke mindst var der gode muligheder for at finde egnede ressourcer. Fra Forbundets side havde man længe kendt til forholdene på Jorden eller Noblutrax, som de selv kaldte planeten. Kortfattet kunne det omtrent oversættes til Forbudt blå planet. Nu var det kun udvalgte repræsentanter af en garde og enkelte videnskabsmænd, som fik lov at besøge planeten. Det skete sjældnere og sjældnere, at rådet gav sin tilladelse hertil, og efterhånden nøjedes man mest med at overvåge jordlingene på behørig afstand.

Jordens folk havde aldrig været inviteret til at deltage i netværket. Dertil regnedes de for at være alt for primitive og farlige. Den information, der udgik fra forbundsrådet til dets medlemsplaneters beboere, var sparsom og mangelfuld, men man mente, det var nødvendigt at begrænse den enkeltes viden for at undgå panik. Et videnskabeligt råd, der var underlagt Forbundsrådet havde for lang tid siden analyseret nogle mærkelige elektromagnetiske signaler, der kom fra Jorden. I Jordår svarede det til, at være startet for over 120 år siden. Det mærkelige var, at signalerne syntes at gentages i forskellig hastighed i form af korte og lange dut-lyde og fortsatte gennem årene med øget intensitet, men det var aldrig lykkedes videnskabsfolkene at komme under vejr med, hvad disse signaler betød, og om de udgik fra en intelligens.

Senere hen måltes der radiobølger af forskellige frekvenser, som også tiltog i antal gennem årene. En fremmelig videnskabsmand kom på den idé at tilslutte radiobølgerne til en omformer, der kunne gengive frekvenserne som lyde, men der gik endnu en række år, før man begyndte at forstå, at der var tale om en tilsyneladende intelligent kommunikation. Der blev så nedsat en kommission, som skulle afkode, hvad kommunikationen gik ud på, hvilket endnu et par år senere endelig betød et gennembrud. Nu kunne man via en oversætter forstå, hvad der foregik. Det viste sig at være radiosignaler, der omfattede vejrmeldinger i forbindelse med transport på planetens oceaner eller fortællinger om naturkatastrofer, der var indtruffet. Mest intenst syntes signaler at være fra noget, de kaldte sport omfattende emner som baseball, fodbold, atletik og nogle gange Olympiske Lege. Det mærkeligste signal, vores kommission modtog, var en beretning fra året 1938 efter Jordens dateringssystem. Oversættelsen tydede på, at Jorden blev invaderet fra dens naboplanet Mars, men til sidst lykkedes det at afværge angrebet. Det har imidlertid aldrig kunnet verificeres, og vore videnskabsmænd har aldrig kunnet konstatere liv på den rødfarvede planet. Indtil videre undersøgelser foreligger, må hændelsen henstå som et mysterium. Det næste kommunikationstrin, der år senere kunne aflæses, var elektromagnetiske signaler af en ny type. Via en intensiv analyse viste det sig, at disse signaler indeholdt langt mere information, end hidtil kendt. Endnu engang undrede forskerne sig over, at indholdet i budskaberne måtte være af lignende art, som de forrige, men hvad betød så den overskydende informationsmængde? Der måtte være en årsag til den. Mysteriet blev først opklaret, da en ung, teknisk begavet phloxitraxer tilfældigvis hørte en udsendelse, som en undersøgelseskommission var i gang med at afkode. Typisk for unge, der tilgår problemer på nye måder og kommer med andre løsningsforslag, så foreslog han, at der kunne være tale om levende billeder. Det affødte alt fra hovedrysten til forbløffelse blandt kommissionens medlemmer, men man endte med at ville gøre et forsøg, der skulle sammenkoble signalerne med en fluorescerende skærm.

Opdagelsen af tv-signaler fra Jorden vendte op og ned på forståelsen af, hvad der foregik på planeten. Via de første billeder, der nåede igennem til skærmen, kunne videnskabsfolkene se, at der var tale om væsener med fire ekstremiteter. To til at gå rundt med og to til at gribe forskellige ting. Disse væsener, som kaldte sig selv for mennesker, så såmænd ikke så forskellige ud i forhold til de entiteter, som var kendt i Forbundets netværk, men efterhånden, som forskerne så flere og flere billeder med lyd og forstod sammenhængen, blev de mere og mere bange. På nogle af billederne kunne man opleve en lille mørkhåret mand med et sjovt overskæg, som stod og talte til mange andre mennesker med store armbevægelser, og senere hen sås kørende og flyvende maskiner ud fra hvilke, ild og ødelæggelse ramte byer og medførte døde dyr og mennesker i hobetal. Ét af signalerne var særlig grufuldt. Det viste en stor paddehattesky, som tilsyneladende var et altødelæggende våben. Man var hurtigt blevet enige om at overvåge Noblutrax’ beboere, men endelig ikke give sig selv til kende, som Jorden selv havde gjort gennem en sand forurening af elektromagnetiske signaler i alle retninger ud i universet.

De følgende års observationer understregede kun Forbundets bange anelser. Mennesket så ud til at være farligt ikke kun for andre væsener, men i høj grad også selvdestruktivt. Krige blev brutalt ført mod nogle, der så lidt anderledes ud end andre eller mod dem, der tænkte anderledes. I andre tilfælde udpinte man sine omgivelser i ressourcejagt og ødelagde levevilkårene for alle de andre arter med efterladenskaber af giftige gasser og forurenede floder og landskaber. Kom sådanne informationer til offentlighedens kendskab, så ville det blive svært at inddæmme et kaos, og da det opdagedes, at mennesket begyndte at erobre rummet og den måne, som kredsede om planeten, da kom rædslen for alvor frem. Tænk om mennesket nogensinde ville rejse ud til nogle af Forbundets planeter. Der måtte opretholdes et strengt forbud mod at fortælle om menneskets levemåde og ikke mindst mod at besøge planeten Noblutrax. Enhver der trodsede dette forbud ville være at regne for en forræder, hvilket betød fratagelse af alle æresbetegnelser og gods samt forvisning til særligt overvågede fangezoner. I lange tider havde ingen vovet at bryde forbuddet, så i praksis var der heller ingen domme eller forvisninger, og fangezonerne henlå efterhånden kun som naturområder.

Historierne om Noblutrax var også velkendte for Phlux og Plax. Ja alle karavanerejsende havde været igennem en slags høring, før de havde fået lov til at drage af sted, og det gjaldt i lige så høj grad kendskabet til de øvrige netværksmedlemmers historie såvel som de uskrevne regler vedrørende handel og udveksling. Plax havde aldrig lagt skjul på, at han var cineast i forhold til filmsignaler fra Jorden - ja nogle i rådet ville endda kalde det cinefil, og det betød, at han i starten havde haft svært ved at få en godkendelse til at rejse. I sidste ende havde han dog reddet sig ved at påstå, at formålet var et studie i potentielle fjenders mentalitet og handlingsmønstre, og for at understøtte sin påstand, havde han sågar tilmeldt sig et virtuelt studie i mediepsykologisk mentalpåvirkning og propaganda i historisk sammenhæng. Ikke alle rådsmedlemmer var overbeviste om Plax’ intentioner, men et flertal gav den nødvendige tilladelse til at deltage på handelstogterne.

På denne karavanerejse havde Plax besluttet at kaste sig over krimiserier fra forskellige områder på Noblutrax. Halvdelen af de snart 457 solrotationer eller i daglig tale blot kaldt SRT, de nu havde været væk, var gået med at se den endnu igangværende serie Tatort. Hertil kom endnu 114 SRT tilbragt med en serie, der hed Barnaby. Tilsyneladende blev han aldrig træt af at se disse serier eller længere film, som gerne indeholdte voldelige scener, tænkte Phlux. Selv var han mere interesseret i at tilegne sig viden og kiggede nogle gange med, når Plax ind imellem opfangede signaler fra dokumentarfilm eller nyhedsudsendelser.

Mens de holdt en længere opladningspause med indtagelse af føde, én ud af utallige på rejsen, spurgte Phlux, hvad Plax var i gang med at se for tiden. I øjeblikket er det to forskellige krimier, jeg søger at leve mig ind i, fortalte Plax. Den ene hedder Endeavour og den anden Lewis. De er meget interessante og fortæller noget om Jordens historie et sted, der kaldes Oxford henholdsvis i 1960’erne og i mere moderne tid. De har i øvrigt forbindelse til endnu en serie ved navn Inspector Morse. Ved at sammenligne seriernes tidshorisont kan man bl.a. lære noget om jordlingenes tekniske formåen, og hvordan deres sprog udvikler sig over tid, fortsatte Plax begejstret.

Plax skulle til at fortælle nærmere om sammenhængen mellem de tre Oxfordserier, da Phlux pludselig afbrød ham med et hov – hvad er det? En alarm var gået i gang og navigationssystemet havde pludselig ændret deres kurs automatisk, så fartøjet beskrev en stor bue med retning ind mod solsystemets stjerne. Der herskede nu forvirring, for sådan en koordinatændring burde ikke kunne forekomme. Enten havde ændringen været indkodet på forhånd, eller også havde nogen sendt et ændringssignal.

Snart passerede de forbi flere store gasplaneter, som hver gav dem yderligere fart dybere ind mod solsystemets indre på vej mod et bælte af asteroider, skulle det vise sig. De kunne ikke undgå at ramme nogle af de mindre, men heldigvis holdt krystallerne stadig det beskyttende kraftfelt oppe. Kursen fortsatte forbi en rødlig planet og, tydede det på, direkte mod den forbudte planet Noblutrax. Vi må forberede os på, at vi kan blive tvunget til at lande på planeten, sagde Phlux noget rystet. Ja, svarede Plax, om alt går godt, så kan vi forhåbentlig reparere fejlen og hurtigst muligt komme af sted igen. Fartøjets underside begyndte at gløde kraftigt, da det trængte ind i atmosfærens øvre lag og efterhånden nedbremsedes. Tilsyneladende er der ikke sket nogen skade på skroget, sagde Phlux lettet. I det samme lød et knald og dele af bagenden splintredes i mange stykker i alle retninger. Samtidig kunne de to venner blot se til, at de livsvigtige krystaller i deres metalkasse én for én faldt ned mod planetens overflade, som perler på en meget lang snor, og måske for altid var tabt. Deres eneste chance var nu at søge en nødlanding i glideflugt, hvis de ville overleve styrtet. Plax tvang sig til at være rolig og foreslog med hæs stemme, om Phlux ville være så venlig at vælge et sted på landjorden uden for megen beplantning, så de endelig ikke skulle lande i havet. Hverken Phlux eller Plax kunne svømme og led begge af angst for det våde element.

Ved qintokkens bulede bukkehorn, sagde Phlux desperat. Styretøjet virker ikke og vi er stadig blokeret af signalet. Vi kan kun håbe på det bedste. Solen var gået ned i det område, de styrede hen imod, og der sås en række lysende klatter rundt omkring. Det må være beboernes byer tænkte Plax. Lysene kom stadig hurtigere mod dem, og snart kunne de se bygninger af forskellige former og veje med køretøjer. De fornemmede, at de uundgåeligt ville være nødt til at lande midt i et beboet område. Se dér, råbte Plax, det ligner et jordområde, der er bart. Han havde kun lige nået at komme med sit udråb, da der igen lød et brag efterfulgt af en knasende lyd. Alt lys i området gik pludselig ud, men de to fremmede nåede ikke at tænke længe over det, før rumskibet ramte jorden med en stadig betydelig hastighed. På landingsstedet var jorden så blød, at fartøjet opbyggede en mægtig vold foran sig, mens det trak en flere hundrede meter lang hårdtbrændt stribe bag sig.

Endelig standsede de, og med udsigt til at blive begravet under en faretruendebunkeafjord,havde Phluxpanisk fået åbnet en nødluge.Hurtigt Plax, vi må ud herfra og glem ikke vores tasker. Dem får vi ganske sikkert brug for. På vej ud af det havarerede fartøj havde Phlux koldblodighed nok til at sætte en selvdestruktion i gang. Hurtigt trykkede han en kode ind på en skærm ved instrumentbrættet og angav et halvt minuts tid, hvorefter han trykkede på en knap, der nu var kommet til syne. Nedtællingen gik i gang. Knap var de begge kommet i sikkerhed på den afsvedne jord, før bunken skred ned over resterne af deres fartøj og begravede det, som følge af den sidste eksplosion. Phlux’ hurtige reaktion ved nødlugen havde foreløbig reddet dem. Da Plax atter havde fået vejret og pulsen var faldet en smule, kom han i tanke om imitatoren, som han havde liggende i sin taske. Det var et yderst vigtigt apparat, eftersom det både ville kunne skjule deres sande identitet, foruden at hjælpe med tilpasning til en fremmed klodes atmosfære og tyngdekraftsforhold. Plax ville nødig skamrose sin ven, men måtte dog indrømme, at skabelsen af imitatoren var et mesterværk fra Phlux’ side. Phlux, fik Plax sagt lidt stakåndet. Mon ikke vi bør finde en profil, der kan passe med de lokale, så vi ikke vækker for megen opsigt? Jo, svarede denne. Det kan ikke skade. Kort efter havde Plax fundet apparatet frem. Det så ud til stadig at virke perfekt. Du, Phlux, jeg har en idé til nogle permaskikkelser. Godt, svarede Phlux, men du må hellere skynde dig. Det varede ikke længe, før de var som forandrede, og vel ikke engang deres nærmeste familie ville kunne genkende dem.

Få minutter senere var de kommet så langt bort fra ulykkesstedet, at de bedre kunne overskue, hvad der var sket. Et stort jernstativ af en eller anden art lå halvt forvredet ned over noget, der lignede to aflange jernspor. De løb kilometervis i gadens længde, så langt de kunne se både til højre og venstre. Trods mørket kunne de sagtens skelne større enkeltheder i landskabet og bygningerne omkring dem. Der var også en underlig lyd af knitren, og nogle steder sås gnister. Luften var ladet med elektriske udladninger, kunne de fornemme. Det måtte være nogle kabler med strøm, de havde ramt før selve nødlandingen indtraf, og nu opsøgte de begge en ende af det ødelagte kabel. Idet de tog fat i kablet, gik en kraftig strøm gennem dem. De var så optaget af denne handling, at de slet ikke fornemmede, at nogen iagttog dem. Først flere minutter senere lod de kablerne falde til jorden og forlod skyndsomst stedet. I det fjerne hørtes en tiltagende lyd af sirener.

[ 2 ] (Lørdag 14. august – Søndag 15. august)

Der var faktisk gået flere år, siden jeg sidst havde set ham, selv om der i mellemtiden havde været enkelte sporadiske kontakter mellem Jens og mig. En gammel studiekammerat på statskundskab, som plagedes af mindreværdskomplekser og destruktive tanker, mens han mere eller mindre forskansede sig i sin lejlighed nær Stjernepladsen. Det var derfor med forundring, jeg tog telefonen, da han ringede til mig en formiddag. Thomas, er det dig?, lød en usikker stemme. Det er Jens Kold. Hej Jens, svarede jeg med lidt bange anelse. Der måtte være noget galt, siden han ringede. Thomas, kan du ikke komme forbi i dag? Jeg har brug for din hjælp. Du kan vel godt huske, hvor jeg bor? Jo det kan jeg da, men hvad er der galt?, fik jeg hurtigt spurgt. Det kan jeg ikke sige i telefonen. Du må komme så hurtigt du kan, så skal jeg nok låse op. Okay, svarede jeg. Jeg skal bare lige have overtøj på og pumpe min cykel, så ses vi om lidt.

Nyheder havde jeg ikke haft lejlighed til at se eller høre i flere dage, så da jeg på vej ned ad Randersvej mod Stjernepladsen kom hen forbi den store byggegrund ved Christiansbjerg, var vejen spærret. Forbløffet stod jeg af cyklen og kiggede mig nysgerrigt omkring. Letbanen kunne ikke køre, da én af masterne var væltet og ledningerne var kappet over. Hegnet ind til byggegrunden var væltet og smidt langt omkring, og jeg kunne ane noget, der lignede en vej på skrå. Sort, som var den asfalteret, men hvorfor skulle man asfaltere en vej i den retning, før man overhovedet var begyndt at bygge husene?

Vejen så ud til at ende i en kæmpe jordbunke lige op ad en række gule huse, der vendte gavlen ud mod byggepladsen. Der gik nogle folk rundt derinde, men på afstand kunne jeg ikke skelne, om det var kommunalt ansatte, der gik og ryddede op, eller om det var politiet, der optog rapport. Under alle omstændigheder blev trafikken omdirigeret, så jeg måtte pænt cykle et stykke tilbage, til det var muligt at komme bagom ned ad Malmøgade, for at dreje til venstre og følge Kalmargade. Et stykke længere fremme prøvede jeg at svinge til venstre igen på Stockholmsgade. Nu var jeg snart cyklet gennem det halve Sverige, for at besøge Jens. Manøvren så dog ud til at bære frugt, for jeg endte oppe ved Randersvej igen og kunne fortsætte mod mit bestemmelsessted uden yderligere problemer.

På hjørnet ude foran en lampeforretning bemærkede jeg kort, at der stod to mænd og talte sammen. Jeg tog ikke nogen særlig notits af dem andet end, at jeg syntes de så lidt mærkelige ud. Ligesom om, at de ikke rigtig hørte med i gadebilledet, men måske i en anden tidsalder. Da jeg havde fået stillet cyklen fra mig og låst den, kunne jeg høre, at den elektroniske lås på hoveddøren blev udløst, så jeg bare kunne gå ind i opgangen. Jens måtte have fået øje på mig på afstand. Oppe på første sal så jeg, at han havde åbnet sin dør på klem og forsigtigt kiggede ud. Idet han så mig komme op ad trappen, vinkede han mig hen. Døren blev hurtigt låst bag os, da jeg var kommet indenfor.

Vi hilste på hinanden, og mine sko blev parkeret ved et stativ i gangen, inden vi gik ind i det rum, der måtte være hans stue. Jens lignede sig selv, kunne jeg konstatere. Lyst, halvlangt hår og kort fuldskæg. Klædningen var som i studietiden prunkløs med blåternet skovmandsskjorte og blå cowboybukser. Måske var den eneste forandring, at Jens havde lagt sig lidt ud i form af en ølmave, der i profil gav ham et S-formet udseende. Vil du have en øl?, spurgte han. Ja tak, svarede jeg, hvorefter han gik ud og hentede varerne i køleskabet. En halvliters Albani IPA viste det sig. En ganske god øl, hvis man som jeg, kunne lide masser af kraftig humlesmag.

Nå Jens, hvad er der så galt?, spurgte jeg, efter vi havde fået os placeret i hans hjørnesofa. Jeg er bange, sagde han. I går aftes blev jeg truet af to mørkklædte mænd, som kom og ringede på min dør. Jeg aner ikke, hvordan de kom ind i opgangen, men måske en anden beboer har lukket dem ind. De gennemsøgte også min lejlighed, men fandt ikke det, de søgte. Det hele må have noget at gøre med ulykken længere oppe ad Randersvej, for det var kun få timer senere, efter det skete, at de kom forbi. Noget af det de sagde, kan jeg huske, var, at jeg ikke måtte sige noget til andre, om det jeg havde set. Det var faktisk meget mystisk det hele. Jamen, hvad havde du da set, siden de ville true dig til tavshed?, fik jeg indskudt. ''Jo, Thomas, det begyndte med, at jeg var ude og gå en aftentur oppe ved Christiansbjerg, og på vejen hjem kom jeg netop forbi det store område, hvor de skal til at bygge nye boliger. Pludselig lyste et kraftigt skær hele området op, og der hørtes en høj hvislen. Først troede jeg, at der var tale om en meteorit, men kunne så tydeligt se, at det måtte være et brændende fartøj, der styrtede ned. Det ramte køreledningerne og hegnet omkring byggepladsen, inden det pløjede sig ned i en jordbunke. Jeg skyndte mig at løbe ind for at se, om der var nogen, der skulle have hjælp, men man kunne slet ikke se fartøjet længere. Derimod fandt jeg en metalkasse med et underligt blåt, skinnende lys og puttede den ned i min rygsæk. Kort efter var det, at det mest mærkelige skete. Jeg stod nok lidt i skjul inde på byggepladsen, for de to skikkelser jeg fik øje på, ænsede mig overhovedet ikke. De stod ude på vejen ved skinnelegemet, og det var som om, at de tappede energien fra strømkablerne. Mens det foregik, kunne jeg fra mit skjul se, at de nærmest pulserede i den samme blålige farve, som den genstand har, jeg samlede op".

Det lyder da ret uhyggeligt, fik jeg fremstammet. Har du så stadig den mærkelige genstand, du samlede op? Ja, svarede Jens. Jeg kan vise dig den, men den ligger gemt nede i mit tremmerum i kælderen. Jeg drak det sidste af dåseøllen i store drag. Turen over Sverige havde åbenbart været støvet og gjort mig tørstig. Okay lad os gå derned, sagde jeg og rejste mig fra sofaen. Jens kom også på benene igen, men idet han gik forbi stuens vindue, fik han øje på noget nede på gaden, der fik ham til at standse op. Hov, se Thomas, dernede på fortovet. Det er de to fremmede jeg så! Dem der stod med strømkablerne! Er du helt sikker på det? Jens så nærmest bebrejdende på mig, som om jeg anså ham for at være lettere dement. Ja, svarede han lidt efter, og de ser endnu mærkeligere ud i dagslys, synes jeg.

Indgangen til kælderen var en tung, brandsikker dør, som Jens låste op. Lyset tændte automatisk, idet vi begyndte at bevæge os gennem gangen og hen til hans tremmerum. Der var en lidt muggen lugt hernede, og Jens kommenterede det, da han kunne se, jeg skar en grimasse. Ja, der har været lidt oversvømmelse i kælderen for nylig på grund af et kraftigt regnskyl, men de fleste af mine ting står heldigvis oppe på nogle hylder, så de ikke har taget skade. Snart efter låste han op til sit tremmerum. Der så ud til at være bælgmørkt derinde, lige indtil et tykt tæppe, der var lagt over en kasse, blev fjernet. Nu sås et sælsomt blåligt skær, der syntes at danse pulserende hen over rummets vægge. Man følte sig omtrent, som stod man i en krypt med vand belyst nedefra. Jeg tog et kort kig ned i kassen, og kunne nu ane en metalæske, hvorfra det blålige lys strålede ud. Har du nogen idé om, hvad det kan være Jens?, spurgte jeg nysgerrigt, for at få opklaret dette mysterium. Næh overhovedet ikke, svarede han, men én ting er jeg sikker på, og det er, at de to fremmede derude har forbindelse til ufoen og denne lysende genstand. Jens skyndte sig at dække kassen til igen, da jeg foreslog, at tingesten måske kunne være radioaktiv. Han skulle ikke nyde noget. Tværtimod ville han forære den til mig, hvis jeg ville tage den med. Nej tak, sagde jeg. Jeg havde ingen anelse om, hvad det var, og hvad jeg skulle kunne bruge den til.

Vi gik atter op ad trapperne til lejligheden på første sal og satte os igen ind i stuen. Nu har du da fået set Thomas, at min historie ikke er det rene opspind! Du nævnte noget om, at du var blevet truet af to mænd. Er det de to, vi kan se nede på fortovet? Nej svarede Jens hurtigt. De var høje og bredskuldrede begge to med helt kortklippet, lyst hår, og begge var iklædt sorte jakkesæt. Ingen af dem fortalte mig, hvor de kom fra, men jeg gættede på en eller anden efterretningstjeneste. PET eller måske FE. Høflige var de bestemt ikke, og jeg havde nærmest indtryk af, at de opførte sig robotagtigt. Altså på den måde, at hvis man prøvede at stille dem et spørgsmål om, hvor de kom fra, eller hvad de ville, så fik man intet svar. De var heller ikke særlig interesserede i at høre et svar fra mig ud over, at jeg havde forstået budskabet, om ikke at sige noget til andre. Jeg håber bestemt ikke, de har tænkt sig at vende tilbage.

Jens, jeg tror nu ikke, du behøver at være bange, sagde jeg i et forsøg på at trøste ham, men måske du skulle holde lidt lav profil den kommende tid, og sig endelig ikke noget, om det du fandt til andre. Jens nikkede til mig. Forskrækkelsen over truslen fra de sortklædte fyre og de to mærkelige strømslugere, som tilsyneladende stod og ventede nedenfor på et eller andet, havde sat sig grundigt i Jens sind. Det var så slemt, at han dårligt turde gå ud og handle ind. Nå Jens, jeg må hellere komme videre, men ring bare igen, hvis du skulle komme ud for nye hændelser. Med disse ord rejste jeg mig op og tog afsked med ham ude i entréen. På vej ned ad trappen kunne jeg høre, at han hurtigt låste døren igen. Det var nu en mærkelig sag, tænkte jeg, for Jens, som jeg kendte ham, var normalt ikke bange for at sige sin mening. Noget havde imidlertid forandret ham. Ja, det var vel nærmest en diametral modsat udgave af ham, som gemte sig indendørs. Et nervevrag rystende som espeløv, når hans egen skygge kom forbi.

Jeg gik hen og låste min cykel op og kastede samtidig et hurtigt blik på de to fremmede. Da de så mig, var det som om, de fik travlt med at lede efter et eller andet. Det virkede lidt komisk. Måske en påtaget handling, for at det ikke skulle se ud som om, at de holdt øje med alle, der gik ind og ud af bygningen. Fristelsen blev for stor og trækkende med min cykel, gik jeg over gaden og henvendte mig til dem med et dav, hvad leder I efter? Det viste sig, at de talte engelsk. Der var et eller andet bekendt over de to fremmede, men jeg kunne ikke lige sætte fingeren på, hvad det var. Den ene var en høj, ung fyr med kort lyst hår. Han var klædt i et stiligt jakkesæt med vest og et slips i matchende farve. Den anden var lavere og lidt rundere om livet, og han så noget ældre ud med lang åbenstående frakke, hvorunder sås en mørkebrun habit med et stribet slips i rødlige farver. På hovedet bar han en grålig hat med brunligt bånd. Hele hans udseende fik mig til at tænke på, at han var som taget ud af et tressermiljø. Hans ansigtsudtryk var en anelse bistert, mens den yngre mand virkede mere imødekommende. Det var da også den unge, der svarede. På et sprog, der for mig lød som et formfuldendt, ja nærmest akademisk engelsk, sagde han Oh hello, my friend he is looking for his pipe. He seems to have lost it somewhere in the streets.

Han fortsatte med at præsentere sin ven og sig selv, før jeg kunne nå at kommentere, hvad jeg opfattede som en lodret løgn. This is Fred Thursday, and my name is James Hathaway. We have come to visit your magnificent town and to learn more about the habits of the residents. And who might you be? Jeg fik på mit bedste skoleengelsk fremstammet, at jeg hed Thomas Carstensen, og at jeg boede længere ude i den nordlige ende af byen i et område, der hed Risskov. Imens kørte min hjerne for fulde omdrejninger i et forsøg på, at komme i tanke om, hvor det nu var, jeg kendte dem fra. Jeg var så optaget af det, at jeg ikke rigtig hørte, hvad der blev sagt de næste tre-fire minutter. Så pludselig havde jeg løsningen. Det var jo engelske skuespillere fra krimiserier! Men, der var stadig noget galt, for de plejede vist ikke at være med i den samme serie. Det kunne selvfølgelig godt være, at de sammen skulle indspille en ny episode her i byen. Ham der hed Thursday, kunne jeg nu huske, plejede at spille kriminalinspektør i Den unge Morse, mens den unge var assistent for Lewis i serien af samme navn.

Hathaway kiggede på mig, som afventede han et svar, men i stedet sagde jeg I know, that I have seen you two before. You are actors from the series Endeavour and Lewis. Is that not correct? But where is the rest of your crew? Oh yes, svarede Hathaway. That is correct and our crew, they will be here in a few days and in the meantime, we are looking around for the best locations to film. Jeg var nysgerrig efter at få mere at vide i den mystiske sag, så jeg besluttede at invitere de to, tilsyneladende flinke folk, på en øl, så jeg kunne lokke lidt mere information ud af dem. Can I offer you two a beer at a café nearby?, spurgte jeg. Yes thank you very much, sagde de begge i kor.

Det nærmeste sted jeg lige kunne komme i tanke om, var nede i kælderen under Studenternes Hus på Ringgaden, så jeg viste dem over krydset og pegede ned i retning ad Langelandsgade, idet jeg fortalte, at der ikke var så langt at gå. Jeg satsede på, at der var åbent. Heldet var med mig, for knap ti minutter senere sad vi bænket omkring et bord i de hyggelige lokaler i kælderen under Studenternes Hus. Det så ud til, at vi var de eneste gæster denne tidlige eftermiddag. Klokken var efterhånden blevet kvart over et, kunne jeg se på et ur, der hang på væggen.

En høj mand med kraftigt krøllet hår og fuldskæg stod i baren og vaskede glas af. Han hilste venligt på os og spurgte, hvad vi kunne tænke os at smage. Idet han med en armbevægelse fremviste en del af udvalget bag sig, sagde han, at der såmænd var omkring et hundrede forskellige mærker at vælge imellem. Lidt traditionelt bestilte jeg blot tre Blå Thor, som han snart efter serverede sammen med nypudsede glas.

Vi sad og skålede lidt, men ellers var der stille. Der var ikke nogen, der sagde noget de første fem-seks minutter. Jeg besluttede så at tage tyren ved hornene, idet jeg konfronterede de to fremmede med spørgsmål om, hvad de i virkeligheden hed?, hvor de kom fra?, og hvad de ville i byen?, samt hvorfor de havde stået med strømkablerne aftenen før? Hele svadaen blev krydret med konstateringer om, at de jo ikke kom fra Oxford trods deres krimiskuespiller-udseende; at de tydeligvis måtte have noget at gøre med ulykken på Christiansbjerg, og at de vel ledte efter noget andet og vigtigere end en pibe.

Ham, der kaldte sig Hathaway, som hidtil havde ført ordet, fik endelig lejlighed til at svare, da jeg holdt inde med alle mine spørgsmål og beskyldninger. Forinden havde Thursday og Hathaway kigget overraskede på hinanden et kort øjeblik og udvekslede nogle bemærkninger stilfærdigt på et sprog, jeg ikke forstod. Well Thomas, you certainly took us by surprise, but I can assure you, that we are friendly, and we are not here to harm anybody. We both hope, that you will help us finding, what we need. As a friendly gesture, we have a gift for you. Hathaway rakte noget, der lignede et halssmykke til mig. Selve smykket så ud til at bestå af en rund metalskive, som kunne være af sølv, og i midten sås en blålig sten, der udsendte en svag glød. Øh mange tak, fik jeg fremstammet lidt overrumplet. It is a translater Thomas, and if you press the blues tone once, you can turn it on. You can switch it off again in the same way. The device will automatically translate all languages and also our native tongue.

Jeg prøvede at trykke på den blå sten, og den lyste nu lidt kraftigere op. Hathaway spurgte nu, om jeg forstod, hvad han sagde. Ja, svarede jeg, det fungerer perfekt. Jeg var ikke klar over, hvilket sprog han talte nu, men for mig lød det som et formfuldendt rigsdansk. Thomas, fortsatte Hathaway, mens vi har siddet her og drukket øl, har jeg tilladt mig at skanne dig. Eller rettere sagt dine tanker. Jeg har nemlig en telepatisk evne, som hjælper mig med at bedømme dem, jeg møder på min færd, og disse evner kan jeg også bruge til at overtale andre til at gøre noget for mig. Det er ret praktisk, især hvis vi skulle komme i problemer. Jeg kan mærke, at du er en oprigtig ung mand med hjertet på rette sted, hvilket du jo viser ved at hjælpe dine venner. Vi kunne godt bruge din hjælp til af finde det, vi søger, og vi håber, du vil med på vor videre rejse? Jeg lover, at jeg ikke vil bruge mine evner på dig fremover, hvis du fremskaffer det, jeg fornemmer, at du så hos din kammerat. Det tilhører nemlig os. Til gengæld skal vi nok fortælle mere om os selv undervejs. Hvis du går hen til din ven igen og henter det, så bliver vi her imens og smager på lidt mere af varerne.

Eftersom Jens alligevel ville forære mig tingesten, så jeg ikke noget problem i at gå tilbage og hente den. Jeg drak ud og rejste mig med ordene okay, så vil jeg prøve at få fat i min kammerat. Jeg er nok tilbage, inden der er gået en halv time. Farvel så længe. Ude igen på Ringgaden skyndte jeg mig, i den forkerte side af vejen, at cykle hen mod krydset ved Randersvej. Der var heldigvis et bredt fortov ved siden af cykelstien, så jeg ikke risikerede at køre ind i nogen. Ved fodgængerfeltet stod jeg af cyklen og nåede lige at løbe over for grønt lys, trækkende cyklen med mig. Vel ovre på den anden side, måtte jeg lige stå stille lidt og få pusten igen, inden turen gik videre op mod Stjernepladsen. Da jeg nåede frem, satte jeg cyklen fra mig op ad muren og låste den. Jeg måtte hellere prøve at ringe til Jens, før jeg trykkede på knappen ud for hans navn på adressetavlen. Han ville, i sin svækkede sindstilstand, ganske sikkert ikke åbne døren, hvis han ikke vidste, at det var mig.

Heldigvis tog han telefonen, og da jeg havde præsenteret mig, fik jeg sagt, at jeg alligevel gerne ville hjælpe ham af med den mystiske genstand, han havde gemt i kælderen. Dørlåsen summede, og jeg skyndte mig indenfor. Igen havde han åbnet sin hoveddør på klem, idet jeg kom gående op ad trappen. Denne gang kom han imidlertid ud og låste sin dør, og uden at veksle ét eneste ord, gik vi nu ned i kælderen. Før han låste sit tremmerum op, kiggede han sig undersøgende omkring for at sikre sig, at der ikke stod nogen på lur. Der var ingen andre i nærheden, så han vovede sig nu ind i rummet og trak tæppet til side, som dækkede over kassen med det blålige lys. Værsgo sagde han kort og tydeligvis lettet over at slippe af med genstanden. Jeg skyndte mig at putte den ned i min rygsæk, så den ikke ville tiltrække sig opmærksomhed for nysgerrige blikke. Nu kan du forhåbentligt slappe mere af og sove godt om natten, sagde jeg til ham. Han nikkede blot, men jeg kunne mærke, at han nu virkede mere rolig. Vi fulgtes op til udgangen, hvor vi tog afsked med hinanden. Jens løb hurtigt op til sin lejlighed og låste sig ind. Mens jeg var på vej ud ad døren, hørte jeg hans hoveddør smække højlydt. Nu var han atter i skjul, tænkte jeg.

Idet jeg gjorde mig klar til at cykle fra stedet, fik jeg ud af øjenkrogen lige et kort glimt af to mørkklædte skikkelser, der stod ved lampeforretningen. Min intuition fortalte mig, at de to mænd ikke lige lignede nogen, der kiggede på lamper. De var i øvrigt helt ens klædt og bar også mørke solbriller. Et kort øjeblik kunne jeg mærke en isnende fornemmelse, og hårene rejste sig i nakken. Kunne det mon være de to, der havde truet Jens? Var de vendt tilbage, for at få fat i ham igen? Tankerne fløj hurtigt gennem mit hoved, mens en lille alarmklokke fortalte mig, at jeg nok hellere måtte se at komme af sted. Hurtigt vendte jeg om og begyndte at cykle op ad Funch Thomsens Gade i den stik modsatte retning af den, jeg egentlig skulle have været. Bag mig nåede jeg at høre et råb og fornemmede, at nogen løb efter mig. Stop! blev der råbt flere gange, men jeg skulle ikke nyde noget.

Ved den næste tværvej drejede jeg til højre og fulgte Finsensgade, indtil jeg kom hen til en lille sti ved Herambsgade, der førte mig over til Jens Chr. Skousvej. Herfra kunne jeg komme ned til Nordre Ringgade. Mit hjerte bankede, og samtidig følte jeg, at adrenalinen pumpede i mine årer. Angst for, at de to mørkemænd ville kunne få øje på mig, når jeg passerede krydset ved Randersvej, besluttede jeg at køre endnu en omvej. Et mindre kryds længere oppe ad Ringgaden på den anden side af Nobelparken førte mig over Ringgaden, og via endnu en sti kom jeg frem til Barthsgade. Her skyndte jeg mig at cykle ned ad gaden, så hurtigt jeg kunne og fulgte den videre, hvor den gik over i Peter Sabroes Gade. Det føltes, som tog det en evighed, men nåede dog snart frem til Nørre Boulevard og senere Vennelyst Boulevard.

Jeg følte mig først sikker, da jeg ad Bartholins Allé var nået ind i Universitetsparken og efter en større rundtur i den, nåede jeg endelig frem til Det Kongelige Bibliotek. Hver gang jeg så navnet på biblioteket, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor det dog ikke længere måtte hedde Statsbiblioteket. Det havde det jo ellers heddet i al den tid, jeg havde kendt det. Cyklen blev nu sat ved et stativ i aflåst tilstand, og jeg løb herefter ind i parken igen og fandt bagsiden af universitetets hovedbygning. Herfra vidste jeg, at der i kælderen fandtes en gang under Ringgaden. Så hurtigt jeg kunne uden at vække opsigt, gik jeg gennem den underjordiske gang og kom op lige i nærheden af Studenterbaren.

De to fremmede sad der heldigvis endnu, men bordet var næsten ikke til at se for alle de flasker, der stod på det. Jeg satte mig forpustet ned. Hathaway så lidt bekymret på mig, hvorefter han skubbede en kold øl over til mig. Han behøvede ikke gøre brug af sine specielle evner, for at kunne se, at jeg var ganske tørstig. Nå Thomas, sagde han. Vi var ved at blive bekymrede, for der er gået mere end en time, siden du gik herfra. Fik du fat i vores ejendom? Jeg nikkede, og da jeg havde fået de første par slurke, fik jeg sagt undskyld for forsinkelsen, men at der var sket noget ubehageligt. De lyttede begge med stigende bekymring til min beretning og beskrivelsen af de to mænd, der ville have fat i mig.

Da jeg var færdig med at fortælle, hvad der var hændt, talte de kort sammen. Det lod til, at de hurtigt blev enige om noget. Hathaway sagde herefter, at det var det helt rigtige, jeg havde gjort, og at vi måtte søge at holde os så langt væk fra de to mørkklædte folk som muligt. Han havde hørt om lignende historier før, men vidste heller ikke, hvem de to kunne være, eller hvem de arbejdede for. Det var under alle omstændigheder nok et lyssky foretagende.

Under min beretning sad Thursday og brummede adskillige gange, men nu henvendte han sig til mig for første gang. Thomas, jeg tror det er sikrest, at vi fortrækker til et andet sted. De to mænd du har mødt, er sikkert på udkig efter både dig og os, så hvad siger du til, at vi finder et sted at spise noget? Joh, svarede jeg lidt beklemt i håbet om, at de to fremmede også betalte, for med alt det, de havde drukket den seneste times tid, kunne det godt blive en dyr affære.

Hathaway satte et stort overlegent grin op efterfulgt af et bare rolig Thomas, vi skal nok betale både for drikkevarerne her og for maden det andet sted, vi finder. Således beroliget takkede jeg ja til indbydelsen. Mens han bad Hathaway sørge for "betalingen, spurgte Thursday, om jeg kendte et godt sted i nærheden? Normalt ville jeg tænke på at finde et sted på Trøjborg, da det lå nærmest, men det ville kræve, at vi igen skulle over vejen oppe ved Randersvej, og det var ikke et sted, vi skulle opsøge foreløbig. Derfor valgte jeg i stedet for, at vi skulle følge Langelandsgade ned mod Øgadekvarteret. Jeg kan komme i tanke om et sted, der hedder Den Lille Kro. Den ligger på et hjørne af Nørre Allé. Det tager nok omkring en halv times tid at gå derhen, men af sikkerhedsmæssige grunde vil jeg foreslå, at vi går den samme vej, som jeg kom. Altså, at vi følger den underjordiske gang over til det sted, jeg satte min cykel".

Hathaway fik hurtigt "klaret" betalingen, og det var først langt senere, det gik op for mig, at det med at betale, var en by i Rusland. Mens jeg cyklede omveje i byen, havde Hathaway nøje studeret bartenderen og vidste nu, at han nemt kunne påvirkes, ved at sende et mentalt budskab. Vi rejste os fra bordet og gjorde klar til at tage af sted. Mine nye venner havde begge en stor taske, som de hankede op i. De så tunge ud, så jeg blev lidt nysgerrig efter at høre, hvad de rummede, og i det hele taget efter at høre mere om deres historie. Endnu havde de intet fortalt mig.

Ankommet til Det Kongelige Bibliotek, fandt jeg atter min cykel og fik ledt de to andre ud til Langelandsgade. Vi fulgte gaden et godt stykke ned mod byens centrum. Thursday bemærkede på et tidspunkt, at vejen da levede godt op til navnet, når den var så lang. Han var nok ikke vant til at gå ret langt, tænkte jeg. Hans humør syntes også at svinge en del, for ind imellem kom nogle umotiverede udbrud i form af en utilfreds brummen. Hathaway grinte bare og sagde, at humøret nok skulle stige, når de igen fik lejlighed til at tanke energi. Det fik mig til at komme med en bemærkning om, at de nok skulle holde fingrene fra stikkontakterne, når vi kom ind på kroen. Jeg fik et stort smørret grin som svar. Fremme ved Sejrøgade drejede vi til venstre og fulgte den, indtil vi nåede Grønnegade på vores højre hånd. Nu er der ikke langt igen. Vi skal bare følge vejen ned til Nørre Allé, og så ligger kroen lige på den anden side af vejen. Den ligger dernede til venstre, pegede jeg.

Selvom jeg havde boet i byen i mange år, havde jeg aldrig været på Den Lille Kro, og mit kendskab til den var begrænset til dét, man kunne læse på nettet. Det vil sige, jeg havde en forventning om dansk mad med masser af kartofler og sovs. Endelig fremme ved Nørre Allé kunne vi se, at døren stod åben ud til gaden. Hjørneejendommen så lidt trist ud udefra klædt i sin lysegrå farve, men jeg må indrømme, at jeg blev positivt overrasket, da vi først var kommet indenfor.

Der var ganske hyggeligt i lokalet, som rummede både små runde eller firkantede borde med nogle svungne gule træstole og lange rækker af borde med enten sorte eller blåpolstrede stole. Alle bordene var dækket af fine hvide duge, og den hyggelige stemning understregedes af et trægulv med små ægte tæpper. Man følte sig hensat til bedstemors stue, idet en mængde skilderier hang tæt sammen på nogle af væggene, mens der andre steder var opsat amagerhylder og diverse spejle. Mængden af forskellige stoletyper og de tæthængende malerier samt rækken af fotografier fik mig til at tænke på Café Smagløs ovre på Klostertorv.

Jeg foreslog, at vi satte os bagerst i krostuen, så vi kunne overskue stedet uden for mange lyttende ører omkring os. En venlig servitrice smilede til os, da vi gik forbi bardisken og satte os ved et rundt bord længst nede i højre side af rummet. Kort efter, at vi havde fået os anbragt, kom hun ned med nogle menukort og spurgte, hvad vi ønskede at drikke? Tilfældigvis havde jeg på deres hjemmeside set, at de havde en øl, der hed Krofatteren, som var brygget hos Syndikatet. Der stod vist også, at det var en ale til dansk mad, så det måtte afprøves. Der var ikke ret mange gæster, så betjeningen gik hurtigt, og snart efter stod der tre Krofatter-flasker foran os.

Mine to venner kastede sig straks over menukortets udvalg, mens jeg sad lidt og betragtede interiøret og betjeningen. Servitricen var klædt i en hvid skjorte med sorte ærmestropper og et stort brunt læderforklæde, der gik ned til midt på lårene. Hun stod kort og talte med en mand i baren. Han var klædt på samme måde, men havde en lille grålig kasket på hovedet. Jeg antog, at han var krofatteren, men han så nu ikke ud til at være ældre end et sted i trediverne.

Uden at have gransket menukortet, havde jeg allerede besluttet mig for at bestille en wienerschnitzel med brasede kartofler og rigeligt med bearnaisesovs til vel vidende, at den sovs normalt ikke hørte med til retten.

Hathaway og Thursday bestilte det samme. Til at starte med, skulle det vise sig. Mens vi forventningsfuldt ventede på maden, smagte vi på alen og skålede med hinanden. Hvornår vil I have genstanden?, spurgte jeg. Jeg tror, vi venter, til vi kan tage imod den uden at nogen kan se os, svarede Hathaway. Okay, sagde jeg, men sig mig, hvad hedder I egentlig rigtigt? Det fik I aldrig fortalt mig. Det var Thursday, der nu tog ordet og præsenterede dem. Jeg skal gerne fortælle dig vore navne, men for nemheds skyld, skal vi nok finde på en forkortelse. Jeg hedder Phluxiranagalitateletrax, men kald mig bare Phlux, og den unge herre her er Plaxophonapanadix alias Plax. Det var da nogle sjove navne, røg det ud af mig. Og har de så en bestemt betydning? Phlux fortsatte med at forklare, at Phluxiranagalitateletrax etymologisk kunne tydes, som vinden der kærtegner trætoppene oppe på bjerget i vor verden. Trax kan oversættes med verden eller planet. Og Plaxophonapanadix kan tolkes, som Den bølgende marks smil kommer dig i møde. Panadix kan betyde et imødekommende smil eller kærtegn, men kan også have andre betydninger.

Jeg nåede ikke at spørge om, hvorfra de kom?, for vi blev nu afbrudt af servitricen, der kom med vores bestillinger. Det var en kæmpe portion, hvor kødet, kartoflerne og ærterne hver især fyldte en tredjedel af tallerkenen. Sovsekanden blev anbragt ved siden af, så vi selv kunne dosere. Der skulle rigeligt på af den. Wienerschnitzel pyntet med citronskive, peberrod, kapers og en lille benfri sild i form af en ansjos, dét var lige det, jeg trængte til. Det er nogle gange mærkeligt, hvad man pludselig kan komme i tanke om. Således ihukom jeg, at jeg et eller andet sted havde læst, at den form for pynt på en wienerschnitzel herhjemme kaldtes for, at kødet toppes med dreng. Et mærkeligt udtryk, der fortabte sig i historiens tåger. Vist noget med at associere den benfri sild med små, slatne Wienerdrenge, som kom til landet efter første verdenskrig. Det varede imidlertid ikke længe, inden pynten var godt blandet sammen med alle de andre ingredienser, og der hørtes en sagte smasken kun afbrudt indimellem, når øllet blev hældt ned.

Portionen mættede godt, ligesom flere øl også fyldte godt op i maven, så da den sidste bid røg ned, nøjedes jeg med at bestille en kop kaffe. Der var ikke rigtig plads til mere, fornemmede jeg. Det var derfor med nogen undren, jeg hørte Plax bestille to styk af kroens bøfsandwich. Jeg tog fat igen i menukortet og læste beskrivelsen af den mad, de lige havde bestilt. Der stod, at en hakkebøf på 300 gram serveredes i en sprød bolle, der var smurt i ramsløgssmør. Desuden indeholdt den spejlæg, syltet rødbede, ketchup, remoulade, sennep, forårsløg, ristede løg, bløde løg og friterede løg. Det hele var til sidst garneret med brun sovs og purløg. Ovenikøbet nævntes det, at sovsen hang ved.

Endnu en mægtig portion blev bragt ind, og beskrivelsen svarede ganske godt til det resultat, vi kunne betragte. Bøfsandwichen var så stor, at den ville være væltet ud over tallerkenen, hvis ikke den blev støttet af en form for spid, der var stukket ned igennem den. Den brune sovs glinsede tykt ned ad siden og badede den nederste del af bollen i en hel sø. Det var da et måltid, der måtte sætte sig på sidebenene, tænkte jeg, og Phlux og Plax måtte jo have en gevaldig appetit.

Midt i bøfspiseriet fik Plax kort lejlighed til at spørge mig, om hvad jeg lavede til daglig. Jeg fortalte, at jeg havde læst statskundskab på universitetet i byen, men at jeg desværre var uden et job for tiden. Nå, sagde han, men så skulle det jo ikke være noget problem at rejse sammen med os. Som vi talte om tidligere, så kan vi godt bruge en fyr som dig til at hjælpe med, at finde de andre genstande, som vi mangler. Der mangler nemlig yderligere syv af samme slags, som den du har i din rygsæk. Og jeg er bange for, at de ikke alle er lige så nemme at få fat i, tilføjede han. Jeg tænkte lidt over hans forslag, men sagde så til sidst, at jeg da gerne ville hjælpe dem, hvis det var i min magt. Okay., lød det glad fra Plax, idet han sendte mig et stort grin med den brune sovs dryppende fra hagen. Vi kan planlægge mere, når vi finder et mere roligt sted. Du kender måske et sted, vi kan være imens? Øh, fik jeg fremstammet. Du mener måske et hotel, hvor I kan overnatte? Ja, det bliver nok sådan noget, nikkede han. Gerne det bedste du kan finde og ikke for langt væk.

Mens de to andre, stadig sultne, spiste videre, greb jeg min mobil og fandt ruten frem til Hotel Royal på Store Torv. Det var lige det hotel, jeg kunne komme i tanke om, hvis det skulle være fint og tilmed dyrt. Jeg holdt skærmen op, så Plax kunne se mit forslag og hvor langt borte det lå. Hvad siger du til dette hotel Plax? Det ligger ifølge rutebeskrivelsen ca. 700 meter herfra, og vi skal bare gå gennem Vestergade og Klostergade, så kommer vi hen til det. Det lyder godt, mumlede han med mad i munden.

Efter endnu en stor slurk øl spurgte han interesseret til min mobiltelefon. Thomas, det er da en smart ting, du har der. Hvad kan den ellers ud over at finde vej rundt? Nåh, svarede jeg. Det er en mobiltelefon. Vi bruger den til at ringe til hinanden eller at skrive beskeder, og den kan selvfølgelig også gå på internettet. Ja du kan såmænd også streame film via det. Den har også gps, så man nemt kan finde ud af ethvert sted, man befinder sig. De kaldes også for smartphones. Har du hørt det Phlux, man kan se film på den, sagde Plax begejstret. So ein ding müssen wir auch haben. Thomas, kan du ikke skaffe sådan et apparat til hver af os? Jo, det er ikke svært, svarede jeg. Vi kan da bare gå forbi en telebutik på vejen til hotellet, når vi er færdige her.

Det viste sig nu at vare mindst en time længere, før Phlux og Plax indstillede spiseriet, eller jeg skulle måske kalde det æderiet. De måtte enten have en gevaldig fordøjelse eller store maver, siden de kunne klare at spise så mange retter. Før vi gik, klarede de også lige at konsumere store portioner af pandekager med is og syltetøj samt gammeldags æblekage med flødeskum.

Som kronen på værket bestilte de en stor cognac, der røg ned lidt for hurtigt for min smag. Langt om længe tørrede Phlux sovsen af munden, og bad Plax om at sørge for "betalingen. Da vi rejste os, følte jeg det som om, de øvrige gæster holdt øje med os. Det måtte have vakt opsigt, at de to havde spist så meget. Ja nærmest pinligt, tænkte jeg. Så kan vi godt drage videre, sagde Plax fornøjet, mens krofatteren stod og bukkede bag disken helt ør, efter at have modtaget besked fra Plax. Nå Thomas, lad os så finde den telebutik", lød det muntert fra Plax. De virkede begge til at være i godt humør.

Vi kom til at gå en lidt anden vej end først planlagt, men knap ti minutter senere havde vi passeret Magasin og gik over Åboulevarden, for at komme op på Strøget, og yderligere fem minutter senere kunne vi få øje på Telenors blålige triskele-agtige logo uden for butikken. En ekspedient havde travlt med at vejlede et par kunder, så vi trak et nummer ved indgangen og gav os til at kigge på udvalget af smartphones, mens vi ventede på, at det skulle blive vores tur. Jeg kunne ikke dy mig, da jeg fik øje på en mindre, grå telefon, og henvendt til Phlux, sagde jeg drillende: Se Phlux, en seniorvenlig klaptelefon – det står der på skiltet. Som svar blev jeg mødt af en faretruende brummen. Plax viskede mig i øret, at Phlux såmænd var den af dem, der vidste mest om forskellige elektroniske apparater, så min bemærkning var ikke helt velanbragt. Jeg lod nu som ingenting og fulgte min fadæse op, med at foreslå dem en af LG-modellerne. Phlux kiggede kort på udvalget af LG'erne, hvorefter han sagde, okay vi tager to styk af den der hedder Velvet 5G, 128 gb Aurora Grey. Den lyder da til at være smart. Og også én af de dyreste, indskød jeg. Ikke noget problem, tilføjede Phlux.

Vores nummer kom nu op på en skærm, og vi henvendte os derfor ved en skranke længst inde i butikken. Her stod en ung ekspedient klar til at hjælpe os. Han virkede en kende smart i sin reaktion, syntes jeg, idet jeg sagde, at vi ønskede at købe to telefoner af mærket LG og modellen Velvet. Ja, det er også et godt valg, sagde han, og vi har netop tilbud på den med abonnement. Mine to venner her ønsker at betale kontant, da de snart skal rejse udenlands, og de har deres eget abonnement derhjemme, løj jeg. Den unge ekspedient forsøgte alligevel at prakke et abonnement på os, men jeg insisterede på, at det skulle være kontant. Jamen, så kan vi ikke sælge den på tilbud, sagde han nærmest hændervridende, men det må I jo selv om, hvis I vil betale den fulde pris. Det vil vi, fastholdt jeg, men du kan til gengæld sørge for et telefonnummer og et midlertidigt internet abonnement. Desuden må du gerne klargøre telefonerne med SIM-kortet.

Ekspedienten nikkede og gik derefter i gang med at gennemføre de nødvendige digitale salgsprocedurer. Phlux og Plax fik udpeget det mobilnummer, de ønskede, og SIM-kortene anbragtes i en lille skuffe på telefonens ene side. En medfølgende PIN-kode blev derefter indtastet. Til slut fremviste ekspedienten telefonens funktioner, og en lille mappe med de vigtigste papirer blev udleveret. Nu manglede bare betalingen. Phlux bad nu Plax "ordne" den sag på den sædvanlige måde. Således beriget med to splinternye smartphones til en samlet værdi á ca, 8.500 kr., forlod vi nu butikken.

Ude på Strøget igen sagde Plax lavmælt til mig, at han regnede med, at der ville gå to-tre dage, inden de ville finde ud af, hvad der var foregået. Til det svarede jeg, at i så fald burde de nok sørge for, at slå gps-funktionen fra i telefonen, så man ikke kunne spore, hvor de befandt sig, Desuden kunne de jo overveje at ringe, ved at anvende et taletidskort. Bare rolig Thomas, jeg er sikker på, at Phlux nok skal fikse de nye telefoner, så de ikke kan spores. Han er faktisk en sand elektronikmester.

Vi gik nu tilbage ad Søndergade over Sankt Clemens Bro, til vi endte ved domkirken på Store Torv. På tårnuret kunne jeg se, at det var ved at være sidst på eftermiddagen. Jeg pegede på den store, hvide bygning over for domkirken og oplyste dem om, at det var hotellet, vi havde udset os. Det ser jo storartet ud, udbrød Phlux. Lad os gå ind og se, om der er ledige værelser. Lidt længere fremme kunne vi se, at hovedindgangen bar præg af et stort halvbueformet, gennemsigtigt tag støttet af mørke stivere. Forneden samledes de i tre søjler udformet som nogle figurer, hvis gedebukkehoveder kronedes af en guldkugle øverst. Det var sikkert et glastag, de støttede, tænkte jeg, men det kunne i princippet også godt være af plast. En kort rød løber på fortovet bød os velkommen. Interessant, udbrød Plax. Der er også et kasino. Ja, svarede jeg, men lad nu være med at spille jeres formue op. Et eller andet sted havde jeg på fornemmelsen, at mine to venners besøg nærmere ville være et problem for kasinoet end omvendt.

Inden vi gik indenfor, havde jeg på min mobil fundet lidt data frem om stedet. Se her, sagde jeg. De skriver, at det ligger i en statelig bygning fra 1838, og at det rummer elegante værelser fyldt med originale kunstværker. Desuden er der en restaurant, der hedder Atrium, foruden både en bistro og en café. Plax lagde begejstret mærke til, at der også var andre faciliteter. Man kan også bestille roomservice til værelserne, som endvidere er udstyret med gratis internet, fladskærms-tv og ikke mindst minibar. Jeg er sikker på, at vi vil kunne lide dette sted. Han lød nærmest som en dreng, der har fået udleveret en stor slikpose.

Indenfor blev vi modtaget af en ung kvindelig receptionist, som næsten var halvt skjult bag en stor computerskærm. På venstre hånd sås en stor trappe beklædt med et rødmønstret tæppe og træpaneler i samme farver. Ved siden af trappen sås en stor elevator med ordet Elevator udformet i store gyldne bogstaver øverst. Store lysekroner hang tungt ned fra loftet og gav sammen med stukloftet rummet et eksklusivt præg. Receptionisten spurgte venligt, om vi på forhånd havde booket et værelse online?, men da det ikke var tilfældet, måtte hun lige tjekke, om der var nogle, der var ledige. Det skulle vel ikke være muligt at booke en suite?, sagde Plax på sit mest formfuldendte engelsk. Mindre kunne åbenbart ikke gøre det, tænkte jeg. Fint skulle det være.

Heldet var åbenbart med dem, for efter at alle formalia var overstået, fik Phlux og Plax udleveret en temmelig stor messingnøgle til en suite på første sal. Det var ikke lige sådan en nøgle, man kunne gemme i sin lomme. Med hver sin taske gik de nu op ad trappen og fandt snart frem til suiten. Jeg fulgte nysgerrigt trop bag dem. Det var fine forhold med bordeauxfarvede vægge, bløde tæpper på gulvet og klassiske malerier på væggene. I den ene ende af rummet kunne man sætte sig i et sofaarrangement af cremefarvede lædermøbler, mens en stor dobbeltseng fyldte godt op i et tilstødende værelse. Fra suitens hovedrum var der udsigt til domkirkepladsen.

Vi satte os hen i sofaen og læderstolene,