Falske værdier

By Lee Child

Velkommen til Margrave, Georgia – men bliv ikke alt for knyttet til stedet. Byens beboere er enten involveret i en farlig sammensværgelse, eller med hastige skridt på vej mod den sikre død … eller begge dele.

Det er ikke en varm velkomst, der venter Jack Reacher, eks-militærmand, da han står af en Greyhound-bus i sydstatsbyen Margrave. Inden for kort tid arresteres han og anklages for mord.

Det eneste Jack Reacher ved med sikkerhed er, at han ikke har slået nogen ihjel. I hvert fald ikke for nylig. Og slet ikke i Margrave. Men politiet har øjenvidner, der placerer ham på gerningsstedet.

Da det viser sig, at mordet, der er blevet begået, alligevel angår ham personligt, må han søge hjælp hos de eneste to, han kan stole på i den korrupte by. For selve byens fundament er bygget på en udspekuleret ondskab. En ondskab med rødder så dybe, at den er svær at stoppe. Men Jack Reacher har tænkt sig at prøve.

• Language: Dansk
• Publisher: Jentas
• Release date: Sep 23, 2021
• ISBN: 9788771075625

Lee Child

Lee Child is one of the world’s leading thriller writers. He was born in Coventry, raised in Birmingham, and now lives in New York. It is said one of his novels featuring his hero Jack Reacher is sold somewhere in the world every nine seconds. His books consistently achieve the number-one slot on bestseller lists around the world, and have sold over one hundred million copies. Two blockbusting Jack Reacher movies have been made so far. www.LeeChild.com  

Book preview

DK-ISFOLKET_12_stor.jpg

Udkommet af Lee Child

Af Forlaget Jentas

- Falske værdier #1

- 61 timer

- Værd at dø for

- Ingen vej tilbage

- Den rette mand

- Rent personligt

- Hårdt prøvet

Falske værdier

Lee Child

Falske værdier

Originalens titel: Killing Floor

Copyright © Lee Child, 1997

Copyright © Katrin Agency, 2018

Oversættelse: Michael Alring, © Jentas A/S

Sats: Jentas A/S

Omslag: Jentas A/S

Jentas A/S

ISBN 978-87-7107-562-5

www.jentas.dk

www.facebook.com/forlagetjentas

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen­, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af © Jentas A/S.

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Published by agreement with Darley Anderson Literary Agency.

Et

Jeg blev anholdt i Enos landevejsrestaurant. Klokken var 12. Jeg spiste æg og drak kaffe. En sen morgenmad, ikke frokost. Jeg var våd og træt efter at have gået langt i den kraftige regn. Hele vejen fra motorvejen til udkanten af byen.

Landevejsrestauranten var lille, men lys og ren. Splinterny, bygget så den lignede en ombygget jernbanevogn. Smal, med en lang disk i den ene side og køkkenet bagved. Båse langs den anden væg. En døråbning, hvor den midterste bås skulle have været.

Jeg sad i en bås ved et vindue og læste i en efterladt avis om valgkampagnen for en præsident, jeg ikke stemte på sidste gang og heller ikke ville stemme på denne gang. Udenfor var regnen hørt op, men dråberne perlede stadig på græsset. Jeg så politi­bilerne køre ind på den grusbelagte parkeringsplads. De kørte stærkt, og gruset knasede, da de standsede. Røde og blå udrykningsblink i regnen på mit vindue. Dørene blev slået op, og politi­folkene sprang ud. To fra hver bil, med våbnene fremme. To revolvere, to haglgeværer. Det her var noget, de tog alvorligt. En revolver og et haglgevær løb om bagved. En af hver stormede døren.

Jeg sad bare og iagttog dem. Jeg vidste, hvem der var i restauranten. En kok ude bagved. To servitricer. To gamle mænd. Og mig. Denne operation gjaldt mig. Jeg havde været i byen mindre end en halv time. De fem andre havde sikkert været der hele deres liv. Hvis der havde været et problem med en af dem, ville en pinligt berørt overbetjent være kommet sjokkende. Han ville være undskyldende. Han ville mumle. Han ville bede dem komme med på stationen. Så de svære våben og hastværket gjaldt ingen af dem. Det var mig. Jeg skovlede æg i munden og lagde en femmer under tallerkenen. Foldede den efterladte avis til et kvadrat og puttede den i frakkelommen. Holdt mine hænder over bordet og tømte min kop.

Fyren med revolveren blev ved døren. Han knælede. Han holdt våbnet med begge hænder og sigtede på mit hoved. Fyren med haglgeværet nærmede sig. De var slanke og i god form. Pæne og ordentlige. Lige efter bogen. Revolveren ved døren kunne dække rummet med en rimelig præcision. Haglgeværet ville på tæt hold sprøjte mig ud over hele vinduet. Det omvendte ville have været en fejl. Revolveren kunne ramme ved siden af i en nærkamp, og et skud på lang afstand fra haglgeværet ville ikke bare dræbe mig, men også betjenten, der foretog anholdelsen, og den gamle mand i den bageste bås. Foreløbig gjorde de det rigtige. Ingen tvivl om det. De havde fordelen. Det var der heller ingen tvivl om. Jeg var fanget i den snævre bås. Jeg var lukket inde, så jeg kunne ikke gøre noget særligt. Jeg lagde mine hænder på bordet. Betjenten med haglgeværet kom hen til mig.

Politi! Forhold Dem roligt! skreg han.

Han skreg, så højt han kunne. Udløste sin anspændthed og prøvede at skræmme mig. Lige efter bogen. Masser af lyd og raseri for at skræmme målet. Jeg løftede mine hænder. Fyren med revolveren bevægede sig ind i rummet. Fyren med haglgeværet kom nærmere. For nær. Deres første fejl. Hvis jeg havde været nødt til det, kunne jeg have kastet mig frem og tvunget haglgeværet opad. Et skud i loftet, måske, og en albue i ansigtet på betjenten, og så havde jeg haft haglgeværet. Fyren med revolveren havde gjort sin vinkel mindre og kunne ikke risikere at ramme sin makker. Det kunne have gået galt for dem. Men jeg sad bare med hænderne i vejret. Fyren med haglgeværet skreg stadig.

Ud på gulvet! skreg han.

Jeg gled langsomt ud af båsen og rakte mine håndled frem mod betjenten med revolveren. Jeg ville ikke ned og ligge på gulvet. Ikke for de her bondekarle. Ikke om så de kom med hele styrken med artilleri.

Fyren med revolveren var overbetjent. Han var ret rolig. Haglgeværet holdt mig dækket, mens overbetjenten stak revolveren i hylsteret og tog sine håndjern fra bæltet og klikkede dem på mine håndled. Backup-holdet kom ind gennem køkkenet. De gik rundt om disken. Anbragte sig bag mig. De visiterede mig. Meget grundigt. Jeg kunne se på overbetjenten, at de rystede på hovedet. Ingen våben.

Hver af backup-fyrene tog en albue. Haglgeværet holdt mig stadig dækket. Overbetjenten trådte hen foran mig. Han var en kompakt, atletisk hvid mand. Slank og solbrændt. På min alder. På navneskiltet over brystlommen stod der ‘Baker’. Han så op på mig.

De er anholdt for mord, sagde han. De har ret til at lade være med at udtale Dem. Alt hvad De siger, kan blive brugt som bevis mod Dem. De har ret til at lade Dem repræsentere af en advokat. Hvis De ikke har råd til en advokat, vil staten Georgia stille en til rådighed gratis. Forstår De disse rettigheder?

Det var en fin gengivelse af mine rettigheder i henhold til Miranda-dommen. Han talte tydeligt. Han læste det ikke op fra et kort. Han talte, som om han vidste, hvad det betød, og hvorfor det var vigtigt. For ham og for mig. Jeg reagerede ikke.

Forstår De Deres rettigheder? spurgte han igen.

Heller ikke denne gang reagerede jeg. Lang tids erfaring havde lært mig, at absolut tavshed er det bedste. Sig noget, og det kan blive fejlhørt. Misforstået. Fejlfortolket. Det kan få dig dømt. Det kan få dig dræbt. Tavshed bringer betjenten ud af balance. Han er nødt til at fortælle, at man har ret til at lade være med at udtale sig, men han hader det, hvis man udnytter den ret. Jeg blev anholdt for mord. Men jeg sagde ingenting.

Forstår De Deres rettigheder? spurgte Baker igen. Taler De engelsk?

Han var rolig. Jeg sagde ingenting. Han forblev rolig. Han besad den ro, som en mand besidder, når det farlige øjeblik er overstået. Han ville bare køre mig på stationen, og så ville jeg være en andens problem. Han så på sine tre kolleger.

Okay, notér, at han ikke har sagt noget, gryntede han. Lad os komme af sted.

Jeg blev ført hen mod døren. Ved døren formerede vi en enkelt række. Først Baker. Så fyren med haglgeværet, der gik baglæns med det store, sorte løb rettet mod mig. På hans navneskilt stod der ‘Stevenson’. Han var også en hvid mand af middelhøjde i god form. Hans våben lignede et afløbsrør. Rettet mod min mave. Bag mig var backup-fyrene. Jeg blev skubbet gennem døren med en flad hånd i ryggen.

Uden for på parkeringspladsen var det varmt. Det måtte have regnet hele natten og det meste af formiddagen. Nu brændte solen, og jorden dampede. Sædvanligvis ville det her være et støvet, varmt sted. I dag dampede det med den vidunderlige berusende aroma af våd jord under en varm middagssol. Jeg stod med ansigtet rettet mod solen og trak vejret dybt, mens betjentene omgrupperede sig. En ved hver albue til det korte stykke vej til patruljevognene. Stevenson var stadig oppe på mærkerne med sin pumpgun. Ved den første bil gik han et skridt tilbage, da Baker åbnede den bageste dør. Mit hoved blev skubbet ned. Jeg blev puffet ind i bilen med et nydeligt hofteskub af den venstre backup-mand. Godt udført. I en by så langt fra alting var det helt sikkert resultatet af en masse træning frem for en masse erfaring.

Jeg sad alene på bagsædet. En tyk glasbarriere delte kabinen. Fordørene stod stadig åbne. Baker og Stevenson satte sig ind. Baker kørte. Stevenson sad drejet i sædet og holdt mig under opsyn. Ingen sagde noget. Backup-bilen fulgte efter. Bilerne var nye. De kørte lydløst og jævnt. Rene og kølige indvendigt. Ingen hørm efter fortvivlede, ynkelige mennesker, der var kørt hen, hvor jeg kørte hen.

Jeg så ud ad vinduet. Georgia. Jeg så frugtbar jord. Tung, fugtig rød jord. Meget lange lige rækker af lave buske på markerne. Måske jordnødder. Ejede folk deres jord her? Eller var det enorme selskaber? Det vidste jeg ikke.

Turen ind til byen var kort. Bilen hvislede hen over den våde, glatte asfalt. Efter mindre end en kilometer så jeg to nydelige bygninger, begge nye, begge med velpassede omgivelser. Politistationen og brandstationen. De stod alene sammen, bag en bred plæne med en statue, i den nordlige udkant af byen. Tiltalende landskabsarkitektur på et ødselt budget. Vejene var af jævn asfalt, fortovene var af røde sten. 300 meter mod syd kunne jeg se et blændende hvidt kirketårn bag en lille klynge bygninger. Jeg kunne se flagstænger, markiser, ny maling, grønne plæner. Alt sammen frisket op af den kraftige regn. Nu dampende og på en eller anden måde intenst i varmen. Et blomstrende samfund. Jeg gættede på, at det var bygget på grundlag af indtægterne fra blomstrende gårde og høje skatter på pendlerne, der arbejdede oppe i Atlanta.

Stevenson stirrede stadig på mig, da bilen satte farten ned for at dreje ind til politistationen. Indkørselen var en bred halvcirkel. På en lav mur var der et skilt: ’Margrave Politistation’. Jeg tænkte: Burde jeg være bekymret? Jeg var under arrest. I en by, hvor jeg aldrig havde været før. Åbenbart for mord. Men jeg vidste to ting. For det første kunne de ikke bevise, at noget var sket, hvis det ikke var sket. For det andet havde jeg ikke dræbt nogen.

I hvert fald ikke i deres by og ikke i lang tid.

To

Vi standsede ud for dørene i den lange, lave bygning. Baker steg ud af bilen og kiggede op og ned langs facaden. Backup-fyrene holdt sig parat. Stevenson gik bag om vores bil. Stillede sig over for Baker. Rettede haglgeværet mod mig. Det her var et godt hold. Baker åbnede min dør.

Okay, lad os så komme af sted, sagde han. Næsten hviskende.

Han vippede frem og tilbage på fødderne, mens han holdt øje med omgivelserne. Jeg drejede mig langsomt og kravlede ud af bilen. Håndjernene gjorde det ikke nemmere. Det var blevet endnu varmere. Jeg tog et skridt fremad og ventede. Backup-fyrene anbragte sig bag mig. Foran mig var indgangen til stationen. Indgangen havde en lang marmoroverligger, hvori der var hugget: ’Margrave Politistation’. Under den var der spejlglasdøre. Baker åbnede den ene. Man kunne høre en sugen fra gummilisterne. Backup-fyrene skubbede mig ind. Døren lukkede sig med en sugende lyd bag mig.

Indendørs var det køligt igen. Alt var hvidt eller krom. Belysningen var lysstofrør. Det lignede en bank eller et forsikringsselskab. Der var tæppe på gulvet. Den vagthavende stod bag en lang skranke. Sådan som der så ud, burde han have sagt: Hvad kan jeg hjælpe Dem med? Men han sagde ikke noget. Han så bare på mig. Bag ham var der et stort åbent område. En mørkhåret kvinde i uniform sad ved et stort, lavt skrivebord. Hun havde været ved at lave rutinearbejde på en PC. Nu så hun på mig. Jeg stod dér med en betjent på hver side. Stevenson stod med ryggen mod skranken. Hans haglgevær var rettet mod mig. Baker stod der og kiggede på mig. Den vagthavende og kvinden kiggede på mig. Jeg kiggede på dem.

Så blev jeg ført mod venstre. De stoppede mig foran en dør. Baker åbnede den, og jeg blev skubbet ind i et rum. Det var et afhøringslokale. Ingen vinduer. Et hvidt bord og tre stole. Gulvtæppe. I et hjørne under loftet et kamera. Der var meget koldt i rummet. Jeg var stadig våd af regnen.

Jeg stod der, og Baker undersøgte alle mine lommer. Mine ejendele udgjorde en lille dynge på bordet. Et bundt sedler. Nogle mønter. Kvitteringer, billetter og så videre. Baker undersøgte avisen og lod den blive i min lomme. Kastede et blik på mit ur og lod det sidde på mit håndled. Han var ikke interesseret i de ting. Alt det andet blev fejet ned i en stor plasticpose med lynlås. En pose, der var beregnet til folk, der gik med mere i lommerne end mig. Posen havde et hvidt felt påtrykt. Baker skrev et eller andet nummer i feltet.

Baker sagde, at jeg skulle sætte mig ned. Så forlod de alle sammen lokalet. Stevenson tog posen med mine ting. De gik ud og lukkede døren, og jeg hørte låsen blive drejet. Det var en tung, velsmurt lyd. Lyden af præcision. Lyden af en stor stållås. Det lød som en lås, der kunne holde mig indespærret.

Jeg regnede med, at de ville holde mig isoleret et stykke tid. Sådan foregår det som regel. Isolation resulterer i en trang til at tale. En trang til at tale kan blive en trang til at tilstå. En brutal anholdelse efterfulgt af en times isolation er en ret god strategi.

Men jeg tog fejl. De havde ikke planlagt en times isolation. Måske deres anden lille taktiske fejl. Baker låste døren op og trådte ind. Han havde et plastickrus med kaffe. Så vinkede han den uniformerede kvinde ind i lokalet. Hende jeg havde set ved skrivebordet i det åbne område. Den tunge lås klikkede bag hende. Hun bar på en metalkuffert, som hun anbragte på bordet. Hun åbnede den og tog en lang, sort nummerholder frem. Der var hvide plastictal i den.

Hun rakte den til mig med den bryske, undskyldende sympati, man finder hos en klinikassistent hos en tandlæge. Jeg holdt den i mine lænkede hænder. Skævede ned for at se, om den vendte rigtigt, og holdt den under min hage. Kvinden tog et grimt kamera ud af kufferten og satte sig over for mig. Hun anbragte albuerne på bordet for at støtte kameraet. Hun lænede sig fremad. Hendes bryster hvilede på kanten af bordet. Det var en kvinde, der så godt ud. Mørkt hår, flotte øjne. Jeg stirrede på hende og smilede. Kameraet klikkede, og flashen glimtede. Inden hun kunne nå at spørge, drejede jeg mig sidelæns på stolen til profilbilledet. Holdt det lange nummer mod min skulder og stirrede på væggen. Kameraet klikkede, og flashen glimtede igen. Jeg vendte mig igen og rakte nummeret frem. Med begge hænder på grund af håndjernene. Hun tog det med det sammensnerpede smil, der siger: Ja, det er ubehageligt, men det skal gøres. Ligesom klinikassistenten.

Så tog hun fingeraftryksudstyret frem. En fingeraftryksblanket, der allerede var nummereret. Der er altid for lidt plads til tommelfingrene. Det her kort havde to kvadrater på bagsiden til håndfladeaftryk. Håndjernene gjorde det besværligt. Baker tilbød ikke at fjerne dem. Kvinden smurte sværte på mine hænder. Hendes fingre var glatte og kølige. Ingen vielsesring. Bagefter gav hun mig en stak papirlommetørklæder. Sværten var let at fjerne. Noget nyt, jeg ikke havde set før.

Kvinden tog filmen ud af kameraet og anbragte den sammen med fingeraftryksblanketten på bordet. Hun pakkede kameraet ned i kufferten igen. Baker bankede på døren. Låsen klikkede igen. Kvinden samlede sine ting sammen. Ingen sagde noget. Kvinden forlod lokalet. Baker blev der sammen med mig. Han lukkede døren, og den blev låst med den samme velsmurte lyd. Så lænede han sig op ad døren og så på mig.

Min chef kommer, sagde han. De bliver nødt til at tale med ham. Vi har et problem her. Det må vi have ordnet.

Jeg sagde ikke noget. At tale til mig ville ikke ordne noget for nogen. Men fyren opførte sig civiliseret. Høfligt. Så jeg satte ham på en prøve. Rakte mine hænder frem mod ham. En tavs anmodning om at få fjernet håndjernene. Han stod stille et øjeblik og tog så nøglen frem og låste dem op. Han anbragte dem i sit bælte. Så på mig. Jeg så på ham og lod armene falde ned langs siderne. Intet lettet suk. Ingen bedrøvelig gnubben af håndleddene. Jeg ville ikke have noget forhold til den fyr. Men jeg talte.

Okay, sagde jeg, så lad os gå hen til din chef.

Det var første gang, jeg havde sagt noget, siden jeg bestilte morgenmad. Nu var det Baker, der så taknemlig ud. Han bankede to gange på døren, og den blev låst op udefra. Han åbnede den og gav mig tegn til at gå ud. Stevenson ventede med ryggen mod det store åbne område. Haglgeværet var væk. Backup-holdet var væk. Der var ved at falde ro over tingene. De dannede formation, en på hver side. Baker holdt min albue i et let greb. Vi gik ned langs det åbne område og kom til en dør bagtil. Stevenson skubbede den op, og vi gik ind i et stort kontor. Masser af rosentræ over det hele.

En fed fyr sad bag et skrivebord af rosentræ. Bag ham var der et par store flag. Stars and Stripes med gyldne frynser til venstre, og til højre var der, hvad jeg gik ud fra var staten Georgias flag. På væggen mellem flagene hang et ur. Det var et stort, gammelt rundt et af mahogni. Det så ud, som om det var blevet poleret igennem snesevis af år. Jeg regnede med, at det måtte være uret fra den gamle station, som de rev ned for at bygge den nye. Jeg regnede med, at arkitekten havde brugt det for at forbinde den nye bygning med fortiden. Klokken var næsten halv et.

Den fede fyr bag skrivebordet så op på mig, da jeg blev skubbet hen imod ham. Hans ansigt var udtryksløst, som om han prøvede at placere mig. Han kiggede igen, grundigere. Så vrængede han ad mig og talte i en hvæsende gispen, som ville have været en råben, hvis den ikke var blevet kvalt af dårlige lunger.

Smæk røven ned i den stol, og hold din beskidte kæft lukket, sagde han.

Den fede fyr var en overraskelse. Han lignede et rigtigt røvhul. I modsætning til det, jeg havde set indtil nu. Baker og hans folk var forretningsmæssige. Professionelle og effektive. Kvinden, der havde taget mine fingeraftryk, havde opført sig pænt. Men denne fede politimester var spild af plads. Tyndt, beskidt hår. Han svedte trods den kølige luft. Skjoldet rød og grå ansigtsfarve. En fedtklump, helt ude af form. Blodtryk helt oppe i skyerne. Arterier, der var hårde som sten. Han så ikke ud til at være bare nogenlunde kompetent.

Mit navn er Morrison, pustede han. Som om det betød noget for mig. Jeg er politimester her i Margrave. Og du er en morderisk udenbys skiderik. Du er kommet her til min by og har lavet lort i det på mr. Kliners private område. Så nu aflægger du fuld tilståelse til min kriminalinspektør.

Han tav og så på mig. Som om han stadig prøvede at placere mig. Eller som om han ventede på en reaktion. Det fik han ikke. Så han pegede med en fed finger.

Og så bliver du sat i fængsel, sagde han. Og så er det stolen. Og så vil jeg sætte mig og skide på din elendige lille fattiggrav.

Han halede sit korpus op af stolen og så væk fra mig.

Jeg ville selv have taget mig af det her, sagde han. Men jeg er en travl mand.

Han vraltede om på den anden side af skrivebordet. Jeg stod der mellem hans skrivebord og døren. Da han vraltede forbi, stoppede han op. Hans fede næse var nogenlunde i højde med den midterste knap i min frakke. Han så stadig op på mig, som om han undrede sig over noget.

Jeg har set dig før, sagde han. Hvorhenne?

Han kastede et blik på Baker og så på Stevenson. Som om han forventede, at de skulle bemærke, hvad han sagde, og hvornår han sagde det.

Jeg har set den fyr før, sagde han.

Han smækkede med døren, og jeg ventede sammen med de to strissere, indtil kriminalinspektøren valsede ind. En høj sort fyr, ikke gammel, men gråsprængt og ved at blive skaldet. Lige akkurat nok til at give ham et patricisk udtryk. Kvik og selvsikker. Velklædt i en gammeldags tweedhabit. Molskindsvest. Nypudsede sko. Den her fyr så ud, som en chef skulle se ud. Han gav tegn til, at Baker og Stevenson skulle forlade kontoret. Lukkede døren efter dem. Han satte sig bag skrivebordet og vinkede mig hen til stolen overfor.

Han skramlede med en skuffe og tog en kassettebåndoptager frem. Løftede den op i strakt arm for at rede de sammenfiltrede ledninger ud. Satte netledningen til og mikrofonen. Satte et bånd i. Trykkede på ‘record’ og knipsede til mikrofonen med en negl. Stoppede den og spolede båndet tilbage. Trykkede på ‘play’. Hørte dunket fra neglen og nikkede. Spolede tilbage og trykkede på ‘record’ igen. Jeg sad og iagttog ham.

Et øjeblik var der stille. Bare en svag summen. Luften, lysstofrørene eller computeren. Eller båndoptageren. Jeg kunne høre det gamle urs langsomme tikken. Det var en tålmodig lyd, som om det var forberedt på at tikke for evigt, uanset hvad jeg gjorde. Så lænede fyren sig tilbage i stolen og stirrede stift på mig. Lavede det der med fingrene, hvor man sætter fingerspidserne mod hinanden, som høje, elegante mennesker kan.

Nå, sagde han. Vi har nogle spørgsmål, ikke også?

Stemmen var dyb. Nærmest en rumlen. Ingen sydstatsaccent. Han lignede og lød som en bankmand fra Boston bortset fra, at han var sort.

Jeg hedder Finlay, sagde han. Min rang er kriminalinspektør. Jeg leder kriminalpolitiet her. Jeg forstår, at De er blevet orienteret om Deres rettigheder. De har endnu ikke bekræftet, at De forstod dem. Før vi går videre, må vi have afklaret dette anliggende.

Ikke en bankmand, snarere en Harvard-fyr.

Jeg forstår mine rettigheder, sagde jeg.

Han nikkede.

Godt, sagde han. Det er jeg glad for. Hvor er Deres advokat?

Jeg har ikke brug for en advokat, sagde jeg.

De er anklaget for mord, sagde han. De har brug for en advokat. De er klar over, at vi stiller en til rådighed. Gratis. Ønsker De, at vi stiller en til rådighed, gratis?

Nej, jeg har ikke brug for en advokat, sagde jeg.

Fyren, der hed Finlay, stirrede længe på mig hen over sine fingre.

Okay, sagde han. Men De er nødt til at underskrive en erklæring. At De er blevet orienteret om, at De har ret til en advokat, og at vi kan stille en til rådighed, men at De under ingen omstændigheder ønsker nogen.

Det er i orden, sagde jeg.

Han rodede en formular frem fra en anden skuffe og så på sit ur, inden han skrev dato og tidspunkt. Han skubbede formularen hen til mig. Et stort, trykt kryds markerede den linje, hvor jeg skulle skrive under. Han gav mig en kuglepen. Jeg skrev under og skubbede formularen tilbage. Han så på den og anbragte den i et læderchartek.

Jeg kan ikke tyde underskriften, sagde han. Så for en ordens skyld begynder vi med Deres navn, Deres adresse og Deres fødselsdag.

Der blev stille igen. Jeg så på ham. Det her var en stædig fyr. Sikkert omkring 45. Man bliver ikke kriminalinspektør i en by i Georgia, hvis man er 45 og sort, medmindre man er stædig. Jeg kunne ikke opnå noget ved at pisse på ham. Jeg trak vejret dybt.

Mit navn er Jack Reacher, sagde jeg. Ikke noget mellemnavn. Ingen adresse.

Han skrev det ned. Det var ikke meget at skrive. Jeg fortalte ham min fødselsdag.

Okay, mr. Reacher, sagde Finlay. Som jeg sagde, har vi en masse spørgsmål. Jeg har kastet et blik på Deres personlige ejendele. De har overhovedet ingen identifikation. Intet kørekort, ingen kreditkort, ingenting. De siger, at De ikke har nogen adresse. Så jeg spørger mig selv: Hvem er den fyr?

Han ventede ikke på, at jeg skulle kommentere det.

Hvem var fyren med det barberede hoved? spurgte han.

Jeg svarede ikke. Jeg så på det store ur og ventede på, at minutviseren skulle bevæge sig.

Fortæl mig, hvad der skete, sagde han.

Jeg havde ingen idé om, hvad der var sket. Overhovedet ingen idé. Et eller andet var sket for en eller anden, men ikke for mig. Jeg sad bare uden at svare.

Hvad er Pluribus? spurgte Finlay.

Jeg så på ham og trak på skuldrene.

USA’s motto? sagde jeg. E Pluribus Unum? Indført i 1776 af Den Anden Kontinentale Kongres, ikke?

Han gryntede bare. Jeg blev ved med at se direkte på ham. Jeg regnede med, at han var af den type, der måske svarede på et spørgsmål.

Hvad drejer det her sig om? spurgte jeg.

Tavshed igen. Hans tur til at se på mig. Jeg kunne se, at han tænkte på, om han skulle svare, og hvordan.

Hvad drejer det her sig om? spurgte jeg igen.

Han lænede sig tilbage og satte fingerspidserne mod hinanden.

De ved, hvad det her drejer sig om, sagde han. Drab. Med nogle meget foruroligende træk. Ofret blev fundet i morges oppe ved Kliners pakhus. Den nordlige ende af amtsvejen, oppe ved motorvejsudfletningen. Et vidne har set en mand gå fra det sted. Lidt over otte i morges. Beskrivelsen var en hvid mand, meget høj, iført en lang, sort overfrakke, lyst hår, ingen hat, ingen bagage.

Tavshed igen. Jeg er hvid. Jeg er meget høj. Mit hår er lyst. Jeg sad der iført en lang, sort overfrakke. Jeg havde ingen hat. Eller taske. Jeg havde gået på den amtsvej det meste af fire timer i formiddags. Fra klokken otte til omkring kvart i tolv.

Hvor lang er den amtsvej? spurgte jeg. Fra motorvejen og helt herned?

Finlay tænkte over det.

Et par og tyve kilometer, vil jeg tro," sagde han.

Ja, sagde jeg. Jeg gik hele vejen fra motorvejen ind til byen. Et par og tyve kilometer. Masser af mennesker må have set mig. Det betyder ikke, at jeg har gjort noget ved nogen.

Han reagerede ikke. Jeg var ved at blive nysgerrig.

Er det jeres område? spurgte jeg. Hele vejen op til motorvejen?"

Ja, det er, sagde han. Der er ikke noget spørgsmål om jurisdiktion. De kan ikke slippe ud af det på den måde, mr. Reacher. Bygrænsen er 22 kilometer ude, helt ude ved motorvejen. Pakhusene er mine, det er indiskutabelt.

Han ventede. Jeg nikkede, og han fortsatte.

Kliner byggede stedet for fem år siden, sagde han. Har De hørt om ham?

Jeg rystede på hovedet.

Hvordan skulle jeg kunne have hørt om ham? spurgte jeg. Jeg har aldrig været her før.

Han er en stor kanon her, sagde Finlay. Hans forretning derude giver en masse skatteindtægter, gør os en masse godt. En masse indtægter og en stor fordel for byen uden en masse roderi, fordi det ligger så langt væk, ikke? Så vi prøver at passe på det for ham. Men nu er det gerningsstedet for et drab, og De har noget at forklare.

Fyren gjorde sit job, men han spildte min tid.

Okay, Finlay, sagde jeg. Jeg skal aflægge forklaring og gøre rede for hver eneste lille ting, jeg har lavet, fra jeg kom inden for jeres elendige bygrænse, og til jeg blev slæbt hertil midt i min morgenmad. Hvis De kan få noget ud af det, giver jeg Dem en medalje. For det eneste jeg gjorde, var at anbringe den ene fod foran den anden i næsten fire timer i den silende regn hele vejen ad jeres vidunderlige 22 kilometer.

Det var den længste tale, jeg havde holdt i et halvt år. Finlay sad og stirrede på mig. Jeg så ham kæmpe med enhver kriminalmands grundlæggende dilemma. Han havde på fornemmelsen, at jeg måske ikke var hans mand. Men jeg sad lige foran ham. Så hvad skulle en kriminalmand gøre? Jeg lod ham tænke. Prøvede at time det rigtigt med et puf i den rigtige retning. Jeg ville sige noget om fyren, der var på fri fod derude, mens han spildte tid herinde med mig. Det ville give næring til hans usikkerhed. Men han sprang først. I den forkerte retning.

Ingen forklaringer, sagde han. Jeg stiller spørgsmålene, og De svarer på dem. De er Jack ikke-noget-mellemnavn Reacher. Ingen adresse. Ingen identifikation. Hvad er De, løsgænger?

Jeg sukkede. Det var fredag. Det store ur viste, at det allerede var over halv to. Denne Finlay ville give den hele armen. Jeg ville komme til at tilbringe weekenden i en celle. Sikkert komme ud mandag.

Jeg er ikke løsgænger, Finlay, sagde jeg. Jeg er vagabond. Der er stor forskel.

Han rystede langsomt på hovedet.

Lad være med at spille smart, Reacher, sagde han. Du sidder i lort til halsen. Der skete grimme ting deroppe. Du er fremmed, uden identifikation og uden nogen historie. Så lad være med at spille smart.

Han gjorde stadig bare sit job, men han spildte stadig min tid.

Jeg forlod ikke et gerningssted, sagde jeg. Jeg gik ad en forbandet vej. Der er forskel, ikke? Folk, der forlader et gerningssted, stikker af og skjuler sig. De går ikke ligeud ad vejen. Hvad galt er der ved at gå på en vej? Folk går på veje hele tiden, ikke også?

Finlay lænede sig frem og rystede på hovedet.

Nej, sagde han. Der er ingen, der er gået fra den ene ende til den anden ad den vej, siden bilen blev opfundet. Hvorfor har du ingen adresse? Hvor kommer du fra? Lad os få det her overstået.

Okay, Finlay, lad os få det overstået, sagde jeg. Jeg har ingen adresse, fordi jeg ikke bor nogen steder. Måske kommer jeg til at bo et sted engang, og så har jeg en adresse, og så sender jeg dig et postkort, og så kan du skrive den i din adressebog, siden du synes at være så forbandet optaget af den.

Finlay stirrede på mig og gennemgik sine muligheder. Han valgte at være tålmodig. Tålmodig, men stædig. Som om det ikke var til at få ham til at bøje af.

Hvor kommer du fra? spurgte han. Hvad var din seneste adresse?

Hvad mener du helt nøjagtig, når du spørger, hvor jeg kommer fra? spurgte jeg.

Hans læber var presset sammen. Jeg irriterede ham. Men han forblev tålmodig. Tilsatte tålmodigheden et stænk kold sarkasme.

Okay, sagde han. Du forstår ikke mit spørgsmål. Lad mig prøve at tydeliggøre det. Det jeg mener, er, hvor du blev født, eller hvor du har boet i den periode af dit liv, som du instinktivt betragter som dominerende i en social eller kulturel sammenhæng.

Jeg så bare på ham.

Jeg skal eksemplificere det, sagde han. Jeg selv er født i Boston, blev uddannet i Boston og arbejdede derefter 20 år i Boston, så jeg vil sige, og jeg tror, du vil være enig i, at jeg er fra Boston.

Jeg havde ret. En Harvard-fyr. En Harvard-fyr, der var ved at tabe tålmodigheden.

Okay, sagde jeg. Du har stillet spørgsmålene. Jeg skal nok svare på dem. Men lad mig sige dig noget. Jeg er ikke din mand. På mandag ved du, at jeg ikke er din mand. Så gør dig selv en tjeneste. Lad være med at stoppe eftersøgningen.

Finlay prøvede at lade være med at smile. Han nikkede alvorligt.

Jeg sætter pris på dit råd, sagde han. Og din omsorg for min karriere.

Ingen årsag, sagde jeg.

Fortsæt, sagde han.

Okay, sagde jeg. Ifølge din forkromede definition kommer jeg ikke nogen steder fra. Jeg kommer fra et sted, der hedder militæret. Jeg blev født på en amerikansk base i Vestberlin. Min far var i Marinekorpset, og min mor var en fransk civilist, som han mødte i Holland. De blev gift i Korea.

Finlay nikkede. Gjorde et notat.

Jeg var militærunge, sagde jeg. Giv mig en liste over amerikanske baser rundtomkring i verden, og det vil være en liste over de steder, jeg har boet. Jeg gik i gymnasiet i en snes forskellige lande, og jeg har været fire år på West Point.

Fortsæt, sagde Finlay.

Jeg blev i hæren, sagde jeg. Militærpolitiet. Jeg gjorde tjeneste og boede på alle de baser en gang til. Og så, Finlay, efter 36 år, hvor jeg først var barn af en officer og derefter selv officer, var der pludselig ikke brug for en stor, flot hær længere, fordi Sovjetunionen havde smidt håndklædet i ringen. Så hurra, vi får fred. For dig betyder det, at dine skattepenge bliver brugt på noget andet, men for mig betyder det, at jeg er en 36-årig arbejdsløs forhenværende militærpolitimand, der bliver kaldt løsgænger af selvtilfredse civile skiderikker, som ikke kunne klare sig i fem minutter i den verden, hvor jeg overlevede.

Han tænkte et øjeblik. Var ikke imponeret.

Fortsæt, sagde han.

Jeg trak på skuldrene.

Så lige nu nyder jeg bare livet, sagde jeg. Måske finder jeg til sidst et eller andet at lave, måske ikke. Men lige nu leder jeg ikke.

Han nikkede. Gjorde nogle flere notater.

Hvornår forlod du hæren? spurgte han.

For et halvt år siden, sagde jeg. I april måned.

Har du overhovedet haft arbejde siden? spurgte han.

Det må være din spøg, sagde jeg. Hvornår har du sidst søgt arbejde?

I april måned, abede han efter. For et halvt år siden. Jeg fik det her job.

Hurra for dig, Finlay, sagde jeg.

Jeg kunne ikke finde på andet at sige. Finlay stirrede et øjeblik på mig.

Hvad har du levet af? spurgte han. Hvad var din rang?

Major, sagde jeg. Man får en fratrædelsesgodtgørelse, når man bliver sparket ud. Jeg har stadig det meste tilbage. Jeg prøver at strække pengene.

Lang tavshed. Finlay trommede med den forkerte ende af sin pen.

Lad os så snakke om det sidste døgn, sagde han.

Jeg sukkede. Nu var der problemer i vente.

Jeg kom med en Greyhound-bus, sagde jeg. Stod af ved amtsvejen klokken otte i morges. Gik ind til byen, kom til den restaurant, bestilte morgenmad og var ved at spise den, da dine mænd kom og slæbte mig hertil.

Har du forretninger her? spurgte han.

Jeg rystede på hovedet.

Jeg er arbejdsløs, sagde jeg. Jeg har ikke forretninger nogen steder.

Det skrev han ned.

Hvor steg du på bussen? spurgte han.

I Tampa, sagde jeg. Afgang ved midnatstid i aftes.

Tampa i Florida? spurgte han.

Jeg nikkede. Han hev en anden skuffe ud og tog en Greyhound-køreplan op. Slog op i den og lod en lang, brun finger glide ned ad siden. Han var en meget grundig fyr, ham her. Han så på mig.

Det er en ekspresbus, sagde han. Den kører lige igennem til Atlanta. Ankommer dér klokken ni. Den standser ikke her klokken otte.

Jeg rystede på hovedet.

Jeg bad chaufføren om at standse, sagde jeg. Han sagde, at han ikke burde gøre det, men han gjorde det alligevel. Standsede for at lade mig stå af.

Har du været heromkring før? spurgte han.

Jeg rystede igen på hovedet.

Nogen familie her? spurgte han.

Ikke her, sagde jeg.

Familie nogen steder? spurgte han.

En bror oppe i Washington, D.C., sagde jeg. Han er ansat i Finansministeriet.

Har du venner her i Georgia? spurgte han.

Nej, sagde jeg.

Finlay skrev det hele ned. Så var der en lang tavshed. Jeg var sikker på, hvad det næste spørgsmål ville være.

Hvorfor? spurgte han. Hvorfor stige af bussen et sted, hvor den ikke skulle stoppe og gå 22 kilometer i regnen til et sted, som du absolut ikke havde nogen grund til at besøge?

Det var det afgørende spørgsmål. Finlay havde stillet det med det samme. Det ville en anklager også. Og jeg havde ikke noget rigtigt svar.

Hvad kan jeg sige? sagde jeg. Det var en indskydelse. Jeg var rastløs. Et eller andet sted skal jeg være, ikke?

Men hvorfor her? spurgte han.

Det ved jeg ikke, sagde jeg. Fyren ved siden af mig havde et kort, og jeg valgte stedet her. Jeg ville væk fra de store veje. Tænkte, at jeg kunne cirkle tilbage mod Golfen, måske længere vestpå.

Du valgte stedet her? sagde Finlay. Lad være med at komme med sådan noget pis. Hvordan kunne du vælge det her sted? Det er bare et navn. Det er bare en plet på kortet. Du må have haft en grund.

Jeg nikkede.

Jeg tænkte, at jeg ville lede efter Blind Blake, sagde jeg.

Hvem fanden er Blind Blake? spurgte han.

Jeg så, hvordan han gennemgik scenarier, ligesom en skakcomputer gennemgår træk. Var Blind Blake min ven, min fjende, min medsammensvorne, mentor, kreditor, debitor, mit næste offer?

Blind Blake var en guitarist, sagde jeg. Han døde for 60 år siden, måske blev han myrdet. Min bror købte en plade, omslagsnoterne fortalte, at det skete her i Margrave. Han skrev og fortalte mig om det. Fortalte at han havde været her et par gange i foråret, et eller andet i forbindelse med hans job. Jeg tænkte, at jeg ville undersøge historien.

Finlays ansigt var udtryksløst. Han må have syntes, at det lød temmelig tyndt. Jeg ville også have syntes, at det lød temmelig tyndt, hvis jeg havde været ham.

Du er taget hertil for at lede efter en guitarist? sagde han. En guitarist, som døde for 60 år siden? Hvorfor? Spiller du guitar?

Nej, sagde jeg.

Hvordan kunne din bror skrive til dig, når du ikke har nogen adresse? spurgte han.

Han sendte det til min gamle enhed, sagde jeg. De eftersender min post til min bank, hvor jeg anbragte min fratrædelsesgodtgørelse. De sender den, når jeg telegraferer efter kontanter.

Han rystede på hovedet og gjorde et notat.

Altså midnatsbussen fra Tampa? sagde han.

Jeg nikkede.

Har du billetten? spurgte han.

Den er i posen med mine ejendele, går jeg ud fra, sagde jeg. Jeg huskede, hvordan Baker havde proppet alt skidtet fra mine lommer i posen og mærket den.

Kan chaufføren huske noget? spurgte Finlay.

Måske, sagde jeg. Det var ikke et planlagt stop. Jeg var nødt til at bede ham om det.

Nu følte jeg mig nærmest som en tilskuer. Situationen var abstrakt. Mit job havde ikke været særlig forskelligt fra Finlays. Jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at vi diskuterede en andens sag. Som om vi var kolleger, der diskuterede et vanskeligt problem.

Hvorfor arbejder du ikke? spurgte Finlay.

Jeg trak på skuldrene og prøvede at forklare det.

Fordi jeg ikke har lyst til at arbejde, sagde jeg. Jeg arbejdede i 13 år og fik ikke noget ud af det. Jeg synes, at jeg har prøvet på deres måde. Nu vil jeg prøve på min måde.

Finlay sad og stirrede på mig.

Havde du problemer i hæren? spurgte han.

Ikke flere end du havde i Boston, sagde jeg.

Han blev overrasket.

Hvad mener du med det? spurgte han.

Du arbejdede 20 år i Boston, sagde jeg. Det fortalte du mig, Finlay. Så hvorfor er du hernede i det her ubetydelige lille hul? Du burde hæve din pension og tage ud at fiske. Cape Cod eller sådan et sted. Hvad er din historie?

Det er min sag, mr. Reacher, sagde han. "Svar på mit spørgsmål.

Jeg trak på skuldrene.

Spørg hæren, sagde jeg.

Det har jeg tænkt mig at gøre, sagde han. Det kan du bande på. Fik du en ærefuld afsked?

Ville jeg ellers have fået en fratrædelsesgodtgørelse? sagde jeg.

Hvorfor skulle jeg tro på, at de overhovedet gav dig noget? sagde han. Du lever som en forbandet løsgænger. Ærefuld afsked? Ja eller nej?

Ja, selvfølgelig, sagde jeg.

Han gjorde endnu et notat og tænkte sig om et øjeblik.

Hvordan havde du det med at blive afskediget? spurgte han.

Jeg tænkte over det og trak på skuldrene.

Jeg følte ikke noget specielt, sagde jeg. Jeg følte det, som om jeg var i hæren, og nu er jeg ikke i hæren.

Er du bitter? spurgte han. Føler du dig svigtet?

Nej, sagde jeg. Skulle jeg det?

Ingen problemer overhovedet? spurgte han. Som om der skulle være noget.

Jeg syntes, jeg var nødt til at svare på en eller anden måde. Men jeg kunne ikke komme i tanker om noget. Jeg havde været i hæren, siden jeg blev født. Nu var jeg ude. Og det var pragtfuldt. En fornemmelse af frihed. Som om jeg hele livet havde haft en let hovedpine og ikke havde bemærket den, før den var væk. Mit eneste problem var at tjene til dagen og vejen. Det var ikke så nemt at tjene til dagen og vejen uden at opgive sin frihed. Jeg havde ikke tjent en cent i et halvt år. Det var mit eneste problem. Men det havde jeg ikke tænkt mig at fortælle Finlay. Han ville opfatte det som et motiv. Han ville tro, at jeg havde tænkt at finansiere min måde at leve på ved at plyndre folk. Ved pakhuse. Og slå dem ihjel bagefter.

Det er vel noget af en omvæltning, sagde jeg. Især fordi jeg også levede på den måde som barn.

Finlay nikkede. Tænkte over mit svar.

Hvorfor netop dig? spurgte han. Meldte du dig frivilligt til at blive afmønstret?

Jeg melder mig aldrig frivilligt til noget, sagde jeg. Soldatens grundlæggende regel.

Endnu en tavshed.

Specialiserede du dig? spurgte han. I hæren?

Generel tjeneste i første omgang, sagde jeg. Sådan er systemet. Så havde jeg med sikkerhedsarbejde at gøre i fem år. De sidste seks år lavede jeg noget andet.

Lad ham spørge.

Hvad var det? spurgte han.

Efterforskning af drab, sagde jeg.

Finlay lænede sig tilbage. Gryntede. Lavede det der med fingerspidserne igen. Han stirrede på mig og åndede ud. Lænede sig fremad. Pegede på mig med en finger.

Godt, sagde han. "Jeg undersøger dig. Vi har dine fingeraftryk. De burde være registreret hos hæren. Vi får dine tjenestepapirer. Det hele. Alle detaljerne. Vi kontrollerer hos busselskabet. Kontrollerer din billet. Finder chaufføren, finder passagererne. Hvis det er sandt, hvad du