Imperiebyggerne

By Vivian Stuart

Den syttende bog i den spændende og dramatiske beretning om Australiens kolonisering – et land skabt af blod, passion og drømme.
 
Skæbner sammenflettes, og brutale kampe sættes i gang for at sikre en lysere fremtid.
 
I 1860'erne var Kitty Broome og Adam Vincent iblandt australske nybyggere, som drog ud på nye, spændende eventyr, der ledte til en krig mellem kulturer, venner og elskere, imens de kæmper for en fremtid i deres egen verden.

• Language: Dansk
• Publisher: Skinnbok
• Release date: May 22, 2024
• ISBN: 9789979645412

Book preview

Imperiebyggerne - Australierne 17

Imperiebyggerne

Vivian Stuart

Australierne 17 - Imperiebyggerne

Originalens titel: The Empire Builders: The Australians 17

© Vivian Stuart, 1987

© Jentas ehf, 2024

Oversætter: Natascha Peticzka © Jentas ehf

Alle kontrakter og aftaler vedrørende værket, oversættelsen, redaktionen, omslaget, illustrationen og ombrydningen er ejet af Jentas ehf.

ISBN: 978-9979-64-541-2

Alle rettigheder forbeholdes.

Mekanisk, elektronisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele heraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Prolog

Hendes Majestæts dampskruefregat Kestrel lagde til i Port Jackson for at afløse HMS Galah nytårsdag, 1859. Galahs kommandør, Red Broome – der lige var blevet forfremmet til postkaptajn på grund af sin tjeneste i Indien under sepoy-oprøret – bandede højlydt, da han så det nyankomne skib kaste anker i Watson’s Bay, fordi det kom to uger for tidligt.

Hans eget skib var først lige blevet udbedret ti dage tidligere, og nu hvor skaderne fra rejsen fra Calcutta var reparerede, vidste han, at han skulle sejle til England for at få sin betaling, så snart han havde overgivet sine forpligtigelser til Kestrels kommandørkaptajn.

Red vidste, at han blev nødt til at få sin afløser til at føle sig velkommen for ikke at virke uhøflig, så han besluttede sig for at afholde et middagsselskab efter den formelle overdragelse. Hans kone, Magdalen, var en dygtig værtinde; hun ville blive lige så ulykkelig over afløserens ankomst som han selv, men han vidste, at han alligevel kunne regne med, at hun ville sørge for en mindeværdig middag, fordi festen ikke kun ville være for at byde hans afløser velkommen til kolonien, den ville også blive hans afskedsfest.

Men han fortrød sin beslutning i de efterfølgende dage, hvor han gjorde klar til at rejse. Kestrels kaptajn, kommandør Rupert Harland, viste sig at være en lille, bombastisk mand, der var meget ældre end Red selv, og som havde været i flådens tjeneste i mange år uden at blive forfremmet, hvilket skyldtes en krigsretssag, hvor han havde fået skylden for en kadets død, der havde gjort tjeneste under ham i Vestindien.

Drengen var den yngste søn af vicechefen for flådestaben, og det var derfor, at Deres Nåder havde valgt kun at betale ham en halv løn de sidste fem år, hvilket Harland bittert fortalte Red inden for den første halve time af deres første møde. Han havde først fået kommandoen over Kestrel, da den hævngerrige gamle admiral døde, og kolonien var det sidste sted, han havde ønsket at blive sendt til.

„En forbandet straffekoloni! sagde han vredt. „Og i to år, må gud tilgive dem, for jeg kan ikke! Han så surt på Reds kønne, solbrune ansigt og forsøgte uden tvivl at regne ud hvor mange års forskel, der var mellem dem, uden at forsøge at skjule bitterheden over deres forskellige rang. „For fanden, jeg var løjtnant, da De lige var startet som kadet! De gjorde tjeneste under den afdøde admiral Stirling, gjorde De ikke?"

„Jo, det gjorde jeg ... Succes var mit første skib. Men ..."

„Og De blev født her, har jeg fået at vide?" Harland fik det til at lyde som en anklage, og Red stivnede.

„Ja, det er korrekt. Jeg ..."

„Så er De sikkert ked af at skulle rejse. Fanden tage det, jeg ville give min højre hånd for at bytte plads med Dem, kaptajn Broome! Jeg har en kone og familie i Dorset, og selvom jeg har spinket og sparet på halv løn i fem år, så havde jeg stadig ikke råd til at tage dem med hertil."

Og han ville selv med glæde have givet sin højre arm for at gøre det muligt for dem at bytte plads, hvis det havde kunnet lade sig gøre, tænkte Red, mens han lyttede til ordstrømmen.

Efter to dage stod det Red klart, at han ikke kunne lide sin afløser. Claus Van Buren – der nu var en af Sydneys mest velhavende forretningsmænd – sejlede sin smukke amerikanskbyggede klipper, Dolphin, ind i havnen, mens Red var sammen med Harland i embedsboligen med udsigt over havneanlægget. Harland havde set beundrende på skibet – selvom hans eget skib var en damper, var han inderst inde en sejlskibsmand, et træk ved ham, som Red syntes godt om – og da han gav udtryk for, hvor interesseret han var i det smukt byggede fartøj, tilbød Red at arrangere et besøg for ham.

Red havde kendt Claus siden barndommen, så han tænkte ikke på at nævne hans blandede herkomst; de højere kredse i Sydney havde accepteret ham for længe siden, og selvom hans mørke hud røbede hans javanesiske blod, så var hans aristokratiske hollandske navn tegn på hans dannelse.

Besøget på Dolphin gik godt til at starte med, for Rupert Harland var virkelig interesseret, hans viden om klippere var imponerende, og selvom han opførte sig en smule nedladende over for Claus, så var han stadig høflig. Claus’ smukke amerikanske kone, Mercy, og deres to små sønner var om bord, og da den lange inspektion endelig var slut, kom Mercy op på dækket for at invitere de to besøgende ned i den store kahyt for at få en drink.

Kommandør Harland var tydeligvis imponeret, da de gik ind i kahytten og så de smukke paneler og beslag, det håndskårede spisebord med tilhørende stole, sølvtøjet, krystalglassene og det udsøgte benporcelæn på skænken. Han ændrede adfærd og nedladenheden forsvandt. Han bukkede respektfuldt, mens han tog Mercys hånd og takkede ja til en kop te, hvorefter han fortsatte sin diskussion med Claus vedrørende Dolphins rig og lager-størrelse.

„Jeg er overrasket over, at De ikke fik det fuldrigget. Hvis De vil have fart – og det formoder jeg, at De vil, eftersom De handler med uld – så ville jeg have troet, at De ... Han tav, og tabte kæben af forbavselse. „Hvem i alverden ...

Gardinet for kahytdøren blev skubbet til side, og den unge maori-høvding, Te Tamihana, kom ind og tog imod en tekop fra Mercy Van Buren, inden han satte sig ved bordet.

Red, der kendte til høvdingens venskab med Claus, og som havde mødt ham før, hilste på den unge maori, men Harland fortsatte med at stirre på ham, som om han var et genfærd fra en anden verden. Med sit tatoverede ansigt og sin smidige, kobberfarvede krop, der var nøgen på nær en vævet hørkilt, der var bundet om livet, kunne man måske godt forstå, at en nyankommet fra England blev chokeret over synet af Te Tamihana, der nippede til sin te. Men alligevel var Red ikke forberedt på sin medofficers reaktion.

Harland sprang op, så hans tekop faldt ud af hånden på ham, idet han rasende udbrød, „Du gode gud, Broome, det kan godt være, De er blevet indfødt, men det er jeg ikke! Jeg kunne gøre en undtagelse med kaptajn Van Buren, men I kan ikke forvente, at jeg skal sidde til bords med en forbandet vild indfødt. Det er at bede om for meget, sir, det er det fandme!"

Te Tamihana så en smule overrasket på ham, satte sin kop roligt fra sig og sagde på perfekt engelsk, „Hvis du vil undskylde mig, Claus, så vil jeg gå op på dækket med drengene. Vi var faktisk midt i et spændende spil, hvor jeg virkelig fik kamp til stregen. Undskyld mig, så er De sød, mrs. Van Buren."

Der var ingen, der sagde noget, før gardinet var faldet på plads efter ham, men så rystede Claus advarende på hovedet mod Red, mens han køligt sagde, „Den unge mand, De lige har fornærmet, kommandør Harland, er ikke en australsk indfødt. Han er maori – og en af de mest indflydelsesrige høvdinge i New Zealands Bay of Islands og en af mine tætte venner – og så er han også, ligesom De selv er, gæst om bord på mit skib. Han ... Harland forsøgte at afbryde ham, men Claus ignorerede ham. „Hør her, kommandør. Jeg bruger meget af min tid i New Zealand, hvor mange af mine handelsinteresser er ... med vigtigere varer end uld i disse tider. Disse interesser er baseret på og afhængige af de venskabelige relationer, som jeg har opbygget gennem mange år med maori-stammerne. Jeg behandler dem altid som ligesindede, og jeg respekterer deres kultur, deres normer og deres ærlighed. Og det er gensidigt, sir.

Rupert Harland fattede sig. Han var rød i ansigtet, da han hånende svarede, „Det er meget forståeligt, for en med Deres farve, kaptajn Van Buren. Lige børn leger bedst, ikke sandt? Jeg har hørt, at hollænderne, modsat os, har det med at gifte sig med deres indfødte undersåtter, og De har tydeligvis ..."

Red forsøgte at kontrollere sin vrede, men Claus rystede igen på hovedet. „Tillad mig at forklare den nuværende situation i New Zealand for denne herre, Red, hvis du vil være så venlig. Hvis han skal afløse dig i Australien, er det vigtigt, at han kommer til at forstå."

„Fortsæt endelig," svarede Red anspændt.

„Mange tak. Claus vendte sig mod Harland, og hans mørke øjne var kolde, men blottet for vrede. Han ventede til Mercy, der fangede hans blik, undskyldte sig og forlod kahytten, så sagde han lavmælt, „Jeg bliver nødt til at fortælle Dem, sir, at der meget vel kan opstå krig i New Zealand i den nærmeste fremtid, mere alvorlig end den konflikt, der var for tolv år siden. Bosættelserne er tidoblet, og de vokser stadig alarmerende hurtigt på hele North Island – og jeg mener virkelig alarmerende, for nybyggerne skaber problemer. Alt for mange af dem er grådige og uærlige, og de er ligeglade med maoriernes rettigheder. De snyder dem for deres land, afgiver falske løfter og betaler dem ikke nok for jorden.

„New Zealand er en britisk koloni, råbte Harland. „Nybyggerne har ret til jorden. Det står i den traktat, maori-høvdingerne har underskrevet.

„Det er sandt, medgav Claus og så igen advarende på Red. „Men maorierne var der mange år før, nogen hvid mand satte foden på New Zealands jord. Og, sir, man kan ikke tilgå maorierne på samme måde, som man gjorde med Australiens aboriginer i Tasmanien ... de kan ikke bare forvises til en gold ø, hvor man venter på, at de dør af sygdomme eller sult. Der er for mange af dem. De er et stolt, stærkt og krigerisk folk – de vil kæmpe for det, der er deres. Nybyggerne har ikke en chance mod dem i krig – de er primært landmænd og handelsmænd, ligesom jeg selv. Eller missionærer. Hvis maorierne bliver provokeret til krig, og hvis stammerne slår sig sammen under én konge, hvilket de sikkert gør, kommer det til at kræve mange af de royale krigsskibe og Hendes Majestæts regimenter, for at forhindre et blodbad. Det beder jeg Dem om at huske på, kommandør Harland.

Claus så igen på Red, og tilføjede trist, „Jeg er meget ked af at høre, at du skal til England, Red. Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg håbet på, at du og HMS Galah kunne være blevet her, for at gyde olie på vandene."

Hans tonefald havde hele tiden været forsonende, men sådan svarede Rupert Harland ikke.

Han smækkede sin hat på hovedet for at gøre klar til at tage afsked, og han stirrede på Red, som blev siddende og ikke gjorde mine til at følge efter ham.

„Efter min mening," sagde Kestrels kommandør hadsk, „så er den eneste måde at håndtere genstridige indfødte på gennem magt. Det er det eneste, de forstår. Og hvis det er op til mig, Van Buren, og Deres maori-venner forsøger at planlægge et oprør, så kommer mine skibskanoner til at tordne. Det kan godt være, der bliver et blodbad, som De forudser ... men det kommer til at være maoriblod, der bliver udgydt, ikke britisk blod. De må have en god dag, sir."

Han stormede ud af kahytten, og Red sagde undskyldende, „Fanden tage den mand! Jeg er ked af, at jeg tog ham med om bord, Claus ... meget ked af det."

„Bare lad ham gå, svarede Claus. „Bliver du ikke og os spiser med os, Red? Du kunne ikke vide, at han ville reagere sådan. Desuden, tilføjede han smilende, „hvis du bliver, kan du i det mindste gyde olie på Te Tamihanas vande ... og tro mig, min ven, det er nødvendigt. Den unge mand kunne godt finde på at støtte den oprørsbevægelse, som de kalder King Movement, og det kan man vel godt forstå."

Red rynkede panden. „Tror du denne King Movement er en alvorlig trussel mod freden?"

„Altså ... Claus tøvede. „Det ville den have været, hvis den store Hongi Hika stadig var i live. Ham har din far uden tvivl fortalt dig om ... jeg mener, at han har mødt Hongi en gang.

„Ja ... ja, det har han, da han var løjtnant på Kangaroo. Rynken i Reds pande forsvandt. „Jeg kunne forstå på min far, at det var noget af et møde. Han beundrede Hongi.

„Det gjorde maorierne også. Hongi ledte med erobrerens ret ... ingen stamme turde modsætte sig ham. Han gav sine krigere musketter, mens resten kun havde spyd og økser, og da han kom tilbage efter at have besøgt det engelske hof, var han iført en rustning, som kongen havde givet ham. Hans anseelse var umådelig stor."

„Er der ikke en høvding som Hongi længere?" spurgte Red.

Claus rystede på hovedet. „Nej, det er der ikke. De to store stammer – Ngapuhi nord for Auckland og Waikato mod syd – har længe haft konflikter og planlægger stadig hævn over krænkelser fra deres forfædres tid. Ingen af dem er villige til at bukke for en konge, som de andre havde valgt. sagde Claus eftertænksomt. „Ngapuhi-stammen gik med til at mødes med en deputation fra Waikato-stammen for noget tid siden, men så annoncerede de, at de fortsat ville være tro mod dronningen af England ... jeg tror nu mest, at det var af respekt for den forhenværende guvernør, sir George Grey. Maorierne stolede altid på ham og mente, at han var mere på deres side end nybyggernes. De er ikke så sikre på hans afløser, sir Thomas Gore-Browne. Claus trak på sine brede skuldre. „Under alle omstændigheder er resultatet uvilje, hvilket godt kunne føre til blodsudgydelser. Og de sydlige stammer har valgt deres egen konge."

„Har de, nu? Er det godt eller dårligt nyt?"

„Jeg ved det ærlig talt ikke, Red," indrømmede Claus. „Manden, de har valgt, hedder Potatau, og han er en kendt, gammel kriger, som alle respekterer. Men han er en gammel mand, og han er færdig med at kæmpe, så jeg tvivler på, at han kan samle alle maorierne mod os ... jeg ved heller ikke, om det overhovedet er det, han ønsker. Desværre er hans søn, Tawhiao, som højst sandsynligt bliver hans efterfølger på tronen, et ungt bushoved, og han kunne godt finde på at skabe problemer, hvis han får chancen for det."

Claus tav et øjeblik, hensunken i sine egne tanker, men så sagde han muntert, „Jeg formoder, at du har hørt, at din svoger, den ædle oberst De Lancey, har besluttet sig for at bosætte sig i New Zealand i stedet for at blive her?"

„Ja, svarede Red. „Det fortalte han mig.

Will De Lancey var oprindeligt taget til Illawarra-området syd for Sydney, for at lede efter jord, fast besluttet på at bytte sværdet ud med ploven, som han selv havde formuleret det, efter de grusomme oplevelser i Indien under sepoy-oprøret. Men hans ven, Henry Osborne, der ejede Mount Marshall, var død, mens han var væk, og prisen på god landbrugsjord i Illawarra var blevet ekstremt høj.

„Jeg er kommet for sent til at få jord, som de første nybyggere gjorde, havde William sagt med ærgrelse i stemmen. „Jeg er sikker på, at Henry ville have solgt mig noget til en rimelig pris, men han er desværre ikke længere hos os, og jeg har ikke råd til det, de vil have for jorden nu, på min soldaterløn. Og desuden minder Mount Marshall mig for meget om min kære Jenny ... vi var der på vores bryllupsrejse, ved du nok, og da jeg vendte tilbage kunne jeg ikke glemme de minder. New Zealand byder på bedre muligheder, og ... ja, vi kunne få en helt ny begyndelse, drengen og jeg.

Claus lod til at have læst Reds tanker, da han smilende sagde, „Jeg mødte obersten, da vi lå i havn, Red, og han har løst billet til en rejse til Auckland med mig til sig selv og drengen, som han havde med sig ... hvad hedder han?"

„Andrew Melgund, svarede Red. „Han blev forældreløs under mytteriet ... begge hans forældre blev myrdet i Cawnpore. Og Jenny, min stakkels lillesøster Jenny, der også døde der, reddede drengens liv.

„Han virkede til at være en god dreng," sagde Claus.

„Det er han skam, sagde Red. „Faktisk tror jeg, det er hans skyld, at Will ikke er blevet drevet til vanvid. Han tilføjede alvorligt, „Jeg håber, for Wills skyld, at der bliver ved med at være fred i New Zealand, Claus. Efter Krim og sepoy-oprøret, har Will fået nok af krig. Hvornår sejler du?"

„Om cirka ti dages tid. Vi bor på skibet i stedet for at tage hjem til huset, når det er så kort et ophold ... Mercy og drengene kommer med mig som altid. Der var varme i hans stemme. „Jeg er en heldig mand, Red. Jeg kan leve livet til søs, som jeg elsker, og min kone og familie deler det med mig. På det punkt er jeg meget heldigere end dig. På trods af din høje rang i Hendes Majestæts flåde, går jeg ikke ud fra, at du får lov til at tage Magdalen og din lille datter med dig, når du sejler til England?

„Nej, desværre, svarede Red. „Deres Nåder i Admiralitetet har frataget os det privilegium. Jeg bliver nødt til at reservere pladser til dem på et handelsskib.

„Jeg har en uld-klipper, Dragonfly, der sejler næste måned," tilbød Claus. „Det er et skib på syv hundrede tons, og de kan sagtens få lov til at rejse med. Men det kan selvfølgelig godt være, Magdalen hellere vil rejse med en damper, selvom jeg lover, at Dragonfly nok skal sejle hurtigt. Og, tilføjede han mens hans smil blev større, „jeg kan sørge for en god pris til jer.

„Jeg taler med Magdalen om det ... jeg er sikker på, hun vil gribe chancen omgående. Red gengældte sin vens smil og glemte næsten de tidligere ubehageligheder med kommandør Harland. „Tusind tak, Claus. Du er en god ven.

Da middagen, der skulle byde Kestrels kommandør velkommen, og hans forgænger farvel, fandt sted to dage senere i Justin Broomes Elizabeth Bay-hus, var der en anspændt stemning, hvilket Red mærkede, da han ankom. Han blev ikke overrasket, da det viste sig, at det var Rupert Harland, der havde forårsaget den.

Selvom han godt var klar over, at han var den eneste fremmede i selskabet, gjorde Kestrels kommandør sig ikke den mindste anstrengelse for at gengælde de andre gæsters venlige imødekommenhed. Han opførte sig reserveret, næsten uhøfligt, som om han med vilje forsøgte at hævde sin overlegenhed over for kolonisterne, som han tydeligvis anså for at nedstamme fra straffefanger, og som derfor ikke kunne forvente at blive behandlet med den høflighed, han normalt udviste.

Magdalen, der havde stået i køkkenet siden tidlig morgen og nøje havde udvalgt hvilke retter, der skulle serveres, var først bekymret og derefter fornærmet over den nyankomne kommandørs kræsenhed. Rupert Harland stak foragteligt til sin mad, og Red så sin kone blive mere og mere flov, mens hans egen vrede voksede. Fanden tage ham, tænkte han rasende og havde svært ved at tøjle sin arrigskab, mens han fortrød at han havde inviteret sin afløser på middag, første gang han mødte ham. Dette var en grov og uhøflig udnyttelse af deres gæstfrihed, det ... Han fangede sin fars blik, og blev overrasket over, at Justin Broome lod til at være mere fornøjet end fornærmet over Harlands opførsel.

Da kvinderne rejste sig for at drikke kaffe i opholdsstuen, stoppede Reds far ved hans side efter at have holdt døren for dem. „Bare rolig, Red," sagde han lavmælt, „Jeg har mødt typer som ham før. Jeg tjente faktisk engang under en som ham ... kaptajn John Jeffrey, fra Hans afdøde Majestæts skib Kangaroo. Officeren, som du måske husker, ragede uklar med den berømte Hongi Hika i New Zealand for nogle år siden. Jeg må have fortalt dig historien. Han smilede. „Mr. Harland skal nok lære det, fordi vi vil undervise ham, bare rolig. Han satte sig tilbage på sin egen plads for enden af bordet og hævede stemmen. „Magdalen har lavet en udsøgt middag, Red. Nu, min kære dreng, sæt dig ned og lad os drikke et glas portvin og skåle på en sikker rejse til Englands kyster!"

Skålen blev drukket, og der blev stille, mens cigarer og piber blev tændt, og vinen blev sendt rundt, inden Red hørte sin far sige, „Ah, kommandør Harland, jeg har tænkt på noget ... Jeg tror, at jeg har mødt et af Deres familiemedlemmer. Det er længe siden ... det er faktisk nok over tyve år siden, kort efter de første nybyggere flyttede til Holdfast Bay, som nu hedder Adelaide, i Sydaustralien. De har ikke selv været der, vel?"

Rupert Harlands flommede ansigt var til Reds overraskelse rødt af raseri. Et øjeblik lod det til, at han var ved at blive kvalt af sin egen vrede, men han fattede sig og svarede hæst, „Nej ... nej, sir, det har jeg ikke. Jeg ... øh ... jeg er ikke helt sikker på, hvem De refererer til."

„Er De ikke?" Red lagde mærke til, at hans far overhovedet ikke virkede usikker. Han beskrev roligt de udfordringer, Adelaides første nybyggere havde stået over for, og som de ikke havde været forberedt på ... manglen på arbejdskraft, ordentlige hjem og mad, udover den lange uoverensstemmelse mellem kaptajn Hindmarsh og byplanlæggeren, oberst Light, i forhold til byens grænser.

„De stakkels mennesker var tæt på at dø af sult, fortsatte Justin Broome og nikkede voldsomt, mens han ignorerede Harlands nærmest bedende blik. „De fleste af dem havde penge, men penge kunne ikke købe det, de desperat manglede. Indtil ... Hans tonefald ændrede sig, nu så Red, at han så på Kestrels forlegne kommandør med et opmærksomt, undersøgende blåt blik. „Indtil en af HMS krigsslupperne ankom ... Ringdove, hvis jeg husker rigtigt. Skibets purser solgte dem det meste af det, der var på lager og tjente godt på det, sagde man ... og det var vist ikke noget Deres Nåder havde godkendt. Han holdt endnu en pause, og Harlands ansigt var nu drænet for farve. „Jeg kan huske det ... Det gik op for Red, at alle om bordet så på hans far, og der var ingen, der sagde noget, da han fortsatte, „fordi jeg var medlem af undersøgelsesrådet her i Sydney, som skulle kigge på sagen. Purserens navn var, så vidt jeg husker, det samme som Deres, kommandør Harland."

„Mit navn er ikke usædvanligt, sir. Harland havde rejst sig, og gjorde sig klar til at råbe op. „Jeg ved ikke noget om ... om sagen, jeg ... og nu, hvis De vil undskylde mig, sir, vil jeg tage afsked. Jeg ... øh ... jeg mener, tak for gæstfriheden, kaptajn Broome.

„Vær så venlig at vise kommandøren ud, John," sagde Justin. Red så et glimt af tilfredshed i hans øjne, da hans lillebror rejste sig for at adlyde deres fars høflige kommando.

Justin Broome ventede, til Johnny var kommet tilbage, før han smilede stort og svarede på dommer De Lanceys hidsige udbrud, „Gode gud, hvad handlede det dog om, Justin?"

„Bare et lille tidsfordriv, som kommandøren og jeg kom på, George, fordi han også har fået nok af Harlands arrogance." Justin satte sig igen. „For at være ærlig, så havde jeg glemt alt om Ringdove, men kommandøren kom i tanke om, at han også havde været en del af undersøgelseskommisionen ... på det tidspunkt var han førsteløjtnant om bord på Buffalo. Og purseren var Harlands far. Vi tjekkede alle papirerne, så han kan modsige det, så meget han vil ... der er beviser på det. Det behøver nok ikke nævnes, at Harland senior ikke fortsatte i tjenesten, og at Deres Nåder ikke tilbød ham en pension."

Dommer De Lancey grinede med ægte fornøjelse.

„Jeg forstår. Men hvad fik dig til at ... øh ... at tale om sagen her til aften?"

Justin holdt en pause for at tænde sin cigar. „Åh, det havde jeg skam heller ikke planlagt, indrømmede han. „Vi havde tænkt os at tale med ham om det privat på kommandørens kontor, så det kunne tjene som en advarsel om, at han skulle huske sine manerer. Men dette er Reds afskedsfest, og da Harland med vilje forsøgte at ødelægge den gode stemning, som vi alle havde svedt sådan for at skabe, så ... ja, så tænkte jeg, at det var et passende øjeblik. Det går jeg ud fra, at I er enige i?

Mændene gav ham ret, og Red sagde alvorligt, „Tak, far. Kommandøren er ikke den eneste, der har haft svært ved at finde sig i Harlands attitude."

Hans far pegede på portvinen. „Skænk jer et glas mere, venner, sagde han, „og så skåler vi endnu en gang, inden vi går ind til damerne. De gjorde, som han sagde, og Justin Broome hævede sit glas. „Skål på min svigersøn, Will De Lancey og på min søn John og hans kone, der snart sejler til New Zealand ... John har fået til opgave at skrive en artikel om problemerne med fordelingen af jorden derovre. Må Gud give dem en hurtig rejse, og må han bringe dem sikkert hjem til os igen!"

De drak skålen, som Red blev en smule overrasket over, da han ikke havde vidst noget om sin brors rejse. Da de sammen gik fra bordet, sagde Johnny undskyldende, „Det er først lige blevet afgjort, Red ... faktisk nu i eftermiddags. Vi rejser med Will og drengen om bord på Dolphin. Han rødmede og tilføjede lavmælt, fordi han talte om sin kone, „Kit er ikke glad her, så jeg tænkte ... nej, fandme nej, jeg håber at et sceneskift vil gavne hende og vores ægteskab. Ulig dig, lader jeg ikke til at være god til at være nogens mand, desværre!

Red så på ham med kærlig bekymring, men Johnny klappede ham på skulderen og fremtvang et tørt smil.

„Lad være med at bekymre dig om det, bror. Det skal nok komme til at fungere, det er jeg sikker på. Men familien bliver godt nok spredt for alle vinde, ikke? Det er jeg ikke så glad for."

Og det er jeg heller ikke, tænkte Red dystert. Men sådan var livet; der var intet, der varede evigt, og sommetider var adskillelse uundgåeligt. Han gik beslutsomt hen til sin kone, satte sig på lænestolens armlæn og lagde en arm om hendes slanke talje.

„Kommandør Harland tog meget brat afsked, Red," sagde hun usikkert.

„Ja, min elskede, sagde Red. „Takket være min far burde han være mindre irriterende i fremtiden. Han strammede sit greb om hende. „Magdalen, jeg elsker dig! Og det knuser mit hjerte at måtte forlade dig ... det ved du godt, ikke?"

„Jo, svarede hun blidt. „Det ved jeg, Red. Men jeg kommer med dig. Jeg ... jeg vil altid være hos dig, helt til mine dages ende, min kæreste.

De så begge over på Johnny, der stod alene med en dyster mine. Kitty Broome, der tilsyneladende ikke bemærkede sin mands tilstedeværelse, talte livligt med dommer De Lancey, og Magdalen hviskede stille, „Vi er heldige, Red. Det må du aldrig glemme, vel?"

Red bøjede sig for at kysse hende. „Nej, sagde han. „Det glemmer jeg ikke.

1

Efter en begivenhedsløs rejse, som varede niogtres dage, kastede Galah anker i Spithead. Red Broome blev indkaldt som medlem af en krigsret, som skulle samles på krigsskibet Copenhagen, flagskibet i viceadmiralens Kanalflåde et døgn efter, at han havde fået sin løn, og efter at han havde taget en bedrøvet afsked med sin skibsbesætning.

Indkaldelsen kom som en overraskelse, men det var i det mindste en måde at udsætte den ubehagelige, og – indtil Magdalen kunne være her, ensomme – ventetid på halv løn, indtil han kunne få nyt arbejde. Red gik til opgaven med en filosofisk holdning, for han gik ud fra, at eftersom