Dødens hjerte

By Jonathan Bang

Hvad ved du om ensomhed?
Hvad ved du om forventninger?
Hvad ved du om smerte?
Hvad ved du om mørket?
Hvad ved du om vrede?
Hvad ved du om had?

James Oscuro. En usædvanlig 12-årig dreng. Født ind i en verden med utallige problemer og udfordringer, hvor han føler, at han ikke hører til nogle steder. Hans ambitioner og drømme bliver langsomt taget fra ham. Mørket i ham selv dræner hans livsvilje dag for dag. Hans valg bringer ham længere og længere ned i en dyb, mørk afgrund, hvor lyset ikke skinner. Han oplever tab, kærlighed, blod og tårer i hans kamp mod en mørk, vanvittig og grusom skabning. Men kan han mon finde svaret på det spørgsmål han hele tiden spørger sig selv?

Kan hans liv reddes?

• Language: Dansk
• Publisher: BoD - Books on Demand
• Release date: May 24, 2024
• ISBN: 9788743023067

Book preview

KAPITEL 1:

VÆRTEN DEL. 1

Drengen James Oscuro blev født en sommernat på Københavns hospital i året 2001. Hans krop kæmpede hårdt for overlevelse, fordi at han kom til verden med en sygdom, der havde gjort ham utrolig svækket i hans mors livmoder, hvilket resulterede i et nødvendig kejsersnit. Han havde ikke fået nok føde i en måned og han var derfor også blevet meget undervægtig. James kæmpede i lang tid med hans lille hjerte, men han kunne komme rask hjem takket være moderne medicin og hans egen livsvilje. Denne sygdom var dog kun begyndelsen på lille James’ udfordringer i livet, som skulle vise sig at være fyldt med få sejre og mange nederlag, men dog havde han noget andet gemt i sig. Noget, der skulle ændre forståelsen for det menneskelige liv for evigt.

Mine tidligste minder kommer fra min 5-års fødselsdag i børnehaven, hvor der var blevet sat et bord op i den brede gang, som holdt alle lokalerne sammen. Ved bordet sad mine kammerater og jeg husker tydeligt også min ældste bror ved siden af mig ved enden af bordet. Jeg kan huske, at der blev synget fødselsdagssang for mig, men efter det forsvinder mindet nærmest helt da jeg ikke kan tilkalde flere detaljer. Dog har jeg haft en tilbagevendende drøm i form af et mareridt, men på en eller anden måde føles det som noget jeg har oplevet før. Jeg kan dog slet ikke fatte, hvorfor at min hjerne ville opfatte det sådan, siden at denne drøm har visse interessante elementer. Jeg befinder mig et sted med gamle huse omringet af tåge og en mægtig skov ved siden af. Drømmen starter altid på samme måde: Jeg vågner i en seng, hvis dynebetræk virker som noget fra vikingetiden, men dog lidt bedre sammensat. Når jeg står ud af sengen, kigger jeg på sengebordet ved siden af mig og lægger mærke til en bog med titlen: "The American Almanack af Daniel Leeds". Jeg går herefter langsomt ud på gaden, som består af hårdt grus og småsten. Jeg ser en mand spille på et instrument foran et hus under nattens himmel. Jeg går så hen til ham med nysgerrighed i hvem han er og hvad han egentlig foretager sig på gaden midt om natten. Da jeg nærmer mig, rejser han sit hoved og kigger på mig med koncentreret øjenkontakt. Jeg fortsætter med forsigtige skridt imod ham, imens tågen på en måde bliver tykkere og luften tyndere. Jeg kigger mig hurtigt omkring, men der er ikke tegn på andet liv end manden og mig selv, udover en hvid due, som sidder på enden af en gren i skoven. Manden tager hans pibe ud af hans mund og begynder så at snakke med mig.

Manden: Helvede er tomt og alle djævlene er her

James: Hvad mener du dog?

Manden: Vi er alle i det samme spil, bare forskellige niveauer. Vi har at gøre med det samme helvede, men bare forskellige djævle

James: Er du fuld eller sådan noget, makker? For det virker ikke som om, at du er helt rask

Manden: Lucifers blod som du bærer i dine årer er måske ikke til syne nu, men når menneskets sande væsen bliver set for dig vil du løbe i tårer

James: Det her er for langt ude. Måske at du skulle gå i seng, min ven

Manden lægger hans instrument fra sig, rejser sig op og går helt ind til mig. Pludselig hører jeg et forfærdeligt skrig fra skoven. Dette skrig lyder både som en løve der brøler, en kvinde som skriger og en baby i gråd. Manden griber hårdt fat i mig og trækker mig helt tæt på ham idet, at han igen begynder at tale:

Manden: Sønnen er vågent fra sin skønne søvn og han bliver tiltrukket af sit nutidige levn. Lige nu viser han sig i dig i form af tavshed, men glem dog ikke at han er din største hemmelighed. Verden vil blive født på ny, når djævelen ikke længere er i sky og du, hans vært, vil få et nyt ry. Men advarslen kommer nu. Lad ikke Poseidons barn holde dig fra din sande skæbne, da han vil være en fælde for din lyst til at dræbe. Ondskab og godhed er livslange fjender, men glem aldrig hvem der er stærkest i et menneskes sind og hvem af dem, som altid vinder

James: Du er skør. Skør!!! Giv så slip på mig!

Jeg løber herefter mod skoven og jeg glemmer altid skriget fra før, som gav mig et ordentlig blodstød. Inden at jeg når skovindgangen står der altid et lille skilt, hvilket bærer navnet "The Pine Barrens". Jeg løber dybere ind i skoven med en følelse af, at denne skov aldrig kommer til at ende. Mørket indtager mit syn endnu mere end før og luften er nærmest helt forsvundet med den undtagelse af, at jeg stadig kan trække vejret helt normalt. Mine ben begynder hurtigt at blive trætte selvom, at jeg kun har løbet et par 100 meter. Landsbyen er ikke længere til syne og jeg er fuldkommen omringet af fyrretræer, som sidder fast i jorden med en høj porøsitet, da det ligner nærmest sand. Vinden blæser hårdt og trætoppene omkring mig følger en takt med hinanden i vinden, som en person der giver high-five til flere personer på en række eller et klaver, som har fået en finger kørt over sit keyboard. Trætoppene stopper deres symfoni inden for 10 sekunder og stilheden arver nu skoven sammen med mørket. Min angst for mørket gennemsyrer mine nerver og der viser sig ingen potentiel vej ud af naturen. Mine nerver blusser op i takt med, at jeg hører hoveslag på landjorden, som øger sin optakt i fart omkring mig, selvom at jeg intet kan se. Da jeg sætter min øjenkontakt til mine fødder, får jeg øje på spor i jorden, som netop repræsenterer hove fra en ged eller en hest. Tilfældigvis hører jeg en vrisken fra min højre side, samtidig med at en knurren kommer fra min venstre side. Jeg holder min koncentration mod knurrens oprindelse og til min skræk finder jeg et forfærdeligt monster siddende i træet med sit blik rettet mod mig. Dette uhyre ligner et dyreeksperiment gået helt galt. Den har vinger som en flagermus, horn som en bukke, sort pels som en sort labrador, en serpentin hale, et hoved som en hest, kløer så skarpe som knive, hove til fødder og til sidst øjne så røde at de minder om noget fra helvedet. Jeg går langsomt baglæns og støder ryggen mod et træ, imens at væsnet stadig har sit blik rettet mod mig, dens mund fuld af savl og blod, der dræber jordbunden, når væske-blandingen rammer overfladen.

James: Du er ikke virkelig. Hvad i alverden er du?!

Mit spørgsmål faldt åbenbart på døve ører hos skabningen, da den gjorde sig klar til at gøre mig til flammer, da jeg kunne se at dens mund blev til et inferno. Jeg faldt denne gang på jorden i en bede stilling med hænderne flettet sammen og tårer fra mine øjenlåg. Væsnet knurrede endnu gang med et efterfølgende skrig, men dette er ikke enden på min drøm. Væsnets skrig bliver erstattet med hoveslagene fra før og en gylden hest med en sort mane og hale kommer galoperende imod mig, imens at skoven bliver oplyst af dens passering. Skabningen fra trætoppen har stadig sin koncentration rettet mod mig, eftersom at den påbegynder sit flammeangreb. Jeg holder nu mine hænder foran mit ansigt med tanken om, at dette er enden på mit liv. Men i sidste øjeblik, få sekunder før at flammehavet rammer mig, er den gyldne hest kommet nærmere og hopper simpelthen op foran mig i selvopofrelse, dog til ingen nytte, da flammerne alligevel opsluger os begge to i et hug. Jeg vågner med et chok de fleste gange efter dette mareridt, men drømmen virker altid som en ny oplevelse hver gang, at jeg gennemlever den. Om der er en mening med denne drøm, tror jeg nok aldrig at jeg kommer til at forstå, desværre.

KAPITEL 2:

VÆRTEN DEL. 2

Det er nu mandag morgen og James er på vej til skole. Han ta’ som sædvanlig sin cykel og kører på skovstierne igennem Vestskoven, hvor solen i dag står højt på himlen. Varmen er så rar og behagelig for James, at han får et smil på læben. Med sin skoletaske pakket, er han klar til at lære noget nyt i dag.

Min første time er danskfag, hvor vi lærer om kommaer og punkttegn. Jeg vil indrømme at dette fag ikke altid har været på min stærke side, da jeg sjældent finder det interessant, men det med at få større viden, er noget der virkelig interesser mig. Da jeg kigger rundt på mine klassekammerater lægger jeg mærke til at nogle gaber og at nogle bruger deres hænder, med deres skuldre på bordet, for at holde deres hoved oprejst. Jeg griner lidt ved tanken, om at gejsten for danskfaget nok ikke er stor for os alle sammen. Jeg prøver dog at koncentrere mig så godt jeg kan, for at få skrevet ordentlige noter til den kommende eksamen i juni. Da jeg dog kun går i 5. klasse, føler jeg at karakterræset bliver mere vigtig i gymnasieårerne. Da dansktimen er slut, sætter jeg mig udenfor for at få lidt frisk luft og tjekke på mine noter fra timen. Skolen ligger ret tæt på en cirklet mark, som har en ring af træer omkring sig. I midten af marken ligger en lille sø, som altid skinner i sollyset. Jeg undrer mig nogle gange over, hvordan at søen kan holde sig så flot, da marken i dens omkreds virker ret mudret og hård. Jeg ved jo fra biologitimerne, at vand er en af de største kilder til liv. Men vegetationen på marken virker livløst på en måde, da græsset aldrig vokser særlig højt og, at der meget sjældent ses dyr derude. Nogle af dem fra min klasse mener at de skulle have set noget bevæge sig derude, men jeg har dog ikke set noget indtil videre.

Klokken er 5 minutter i 10 og næste time begynder derfor snart. Jeg har set frem til denne time, da det skulle være noget specielt og noget som man ikke normalt lærer om i skolen. Det er vores biologi lærer, som har bestemt at hans time skal ændres i dag, fordi at han snart flytter til Århus for at undervise gymnasieelever og ville derfor give os en speciel og mindeværdig sidste time.

Pige: Hey, James. Skal vi følges ind?

Det var Miranda. En pige, som lige er flyttet til Danmark fra USA og som jeg har taget under min vinge, så at sige. Hun taler selvfølgelig engelsk, dog med en lille texasiansk accent, da hun er fra Austin. Jeg hjælper hende med at lære dansk, så at hun bedre kan falde til i sit nye land.

James: Hey Miranda. Selvfølgelig kan vi gøre det, siger jeg med et smil.

Vi sætter os ved siden af hinanden, da vi når ind i klasseværelset og vores lærer står klar ved tavlen, imens at han tager de sidste ting ud af sin taske. Jeg ser at nogle af drengene fra de andre borde peger fingre af mig og Miranda. Jeg har stort kendskab til disse drenge, da jeg har været deres offer siden jeg startede i folkeskolen. En af de ting jeg ser frem til ved min gymnasietid, er en ny begyndelse for mig. Da jeg læste, at gymnasiet ikke tolererer mobning på deres hjemmeside, vidste jeg, at det var lige det sted jeg skulle gå i fremtiden. Jeg tager mine ting ud af tasken og gøre atter min notebog klar til lærdommens ord.

Andersen: God formiddag, kære klasse. Som i nok ved er det min sidste dag på denne skole, da jeg flytter til Århus om et par uger. Jeg har været glad for den tid, som vi har haft sammen og derfor har jeg besluttet mig at give jer en spændende og særdeles anderledes lektion i denne biologi time, hvis man kan kalde det det. Mit første spørgsmål lyder sådan her: Hvad er kryptider?

Min hjerne bliver hel blank ved dette spørgsmål. Hvad er et kryptid? De fleste i klassen er stille, ligesom mig, men der er nogle, som tager chancen og rækker hånden op. De svarer at et kryptid er en form for krybdyr, som slanger eller øgler, men deres svar bliver fornægtet. Jeg overvejer i øjeblikket at snyde ved at slå det op på min computer, men vores lærer har bedt om at holde computerne lukket i denne time. Hvad er et kryptid? Min hjerne søger stadig desperat efter det endelige svar, dog til ingen nytte, da ordet kryptid, først lige er blevet kendt for mig. Hvad kunne det dog være? Alle 3 dele af hjernen er i overdrive og det føles som om, at den snart eksploderer. Læreren giver endelig svaret, så at min hjerne kan køle ned.

Andersen: Jeg kan godt forstå jeres frustration over mit spørgsmål. Jeg regnede med, at det rigtige svar ikke ville dukke op og det er helt okay. Et kryptid, mine damer og herrer, er et dyr, hvis eksistens er omstridt eller udokumenteret. Med andre ord: Et dyr vi ikke aner om eksisterer ude i naturen. Kan nogle give mig et eksempel på sådan et dyr?

Min krop bliver lige pludselig meget varm og mine blodårer blusser op, så at det ligner en afsluttet styrketræning. Jeg bliver blind i et splitsekund og ser et genkendeligt væsen foran mig. Monstret fra mit mareridt. Flere billeder former sig i mit indre, som en spillefilm med den hurtigste hastighed jeg nogensinde har set. Imens at billederne kører forbi, hører jeg også hviskende ord: Vinger…, horn…, kløer…, blod…, jersey…, Leeds…, får…, skov…, djævel…. Jeg kan høre skrig fra folk og høre ild, som er i fuld sving. Skriget fra uhyret fanger til sidst min hørelse og sender mig tilbage til klasseværelset. Miranda sætter sin hånd på min skulder og kigger med bekymring på mit ansigt. Jeg giver signal for at vise, at jeg er okay. Jeg prøver så stille at række min hånd op, men det er dog en prøve, da min krop er i fuldt chok.

James: Je…, Je…, Je…, Jersey?

Andersen: Ja, James? Du rammer i hvert fald noget.

James: Djævel?

Andersen: ja, lige præcis, James. Jersey-djævlen er en af de mest kendte kryptider i verden og en af de mest kendte i USA. Kan nogle nævne en anden?

Dennis: Jeg tænker på Bigfoot.

Andersen: Bigfoot er nemlig et andet kryptid i USA. Husk dog, at række fingeren op først næste gang, Dennis. Vi vil nu se en film, som beskriver de mest kendte kryptider og hvordan at de er blevet skabt, til hvordan at de påvirker os i dag. Jeg kan fortælle at nogle af disse kryptider er flere 100 år gamle, ligesom Jersey-djævlen, som James nævnte.

Min krop er endelig faldet til ro og mine lunger fungerer optimalt igen, da Andersen sætter en YouTube video på storskærmen. Filmen kører i ca. 40 min og flere af kryptidernes baggrund bliver beskrevet. Jeg bliver overrasket over at se væsner, som jeg faktisk allerede kendte til, men som jeg ikke anede hørte under navnet kryptid. Loch Ness-uhyret, Bigfoot, havuhyrer, Chupacabra, Yeti, Uglemanden og selvfølgelig også Jersey-djævlen, får alle sammen deres egen fremvisning i videoen. Jeg tager selvfølgelig noter som en nørd, selvom at jeg ikke aner om denne information bliver relevant i min fremtidige karriere som pilot. Informationen, der bliver fortalt om i videoen er meget spændende og flere af disse såkaldte kryptider, virker bare som noget menneskene har opfundet for at skræmme deres artsfæller. Der blev nemlig også fortalt om de forskellige baggrundsteorier til flere af kryptidernes opståen. For mig lyder det bare som om, at den menneskelige fantasi er gået i overhånd og, at der til sidst ikke findes noget rationalitet. Der er et tidspunkt i videoen, som får min krop til at blive helt urolig igen. Jersey-djævlens hjemsted: The Pine Barrens. Dette navn er en af de ting jeg tydelig kan huske fra min drøm om det sorte væsen og den gyldne hest. Det er skoven, hvor jeg befinder mig mest i drømmen. Selve skoven, der opsluger mig med sit mørke. Min krops uroligheder viste sig dog kun at være et let kuldegys, som forsvinder hurtigt. Jeg når kun lige at overveje at studere mere på skoven, når jeg kommer hjem, da Andersen slukker for skærmen og begynder at tale:

Andersen: Meget spændende, ikke sandt, venner? Jeg ved godt at det var ret meget information, som kom frem, men det er da utroligt hvad vi mennesker kan finde på, hva? Først får man en fantasi om noget man har set og som ikke kan forklares med videnskaben. Herefter får man teori, at hvis det ikke kan forklares videnskabeligt, at det må være noget overnaturligt eller transcendent. Til sidst giver man det uforklarlige væsen et navn og sætter det på skrift i aviser eller andre bøger, hvor det nærmest bliver til rene fakta. Man må da tænke, at folk simpelthen har været i syner og har set noget helt forkert under nattemørket eller andre ting, som blokerer for et ordentlig syn. Med disse ord vil jeg afslutte timen og ønske jer god frokostpause. Vi ses til sommerfesten den sidste skoledag i juni, hvor at jeg kan give et ordentligt farvel til hver af jer. Ha det godt!

Timen slutter præcis 11.30 og jeg pakker mine ting, ligesom alle andre. Miranda tager sin taske