Ølmanden & Oktober-stormhatten

By Mikkel Green

Det er efterår, og Ølmanden begynder at fryse om sine hænder. Ølmanden tænker, at det problem er løst ved, at han køber nogle vanter, og tager dem på. Det viser sig dog at være kropumuligt at købe vanter på grund af nye regler om, hvordan man skal behandle sine hænder.

Da det ikke rigtig giver nogen mening, udløser det et større detektivarbejde for Ølmanden. Han vil finde ud af, hvad der er op og ned i den sag.

Det viser sig hurtigt, at det ikke kun er vanter der er gjort ulovlige. Der er lavet tonsvis af underlige regler om hænder, og folk følger dem som hovedløse høns. De får fortalt en masse propaganda om hænder igennem medierne, og de følger reglerne uden at vide hvorfor.

Med sine to venner, og med lidt hjælp fra en butiksdetektiv, viser det sig, at folk i byen bliver holdt for nar. Reglerne, der er ved at gøre livet i byen uudholdeligt for alle, er skabt med onde hensigter.

Lykkes det Ølmanden at få varme i hænderne igen? Kan du regne ud, hvem der er skurkene før Ølmanden?

Læs, og find ud af det.

• Language: Dansk
• Publisher: BoD - Books on Demand
• Release date: Jun 4, 2024
• ISBN: 9788743023128

Mikkel Green

Mikkel Green (født i 1988), er en dansk forfatter, med en bachelor i sociologi. Som forfatter, kan han godt lide at fremhæve det komiske, og groteske ved mennesker og den måde, vi har valgt at leve på i verden. Han formår at skrive om lidt tungere emner som politik og samfundskritik på en måde, så både børn og voksne kan være med.

Book preview

KAPITEL 1

Ølmanden vågner

Mange mennesker har morgenrutiner. Det har Ølmanden også. Nogle mennesker kigger sig i spejlet som noget af det første, når de er stået op. Måske for at sætte hår. Det gør Ølmanden ikke. Han behøver heller ikke at sætte hår. For det første går han ikke ret meget op i, at det sidder godt. For det andet, så sidder det altid snorlige helt automatisk. Ølmandens frisurer er kronisk. Han har haft den samme lige siden den gang, han vågnede i drivhuset. En meget kraftig frisure. Hans hår er kridhvidt og stærkt ligesom hans tænder. Håret er så kraftigt, at han ikke ville behøve at køre med cykelhjelm, hvis han cyklede. Håret ligner, at der er kørt en fugtig og cremet kam igennem, så det drejer sig rundt om ørerne og fortsætter i samme retning hele vejen ned mod nakken. Det er kun den øverste del af frisuren, der sidder anderledes. Den stritter lige op i luften, og danner en helt flad formation i toppen, så det ligner, at det er blevet kørt over af en plæneklipper. Samlet set ligner hans frisure lidt en landningsplads til en helikopter på taget af et højt hospital. Sådan er frisuren, uanset hvad Ølmanden har tænkt sig at gøre ved den. Han har nogle gange for sjovt forsøgt at bøje et af sine kraftfulde hår. Det kan lige netop lade sig gøre, fordi Ølmanden er så stærk som han er. Når han giver slip på håret, så går der dog højest et par sekunder, så sidder det igen præcist, som det plejer. Ølmanden behøver heller ikke at gå til frisør, for håret vokser aldrig. Der er i det hele taget ingen grund til at se sig i spejlet. Synet er hundrede procent forudsigeligeligt. Håret sidder som det altid har gjort, og ansigtet, det ændrer sig heller aldrig. Ølmanden ser ikke ud til at være blevet en dag ældre, siden han vågnede i bondemandens drivhus. Det er præcist det samme stærke ansigtudtryk, han har. Hans kæbemuskler er så stærke, at man tydeligt kan se dem. Hans mund er stor, og hans hage er bred og kantet. Hans øjne er grønne og stråler af vitalitet og overskud. Ølmandens hovede er i det hele taget utroligt stort og stærkt. Det gælder for i øvrigt også resten af kroppen. Han er stærk. Hans skuldre er brede. Dog er hans hofter ret smalle. Benene er muskuløse og lange. Der er fart i Ølmanden, når først han begynder at svinge med arme og ben.

Hver dag i Ølmandens liv starter med, at han skal finde ud af, hvor bilen holder parkeret. Det er også sådan den starter for Ølmanden i dag. Du tænker måske, at det ville være mere naturligt, hvis dagen startede med at han vågnede, men sådan er det ikke. Ølmanden drømmer hver nat, og så snart han er ved at vågne, så begynder han i sin drøm at tænke over, hvor han har parkeret sin bil. Det er ret praktisk, for så behøver han ikke at bruge tid på at tænke over det, mens han er vågen. Ølmanden er en praktisk mand. Grunden til at det er vigtigt for ham, hvor bilen holder, er, at han er meget glad for sin bil. Det er dog især fordi, at Ølmanden rent faktisk bor i sin bil. Det vil sige, at han også sover i den. Det er jo altid rart at vide, hvor man er, når man vågner. Derfor er han nød til at huske på, hvor han har parkeret bilen, mens han sover. Han har nemlig ikke noget fast sted at holde til. Ølmanden holder ind der, hvor han synes det er spændende at være. Når han bliver træt, ligger han sig til at sove. Så er det nok nu, du tænker, at han jo bare kan vente med at finde ud af, hvor han er, til han vågner. Så kan han jo hurtigt se ud af bilruderne og få øje på, hvor han er. Men sådan er det heller ikke. Ølmanden synes nemlig, at det er en uskik at sove bag rettet. Han bruger faktisk aldrig sæderne i sin bil til noget som helst. Han befinder sig ikke inde i kabinen, hverken når han kører, eller når han sover. Han skulle jo selv finde en måde at få den gamle Mustang til at køre på. Eftersom Ølmanden aldrig havde set nogen køre bil, så fandt han frem til sin helt egen måde at gøre det på, og sådan kan han bedst lide at fortsætte. Han kan bedst lide at ligge nede i motorrummet. Fra motorrummet har han bedst kontrol over bilen. Her kan han let rive i hjulakserne, hvis bilen skal dreje. Det synes han er smartere end at sidde og fedte med et ret. Han kan også meget bedre høre og mærke, hvordan motoren har det, når han ligger lige ved siden af den. Hvis bilen mangler kølervæske, så ligger han desuden tæt på køleren. Her kan han let og elegant nå at fylde væske på, mens han alligevel holder for rødt. Motoren bliver dejlig varm, og fungerer som en radiator for Ølmanden på de frysende vinterdage. Om sommeren kan det godt blive lige lovligt varmt nede i motorrummet. Så udnytter han den utrolige varme til at bage sig et kæmpe snobrød, mens han alligevel ligger der og tøffer rundt i sin bil. Sådan kan Ølmanden bedst lide at køre, men det er altså også her nede i motorrummet, at Ølmanden sover.

I dag er det en lidt blandet start på dagen, som Ølmanden drømmer sig hen til. I sin drøm kommer han i tanke om, at han holder midt inde i en drive in biograf. Han havde set en film herinde i går aftes. Ølmanden har jo en masse penge, som han skal finde på måder at få brugt af en gang i mellem. Det havde dog ikke været den store succes. Han nægter jo at sidde på bilsæderne. Han vil kun opholde sig i bilens motorrum. Det betyder selvfølgelig også, at udsynet er meget dårligt, så han kunne jo ikke sådan for alvor følge med i filmen. Det havde faktisk været lidt af en fiasko. Det gør han aldrig igen. Det kedede ham åbenbart så meget, at han faldt i søvn under filmen.

»Her vil jeg ikke være et sekund længere,« konstaterer han, og kommer hurtig i tanke om et langt mere interessant sted at tage hen. Byens største og mest imponerende park: Flødeparken.

KAPITEL 2

Ud at køre med Ølmanden

Som vi har været inde på, så styrer Ølmanden sin bil inde fra motorrummet af. Vi har også kort berørt det faktum, at han jo ikke kan se ret meget herinde fra. Derfor kan han ærlig talt ikke følge særlig godt med i trafikken, når han ligger derinde og kører rundt, men det går. Han er vandt til at køre på sin måde. Han letter lige lidt på motorhjelmen, så han kan orientere sig en gang i mellem.

Nu ser han for eksempel en høj tynd mand og en lille pige med skindende lyst hår.

De står med hver deres fiskestang ved en sø langs den vej, som Ølmanden kører på.

De har begge gult regntøj på, så de er klar, hvis der pludselig skulle komme regn.

Det er nok en far og en datter, der står og fisker sammen, tænker Ølmanden. Hele hans ansigt omformer sig til et stort, kærligt smil. Han bliver varm om sit hjerte, når han ser en forælder, der bruger tid med sit barn.

Ølmanden når lige akkurat at se den lille pige få bid på sin krog.

Den høje mand, der sikkert er hendes far, er nød til at hjælpe med at få byttet i land. Ja, faktisk må de begge lægge alle kræfter i, for at få fangsten op på landjorden.

Efterhånden har de formået at bakse dyret op på græsset.

Nu kan Ølmanden se, at der er tale om en meget lilla og kæmpestor blæksprutte. Sådan en, man nok kunne forvente at se i et Anders And blad, men som ingen regner med at støde på i en sø fyldt med ferskvand. Den høje mand virker mildest talt noget urolig ved synet af blæksprutten. Det er heldigt, de har taget deres gule regntøj på.

Nu giver sprutten sig rigtig til at sprøjte med sin blæk ud over det hele. Det er så slemt, at Ølmanden får en ordentlig blækklat sprøjtet op på sin forrude. Det er jo i virkeligheden ligegyldigt. Ølmanden ligger alligevel nede ved motoren og kigger ud af motorklappen i stedet for bilruderne. Han er mere bekymret for de to fiskere, der nu er smurt ind i blæk. Det ser dog ud til, at de klarer den.

Det lykkes blæksprutten at stavre afsted med sine utallige arme. Efterhånden som den vænner sig til livet på land, bliver den ret god til at gå på græsset med sine lange geléagtige lemmer. Pludselig nærmest løber den ind i en enebærbusk, og gemmer sig.

»Så har man set det med,« konstaterer Ølmanden, og undrer sig lidt over episoden.

Nu begynder bilerne at dytte heftigt bag hans Mustang. Det har de egentlig gjort længe, men det er først nu, han for alvor lægger mærke til det.

Ølmanden har jo kørt fantastisk langsomt, for at følge med i fiskernes blækspruttefangst.

Nu begynder de at blive utålmodige omme bagved.

Egentlig er han også ved at være fremme, så nu skal han bare finde sig en parkeringsplads. Det kan godt være svært her midt inde i den store by.

Han letter lidt på motorklappen igen, så han kan se noget af trafikken. Nu ser han et smalt mellemrum mellem to parkerede biler. Her kan hans Ford Mustang lige mase sig ind, vurderer han.

Han gasser kraftigt op, slipper gassen igen og jorder bremsen i bund, mens han hiver vildt i hjulakserne, så hjulene blokerer, og dækkende skrider ind over asfalten, ind til bilen holder perfekt lige foran det smalle rum mellem de to biler.

Nu kan han lige så stille og roligt bakke bilen ind på plads. Hvis han havde siddet bag rettet, ville han ikke kunne åbne bildøren, for det ville der ikke være plads til. Bilen holder helt tæt op ad de andre to biler. Så det er et held at Ølmanden ligger i motorummet. Nu kan han så let som ingenting åbne klappen og kravle ud af bilens front.

Han kaster et blik over parken, der fryder hans øjne. Han ser små rislende vandløb med flotte velkonstruerede gangbroer. Der er store træer, som efteråret har ramt, og de kaster deres sidste festfyrværkeri af farver fra sig og