Byen, livet - og det spatiale dispositiv

By John Pløger

Byplanlægning gælder livet. Ikke mindst ’det gode liv’. De fleste af os forstår det først, når et projekt rammer på en måde, der berører os. Et højhus, et naturområde der bliver til en vej, gamle bygninger der rives, børnenes legeplads forsvinder, arkitektur der er uforståelig eller grim.
At leve i bymæssighed tiltrækker og mange borgere ønsker at komme mere i centrum i byplanlægningen bl.a. for at sætte livet først.
Byplanlægningens diskurser er kræfter, der skal påvirke tænkemåder og praksisser. Det skal også de spatiale omgivelser, vi lever i. Historisk set har byplanlægning nærmet sig det sociale gennem rummet og ikke rummet gennem det sociale. Bymæssighed, urban design, steder og pladser er en invitation til en bestemt brug af rummet.
Offentligheden inviteres ind i byplanlægningen, hvor de møder diskurser der skal disponere for en specifik forståelse af planen, stedet og det sociale i rum. De møder et magt-viden kompleks, der også er en del af et større netværk af strategiske og taktiske relationer indenfor politik, kapital, byudviklings interesser, turisme og byøkonomi.
Med eksempler som Den Røde Plads, Køge kyst, Musicon, Distortion musikfestival, Vulkan og Bjørvika byudviklingen i Oslo diskuteres, hvordan tanker om f.eks. flydende planlægning og bymæssighed overstyres af det spatiale dispositiv. Et dispositiv, hvor andre generative kræfter som mentalitet, tænkemåder, drifter og begær ikke tematiseres.

Analyserne giver eksempler på, hvordan begær, det ikke-repræsenterbare, atmosfære og forandring kan blive en del af den praktiske byplanlægning. Nye metoder og begreber er nødvendige for at kunne arbejde med byers generative kræfter. Både de der findes i bypolitik, byplanlægning, i rummet og i det sociale og livet selv. Bogens begreb for dette generative er ’dispositif’ og ikke dispositiv.

• Language: Dansk
• Publisher: BoD - Books on Demand
• Release date: Jun 25, 2024
• ISBN: 9788743023388

Book preview

Indhold

FORORD

INDLEDNING

DEL I

Dispositif begrebet og urbane studier

Introduktion

Dispositif, mere end et apparat

Dispositif, tegn og betydninger

Det spatiale dispositif som analytisk perspektiv

Byrum og byliv som (mere end) betydnings-skabelse

Repræsentation og performative rum

Rum og nærværs atmosfærer

Byform, morfologi, urban design og levede liv

Spatialitet, mening, forførelse

Betydning og Menschsein

Og så er der sproget

Analytiske problematikker

Det kollektive udstyr, det socialt ubevidste

Diskurs, dispositif, apparat

Byrum som betydninger

Dispositif som analyse perspektiv

DEL II

Dispositif analyser

Normaliseringens spatiale dispositif - Brumleby

Improvisation som planlægnings dispositif – en flygtningelejr

Politik og dispositif magt – økologi som strategisk planlægning

Det spatiale dispositif som betydningsdannelse

Fra funktionalisme til temporære byrum

Nogle vil og tør længe, men ikke langt nok – Musicon

‘Arkitektur der forandrer’ – perceptionens dispositif

Ekspressivitetens dispositif

Byen af tilstedeværelser

(ex. 1) Fra funktionalisme til fest - Carlsbergbyen

(ex. 2) Atmosfære som retorik – Køge havn

Forførende retorik fremfor forandring

Det sociale i det rumlige

Byplanlægning som demokratisk betydnings-dannelse

Indledning

Hvad er demokrati?

DEL III

Byplanlægning – kompositioner af ufærdige kræfter

Sammenpasning, assemblage, dispositif

H.C. Ørstedsparken og Umayyad moskéen

High-line

Komposition som perspektiv på byliv?

Atmosfæriske byer, atmosfære(r) overalt – et mellemspil

Overgang

Det materielt reale i det ubestemte sociale – Jacques Lacan

Det ikke-repræsenterbare som praksis

Byplanlægning – fysik som etos og etik

En problematisering af nogle dominerende paradigmer

Om at komme fra formen til normen

Forstadens disciplinære morfologi - Egebjerggård

Homogenitet som mangfoldighed – Hovinbyen, Oslo

Det relationelle byliv (I) - begivenheds-urbanisme og nærvær

Det relationelle byliv (II) – hverdagslivet som assemblager

Performativ urbanisme og dens konflikter

(ex. 1) Bergen – gadekunst + bypolitik

(ex. 2) Nørrebro - performativ urbanisme + atmosfærer

(ex. 3) Gillett Square – performativ urbanisme + stedstilhørighet

(ex.4) Bjørvika – midlertidige byrum + orden

(ex. 5) DIY urbanisme – aktivisme + business

Det spatiale dispositif som af-politisering

Forstadens zoneboer – mål eller udfordring?

Byrumsdesign i praksis I

(ex.1) Vulkan – fra deindustrialisering til et atmosfærisk rum

(ex 2) 2000-tallets retorik - eksperimenter der aldrig tager af

(ex 3) Byscener, atmosfærer, stemninger som byudviklings-kræfter

Kvalitetsprogram og strategisk byutvikling - hænger det sammen?..

Byrums design i praksis II

Indledning

(ex 2) Metropolis og æstetiserede ansamlinger

(ex 3) Distortion – scenisk branding

DEL IV

Spatiale dispositif og sociale virkningseffekter

Byrum og performative kræfter

Det autoritære spatiale dispositif

Byrum er værdi-monogame, men bylivet er værdi-polymorft

Mens vi venter på planlægnings-demokratiet

Bymæssighed mellem magtens mikro-fysik og uorden

Byrum, interaktion og socio-materielle effekter

Ufærdige rum – en kommende diskussion

Tænk selv!

Referencer

Offentlige dokumenter

Forord

Nedlukningen af samfundet blev for mange en omvæltning til et liv i et lavere tempo og med tid til refleksion.

Forældre blev mindet om at deres børns og fremtidige generationers ve og vel ikke er på et sikkert spor. Fiktive trusler sneg sig ind i hovedet og sindet, og mange har valgt den autoritative stemme som guide, mens andre fandt det positive i forskellige former for fællesskab. Nogle håbede erfaringerne ville føre til en ny dannelses-kultur og politik. Erfaringen kunne have været en anledning til at opbygge omsorg, hensyn, varsomhed og betænksomhed. Den politiske retorik pegede i den retning, men praksis fulgte ikke med. Klimaforandringer fortæller os, at vi styres af politikere, der retorisk siger de bekymrer sig om og udtrykker omsorg for fremtiden, men udøver mere ’omsorg’ overfor kapital, spekulation og marked end for en fremtid for mine børn, børnebørn og deres børn.

Mine børn Eske og Xenia og deres partnere Christine og Ari vil lide mindre under politikkens villede uvidenhed end mine børnebørn Dennis, Anea, Liva, Olina, Emrik og Lenny. Heidi og jeg kan som bedsteforældre overgive os til det samvær, vi har med dem alle, de følelser børnene udtrykker overfor os, og lade dem mærke vores følelser for dem, men vi kan ikke undslippe bekymringerne over konsekvenserne af politikkens inhumane og udemokratiske praksis.

Bogen er gennem kritikken et bidrag til at se mulighederne for en mere livs-bejaende og demokratisk byplanlægning, der kan komme børnebørn og kommende generationer til gode.

Jeg vil takke Velux Fonden for at have støttet publiceringen af bogen.

Indledning

Byplanlægning gælder livet. Ikke mindst det gode liv. De fleste af os forstår det først, når en plan eller et projekt rammer på en måde, der berører os. Berører vores følelser, sanser, fremtidshåbet, erfaringer, givethederne. Et højhus, et naturområde der bliver til en vej, gamle bygninger der rives, børnenes legeplads forsvinder, arkitektur der er uforståelig eller grim.

Mennesket har det ikke godt med forandringer. Forandring er derimod et vilkår i planlægning, hvor et ordsprog er, ’planlægning starter aldrig, planlægning slutter aldrig’.

*

Planlægning er som institution underordnet politik og må indrette sig efter politiske beslutninger, krav og signaler. Det er primært en reaktiv praksis, hvor der er en opgave, der skal svares på, og hvor arkitekter arbejder med at forme steder og rum, arbejder planlægningens institutioner med afsæt i at administrere planloven og bygge-regulativer. Planafdelinger bidrager til at rationalisere planprocesser gennem vejledere, notater, møder med investorer og organisering af offentlige møder. Mange byer informerer om deres arkitektur og arealplans politik, men der findes som regel ikke et forum for offentligt og fagligt at debattere disse notater eller bymæssighed og planlægnings praksis.

Planlægning er en nødvendighed, og der er mange aktører, interesser og videns domæner involveret. Plan-politiske aktører mener en plan, der er orienteret omkring det fysiske - zonering, form, funktion – tilsammen med vejledere og orienteringsmøder kan rationalisere planprocessen. En plan er et styringsredskab med et begrænset udsyn, og det anses for at være nødvendigt for en få en effektiv styring af steds-udviklingen.

Mange byer hævder de forbedrer deltagelses-demokratiet for eksempel ved at have workshops med berørte borgere. Borgerne synes ikke dette er rigtig, og har svært ved at se deres aftryk i de endelige planer. Planer og deltagelses processer kritiseres for at mangle kontekst sensitivitet, og forskningen kritiserer planlægning for ikke at have nogle refleksioner over planers mikro-sociale effekter og mangle omsorg for de mange mulige fremtider som en plan ekskluderer.

Byplanlægning er ikke en fri handling. Den er underlagt politiske krav og signaler, og der er af den grund grænser for, hvilken viden og praksis der kan komme i spil, når det gælder spørgsmål om bymæssighed, byliv, klima omsorg, lighed, sociale rum, køn og etnisk mangfoldighed.

Det er et gennemgående tema i denne bog at planlægning er om rummet før det er om livet. Planlægning er styret af det spatiale dispositiv; det handler om arkitektur, fysiske omgivelser, form, zonering, funktioner, boligmiljøer, tæmmede landskaber og hverdagslivets materielstrukturer. Mere præcist, byplanlægning nærmer sig det sociale gennem rummet og ikke rummet gennem det sociale. Planlægning er således ikke kun politiseret. Det er også et diskursivt domæne, der domineres af det spatiale dispositiv som tænkemåde og praksis.

Det spatiale dispositiv er at tænke fra form til norm. Den fysiske planlægning og stedsformningen materialiserer det levede livs udfoldelsesmuligheder. Der produceres fysiognomier gennem form, funktion, morfologi, byggestile og arkitektur. De fysiske omgivelser skal producere føjelige kroppe. De materielle omgivelser normaliserer gennem den disciplinerede brug af stedet. I det spatiale dispositiv ses mennesket som typologier (barndom, familie etc) og roller (arbejde, fritid, nødvendige handlinger) og ikke som subjektiviteter. Det betyder at essentielle kræfter i menneskers liv som det imaginære, begæret, vitalisme, kønnet og det kønnede, håbet eller utopien ikke har nogen plads i denne tænkning og praksis.

*

Der er byer, der hævder, de er interesseret i den sociale forskellighed, og der er byer der antyder at de ser mennesket som individuelle væsener for eksempel i forhold til valg af boliger og konsum. Der er byer der kan henvise til, de jævnligt fortager kvantitative undersøgelser af, hvad befolkningen synes om deres bosted og bydel. Der er byer der kan henvise til, at de har workshops med beboerne, hvis der sker en områderegulering eller med kommende beboere i forhold til et nyt byggeri.

Den viden, der opstår gennem sådanne dialoger, bliver sjældent til en viden, der forandrer projektet eller den viden, projektet bygger på. De som deltager mener de møder en holdning om, at deres viden skal tilpasses projektet og den plan-politiske forståelse af det liv, der skal leves på stedet. Det føles som en dialog proces, der skal legitimere en plan og dens vidensgrundlag og ikke en debat om planen eller dens vidensgrundlag. Borgeren bliver ikke opfordret til at være nytænkende, men møder en agenda og specifikke temaer, de kan tale om.

*

Det spatiale dispositivs bærende ide om at komme fra form til norm har styret planlægning siden 1860’erne (Rabinow 1989). Der har været mindre oprør mod dette hegemoni. Ebenezer Howards ’haveby’ og ’City Beautiful’ bevægelsen argumenterede for at det æstetisk skønne og naturen er nødvendig for det gode liv. Begge bevægelser har været en inspiration for udviklingen af de Skandinaviske forstæders landskabelige form med tæt-lav bebyggelse og en zoneret nærhed mellem funktioner. En kontrast til disse bevægelser er Præfekten Georges Eugène Haussmanns monumentale Paris visioner om en storskala æstetik – boulevarder, monumental arkitektur ornamentik, storskala kvartaler – der kunne forbedre byens mobilitet. Hans visioner cementerede det spatiale dispositivs hegemoni i byplanlægning ved at lægge vægt på formens muligheder for at skabe en maksimal tids-rationel cirkulation af mennesker, varer og tjenester i byen. Forvandlingen af Paris blev udført ca. 1850-1870, men kun delvist fuldført i forhold til den oprindelige plan. En lignende stor-skala og mobilitets rationel infrastruktur genfindes i den københavnske ’fingerplan’ fra 1947 (for introduktion til Haussmann se f.eks. Sennett 1996:58-92).

Haussmanns storskala planlægning var tilpasset det opkommende industrielle samfunds behov for markeder, vare cirkulation og konsum, men i dag er Skandinavien præget af et politisk artikuleret ønske om at demokratisere planlægningsprocessen. Denne ambition kan imidlertid ikke skygge for at byplanlægning sker indenfor rammerne af det den tyske filosofi Jürgen Habermas og den franske filosof Alain Badiou omtaler som ’kapital-demokratiet’. Det er et demokrati, hvor bypolitik og byplanlægning svarer bekræftende på markedsøkonomiens behov, og indenfor velfærd, skole og omsorg har vi lært denne praksis at kende som ’New Public Management’. Essensen er at også social hjælp, uddannelse, læring og sundhed skal sættes på vareform. Markeds- og kapital økonomi fremfor mennesker. Et tegn på dette er byernes revitalisering af de-industrialiserede byområder, der bliver til steder for kapitalens hovedkvarters funktioner, forførende konsum og den øvre middelklasses livsstils symboliserende boliger.

*

Det er via byplanlægning, at den politiske samfunds- og stedsforståelse og de politisk hegemoniske kollektive værdier skal omsættes til æstetiske og kropslige sanse muligheder. Byplanlægningens historie viser, hvordan zonering og byrums-design var og er en mekanisme til at normalisere det sociale liv (se f.eks. Foucault 2007, Sennett 1990, 1996, 2018). Det er en byplanlægning, hvor det at læse tegnet skal anspore til en søgen efter orden, ja moralsk læselighed, i sig selv og i verden udenfor én (Joyce 2003:151).¹

Det spatiale dispositivs hegemoni kan stadig læses ud af dagens planlov og vejledere. Det er et hegemoni, der også er synlig i den politiske ghetto retorik. Politikerne hævder, det er nødvendigt at rive boliger og flytte nogle beboere i nogle af de politisk udpegede ghettoområder, fordi dette skridt kan føre til at de sociale problemer i området opløses. Ved at flytte disse beboere et andet sted hen, og gennem at rive deres boliger, vil politikerne dels fjerne de borgere, der er udpeget som problemets kerne og dels fjerne ’ondets’ visuelt synlige udtryk. Dette er, mener politikerne, midlet, der kan skabe et nyt inkluderende miljø blandt de tilbageværende værdi-homogene beboere. Når politikerne taler om parallel-samfundet, og når Regeringen ønsker mulighed for at afvikle særligt belastede ghettoområder², så er det en politik, hvor planlægning bliver anvendt som (a) et redskab for en politisk etnocentrisme (en kulturelt overlegen kultur). Det er en politik, der bygger på (b) en retorisk brug af dikotomisering (’de andre’ er problemet, ikke danskerne). Og (c) det nye spatiale design i disse områder skal symbolsk og fysisk usynliggøre et (politisk skabt) problem gennem at revitalisere stedets formodede oprindelige kollektive, etnocentriske æste-etik. En æste-etik hvor de kollektive symbolers entydighed og synlighed skal give en moralsk effekt i form af at genføde følelsen af fællesskab og et personligt ansvar for stedet. Det er snarere (d) et stykke frygt-politik, der skal skræmme ’de anderledes’ til at assimilere sig til, hvad der politisk opfattes som sande danske værdier.

Fremfor at erkende at det der omtales som ghettoer, er et resultat af udbytningen af den tredje og fjerde verden (fattigdoms migration) og årtiers økonomiske og kulturelle marginalisering af etniske grupper i Danmark, hævdes det at problemet er kulturer, der ikke kan leve sammen med den danske kultur. De beboere der politisk symboliserer mistilpassede fremmede mødes med en social ekstinktion (udelukkelse) og den spatiale løsning er en kirurgisk excision (udskæring) af ’ondet’ (et politisk problems synlighed).

*

Der er i bypolitik og planlægning ikke den store interesse for at få en viden om effekterne af at vi lever i ’kapital-demokratier’ og effekterne af at mobilisere kapitalens vækstpotentialer fremfor velfærd, miljø og klima. Der er ikke plan-politisk en interesse for at få viden om det mikro-sociale liv, der leves i de områder, der bliver udskammet som ghettoer eller problem-områder. Det kan være at planafdelingerne føler, de mangler politisk legitimitet til at tage den levede viden til sig, men det spatiale dispositivs hegemoni medfører i sig selv en manglende interesse for erfaringer, betydnings-dannelser og betydnings-tilskrivninger. Der er måske en følelse af at mangle kapaciteter til praktisk at følge med i de mikro-sociale forandringer, der sker, og til at forstå de daglige sansninger af forskelle og nye betydnings- og meningsdannelser, der umærkeligt sniger sig ind i subjektets liv.

*

Byerne er fokuseret på at de ikke længere industribyer, og de vil gerne omstille sig til at være kreative og eksperimenterende byer. Det betyder dog ikke at planafdelingerne får lov til at være innovative. Politiske særinteresser og markedsøkonomi er stadig to ufravigelige præmisser for deres råderum, og planloven er i sig selv en begrænsende faktor for nytænkning.

Det er også en planlægnings udfordring at politik er belastet af et vedvarende misforhold mellem retorik og praksis. Et eksempel på dette er dengang mange byer ville være globalt ledende videns-byer. Denne fremtid blev set som et spørgsmål om byers kapacitet til at lægge fysisk og funktionelt til rette for videns innovative og kreative entreprenørskaber. Tilstrømningen af kreative kræfter og investorer skulle få byerne til at boome. Der blev talt meget om det positive i den sociale og kulturelle mangfoldighed, der ville opstå gennem denne tilstrømning af kosmopolitiske mennesker tilknyttet videns industrien. Den politiske realitet var imidlertid, at byerne manglede en interesse for at udvikle incentiver, der kunne tiltrække kreative industrier eller støtte nye entreprenører og innovation. I stedet for satsede man på at tilbyde ’forskningsparker’ og enklaver af gentrifiserede boligområder.³

Der var nok af erfaringer at bygge på. Man kunne have anvendt erfaringerne fra 1980-190erne, hvor der var byer, der satsede på de muligheder, der lå i ’tegnenes økonomi’ (Lash & Urry 1994). I denne økonomi blev der satset på film, reklame, kunst og konsum, og 2000-tallet byøkonomi er også i høj grad er en ’tegnenes økonomi’, hvor der satses på events, kulturarv, gourmet restauranter, serielle festivaler, kreativ entreprenørskab og byturisme.

2000-tallets Skandinaviske bypolitik er en vending mod middelklassen, turister og kosmopolitiske livsstile, hvor indre-by og deindustrialiserede områder omdannes til konsum, livsstils boliger og kontorer helst i kulturarvs miljøer. Nogle byer satser også på at dette gør byen attraktiv for kapitalinvesteringer i ’second homes’.

Der har været en minimal politisk interesse for at denne omstilling samtidig ville medføre at mange oprindelige beboere i bycentrum og indre by må flytte, fordi deres boliger bliver renoveret og derefter er for dyre at flytte tilbage til (hvis man overhovedet har den mulighed) eller at boligerne simpelthen forsvandt til fordel for andre formål. I Danmark og Norge var der ikke, som i Lissabon i Portugal, en politisk interesse for at have fokus på, hvordan en ekskludering af socialt og økonomisk svage beboergrupper i områderne kan undgås, eller hvordan byerne kan tage ansvar for disse grupper f.eks. ved at inddrage dem i en dialog om de valgte strategier for deres nærområde og de muligheder og konsekvenser, der følger med.

Politikere kan hævde, byudvikling kræver strategiske valg og prioriteringer omkring, hvilke kræfter der skal forme byens, bostedernes og kvartalernes fremtid, men det er ikke givet at dette kun kan bygge på vækst og kapital.

*

Forandringer betyder ofte konflikter, og en massiv forskning viser at byer og plan-institutioner er dårlige til at arbejde med konflikter. Konflikter bliver (op)løst via finale politiske beslutninger, og selvom planloven eventuelt siger at borgerne skal have en stemme, og selvom politikerne ikke forsømmer at tale om deltagelses-demokratiet, så føler borgerne ikke de kan se deres aftryk i de planer, der vedtages. Borgerne tror deltagelse er om medbestemmelse, mens det i praksis er om at skabe konsensus eller samtykke til allerede givne rammer og planer.

’Vi kan ikke forudsige fremtiden’, det ved vi. Udfordringen er derfor at kunne planlægge i forhold til potentielle fremtider. Vi ved også at fremtiden ikke er et resultat af en lineær beslutnings praksis og en videns kumulativ udvikling. Måske som et svar på denne ikke-linearitet, forsøger samfundet og byerne at styre og kontrollere udviklingen gennem juridisk bindende areal-planer. Dette træk forhindrer samtidig at planlæggerne kan være i (nu)tiden i form af at kunne foretage improvisatoriske handlinger i forhold til aktuelle forandringer og nye kræfter, der er kommet i spil (om improvisation og byplanlægning, se Førde, Pløger & Sand 2021).

Det plan-politiske svar på historiens faktiske diskontinuitet og fremtidens uforudsigelighed er juraen og en lovgivning, der formodes at sikre, man kan administrere uforudsigeligheden. Plan-institutionerne er en af de mekanismer, der skal sikre politikerne en størst mulig administrativ magt over udviklingen, og en sådan ensidig opgave forhindrer dem i at stå i forandringens midte og at kunne samarbejde innovativt med forandringskræfter.

Jura og juridisk bindende planer giver en passiv forankring i forandringerne. Når politikken fortrækker en juridifisering af planlægning, er det at fremme en reaktiv praksis, der foregiver at være pro-aktiv.

Den magt der ligger i juridisk bindende (areal/lokal)planer er bundet op til nutidens forståelse af fortiden, taktikker, de aktuelle politisk-økonomiske og markeds interesser. Tiden ses som lineær. Man reagerer i nutiden, men på baggrund af fortidens juridisk bindende beslutninger, og bekymrer sig ikke om fortidens kontekst og dens hegemoniske tænkemåder. Det kan få konsekvenser i nutiden. Koronapandemien er et eksempel på dette. I den politiske fortid var der vedtaget nogle beredskabskrav, der ikke var blevet fulgt op. Da pandemien kom, havde vi ikke det beredskab, der var lovet. Krisen kunne have fået et andet forløb og, ikke mindst, havde et beredskab givet mulighed for at forhindre den enorme profit-spekulation på priser for medicin og udstyr som politikerne blankt accepterede.

Vi kan håbe på, men næppe tro på, at det politiske niveau lærte af pandemien at frontviden og improvisation er nødvendige mekanismer til at kunne arbejde pro-aktivt med uforudsigelighed (se Lissandrello et.al. 2023).

*

En foreløbig bred, men grundlæggende, definition af planlægning kunne være:

Planlægning er indrammet som et mangefacetteret, dynamisk felt af rumlig design, regulatoriske og diskursive praksisser, der formidler urbanisering i overensstemmelse med større hegemoniske forsøg på at opretholde kapitalismen gennem en langsigtet social og økonomisk forandring. Enhver plan præfigurerer med andre ord en ønsket social orden (Sevilla-Buitrago 2022:4).⁴

Planlægning er politisk og som myndighed drevet af et diskursivt hegemoni og underordnet planloven. I forlængelse af definitionen af planlægning kan byplanlægning som tænkemåde og praksis karakteriseres som:

En teknotik. Planlægning er et apparat, der skal materialisere livets sociale praksisser indenfor samfundets og markedets behov for rationelle funktioner og en rationel cirkulation af varer og mennesker.

Fysisk planlægning og urban design skal producere socio-materielle handlingsfelter (Østerberg 1998) organiseret omkring funktioner og rationelle interaktions former.

De fysiske omgivelser ses som en syntes af "materialitet och signitivitet. Materialiteten er de fysiske ramar och vilkor for praksis og signitivitet er at materiellet utöver en kommunikativ påverknan" (Østerberg 1989:101) gennem (a) at invitere til en bestemt brug af stedet fremfor andre og (b) gennem at være tegn, symboler og betydninger, der signaliserer kollektive værdier.

Form og funktion, tegn og symboler, skal have effekt gennem deres indikation. Det vil sige de materielle omgivelser og rummets design fungerer som en mikro-fysik, der disciplinerer mennesket til specifikke praksisser.

Byplanlægningens opgave at sikre en materiel omkalfatring af livet. Denne omkalfatring inkluderer lejligheders rum-fordeling (Gromark 1987), de materielle objekters repræsentative symbolik (Teyssot 2013) og steder og bygningers symbolsk repræsentative design (Joyce 2003). Dette inkluderer i dag en omfattende militarisering af byrummet i form af f.eks. en usynlig, men minutiøs, overvågning (se Fuller & Weizman 2021, Tonkiss 2013).

*

Omgivelsernes normalisering af mennesket udfoldes således gennem en magtens mikro-fysik i form af skala, funktion, form, morfologi, facade æstetik og eksteriør (bænker, landskabs-design) (Foucault 1977:28-29, Foucault 1994:90-105, 134-156, Sennett 1996).

Normalisering er også en retorisk praksis f.eks. udtrykt gennem at bruge et ord som ’stedsidentitet’. ’Identitet’ formodes at være begrundet i et værdifællesskab, og en ’stedsidentitet’ henviser til lokale arkitektur typologier, landskabets form, immateriel kulturarv, mindesmærker og landskabets æstetik og form. En synlig stedsidentitet menes at kunne skabe en følelse af stedstilhørighed, der er med til at sikre mennesker en forankring i forandringerne. En stedsidentitet formodes at blive sanset intuitivt gennem at mennesker er del af kollektive værdier og kulturens dominerende sociale koder. Det er et fællesskab man er socialiseret ind i via barndommens institutioner, uddannelsernes curriculum, og den intersubjektive værdi- og normhorisont, man vokser op i. Stedsidentitet er med andre ord etnocentrisk.

En udfordring for identificeringen af en stedsidentitet er imidlertid at byens materielstrukturer [er] indkodet med mening, som vi afkoder i vores omgang med den (Albertsen 1993:196). Denne spænding mellem subjektivitet og materielle omgivelser var til debat i 1970’erne, men er ikke synlig i dag (se f.eks. Berndt, Lorenzer & Horn 1976, Lefebvre 1982, Sennett 1970). Selvom afkodninger er utæmmelige i tid og i rum, og det forhold at den er et resultat af at mennesket (re)agerer individuelt og subjektivt på indtryk, udtryk og oplevelser, så er der altså også en ’usynlig arkitektur’ (Werne 1987), der virker på baggrund af menneskets passive og underordnende omgang med omgivelserne. Den usynlige arkitekturs virkningseffekter er plan-politisk ønsket, men man kan - med nogle enkle spørgsmål – godt tage vare på at menneskets selvforhold til stedet også altid bliver prioriteret.

Det kan ske ved at byplanlæggerne hele tiden reflekterer over: Hvilke betydningsdannelser lægger omgivelserne op til? Hvilke betydnings-tilskrivninger sker på stedet? Af hvem? I forhold til hvad? Hvilke betydninger ekskluderes i planen, i projektet, i dialogen? Hvordan og hvorfor? Hvilke erfaringer og oplevelser undertrykkes gennem den aktuelle byformning og byrummets design? Hvilken undertrykkelse af forskellighed fremmes gennem den tiltænkte æstetik, form og funktion?

*

En vigtig digression: Frem til nu er ordet ’dispositiv’ anvendt til at pege på, der er generative kræfter i spil i planlægning. På dansk har ordet dispositiv imidlertid konnotation til noget ’retningsgivende’; en disponering for en specifik effekt på baggrund af strukturer og en videns kumulativ udvikling. Planloven er et dispositiv, da den ses som et redskab, der formodes at iværksætte en bestemmende retning for en stedsudvikling.

Det franske ord ’dispositif ’ oversættes som regel til dispositiv på dansk, fordi det menes at referere til enhed eller anordning. Men som det anvendes af Michel Foucault og Gilles Deleuze, henviser det til forbindelsens art (’the nature of connections’) (Foucault 1980:194). Der er altid tale om en forbindelse, en konneksion af kræfter, der finder sted. Udvikling og forandringer er ud af sammenføjninger, sammenvævninger, foldninger af begivenheder, hændelser, diskurs kampe, ontologier, viden, der finder sted. Et dispositif tilbliver i kraft af de chains of variables og den lines of sedimentation, fissure og fracture (Deleuze 2006:338), der opstår.

Denne konstituering af et dispositif er ikke en retlinet proces eller en struktur determineret effekt, men først og fremmest bestemt af magt-viden relationer (Foucault 2007:59ff) som f.eks. den mellem loven, etnocentrisme, nationalisme og ghetto politik.

Foucaults neologisme over det franske hverdagsord dispositif fremhæver det generative i de virksomme elementer, dvs at effekt opstår gennem sammenføjninger og sammenpasninger af virksomme elementer og ikke struktur-kausalitet. Et eksempel kunne være den ’fornuft’, der opstod omkring seksualitet omkring 1800-tallet. Her viser Foucault, at denne fornuft opstod gennem sammenføjninger mellem politik, loven, kulturelle ritualer, patriarkatet, viden og moralisme (Foucault 1978). Et andet eksempel er Panoptisme, der egentlig var et stykke fængsels arkitektur, der via politiske interesser diffusionerede til at blive et ideal for produktionen af byrum. Det Panoptiske princip er, at der gennem form og design opstår et herredømme som er uavhengig av den som utøver det (Foucault 1977:180). Disciplinering og underordning gennem usynlig synlighed. Og et tredje eksempel er en fysisk areal-plan, der skal sikre, der skabes et fysisk-funktionelt miljø, der skaber a certain number of combined, overall effects bearing on all who live in it (Foucault 2007:21). Planlægning er en intervention i det levede liv og det sociale miljø.

Michel Foucault havde behov for en neologisme, der kunne række udover den latinske reference til dispositio, der henviser til strukturel orden og organiseringer. Hans historiske studier viste at retnings dannende spor emergerer ud af relationer, konstellationer og kompositioner af skiftende kræfter, der aktualiseres i konkrete kontekster (se Foucault 1980:194-196, se også Raffnsøe 1999, Pløger 2008).

Med andre ord, når begrebet dispositiv henviser til middelalderlatin dispositivus [der kommer] af latin ’dispono’ opstille, ordne⁵, overses det at retning og det retningsgivende bliver til via kompositioner af kræfter og hændelser, der hele tiden er i bevægelse. Med hensyn til planlægning bør vi derfor studere de "refleksive kategorier, klassifikationsprincipper,